Syng, gudinde, om vreden som tok Peleiden Akillevs
svanger med død for akaiernes mænd og med talløse sorger.
Mangen en heltesjæl sendte den ned til Hades og gjorde
kroppen til føde for hunder og flokker av rovgriske fugler.
Saaledes var det at Zevs, den almægtiges vilje blev fuldbragt
straks fra den dag da striden brøt ut og tvedragten skilte
hærkongen, Atrevs’ mægtige søn, og den stolte Akillevs.

Hvem blandt guderne var det som egget de tvende til striden?
Han som er søn av Leto og Zevs; ti harmfuld mot kongen
sendte han vidt over leiren en herjende farsott, og folket
segnet i døden til straf; ti Atrevs’ søn hadde haanet
Kryses, hans prest, da han kom til akaiernes letrodde snekker
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs’ sønner, de to som raadet for hæren:
«Hør mig, Atrevs’ sønner og hærklædte mænd fra Akaia!
Maatte de guder som bor paa Olymp, forunde jer alle
lykkelig hjemfærd, naar Priamos’ by er styrtet i gruset!
Aa, men gi mig mit elskede barn og ta mine skatte!
Bøi jer i blygsel for Alfaders søn, fjernskytten Apollon!»

Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige skatte.
Dog, det huet ei Atrevs’ søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra sin leir, og barskt var hans truende magtbud:
(26–63) «La mig ei træffe dig her ved de stavnkrumme snekker, du gamle,
enten du agter at bli eller siden at komme tilbake.
Da kunde guddommens scepter og baand ei skjærme din svakhet.
Vit at jeg aldrig vil gi hende fri; nei, før skal hun ældes
hist paa min kongsgaard i Argos, langt borte fra frænder og hjemland.
Der skal hun sysle med væven, og der skal hun rede mit leie.
Tir mig nu ikke, men gaa, saa du frelst kan vende tilbake!»

Saaledes talte han. Oldingen skalv og lød hans befaling.
Taus gik han hjem langs havet, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da den gamle gik bort, besvor han med brændende bønner
guden Apollon, hin mægtige søn av den haarfagre Leto:
«Hør mig, du gud med buen av sølv, som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos’ mægtige skytsgud!
Smintevs! saafremt jeg har bygget for dig et straalende tempel,
dersom jeg mangen en gang paa dit alter har ofret dig fete
stykker av okser og gjeter, saa hør mig og gjør som jeg ber dig:
Hevn mine taarer og tugt danaerne med dine piler!»

Brændende bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Barsk steg han ned fra Olympos’ tind med vrede i hjertet.
Sølvbuen bar han paa akslen og koggerets lukkede gjemme.
Pilene klang paa hans skuldre, da guden i flammende vrede
hastet avsted mot sit maal, og mørkt var hans aasyn som natten.
Langt fra skibene satte han sig og sendte med vælde
pilen fra strengen, og sølvbuens klang var grufuld at høre.
Først tok han sigte paa muldyr og fotrappe hunder i leiren;
derefter skjøt han paa mændene selv og de smertende piler
rammet dem altid, og luerne steg fra talrike likbaal.

Fjernskyttens piler fløi om ni samfulde dage i leiren;
men da den tiende kom, blev folket kaldt til av Akillevs.
Tanken blev lagt i hans sjæl av gudinden den armhvite Hera;
ti da hun saa danaerne dø, blev hun grepet av medynk.

Da de var stimlet til tinge i flok, og alle var samlet,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs’ søn, nu tror jeg forvisst vi maa vende tilbake
skammelig slaat og prise vort held, hvis livet kan bjerges,
dersom akaierne baade skal dø av sott og i kampen.
La os nu spørge en spaamand, en prest, eller en som kan tyde
drømmenes tale, — ti Zevs gir ogsaa i drømme sit varsel —
(64–101) en som klart kunde tolke Apollons forfærdende vrede
og kunde si om vi svek vort ord eller glemte et offer.
Kanske han rørt ved fettdamp av lam og av lytefri gjeter
tok hvad vi gav ham til soning og sparte os naadig for døden.»

Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig Kalkas,
Testors ærværdige søn, den ypperste tolker av varsler.
Alt stod klart for hans blik, baade nutid og fortid og fremtid.
Frem til Ilios hadde han ført akaiernes skibe
trygt ved sin sandsigerkunst, som han fik af Foibos Apollon.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Kjække Akillevs, du ber mig, du Alfaders yndling, at tolke
hvorfor Apollon er vred, den fjerntfra rammende hersker.
Ja, jeg skal si det. Gi agt paa mit ord; men først maa du sverge
dyrt at du trofast skal være mit vern i ord og i gjerning;
ti jeg maa tro at jeg nu vil vække hans vrede som hersker
vældig blandt Argos’ mænd, hin drot hvem akaierne lyder.
Uraad er det for den som er svak, at trodse en konge;
ti om han end biter i sig idag og dølger sin vrede,
ulmer dog nagende hat i hans bryst, og sent eller tidlig
tar han sin hevn. Saa tal da og si om du lover mig tryghet.»

Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Nævn kun trøstig den tydning du vet av guddommens vilje;
ti ved Apollon, hin yndling av Zevs, den gud som du, Kalkas,
ærer i bøn, naar du tolker danaerne gudernes varsler,
aldrig saalænge mit øie kan se, og jeg lever og aander,
skal nogen voldsmand faa røre dig her ved de stavnkrumme snekker,
ingen av alle danaer, nei, ikke engang Agamemnon,
drotten som bryster sig nu som den første av alle akaier.»

Nu fik den værdige sandsiger mod og talte iblandt dem:
«Ikke for løftebrud vredes han nu eller savner et offer;
men det er presten det gjælder, den prest Agamemnon har haanet.
Ei gav han datteren fri, men vraket de tilbudte gaver.
Derfor har fjernskytten plager os sendt, og fler vil han sende.
Ei vil han fri danaernes folk for den herjende farsott,
førend vi sender den kjærlige far hans blaaøide datter
vederlagsfrit og uten en bot og fører til Kryse
hellige ofre; men kanske vi da kunde mildne hans vrede.»

Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
(102–39) Atrevs’ mægtige søn, den herlige helt Agamemnon,
skummende vred. Utæmmelig vildskap fyldte hans mørke
natsorte sjæl. Som flammende ildsluer lyste hans øine.
Først med et hatefuldt truende blik han talte til Kalkas:
«Ond er din spaadom, forbandede prest! Noget godt har du aldrig
varslet mig. Det som er ondt er det altid din glæde at spaa mig.
Ikke ett trøstefuldt ord har du sagt eller latt det bli sandet.
Nu har du sagt som gudernes tolk i danaernes møte
at det er mig som har skylden, at fjernskytten sender os plager
bare fordi jeg har negtet at ta de herlige skatte
Kryses har budt mig som bot for sit barn. Jeg vilde jo heller
eie hin mø i mit hjem. Ja, selv Klytaimnestra, min hustru,
elsker jeg ikke saa høit. I statelig vekst og i skjønhet
holder hun maal; hun er likesaa klok og ferm i sin gjerning.
Dog, jeg vil gi hende fri, saasandt som det baader os bedre;
ti jeg vil heller at folket blir frelst end at alle skal dræpes.
Vel, men skaf mig saa straks en hædrende gave; en uhørt
skam vil det være, om bare jeg selv skal miste min kampløn;
ti det er klart for enhver, at jeg mister den løn I har git mig.»

Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Atrevs’ søn, du stolte, du griskeste gnier av alle!
Hvorledes skal dog akaiernes mænd kunne gi dig en gave?
Meget av gods som er fælles — det vet vi jo — eier vi ikke.
Byttet vi vandt i en hærtagen by, fordelte vi stadig.
Sanke det sammen og bringe det hit bør folket dog ikke.
Lyd du guden og send hende hjem, saa skal vi akaier
sikre dig trefold og firefold løn, naar Zevs i sin naade
under os engang at styrte i grus det murkranste Troja.»

Nu tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Vel er du tapper og kjæk som en gud, høibaarne Akillevs,
men du kan spare din list; du lurer mig ikke med løfter.
Kanske du selv vil beholde din skat, mens jeg skal faa sitte
blottet og bar og fromt paa dit raad sende møen tilbake.
Vel, jeg skal føie mig fromt, saasandt som de tapre akaier
gir mig en gave jeg liker, saa vinding og tap blir det samme.
Men hvis de ikke vil gi den, ja da skal jeg ta mig til rette,
komme og ta mig en kampløn med magt fra dig eller Aias
eller Odyssevs, og vred blir vel den som jeg agter at gjeste.
(140–77) Nu, men det haster jo ikke. Den sak kan vi senere drøfte.
Først faar vi sætte paa glitrende sjø en sortmalet snekke,
samle av rorskarler nok og laste med festlige ofre
skibet og føre ombord den deilige datter av Kryses.
En faar saa være fører ombord, en høvding i raadet,
enten det nu blir Aias, Idómenevs eller Odyssevs
eller du, Pelevs’ søn, du helt, mest frygtet av alle.
Du faar da ofre til guden og sone fjerntrammerens vrede.»

Svarte da straks med rynkede bryn den raske Akillevs:
«Aa du skamløse niding, du griske og lumske bedrager!
Kan en akaier ha lyst til at føie dit ønske og villig
drage paa vaagelig færd eller kjæmpe av ytterste evne?
Ikke for troernes skyld, de spydvante mænds, er jeg kommet
hit for at kjæmpe. Paa dem har jeg ei nogen uret at hevne.
Aldrig har troerne røvet vort fæ eller tat vore hester,
og i det muldrike Ftia som nærer saa mangen en kriger,
ødte de adrig vor grøde; ti mellem os ligger der mange
blaanende rækker af fjeld og storhavets brusende vande;
men det var dig som vi fulgte, du skamløse! og for at glæde
dig, du skulende hund, og din bror Menelaos vi krævet
bøter av troerne. Det har du glemt; det rager dig ikke.
Mig tør du true; min hædrende løn vil du ta som din egen,
den som jeg vandt mig med møie, den løn som akaierne gav mig.
Aldrig jeg vinder en kamppris som din, naar de tapre akaier
lægger i grus en velbygget by i troernes bygder.
Altid, naar kampene raser som værst, er det mig som maa løfte
armen til haardeste hugg; men naar saa fordelingen kommer,
da er det dig som faar mest; med en kjær, men ringere gave
gaar jeg, naar armen er trættet av kamp, tilbake til flaaten.
Nu vil jeg stevne til Ftia; ti sandelig er det dog bedre
straks at vende med skibene hjem. Jeg vil ikke dvæle
længer med utak og sanke for dig ustyrtelig rigdom.»

Straks tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Fly kun, dersom det huer dig bedst. Jeg skal ikke be dig
tyndt om at dvæle for min skyld. Jeg har ogsaa andre som trofast
hjælper, og mest vil den alvise Zevs forøke min hæder.
Ingen jeg hater som dig av de gudopfostrede konger.
Altid er strid og tvedragt dig kjær og kamp uten ende.
(178–215) Vel har du vældige kræfter; men husk, det er guddommens gave.
Drag du kun hjem med de skibe du har og med dine svende;
hersk saa over dit folk, myrmidonerne. Ikke det mindste
ænser jeg dig og din vrede. Men nu skal du høre min trusel:
Eftersom Foibos Apollon vil røve Kryseïs, min kampløn,
godt, saa skal hun bli sendt med mit tjærede skib og mit mandskap.
Efterpaa kommer jeg selv og henter den skjønne Briseïs
hjem fra dit telt, din hædrende løn, saa selv du kan skjønne
at jeg i magt staar høit over dig og at ingen bør vaage
frækt at trodse mit ord og te sig som var han min like.»

Saa han talte; men vred blev Pelevs’ søn, og hans hjerte
hamret i tvil i hans haarede bryst, om han straks skulde rive
hastig fra lænden det skarpslepne sverd og jage de andre
høvdinger bort ifra tinget og ta Agamemnon av dage,
eller betvinge sit harmfulde sind og styre sin vrede.
Da, mens tankerne tumlet sig vildt i hans sind og han raadvild
holdt paa at trække av skeden sit slagsverd, svævet Atene
ned fra det høie. Som bud blev hun sendt av den armhvite Hera;
ti hun var glad i dem begge og elsket dem høit i sit hjerte.
Stilt hun stanset bak Pelevs’ søn og rørte hans blonde
lokkede haar, kun synlig for ham, men ei for de andre.
Studsende vendte Akillevs sig om og kjendte forfærdet
Pallas Atene; ti øinenes glans var sælsom at skue.
Undrende lød hans vingede ord, da han talte og spurte:
«Datter av aigissvingeren Zevs, hvi kom du saa hastig?
Mon for at selv du kan se Agamemnons hovmodige voldsfærd?
Dog, jeg vil si dig et ord, og visst skal det ogsaa bli sandet:
Kanske hans krænkende overmod snart skal koste ham livet.»

Tok da til orde den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Vit at jeg svævet fra himlen herned for at dæmpe din vrede,
om du gir efter. Mig sendte som bud den armhvite Hera;
ti hun er glad i jer begge og elsker jer høit i sit hjerte.
Stans nu striden og lyd hendes bud og drag ikke sverdet!
Haan ham bare med tirrende ord saa meget du lyster.
Ett tør jeg love forvisst, og mit løfte skal ogsaa bli fuldbragt.
Engang faar du til gjengjæld for al den uret du lider,
trefold saa herlige gaver. Saa tving dig og gjør som vi ber dig.»

Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
(216–53) «Høie gudinde, et paabud av jer bør jeg visselig lyde,
fylder end bitreste harme min sjæl, ti det er det bedste.
Den som vil adlyde gudernes bud, ham hører de gjerne.»

Grep han da fast om hjaltet av sølv med sin vældige næve,
støtte det mægtige sverd tilbage i skeden og fulgte
lydig Atenes formaning; men selv drog hun hjem til Olympen
op til aigissvingerens borg hvor guderne møtes.

Nu tok Akillevs til orde paany og tirret med haansord
Atrevs’ søn, og endnu forvandt han ikke sin vrede.

«Vin-tunge usling med mod som en hjort og et blik som en kjøter!
Ei har du endnu hat mod til hærklædt at stevne til kampen
med dine folk, eller sammen med os, de bedste akaier,
gaa til et bakhold; slikt mener du vist er det samme som døden.
Nei, langt bedre at bli i akaiernes leir og at røve
gaver fra den som vaager at kny og trodse din vilje.
Magtstjaalet har du dit folk; over uslinger hersker du, konge!
Ellers, Atreide, blev denne din haan vel ogsaa den sidste.
Men jeg skal si dig en ting, og den dyreste ed vil jeg sverge.
Hør nu: Ved denne min stav som aldrig i fremtid vil skyte
kvister og blad eller smykkes paany med prangende blomster,
siden den skiltes fra stubben paa fjeld; ti kobberet skrællet
barken og bladene av. Nu bærer akaiernes sønner
staven i haand, naar de sitter til doms paa tinge og verner
Alfaders bud, og vit at min ed skal koste dig meget:
Visselig kommer den stund, da alle akaiernes sønner
savner Akillevs; men da vil du ei, naar du knuges av sorger,
magte at bringe dem hjælp, naar mangfoldige segner i døden,
dræpt av den mordlystne Hektor. Med flængende anger i hjertet
mindes du da at du krænket akaiernes tapreste fyrste.»

Saaledes talte Peleiden og kastet i harme til jorden
staven med nagler av guld, og selv tok han sæte i kredsen.
Likesaa harmfuld var Atrevs’ søn. Da reiste sig Nestor,
Pylos’ drot med den sølvklare røst og den lokkende tale.
Søtere strømmet de liflige ord fra hans læber end honning.
Døde forlængst var to av de mælende menneskers slegtled,
mænd som var født og fostret med ham i fremfarne dage
hist i det sandige Pylos. Nu hersket han over det tredje.
Venlig tilsinds mot dem begge tok gubben til orde iblandt dem:
(254–91) «Ve os alle! En knugende sorg vil ramme Akaia.
Sandelig, glad vil Priamos bli og alle hans sønner.
Ja, og hver eneste troer vil fryde sig inderst i sjælen
naar han faar høre at I, de første danaer i raadet,
I som gaar foran i kamp, nu kives i hatefuld tvedragt.
Lyd nu et velment raad; ti yngre end mig er I begge.
Endnu langt gjævere var de end vi de helter jeg fordum
færdedes blandt; men altid de agtet mig dog som sin like.
Ei har jeg set saa herlige mænd og faar ikke se dem,
mænd som Peiritoos var og Dryas, hin høvding for stridsmænd.
Kainevs, den herlige drot og Eksádios og Polyfémos,
eller som Tesevs, Aigevs’ søn, saa sterk som en guddom.
Vældige vokste da op som kjæmper blandt jordbundne slegter.
Vældige var de og kjæmpet i strid med vældige kjæmper,
bjergenes grufulde troll og vog dem i rædsomme blodbad.
Dette var mænd som jeg færdedes blandt, da jeg stevnet fra Pylos,
fjernt fra det fremmede land, og de bad mig selv om at komme:
Som deres likemand stod jeg i strid. Mot saadanne kjæmper
vaaget forvisst ei dødelig mand for tiden at feide.
Dog, de lød mine manende raad, og agtet min tale.
Lyd mig nu ogsaa I to, ti det baader jer begge at lyde.
Ikke skal du, hvor mægtig du er, ta ungmøen fra ham;
men la ham eie den gave han fik av akaiernes sønner,
og du, Pelevs’ søn! med storkongen maa du ei yppe
aapenlys strid; ti altid fik han som scepteret bærer,
rikere hæder. Ham skjænket jo Zevs hans magt og hans ære.
Vel er du tapper og sterk, og vel er din mor en gudinde;
dog hans magt er den største, og videre rækker hans vælde.
Atrevs’ søn, du maa stille din harm; jeg ber dig saa bønlig.
La nu fare dit nagende hat mot Akillevs som tryggest
verner akaiernes mænd i alle de grufulde kampe.»

Talte da atter den mægtige drot Agamemnon og svarte:
«Gamle, du hadde jo visselig ret i alt hvad du nævnte;
men denne mand vil hæve sig høit over alle os andre;
ti han vil mestre os alle og herske som drot over alle;
alle skal lyde hans vink; — men der findes vel dem som vil trodse.
Dersom de evige guder har gjort ham til mester med lansen,
lar de ham derfor ha lov til at komme med haan og med skjeldsord?»

(292–329) Straks tok den herlige helt Akillevs til orde og svarte:
«Sandelig skal man faa kalde mig feig og en ynkelig stakkar,
hvis jeg skal vike for dig i alt hvad du agter at nævne.
Andre — ja dem kan du gi dine bud; paa mig kan du spare
myndige vink; ti jeg agter ei mer at lyde din vilje.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ikke med magt eller vaaben i haand vil jeg kjæmpe om møen
hverken med dig eller andre, — I røver jo hvad I har git mig —;
men av det andet jeg har ved min letrodde tjærede snekke,
derav faar du nok intet, saasandt som jeg selv ikke vil det.
Vel, du kan komme og prøve, saa disse kan se om det nytter.
Da skal dit smudsige blod straks strømme for denne min lanse.»

Saaledes endte den voldsomme strid og tungernes tvekamp.
Begge stod op, og møtet var endt ved akaiernes skibe.
Pelevs’ søn gik bort til sit telt ved de stavnkrumme snekker
sammen med vennen, Menoitios’ søn, og med sine svende.
Men Agamemnon lot sætte paa sjø et letroet langskib.
Rorskarler valgte han, tyve i tal, og det festlige offer
bragtes ombord. Selv førte han saa den skjønne Kryseïs
hen til et sæte. Til fører blev valgt den kloke Odyssevs.

Disse gik hastig ombord og seilte paa skummende stier.
Men Agamemnon gav bud om at hele hans hær skulde renses.
Alle tok bad, og det urene vand blev skyllet i havet.
Derefter ofret de Foibos en lytefri festhekatombe,
okser og gjeter i flok langs stranden ved havet det golde.
Duftende offerdamp hvirvlet i røk mot himmelens hvælving.

Saaledes syslet de travlt paa leirpladsen; dog Agamemnon
hadde ei glemt de truende ord i sin strid med Akillevs;
men til Taltybios talte han straks og til Evrybátes,
begge de raske herolder som tjente ham trofast og ivrig:

«Skynd jer og gaa til Pelevs’ søn, til Akillevs’ leirtelt!
Ta saa den skjønne Briseïs ved haand og før hende til mig.
Dersom han ikke vil la hende gaa, skal jeg senere komme
mandsterk og ta hende selv; men det skal han føle bli værre.»

Saa han talte og sendte dem bort med det myndige paalæg.
Nølende gik de avsted langs stranden ved havet det golde,
indtil de kom til hans telt ved myrmidonernes snekker.
Høvdingen fandt de sittende taus ved sit tjærede langskib
(330–67) borte ved teltet, og ei blev Akillevs glad, da han saa dem.
Skjælvende stanset de begge i sky for den herlige konge.
Ikke et eneste ord fik de sagt eller vaaget et spørsmaal.
Dog, han gjettet med raadsnar kløkt deres ærend og mælte:

«Hil jer, I menneskers bud og Alfaders gjæve herolder.
Kom kun! Ikke har I nogen skyld. Agamemnon har skylden,
han som sendte jer hit for at hente den skjønne Briseïs.
Vel da, ædle Patroklos, før jomfruen ut ifra teltet.
La dem faa ta hende med; men saa skal de selv være vidner,
vidner for mænd av dødelig æt og for evige guder
og for den stenhaarde konge, saafremt man i kommende dage
trænger mig haardt til at verne vort folk mod døden den grumme.
Rent som en rasende ter han sig jo i fordærvelig avsind.
Ikke en plan kan han lægge med fremsyn eller med omsigt,
saa at akaierne trygt kan kjæmpe ved skibenes leie.»

Saaledes talte han. Lydig mot vennens, den elskedes paabud
førte Patroklos ved haand den skjønne Briseïs fra teltet,
gav hende saa til de tvende, og mændene vandret tilbake
langsmed skibenes rad; men jomfruen fulgte uvillig.
Graatende satte Akillevs sig ned paa den graalige havstrand
fjernt fra sit folk, og han skuet saa mørk over storhavets vidder.
Brændende bad han en bøn til sin mor med oprakte hænder:

«Mor, naar du fødte din søn til et liv som snarlig skal svinde,
aa, saa burde dog Zevs, den olympiske tordengud, gi mig
ære og ry; men han hædret mig ei, nei, ikke det mindste.
Vit, nu har Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
haanet mig frækt. Min løn har han røvet mig. Selv har han tat den.»

Hulkende talte han saa, og hans mor, den høie gudinde,
hørte ham der hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Ilsomt dukket hun op av det disige hav som en taake,
svævet saa hen til sin graatende søn og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig med haand og spørgende tok hun til orde:

«Barn, hvi graater du? Tal, hvilken sorg har knuget dit hjerte?
Si det og hold ei din kval for dig selv; la os vite den begge.»

Sukkende tungt tok sønnen, den raske Akillevs, til orde:
«Aa, du vet det jo selv. Hvi si dig det alt, naar du vet det?
Herjende drog vi til Tebe, Eetions hellige kongsstad.
Byen blev styrtet i grus, og hærfanget førte vi med os.
(368–405) Likelig delte akaiernes mænd alt godset og valgte
særskilt for Atrevs’ søn den yndige datter av Kryses.
Men til akaiernes malmklædte mænd ved de letrodde snekker
vandret den graanede Kryses, fjerntrammeren Foibos’ tjener,
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs’ sønner, de to som raadet for hæren.
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige gaver.
Dog, det huet ei Atrevs’ søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra vor leir, og barskt var hans truende magtbud.
Harmfuld drog gubben igjen til sit hjem; men Foibos Apollon
hørte hans brændende bøn; ti saare han elsket sin tjener,
og mot argeierne sendte han straks sine smertende piler.
Folkene døde i mængde; ti guddommens dræpende vaaben
fløi overalt i akaiernes leir. Da talte en klarsynt
seer og tolket os sanddru og grant fjerntrammerens vrede.
Jeg var den første som talte og vilde vi skulde formilde
guden; men Atrevs’ søn blev vred. Han reiste sig hastig.
Truende slynget han mot mig et ord som netop er fuldbragt.
Ti mens akaiernes klarøide mænd nu fører til Kryse
møen paa letroet skib og bringer sin gave til guden,
vandret herolder fornys fra mit telt og førte ved haanden
Brisevs’ datter, den mø som akaiernes sønner har git mig.
Aa, om du kan, saa vern om din mandige søn og forsvar ham.
Gaa til Olympen og bønfald Zevs, saafremt du har glædet
engang i fremfarne dage hans sjæl i ord eller gjerning.
Ti i min fars palads har jeg oftere hørt dig med stolthet
si at du engang alene blandt alle de evige guder
skjermet den skyomhyllede Zevs mot skammelig voldsfærd,
dengang da guder paa høien Olymp vilde slaa ham i lænker,
Hera og dertil Poseidon, hans bror, og Pallas Atene.
Da kom du ham til hjælp og løste hans lænker og hentet
op til det høie Olymp den hundredarmede kjæmpe,
jætten som kaldes Aigaion blandt mænd, men av guder Briáros.
Selve Poseidon, hans far, har ei saa vældige kræfter.
Stolt tok han sæte hos Kronos’ søn og brystet sig storlig.
(406–43) Guderne frygtet hans kraft, og Alfader blev ikke lænket.
Sæt dig hos Zevs og favn om hans knæ og mind ham om dette.
Kanske han da vil laane sin hjælp til de kjæmpende troer,
medens akaiernes mænd blir jaget mot havet og fældes
her ved skibenes stavn, saa de alle faar nok av sin konge.
Da fik Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
føle sin skyld at han krænket akaiernes tapreste fyrste.»

Svarte da Tetis sin søn, mens taarerne rullet saa stride:
«Aa, mit barn, hvi fostret jeg dig til trængsel og vanheld?
Gid du fik sitte i ro ved dit skib uten taarer og sorger,
saasom din livstid blir kort og ikke skal vare saa længe.
Men du skal baade faa leve saa kort og mere end andre
tynges av kval. Til en sørgelig lod har jeg født dig i hallen.
Ja, jeg skal gaa til Olymp, til de snehvite tinder og melde
selv dine ord til den lynende Zevs, om han hører os naadig.
Bli du nu sittende her i ro ved de hurtige snekker,
vred paa akaiernes folk, og hold dig tilbake fra kampen.
Zevs er igaar til Okeanos reist, til en fest hos de bolde
aitiopiske mænd, og samtlige guder slog følge;
men naar det ellevte døgn er forbi, gaar han hjem til Olympen.
Da skal jeg ile til Alfaders hal over terskel av kobber.
Der skal jeg favne hans knæ, og jeg tror han vil føie os begge.»

Saa hun talte og svandt; men ham lot hun ene tilbake
harmfuld i hjerte og sind for den skjøntombeltede kvinde,
møen de røvet ham nylig med vold. — Men helten Odyssevs
seilet med festhekatomben avsted og landet ved Kryse.
Da de med skibet var kommet i havn paa bugten den dype,
bjerget de seilet og lagde det ned i den tjærede snekke,
firet med taugene masten tildæks og lagde den skyndsomt
ned i dens gjemme, og frem til en ankerplads rodde de skibet.
Ankeret kastet de ut og fæstet de snoede landtaug.
Mandskapet hastet fra fartøiet ned paa den skvulpende strandbredd.
Ofrene bragtes fra borde til fjernskytten Foibos Apollon.
Sidst gik den skjønne Kryseïs iland fra den gyngende snekke.
Frem til alteret førtes hun straks av den kloke Odyssevs
hen til sin far, og hun sank i hans favn; men Odyssevs tok ordet:
«Hil dig Kryses! Vor mægtige drot Agamemnon har sendt mig
hit for at gi dig tilbake dit barn og bringe til Foibos
(444–81) ofre til bot for danaernes folk, om guden kan mildnes,
han som har sendt argeiernes mænd den kvalfulde jammer.»

Saa han talte og gav ham hans barn, og oldingen favnet
glad sin elskede datter. Men derefter stillet de skyndsomt
viede offerdyr frem paa rad ved det høireiste alter.
Hænderne tvættet de rene, og offerbygget blev hentet.
Løftet da Kryses i inderlig bøn sine hænder mot himlen:
«Hør mig du gud med buen av sølv som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos’ mægtige skytsgud.
Engang tilforn har du hørt mine ord da jeg bad dig, og naadig
vernet mig selv og tugtet akaierne haardt i din vrede.
Hør mig da ogsaa idag og la dette mit ønske bli opfyldt.
Skaan danaerne nu og stans den herjende farsott!»

Inderlig bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Da deres bønner var endt og de viede bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og stak dem og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett. Smaa kjøtstykker lagde de øverst.
Oldingen tændte sit baal, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Da deres offer var brændt, og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og vel og trak det tilbake fra ilden.
Da deres møie var endt, og det festlige gilde var rede,
nød de sit maaltid, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
fyldte de tjenende svende med vin de skummende boller.
Alle fik rakt sig et bæger; men først fik guden et offer.
Hele den utslagne dag formildet akaiernes ungdom
guden med viser og lek og sang til fjernskyttens ære
lovsangens herlige kvad, og han frydet sit hjerte ved sangen.

Men da om aftenen solen gik ned og det mørknet mot natten
gik de til hvile paa stranden ved fartøiets utspændte landtaug;
men da ved tidligste gry den rosenfingrede Eos
straalte paa himmelen, satte de kurs mot akaiernes leirplads.
Fjernskytten Foibos Apollon lot blæse en strykende medbør.
Skibsmasten reiste de op og heiste det snehvite raaseil.
Kulingen fyldte det svulmende seil, og de mørkeblaa bølger
(482–518) skvulpet om fartøiets brusende stavn, da det ilte mot hjemmet.
Dansende løp det paa bølgernes ryg sin vei over havet.
Men da de naadde i havn ved akaiernes vidtstrakte leirplads,
trak de det tjærede langskib pa land paa den skraanende strandbredd
høit paa sandet og stivet det op med mægtige støtter.
Derefter vandret enhver til sit telt og sin hurtige snekke.

Pelevs’ herlige søn, den fotrappe høvding Akillevs,
ruget imens over vreden og sat ved de hurtige skibe.
Aldrig gik helten til tinget hvor høvdinger søker sin hæder,
aldrig til kampen han gik, men med tærende nag i sit hjerte
sat han i nødtvungen ro og længtet mot kamp og mot hærskrik.

Men da det dæmret av dag og morgenen kom paa den tolvte,
stevnet de evige guder i flok til Olympen tilbake.
Foran de andre gik Zevs; men sønnens formaning og paalæg
glemte ei Tetis. Hun dukket i hast fra bølgende havdyp.
Aarle ved gry steg hun op til den skyhøie top av Olympen.
Fandt hun da Kronos’ søn, der han sat alene og skuet
vidt fra den høieste top av Olympos’ takkede aasryg.
Foran ham satte hun sig og favnet hans knæ med den venstre,
medens hun rørte ham let over hake og kind med den høire.
Bedende talte hun derpaa til Zevs, til sønnen av Kronos:
«Alfader Zevs, saafremt jeg blandt evige guder har glædet
engang dit hjerte med ord eller daad, saa gjør som jeg ber dig:
Hædre min herlige søn som snarlig maa segne i døden
først av dem alle; men nu har mændenes drot Agamemnon
krænket ham dypt. Han røvet hans hædersløn; selv har han tat den.
Hædre da du ham, Zevs, du alvise drot paa Olympen.
La nu troerne seire i strid, til akaierne atter
agter og ærer min elskede søn og øker hans hæder.»

Saa hun talte; men Zevs, den vældige skyernes herre,
svarte ei endnu paa længe. Han sat der i taushet, mens Tetis
klynget sig fast til hans knæ. Da talte hun atter saa bønlig:
«Gi mig med ord eller nik usvigelig løfte og tilsagn,
eller si nei; ti du kjender ei frygt, saa jeg nu kan faa vite
sikkert og visst at du agter mig mindst av alle gudinder.»

Sukkende tungt tok Zevs, skysamleren, ordet og svarte:
«Sandelig, dette er slemt at du ber mig at egge end mere
(519–56) Heras forbitrede nag, naar hun tirrer mig stadig med haansord.
Selv som det nu er, tar hun mig fat blandt de evige guder,
skjender og sier jeg hjælper i kamp de troiske stridsmænd.
Skynd dig nu atter tilbake, og la ikke Hera faa se dig.
Selv skal jeg tænke paa saken en stund, til jeg finder en utvei.
Vel, jeg skal love dig dette med nik, saa du føler dig sikker.
Dette er jo blandt guder det tryggeste tegn paa min vilje.
Det som jeg lover med nik, kan jeg senere ei ta tilbake.
Ei kan det negtes med svig, men fuldbragt vorder det altid.»

Zevs hadde talt. Med de blaasorte bryn han nikket sit tilsagn.
Bølgende sænket sig lokkernes flom fra udødelig isse
ned over herskerens pande. Han rystet det høie Olympen.

Derefter skiltes de straks da dette var drøftet, og hastig
sprang hun i storhavets dyp fra Olympos’ straalende tinder.
Zevs skred hjem til sin hal. Men guderne reiste sig alle
op fra sit sæte og møtte sin far. Ei vaaget i hallen
nogen at sitte i ro, til han kom; men de gik ham i møte.
Høit paa sin tronstol satte han sig i salen; men Hera
kjendte hans færd; ti hun hadde jo set at han lønligen pleiet
raad med havgudens barn, den sølverfotede Tetis.
Talte hun da til Kronos’ søn og tirret ham spydig:
«Rænkesmed, si hvilken guddom har nu pleiet raad med din høihet?
Altid er det dig kjært at slaa fast hvad du agter at gjøre
fjernt ifra mig med lønlige raad, og du kunde jo aldrig
bære det over dit hjerte at nævne for mig hvad du vilde.»

Da tok guders og menneskers far til orde og svarte:
«Hera, du maa ikke tro du har ret til stadig at vite
alt hvad jeg tænker. For svært vil det bli, om du end er min hustru.
Er det en ting som kan nævnes, ja da skal ingen blandt guder
eller blandt menneskers barn før dig faa vite min vilje.
Men naar det gjælder en sak jeg vil tænke paa fjernt fra de andre,
da maa du føie dig, ikke ustanselig fritte og spørre.»

Straks tok den mørkøide guddom, den værdige Hera, til orde:
«Grusomme søn av Kronos, hvad mente du dog med din tale?
Ellers er det jo langtfra saa at jeg spør eller fritter.
Uten at plages av mig kan du pønse paa alt hvad du lyster.
Dennegang frygter jeg dog at den sølverfotede Tetis
helt har snakket dig rundt, hint barn av den graanede havgud.
(557–94) Ti ved det tidligste gry tok hun plads ved din side og favnet
slesk dine knær, og det aner mig nu at du lovet at hædre
sønnen Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.»

Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Anelser har du som oftest, min ven; du vogter mig stadig.
Dog, det nytter dig intet dit stræv; du fjerner dig bare
mere end før mit hjerte; og det skal du merke blir farlig.
Er det nu saa som du sier, saa er det vel saa jeg vil ha det.
Sæt dig nu stille og kny ikke mer; men lyd min befaling.
Ellers kan guderne ei, saa mange som bor paa Olympen,
hjælpe dig, dersom jeg kommer og slaar dig med farlige næver.»

Saa han talte. Da ræddedes svart den mørkøide Hera.
Taus gik hun atter til sæte og tvang sit harmfulde hjerte.
Guderne sat i hallen hos Zevs i trykkende taushet.
Derpaa tok først Hefaistos, den navngjetne kunstsmed, til orde,
blot for at trøste sin elskede mor, den armhvite Hera:
«Sandelig, dette blir slemt og rent umulig i længden
dersom I to for menneskers skyld skal trætte saa voldsomt.
Ufred blir her blandt guder. Skal denslags uvæsen raade,
faar vi jo ikke det ringeste godt av det herlige maaltid.
Mor, du er klok nok selv; men dog vil jeg raade dig sønlig:
Bøi dig for Zevs, vor elskede far, saa han ikke skal skjende
ogsaa idag og rent forspilde os maaltidets glæder.
Ja, ti han kan, hvis han vil, den olympiske lynsvinger, kaste
hver og en av os ned fra vor stol. Hans kraft er den største.
Tal nu til ham med venlige ord og si hvad han liker.
Da vil straks den olympiske drot vorde blid mot os alle.»

Derefter reiste han sig i hast, og det funklende bæger
rakte han frem til sin elskede mor og endte sin tale:
«Taal det, min elskede mor, og tving dig, saa tungt som det falder.
Forat jeg ei med mit øie skal se dig tugtes, du kjære.
Sletikke magtet jeg da, om aldrig saa harmfuld, at gi dig
hjælp i din nød. Den olympiske drot er farlig at trodse.
Sikkert jeg vet det; ti engang tilforn, da jeg fristet at hjælpe,
grep han min fot og slynget mig ut over himmelens terskel.
Hele den dag blev jeg hvirvlet avsted, og ved soleglads-tide
styrtet jeg ned paa Lemnos, og litet av liv var der i mig.
Sintiske mænd tok mig op og pleiet mig vel efter faldet.»

(596–611) Saa han talte. Da smilte hun blidt den armhvite Hera.
Smilende tok hun den blanke pokal som raktes av sønnen.
Derefter øste han nektaren søt fra bollen og rakte
bægre til alle de andre i rad fra venstre til høire.
Alle de salige guder brast ud i ustanselig latter
over Hefaistos som humpet forpustet omkring gjennem salen.

Hele den utslagne dag, til solen var sunket i havet,
nød de sit maaltid. Ei savnet de der de deiligste retter
eller den klingende lyre, hvis strenger blev rørt av Apollon,
eller den vekslende sang av musernes sølvklare stemmer.

Men da omsider den straalende sol var sunket i havet,
vandret de andre enhver til sin borg for at søke sit leie,
der hvor fordum Hefaistos den navngjetne, armsterke guddom
reiste med sindrigste kløkt for enhver en prangende bolig.
Zevs, den lynende drot paa Olymp, gik ogsaa til leiet
der hvor han pleide at hvile, naar søvnen den søte ham favnet.
Der gik guden til ro med den guldstoltronende Hera.

Samtlige guder og kjæmper paa stridsvogn hvilte i søvnen
natten til ende. Kun Zevs fik ei en blund paa sit øie,
men i sit sind var han plaget av tvil om hvordan han skulde
hædre Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at sende som ilbud
straks en daarende drøm til Atrevs’ søn Agamemnon.
Myndig, med vingede ord gav han drømmen sin vilje tilkjende:
«Skynd dig, daarende drøm, til akaiernes hurtige snekker.
Naar du er kommet til Atrevs’ søn Agamemnon i teltet,
si ham da tydelig alt, som jeg gir dig i opdrag at melde.
Byd ham at ruste i hast akaiernes haarfagre sønner.
Nu kan han storme hin troernes by med de prægtige gater
endnu idag. De eviges slegt, som bor paa Olympen,
kives ei længer; ti Hera har rørt dem alle ved bønner.
Troernes skjæbne er viss; til vanheld og nød er de viet.»

Saa lød budet, og drømmen gik bort, da den hørte hans tale.
Ilende for den avsted og kom til akaiernes snekker.
Snart var den fremme hos Atrevs’ søn Agamemnon og fandt ham
sovende trygt i sit telt. Han hvilte i kvægende slummer.
Frem til hans hoved den skred og tydelig lignet den Nestor,
Nelevs’ søn, som hædredes mest av sin drot Agamemnon.
Lignende ham tok den himmelske drøm til orde og mælte:
«Sover du, søn av hin vognstyrer gjæv, den kampglade Atrevs?
Sove fra aften til gry, slikt sømmer sig ei for en høvding,
en som har stridsmænd at styre og mangt og meget at skjøtte.
(26–63) Lyt nu straks til mit ord! Fra Zevs er jeg kommet med budskap,
han som vil dig saa vel og ynker din nød i det fjerne.
Skynd dig og rust paa hans bud akaiernes haarfagre sønner.
Nu kan du storme hin troernes by med de prægtige gater
endnu idag. De eviges slegt, som bor paa Olympen,
kives ei længer; ti Hera har rørt dem alle ved bønner.
Troernes skjæbne er viss. Av Zevs er de viet til vanheld.
Gjem mine ord i dit sind og la ikke tankeløs glemsel
slette dem ut, naar du vaagner paany av den kvægende slummer.»

Saa den talte og svandt; men ham lot den ene tilbake
haabende det i sit sind, som ei skulde vorde fuldbyrdet.
Visst han trodde at Priamos’ by skulde falde før aften.
Vildledte daare! han visste jo ei hvad Zevs vilde gjøre;
ti det var endnu hans agt at volde danaer og troer
knugende sorger og stønnende suk i vældige kampe.
Kongen for op av sin søvn. End hørte han guddommens stemme.
Opreist satte han sig og klædte sig raskt i en prægtig
nyvævet kjortel og hyllet sig ind i en folderik kappe,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og hængte
slagsverdet prydet med nagler av skinnende sølv over akslen.
Derefter grep han sin stav, det urgamle fædrene scepter.
Ilsomt skred han med det i sin haand til akaiernes snekker.

Eos, den skjønne gudinde, steg op til det høie Olympen,
bringende dagslysets bud til Zevs og de øvrige guder.
Da bød kongen herolder at kalde med lydelig stemme
straks til møte paa tinget akaiernes haarfagre sønner.
Budskapet ropte de ut, og krigerne samlet sig hastig.
Først lot han samle et raad av de modige fyrster i hæren
like ved Nestors skib, ved kongen av Pylos’ snekke.
Klokt la han frem i det samlede raad hvad han agtet at gjøre:

«Hør mig, venner! En gudesendt drøm kom til mig i søvnen
nys i den hellige nat, og skuffende lignet den Nestor
baade av aasyn og høide og vekst, i stort som i litet.
Frem til mit hoved den skred og tok hastig til orde og mælte:
«Sover du, søn av hin vognkjæmpe gjæv, den kampglade Atrevs?
Sove fra aften til gry, slikt sømmer sig ei for en høvding,
en som har stridsmænd at styre og mangt og meget at skjøtte.
Lyt nu straks til mit ord. Fra Zevs er jeg kommet med budskap,
(64–101) han som vil dig saa vel og ynker din nød i det fjerne.
Skynd dig og rust paa hans bud akaiernes haarfagre sønner.
Nu kan du storme hin troernes by med de prægtige gater
endnu idag. De eviges slegt, som bor paa Olympen,
kives ei længer; ti Hera har rørt dem alle ved bønner.
Troernes skjæbne er viss; av Zevs er de viet til vanheld.
Gjem mine ord i dit sind.» Saa lød dens formaning, og hastig
svandt den paa hurtige vinger, og søvnen den søte forlot mig.
Vel, la os friste at ruste i hast akaiernes sønner.
Først skal jeg selv, som rimelig er, med fristende tale
gi dem det raad at fly til sit hjem paa de toftede skibe.
Bland saa I jer i flokken og tal dem til rette og stans dem.»

Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Nestor, hin olding som hersket som drot i det sandige Pylos.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet.
Dersom en drøm som denne var meldt av en anden akaier,
vilde vi visst ha kaldt det bedrag og negtet at tro ham.
Men naar han drømte det selv, den første blandt alle akaier,
da faar vi friste at ruste i hast akaiernes sønner.»

Saa han talte og hastet avsted som den første fra raadet.
Derefter reiste sig straks de scepterførende konger
følgende høvdingens raad; men krigerne strømmet til tinge.
Likesom bier fra hulen paa fjeld i myldrende sværme
svæver avsted, og stadig paany kommer andre tilsyne.
Tætte som druernes klaser paa kvist over sommerens blomster
flyver de om, snart hit, snart dit, i yrende vrimmel.
Saaledes stimlet i række og rad fra skibe og telte
talrike skarer langs havdypets strand og hastet til tinge.
Zevs’ sendebud, rygtet, løp om gjennem mængden som ilden
gjennem det visnede græs og drev dem til hastig at samles.
Tinget var ei til at styre, og jorden gav gjenlyd, da mængden
satte sig ned under støiende larm. Med rungende stemme
søkte de ni herolder at stagge dem, saa de holdt inde
med sine skrik og hørte i ro paa de høibaarne konger.
Langt om længe kom mængden paa plads og stanset med skriket.
Endelig sat den i ro. Da reiste sig først Agamemnon.
Scepteret holdt han i haand, Hefaistos’ straalende kunstverk.
(102–39) Guden Hefaistos gav det til Zevs, til sønnen av Kronos.
Zevs gav staven som skjænk til gudernes lynsnare ilbud.
Hermes forærte den saa til den gangertumlende Pelops.
Pelops gav den igjen til Atrevs, folkenes hyrde.
Atrevs gav den som arv ved sin død til den rike Tyestes.
Sidst Agamemnon fik av Tyestes staven at bære,
tegnet paa herskerens magt over Argos og talrike øer.
Støttet til den tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, danaiske helte, I krigsgudens stridsvante svende.
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han, den haarde, som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byr mig at stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer,
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
Visselig er det en skam, naar det siden blandt kommende slegter
spørres at engang saa stor og tapper en hær av akaier
kjæmpet mot mænd som var færre og stred i utallige kampe
ganske forgjæves; dog end er det dulgt, hvordan striden vil ende.
Ti hvis akaiernes mænd og troernes folk vilde slutte
edelig pakt, og begge de kjæmpende folk lot sig tælle,
og om vi skilte ut troerne selv som er hjemme i byen,
medens akaierne ordnet sin hær i flokker som talte
ti mand hver, og en troer blev valgt til at øse av bollen,
tror jeg nok mangen en timandstrop vilde mangle en mundskjænk.
Fuldt saa meget forsikrer jeg trygt at akaiernes sønner
overgaar alle de troer i tal som har hjemstavn i byen;
men ifra talrike byer kom spydvante helter som stadig
trodser min vilje og volder mig mén, saa ofte jeg prøver
endelig engang at styrte i grus det velbygde Troja.
Ni av den mægtige Alfaders aar er gaaet til ende;
skibenes spanter er raatne og taugene skjøre og morkne,
mens vore hustruer og vore barn i tærende længsel
sitter i hallen og venter os hjem; men intet er fuldbragt,
ikke det mindste av det som vi satte som maal for vor hærfærd.
Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
(140–77) Kom, la os fly, enhver paa sit skib, til det elskede hjemland,
ti det blir ikke forundt os at ta det velbygde Troja.»

Saa han talte og hjertelig fryd han vakte hos mængden,
alle de mange som ei hadde hørt, hvad han vilde, i raadet.
Almuen stormet i oprør avsted lik mægtige bølger
paa det ikariske hav, naar Evros og Notos i følge
farer fra alfader Zevs’ sky og jager dem fremad,
eller naar Zefyros kommer og farer i susende byger
over den bølgende aker, og aksene bøier sig tunge.
Slik kom hele det samlede ting i oprør og ilte
jublende hen mot skibenes rad, mens støvskyer hvirvlet
op under hastende føtter. De skrek til hverandre at alle
straks skulde ta paa skibene fat og faa dem paa sjøen.
Lunnerne renset de godt, og de hjemover længtende skarer
larmet og jublet mot sky, mens de rev bort skibenes støtter.

Nu hadde alle argeier i utide stevnet mot hjemmet,
hvis ikke Hera i hast hadde talt et ord til Atene:
«Ve os, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues!
Skal da argeiernes sønner i utide flygtende stevne
hen over havdypets bølgende ryg til det elskede hjemland,
men la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, for hvem saa mange akaier
segnet ved Troja og faldt saa fjernt fra de hjemlige bygder?
Nei, du maa gaa til akaiernes folk, til de malmklædte helter.
Søk nu med vindende ord at stanse hver eneste kriger!
La det ei ske at de sætter paa sjø sine stavnkrumme snekker!»

Saa hun talte, og ei var Pallas Atene uvillig.
Hastig svævet hun ned fra Olympos’ takkede tinder,
og i et nu kom hun ned til akaiernes hurtige skibe,
fandt saa hin helt som var kløktig som Zevs, den gjæve Odyssevs,
staaende rolig og taus. Ei la han haand paa sit sorte
toftede skib; ti hans hjerte og sind var optændt av harme.
Foran ham stanset den blaaøide mø Atene og talte:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte, kloke Odyssevs!
Skal I da virkelig styrte ombord pa de toftede skibe,
drevet av frygt og flygte saa feigt til det elskede hjemland,
men la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, for hvem saa mange akaier
(178–215) segnet ved Troja og faldt saa fjernt fra de hjemlige bygder?
Nei, du maa gaa til akaiernes folk, og staa ikke ledig!
Søk med venlige ord at stanse hver eneste kriger.
La det ei ske at de sætter paa sjø sine gyngende snekker!»

Saaledes talte gudinden, og budet forstod han og kastet
kappen i ilende løp. Herolden Evrybates tok den,
han som paa Itaka hadde sit hjem og fulgte sin herre.
Selv han skyndte sig hen til Atrevs’ søn Agamemnon,
fik saa av ham den fædrene stav, det urgamle scepter.
Derefter løp han med det i sin haand til akaiernes skibe.

Hvergang han traf en konge og møtte en navngjeten kriger,
talte han til ham med venlige ord og holdt ham tilbake:
«Kjære, det sømmer sig ikke for dig at fly som en usling.
Sæt dig nu selv i ro og bring de andre til sæte.
Endnu vet du jo ei hvad Atrevs’ søn har i sinde.
Frister han nu, saa tugter han snart akaiernes sønner.
Ikke enhver av os hørte de ord som han talte i raadet.
Bare han ikke blir vred og straffer akaierne grusomt.
Stolt er en konge av sind, naar han leder sin æt ifra guder;
hæder har drotten fra Zevs, og den alvise elsker ham saare.»

Men naar i mængden han traf paa en mand som larmet og skraalte,
slog han ham barsk med sin stav og talte ham myndig til rette:
«Sæt dig i ro, min ven, og hør hvad andre vil sige,
mænd som er bedre end du; selv er du en ynkelig stymper.
Ei blir du regnet for noget i kamp, endsige i raadet.
Ikke kan hver og en av akaierne te sig som konge.
Flermandsstyre er ikke til gavn; en enkelt faar styre,
en være konge, hvem Kronos’ søn, den alvise, skjænket
scepter og hævdvunden ret til at herske med kongelig vælde.»

Saaledes hastet han ordnende om gjennem leiren, og folket
strømmet paany til tinge i flok fra telter og skibe
larmende vildt som det oprørte hav, naar mægtige bølger
tordnende brytes mot kneisende strand, og brændingen bruser.

Endelig satte de andre sig ned, og det tystnet pa tinge.
Taletrængt skraalte dog endnu den brautende mundhelt Tersites.
Mangt et smædeord gjemte han paa i mindet og trættet
frækt og paa høist usømmelig vis med konger og brukte
ord som han haabet forvisst skulde vække akaiernes latter.
(216–53) Styggere var han end alle de mænd som var kommet til Troja.
Hjulbent var manden, ett ben var for kort. Hans skuldre var bøiet
frem over brystet, saa ryggen blev krum, og øverst gik issen
op i en spids, og lurvet og tynd var den sparsomme haarvekst.
Mest var manden forhatt av Akillevs og helten Odyssevs;
ti imot dem var han hatskest. Nu skjeldte han ut Agamemnon
høilydt med skrikende ukvemsord; men alle akaier
skydde ham værre end pest og hatet ham inderst i sjælen.
Frækt, med skingrende røst utskjeldte han nu Agamemnon:

«Atrevs’ søn, hvad kræver du nu? hvad er det du savner?
Kobberet fylder jo helt dine skur, og inde i teltet
har du av utvalgte kvinder en flok, som vi andre akaier,
naar vi har stormet en by, maa bringe til dig som den første.
Kanske du ønsker dig guld, som en hestetumlende troer
vel skulde bringe fra Ilios hit til løsning for sønnen,
en som enten jeg selv eller andre akaier har fanget.
Higer du efter en mø, som kjælent kan stille din elskov,
en du kan ha for dig selv? Det sømmer sig ei for en høvding
blindt at føre akaiernes folk til det argeste vanheld.
Krystere! ikke akaiske mænd, men akaiske kvindfolk!
La os nu vende paa skibene hjem og la ham faa ruge
over sin hædersløn her ved troernes by, saa han skjønner
om ogsaa vi er med paa at hjælpe ham litt eller ikke.
Nu har han krænket Akillevs, en helt som er tusinde ganger
bedre end han. Han har ranet hans hædersløn; selv har han tat den.
Dog Akillevs er lunken; han føler ei harm i sit hjerte.
Ellers, Atreide, blev denne din voldsdaad ogsaa den sidste.»

Saaledes haante han frækt den mægtige drot Agamemnon.
Da stod den herlige helt Odyssevs brat ved hans side,
maalte ham barsk med sit blik og gav ham en myndig formaning:
«Styr dig, Tersites, du mundkaate nar med den klingende stemme.
Prøv ikke mere alene at yppe en ordstrid med konger.
Uslere stymper end dig, det sier jeg trygt, kan vi ikke
finde blandt alle som kom med Atrevs’ sønner til Troja.
Derfor burde du holde din mund og ikke med haansord
tale om konger og skjelde dem ut og lure paa hjemfærd.
Endnu vet vi jo ikke forvisst, hvordan dette vil ende,
om vi akaier med held eller skam skal vende tilbake.
(254–91) Her tør du sitte og haane med spottende ord Agamemnon,
Atrevs’ søn, fordi de danaiske helter har git ham
gaver i mængde. Du taler saa ordene stikker i hjertet.
Nu skal jeg si dig et ord, og det skal du ogsaa faa sande:
Træffer jeg dig, naar du bærer dig ad paany som en taape,
maatte Odyssevs’ hoved ei mer sitte fast paa hans skuldre;
maatte jeg ikke bli kaldt Telemakos’ far, hvis jeg ikke
tar dig og klær dig naken for hvert et plag som du eier,
kappe og kjortel og bindet om det som du dækker med blygsel,
og saa derefter jager dig hen til de hurtige snekker
bort ifra tinget med krænkende slag, saa du hyler av smerte.»

Saa han talte og slog ham paa ryg og paa skuldre med staven.
Ynkelig krympet han sig i sin kval og fældte en taare.
Hævet sig da under guldsmykket stav over ryggen en blodig
svulmende stripe. Han satte sig ned og skalv i sin vaande,
saa sig forlegent omkring og visket en taare av øiet.
Midt i sin harm brast mændene ut i en hjertelig latter.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og hvisket:
«Sandelig, ofte og tidt har Odyssevs truffet det rette,
hvergang han kom med de klokeste raad og krigerske anslag.
Bedst er dog det som han nu har gjort i akaiernes møte,
at han har faat denne skjendegjest her til at tie paa tinge.
Neppe vil siden hans kjæphøie sind faa lyst til at trætte
atter engang med konger og føre saa skammelig tale.»

Saa lød almuens ord; men Odyssevs, hin stadødelægger,
reiste sig op med sin stav, og den blaaøide Pallas stod hos ham,
lik en herold og æsket til lyd blandt folket paa tinge,
forat akaiernes sønner fra inderst til ytterst i ringen
klart skulde fatte hans raad og merke sig vel hvad han sagde.
Venlig tilsinds mot dem alle tok helten til orde og mælte:
«Atrevs’ søn, vor drot, nu vil nok akaiernes sønner
gjøre dit navn blandt mælende mænd foragtet av alle.
Ei vil de holde som ærlige mænd det ord som de gav dig,
dengang vi drog paa vor færd fra det hestenærende Argos,
først naar Troja var styrtet i grus at vende tilbake.
Rent som umyndige barn og enslige, vernløse kvinder
længes de saart efter hjemfærd med klynk og jamrende klage.
Vel maa man stræve mot hjemkomstens dag, naar ondt man har døiet;
(292–323) ti om man skilles fra hustru og hjem en eneste maaned,
længter man saart ved sit toftede skib, naar vinterens stormer
velter de skummende bølger paa sjø og stænger ens veier.
Men for os er det niende aar jo ilet til ende,
medens vi venter, og derfor forarges jeg ikke om folket
længter ved skibenes krummede stavn; men skammelig er det,
naar vi har dvælet saa længe, at skynde os tomhændt tilbake.
Kjære, hold ut og vent her en stund, saa faar vi vel snarlig
vite forvisst om Kalkas har spaadd os sandt eller ikke.
Visselig præget et minde sig klart i vor sjæl, og til vidne
tar jeg jer alle, saamange som dødens gudinder har sparet.
Godt vi mindes, som var det igaar, da akaiernes skibe
møttes i Avlis paa færd mot Priamos selv og hans troer.
Rundt et opkomme stod vi i kreds ved de hellige altre.
Lytefri brændofre bragte vi fromt til de evige guder
under en herlig platan, hvor vandet sprang frem ved dens røtter.
Da fik vi skue et merkelig tegn: En frygtelig slange,
blodrød paa ryggen, et udyr som Alfader selv hadde utsendt,
snodde sig frem under altret og bugtet sig hen til platanen.
Oppe i den var et rede hvor smaafuglens vernløse unger
laa paa den høieste gren og gjemte sig vel under løvet.
Selv var de otte, men ni med spurven som fostret sin yngel.
Slangen fortærte de smaa som pep og jamret i dødsangst,
mens deres mor med klagende skrik om ungerne flakset.
Lynsnart snappet saa slangen den skrikende smaafugl ved vingen.
Men da den grisk hadde slukt baade spurven og alle dens unger,
gjorde hin gud, som sendte den dit, et tydelig jertegn:
Kronos’ søn lot den stivne til sten for akaiernes øine.
Vi stod stumme og saa med undrende gru hvad der skedde.
Men da det grufulde tegn hadde stanset vor hellige ofring,
da tok Kalkas til orde og tolket os gudernes vilje:
«Hvorfor blev I saa tause, I haarfagre mænd av Akaia?
Dette saa grufulde tegn har Zevs, den alvise, sendt os.
Fuldbragt vorder det sent; men aldrig skal varselet glemmes.
Likesom slangen har slukt baade spurven og alle dens unger,
otte i tallet, men ni med fuglen som fostret sin yngel,
likesaa mange henglidende aar skal vi hist maatte kjæmpe;
men naar det tiende kommer, skal byen, den herlige, falde.»
(330-66) Saa han talte, og nu blir det fuldbragt alt hvad han varslet.
Vent da alle som én, I malmklædte mænd av Akaia,
til vi faar tat den mægtige by hvor Priamos hersker.»

Saa han talte. Argeierne skrek, og tordnende gjenlød
skibenes rad av akaiernes rop, mens høilydt de priste
helten Odyssevs’ raad, den høibaarne drots; men iblandt dem
talte den hestetumlende drot, den gereniske Nestor:
«Aa, for en skam! I taler jo her paa tinge, som var I
endnu uvittige barn og ukjendt med kampe og hærfærd.
Hvor blir det av den pakt vi besvor med de dyreste eder?
Nu faar det hele gaa op i røk, baade planer og anslag,
edspakten, viet med vie, og de haandslag paa hvilke vi stolte.
Ja, for vi spilder jo tiden med kiv og kan ikke finde
midler og veier, endskjønt vi har været her længer end længe.
Atrevs’ søn, hold fast ved dit maal med urokkelig vilje.
Gaa som argeiernes fører til slag og vældige kampe.
La dem saa finde en skammelig død, hvis der findes akaier,
en eller to, som faafængt paa egen haand tænker at drage
hjemad til Argos, forinden vi vet om det bare er blændverk
løftet vi fik av skjoldguden Zevs, eller om det skal holdes.
Ja, ti jeg sier at Zevs, den almægtige, gav os sit tilsagn
selvsamme dag da akaierne drog paa de hurtige snekker
hit for med død og fordærv at hjemsøke troernes skarer.
Dengang gav han os naadig et tegn ved at lyne til høire.
Derfor maa ingen akaier i utide tænke paa hjemfærd,
førend enhver har hvilet hos en av de troiske kvinder
og vi har skaffet os hevn for Hélenas sorger og sukke.
Men er der nogen som vil til sit hjem og ei lar sig rokke,
vel, la ham prøve at lægge sin haand paa sin toftede snekke,
forat han førend de andre skal finde sin død og sin bane.
Drot, vær sindig og klok; men lyd dog ogsaa en anden.
Visselig er det raad jeg vil gi for godt til at vrakes.
Del, Agamemnon, hele dit folk i stammer og slegter,
saa de kan verge sig slegt for slegt og stamme for stamme.
Sætter du dette i verk, og akaierne lyder din vilje,
da faar du se hvilke flokker og førere viser sig feige,
eller er tapre; ti da har de ansvaret selv under kampen.
(367–404) Da faar du se om guderne vil at du ikke skal styrte
Troja i grus, eller mændenes frygt og daarskap har skylden.»

Derefter talte den mægtige drot Agamemnon og svarte:
«Gamle, du seirer paany over alle akaier paa tinge.
Maatte saasandt fader Zevs og Apollon og Pallas Atene
skjænke mig ti saa raadsnare mænd blandt akaiernes sønner.
Da skulde herskeren Priamos’ by visst snart vorde bøiet
dypt i støvet med stormende haand og jevnes med jorden.
Dog, den aigissvingende Zevs har skjænket mig sorger,
han som tumler mig om i frugtesløs tvedragt og trætte;
ja, ti Akillevs og jeg har kjæmpet og stridt om en kvinde
hatsk med de bitreste ord, og jeg selv var den som begyndte.
Men hvis vi engang kan enes, ja da skal der ikke forundes
troerne frist for den truende hevn, nei ikke den mindste.
Gaa nu enhver til sit maaltid, saa stevner vi atter til kampen.
Alle maa gjøre istand sit skjold og hvæsse sin lanse.
Naar I har sørget for rikelig fôr til de fotrappe hester,
mønstre da stridsvognen vel og vend eders tanker til krigen,
saa vi kan stride fra morgen til kveld i grufulde kampe.
Ei vil vi faa et øiebliks hvil, nei ikke før natten
kommer og sænker sit mulm og skiller de kjæmpende helter.
Dampende vaat blir mangen en rem som holder om brystet
skjærmende skjold, og mangen en haand skal trættes av lansen.
Mangen en ganger skal skumme av sved for den skinnende stridsvogn.
Men om jeg træffer en mand som holder sig borte med vilje
fjernt ifra striden ved skibenes stavn, saa skal han tilvisse
ei kunne føle sig tryg paa at slippe for hunder og gribber.»

Saa han talte. Argeiernes stridsrop bruste som havets
bølger mot kneisende strand, naar Notos med vælde dem jager
ind mot det kløvende skjær, saa brændingen skjuler det stadig,
pisket av byger fra hver en kant og av vekslende vindstøt.
Straks stod de op og stormet avsted til de hurtige snekker,
tændte ved teltene flammende baal og sørget for maaltid.
Hver mand bragte sit offer til en av de salige guder.
Inderlig bad de om vern i kamp og frelse fra døden.
Mændenes drot Agamemnon lot ofre en velnæret okse
fem aar gammel til Kronos’ søn, den almægtige hersker.
Alle akaiernes gjeveste mænd lot han byde til gilde.
(405–42) Først gav han Nestor et vink og lot saa Idómenevs kalde,
derpaa de tvende Aianter og Tydevs’ søn Diomedes,
og som den sjette Odyssevs, i kløkt lik selve Kronion.
Ubuden kom av sig selv den høimælte helt Menelaos,
saasom han visste saa vel at hans bror hadde meget at skjøtte.
Rundt om oksen de stod og løftet de hellige bygkorn.
Bedende talte iblandt dem den mægtige drot Agamemnon:
«Zevs, du herlige gud, du skysamler, æternes hersker.
La ei solen faa synke i hav og natmulmet komme
før jeg har styrtet kong Priamos’ borg med de sværtede bjelker
ned fra dens tinder og herjet med ild dens mægtige porter,
flænget til laser med lansen den skinnende brynje som dækker
Hektor om brystet, og und mig at talrike mænd i hans følge
snart paa sit ansigt maa segne til jord og bite i græsset.»

Saa han talte; men Kronos’ søn bønhørte ham ikke.
Offeret tok han imot, men øket hans nød og hans møie.
Men da saa bønnen var endt, og de hellige bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og slagtet og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett; smaa kjøtstykker lagde de øverst,
brændte saa alt paa et baal av knastørre kløvede stammer.
Indmaten stak de paa spid som svendene holdt over ilden.
Men da nu ofret var brændt og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og godt og trak det tilbake fra ilden.
Endelig da deres møie var endt og maaltidet rede,
gik de tilbords og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
talte den hestetumlende drot, den gereniske Nestor:
«Atrevs’ herlige søn, vor mægtige drot Agamemnon.
La os ei spilde vort dagverk med ord eller utsætte tiden
til at ta fat paa det verk som guden vil gi os i hænde.
La nu herolderne rope at alle akaiernes stridsmænd
klædt i brynjer av malm skal samles ved skibenes leie.
La os saa samlet gaa hen til akaiernes vidtstrakte leirplads
saa vi kan drive dem snarere frem til de hidsige kampe.»

Saa han talte, og Atrevs’ søn tok raadet til følge.
Straks lot han raske herolder med rungende røst kalde sammen
(443–80) alle akaiernes haarfagre mænd og egge til striden.
Lydt herolderne kaldte, og mændene samlet sig hastig.
Samlet i flok om Atrevs’ søn drog kongerne ivrig
ordnende om gjennem skaren, og Pallas Atene gik med dem
med sin aigide som aldrig forgaar og aldrig kan ældes.
Hundrede herlige kvaster av guld, vidunderlig flettet
flagrer fra randen; hver kvast er værd sine hundrede okser.
Raskt for hun om med det blinkende skjold i akaiernes rækker
eggende folket til hast, og hun vakte i krigernes hjerter
kraft og ubøielig mod til en strid uten rast eller hvile.
Søtere tyktes dem straks at stevne til kamp end at ile
hjemad til fædrenes elskede land paa de stavnkrumme snekker.
Som naar en herjende ild fortærer den vældige urskog
oppe paa fjeldenes top — fjernt sees de lysende flammer —
saaledes lyste den straalende glød fra det skinnende kobber
høit mot himlen i seterens glans, da de hastet til striden.
Som naar utallige skarer av himmelens vingede fugler,
traner og gjæs, eller ogsaa en flok langhalsede svaner
flyver om Asias slette og over Kaystrios’ strømme,
svævende frem og tilbake med lyst paa lekende vinger —
skrikende slaar de sig ned saa vidt over sletten det gjalder —
saa skred talrike skarer av mænd fra skibe og telter
hen til sletten omkring Skamandros’ bredder, og jorden
drønet med frygtelig larm under fotslag av mænd og av hester.
Fylkingen stilte sig op paa den blomstrende eng ved Skamandros
tusind paa tusind saa tæt som løv og blomster om vaaren.
Likesom fluernes talrike sværm i tætteste vrimmel
svæver i summende flugt over kve, hvor bølingen samles,
naar det er sommer paa vang, og melken i spandene skummer,
likesaa tæt stod akaiernes mænd mot troer paa sletten,
higende efter med flængende hug at fælde for fote.

Likesom gjæterne let kan sanke tilsammen og ordne
vældige flokker av gjeter, naar spredt de vanker paa vidden,
saaledes ordnet de førende mænd sine skarer til kampen,
hver paa sin plads, og om gjennem fylkingen gik Agamemnon.
Blikket og aasynet mindet om Zevs, den lynglade hersker;
midjen var smal som hos Ares, og brystet var bredt som Poseidons.

Likesom oksen kan sees saa let blandt alle i flokken;
(481–519) ti over kjørne rager den op i den samlede bøling,
saa lot Zevs paa hin dag Agamemnon hæve sig herlig
høit over mængden og skille sig ut fra samtlige helter.

Tal og fortæl, I muser, som bor i olympiske haller.
I er gudinder og skuer jo alt og vet hvad der hænder.
Vi faar kun høre et sagn, og ingenting vet vi med visshet.
Nævn os danaernes styrende mænd og de mægtige fyrster.
Regne op mængden formaar jeg jo ei eller nævne hver enkelt,
hadde jeg end ti munde og ti veltalende tunger,
røst som aldrig blev træt og et hjerte av haardeste kobber,
hvis ikke aigissvingerens barn, de olympiske muser,
selv vil nævne mig tallet paa dem som stevnet til Troja.
Førernes navne alene og skibenes tal vil jeg melde.

Leïtos, Arkesilaos, Penéleos og Protoénor
sammen med Klonios førte til kamp boioternes skarer.
Fjernt fra Hyria kom deres mænd og det fjeldkranste Avlis,
eller fra Schoinos og Skolos og lundenes by Eteónos,
Tespia og Mykaléssos med vidtstrakte torver og Graia.
Andre var hjemme i Harma, Eilésios og i Erytrai
eller i Eleons by, i Peteon, eller i Hyle
eller i Medeons velbygde stad og Okáleas bygder,
hist i Evtresis, i Kopai, i Tisbe hvor duerne flokkes.
Fra Koroneia de kom og fra engenes by Haliártos.
Mænd fra Plataia var med og kjæmper som bodde i Glisas.
Andre var stevnet paa tog fra den velbygde by Hypotébai
eller fra havgudens hellige lund i det skjønne Onkéstos.
Fjernt fra Midéia kom andre og Arne hvor rankerne grønnes,
og fra Antédon, den ytterste by, og det hellige Nisa.
Femti var skibenes tal; paa hvert steg hundred og tyve
raske boiotiske svende ombord og gav sig paa færden.

Mænd fra minyernes stad Orkómenos og fra Asplédon
førte Askálafos frem og Iálmenos, sønner av Ares.
Møen Astýake, datter av Aktor, Azevs’ ætling
fødte dem hist i sin fars palads i sit høienloftskammer,
der hvor den vældige gud hadde hvilt hos hende i løndom.
Treti var skibenes tal som fulgte de tvende paa færden.

Skedios gik med Epístrofos frem som fokernes fører,
sønner av Ifitos, Naubolos’ søn, den modige høvding.
(520–56) Helter fra Kyparissos var med og fra fjeldbyen Pyto,
mænd fra det hellige Krisa, fra Davlis og fjernt fra Panópevs,
mænd som Hyámpolis hadde til hjem eller Anemoreia,
eller som bodde langs elven den skjønne Kefisos’ bredder.
Andre var kommet fra Lilaias by ved Kefisos’ kilder.
Disse blev fulgt paa sin færd av firti tjærede snekker.
Førerne hastet omkring og fylket de fokiske rækker.
Nærmest boioternes hær tilvenstre blev mændene rustet.

Lokrernes fører var Aias, den fotrappe søn av Oïlevs,
ikke saa stor som Telamons søn, den vældige Aias,
nei langt mindre, ja liten av vekst, og av lin var hans brynje;
men i at svinge et spyd var ingen hellener hans mester.
Krigerne bodde i Kynos, Kalliaros, Opus og Bessa,
eller de hadde i Skarfe sit hjem og det skjønne Avgeiai,
andre i Tarfe og Trónions by ved Boágrios’ bredder.
Lokrernes skibe, som fulgte sin drot, var firti i tallet.
Tvers for Evboia, den hellige ø, har folket sin hjemstavn.

Saa kom abanternes krigerske folk som bor paa Evboia,
mænd fra Eretria, Chalkis og druernes by Histiaia,
helter fra Dion paa svimlende skrent og Kerintos ved havet,
mænd fra Karystos og stridsmænd som hadde sin hjemstavn i Styra.
Fører for dem var en helt Elefénor, krigsgudens ætling,
Chalkodons søn, den høibaarne drot for de tapre abanter.
Raske abanter med uklippet haar var førerens følge,
stridsmænd øvet med spyd og higende efter at flænge
fienders brynjer om bryst med de fremstrakte asketræs lanser.
Høvdingen kom med sit folk paa firti tjærede skibe.

Derefter fylket sig mænd fra den herlige kongsstad Atenai,
helten Erektevs’ land. Ham fostret gudinden Atene
Alfaders barn; men den frugtbare jord var høvdingens ophav.
Hjem til Atenai hun bar ham som barn til sit herlige tempel,
der hvor atenernes sønner, mens aarene kommer og svinder,
søker hans gunst med ofre av lam og hornede okser.
Fører for disse var Petevs’ søn, den gjæve Menestevs.
Ingen av dødelig æt var rask som han til at ordne
vælige gangeres spand og mændenes skjolddækte fylking.
Nestor alene holdt maal; ti han hadde alderens fortrin.
Femti var skibenes tal som fulgte sin fører paa færden.

(557–94) Aias fra Salamis møtte med tolv velrustede skibe.
Mandskapet førte han dit, hvor atenernes rækker var fylket.

Derpaa kom svende fra Argos’ by og det murkranste Tiryns.
Inde fra fjorden kom mænd fra Asine og fra Hermione,
fra Eipdavros, hvor rankerne gror, fra Eion, Troizen,
unge akaiiske kjæmper fra Mases og øen Aigina.
Føreren var Diomedes, hin helt med den rungende stemme,
Stenelos, søn av den navngjetne Kapanevs, kom som den anden,
og som den tredje i laget Evryalos, kjæk som en guddom,
søn av den gjæve Mekistevs som høvdingen Talaos avlet.
Helten med rungende røst Diomedes førte dem alle.
Otti var skibenes tal som fulgte de trende paa færden.

Derpaa kom mænd fra den velbygde by, det skjønne Mykenai
og fra det rike Korintos og hist fra det stolte Kleonai,
mænd fra Orneia og fjernt fra det yndige Araityréa,
eller fra Sikyons by, hvor Adrastos fordum var konge.
Saa Hyperesias mænd og krigere fra Gonoessa,
helter fra Aigions stad og mænd, hvis hjem var Pellene,
stridsmænd fra kystlandet viden omkring og fra Hélikes sletter.
Hundrede skibe var deres, og føreren var Agamemnon,
Atrevs’ søn. Hans kjæmper var flest og taprest av alle.
Stolt av sin værdighet rustet han sig i det blændende kobber,
og mellem heltene raget han op over alle de andre;
ti han var gjævest av byrd og førte de talrikste stridsmænd.

Derefter kom Lakedaimons mænd fra den mægtige fjelddal.
helter fra Faris og Sparta og Messa, hvor duerne vrimler,
de fra Aigeiai, den yndige by, og det skjønne Bryseiai,
mænd fra Amyklai og Helos som ligger ved bredden av havet,
kjæmper som hadde sin hjemstavn i Las og paa Oitylos’ bymark.
Fører for dem var hans bror, den høimælte helt Menelaos.
Seksti var skibenes tal, og de fylket sig skilt fra de andre.
Stolende trygt paa sit mod gik han om gjennem mændenes rækker
eggende alle til kamp; ti han higet jo mest i sit hjerte
efter at skaffe sig hevn for Hélenas sorger og sukke.

Mænd som hadde i Pylos sit hjem og det skjønne Arene,
eller i Aipy og Tryon, hvor elven Alfeios kan vades,
krigere fra Kyparissos og mænd fra Amfigeneia,
Pteleos, Helos og Dorion, der hvor muserne møtte
(595–632) trakernes sanger Tamyris og røvet ham sangen for altid,
dengang han kom fra Oikalias stad, hvor Evrytos hersket.
Pralende hadde han svoret at seire i sang, om han skulde
kappes med muserne selv, med aigissvingerens døtre.
Harmfulde gjorde de sangeren blind og røvet ham sangen,
gudernes herlige gave. Han glemte sin sang og sin cithar.
Fører for disse var Nestor, den gamle gereniske vognhelt.
Niti var skibenes tal som fulgte den gamle paa færden.

Saa kom Arkadiens mænd fra fjeldet Kvilene, hvor graven
dækker kong Aipytos’ ben. Hvast kjæmper de svende med lansen.
Mænd fra Orkomenos, rike paa faar, fra Feneos, Ripe,
eller fra Stratias by og det vindomsuste Enispe.
Mænd fra Tegea var med og den yndige by Mantineia,
Stymfalos’ krigerske helter og mænd fra Parrasias bygder.
Seksti skibe var deres, og føreren var Agapenor,
søn av Ankaios. Ombord paa samtlige snekker var mange
kjække arkadiske mænd, vel øvet i krigeres idræt,
Atrevs’ søn Agememnon, den mægtige drot, hadde skjænket
mændene toftede snekker til fart over mørkeblaa bølger;
ti de var ukjendt tilforn med havet og sjømandens virke.

Derpaa kom mænd fra Buprasions by og det hellige Elis,
landet imellem Hyrmíne og Mýrsinos ytterst ved stranden
helt fra Aleisions by til Olenias mægtige fjeldryg.
Fire var førernes tal. Ti letrodde langskibe fulgte
hver av de fire. Ombord paa ethvert steg mange epeier.
Talpios, Evrytos’ søn, og Amfimakos, Kteatos’ arving,
ætlinger begge av Aktor, gik frem med hver sine flokker.
Derefter kom Amarynkevs’ søn, den sterke Diores.
Helten Polýksenos førte den fjerde av krigernes flokker,
søn av Agástenes, han som igjen var en søn av Avgeias.

Saa kom Dulikions mænd og folk fra de hellige øer
langt tilhavs, Ekinaderne kaldt, tvers over for Elis.
Fører for disse var Meges, en helt lik krigsguden Ares,
søn av Fylevs, en kjæmpe tilvogns og gudernes yndling,
han som i harm mot sin far til Dulikion flyttet sin arne.
Høvdingen kom med sin hær paa firti tjærede snekker.

Men Kefallenernes modige flok blev ført av Odyssevs,
mænd fra Itakas ø og fra Neritons løvrike lunder,
(633–70) fra Krokyleia og fjernt fra Aigilips’ daler og kløfter,
kjæmper som hadde sit hjem paa Zakyntos og Samos’ bymark.
Andre var kommet fra fastlandets kyst og hinsides havet.
Fører for dem var Odyssevs. I kløkt var han Alfaders like.
Tolv var hans skibe i tal, og de pranget med rødmalte stavner.

Toas, Andraimons søn, var drot for de gjæve aitoler,
helter som bodde i Olenos’ by, i Pylene og Plevron,
eller i Kálydon høit paa et fjeld og i Chalkis ved havet.
Ei var der længer en søn av den modige Oinevs i live.
Selv var han død, og hans lyslette søn Meleágros var falden.
Derfor var høvdingen Toas aitolernes eneste fører.
Krigerne fulgte sin drot paa firti tjærede snekker.

Drotten Idómenevs selv, den navngjetne spydsvinger, førte
kreternes folk fra Knossos’ by og det murkranste Gortyn,
mænd fra Lykastos paa skinnende skrent, fra Milétos og Lyktos,
eller fra Rýtions velbygde stad og det herlige Faistos,
dertil de andre som bor i de hundrede byer paa Kreta.
Drotten Idómenevs, spydvant som faa, var krigernes fører.
Helten Meríones hjalp ham, hin krigsgudens like i manddrap.
Otti var skibenes tal som fulgte de tvende paa færden.

Helten Tlepólemos, tapper og stor, en søn av Herakles,
førte fra Rodos sin modige hær, og ni var hans snekker.
Mændene bodde paa Rodos i trende forskjellige fylker,
Jalysos, Lindos den herlige stad, og det hvite Kameiros.
Drotten Tlepólemos førte dem frem, hin mester med lansen,
Astyokeias søn med den sterke Herakles, som røvet
møen fra byen Efýra ved elven Selléeis’ bredder,
herjende mangen en by, hvor høibaarne mænd var til huse.
Men da Tlepólemos vokste sig sterk i de prægtige saler,
fældte han straks til hevn den aldrende bror av sin farmor,
helten den graanede Lynkevs, en ætling av krigsguden Ares.
Langskibe tømret han straks, og da talrike stridsmænd var samlet,
flygtet han hen over havet; ti haardt blev han truet av alle
sønner og sønnernes sønner av kjæmpen den sterke Herakles.
Flakkende om fik han døie saa mangt, til han landet paa Rodos.
Der slog folket sig ned i trende forskjellige stammer,
elsket av Zevs, hin gudernes drot og menneskers herre.
Kronos’ søn lot det regne med gods og guld over landet.

(671–708) Nirevs var kommet fra Syme, og tre var hans skibe i tallet,
Nirevs, en søn av Aglaia og helten, den gjæve Karopos,
Nirevs, den skjønneste mand blandt alle de gjæve danaer
næst efter Pelevs’ herlige søn, da de stevnet til Troja.
Dog, hans kræfter var smaa, og ringe i tal var hans følge.

Derpaa kom kjæmper fra Kos, Evrypylos’ by og fra Kasos.
Nísyros, Krápatos’ by og de fjerne kalydniske øer.
Feidippos var deres fører og Antifos. Begge var gjæve
sønner av Tessalos, helten hvis far var den sterke Herakles.
Krigerne kom med en flaate paa treti gyngende skibe.

Nu vil jeg nævne de mænd som kom fra pelasgernes Argos,
de som var bosat i Alopes by, i Alos og Trekis
eller i Ftia og Hellas, hint land med de deilige kvinder.
Folket blev kaldt myrmidoner, akaiiske mænd og hellener.
Femti var skibenes tal, og fører for dem var Akillevs.
Dog de higet ei mer til kampenes larmende tummel;
ti der var ingen som raskt kunde føre til strid deres rækker.
Ledig ved skibene laa deres fotrappe høvding Akillevs,
vred for en skjønlokket kvinde, for Brisevs’ yndige datter,
møen han vandt i møisommelig kamp fra byen Lyrnessos,
dengang han stormet hin stad og det murkranste Tebe og dræpte
Mynes som faldt for hans haand, og Epistrofos, vældige kjæmper,
sønner av drotten Evenos, Selepios’ mægtige arving.
Vred over hende han sat; men reise sig skulde han snarlig.

Stridsmænd fra Fýlake kom og fra Pýrasos’ blomstrende marker,
Demeters lund, og fra Iton, hvor flokker av faar finder næring,
mænd ifra Antron ved havet og Pteleos’ grønklædte enger.
Høvding for disse var helten den krigerske Protesilaos,
medens han end var i live; nu hvilte han længst under mulde.
Drotten forlot sin halvreiste borg, og hans ensomme hustru
kradset i Fylake kindet tilblods; ti av alle akaier
segnet han først for dardanernes haand, da han svang sig fra borde.
Vel fik hans stridsmænd en fører paany; men de savnet sin høvding.
Rækkerne fylkedes nu av Podarkes, krigsgudens ætling,
søn av Ifiklos, den kvægrike drot som Fylakos avlet.
Helten var kjødelig bror av den modige Protesilaos,
men han var yngre; ti baade av aar og i manddom var helten
Protesilaos den første. Vel manglet hans krigerske svende
(709–45) ikke en fører, men savnet dog saart sin herlige høvding.
Firti var skibenes tal, som fulgte sin fører paa færden.

Dernæst kom helter fra Ferai ved sjøen Bolbeis’ bredder,
mænd fra Iolkos, den velbygde stad, fra Glafyrai og Bolbe.
Elleve var deres skibe i tal, og Admetos’ ætling
Evmelos var deres fører, en helt som den fagre Alkestis
fødte Admetos, den skjønneste mø blandt Pelias’ døtre.

Derpaa kom mænd fra Metone og fjernt fra Tavmakias marker,
fra Meliboia og byen Olizon oppe paa aasen.
Syv var skibenes tal. Filoktetes, den navngjetne skytte,
var deres fører og drot. Paa hvert av hans skibe var femti
rorskarler, mænd som forstod med kraft at kjæmpe med buen.
Plaget av grufulde lidelsers kval laa nu deres høvding
hist paa det hellige Lemnos, forlatt av akaiernes sønner,
pint som han var ved det giftige bid av en frygtelig slange.
Der var han lænket til leiet; men snart skulde alle argeier
mindes i leiren paany den herlige drot Filoktetes.
Høvdingeløse var ikke hans mænd; men de savnet sin fører.
Nu blev de fylket av Medon, en frillesøn kjæk som den barske
borgødelægger Oilevs i løn hadde avlet med Rene.

Saa kom helter fra Trikke og dalene fjernt ved Itome
og fra Oikalias stad, hvor Evrytos engang var hersker.
Hæren blev ført av Asklepios’ søn, den gjæve Makaon
og Podaleirios, høvdingens bror, de kyndige læger.
Treti var skibenes tal som fulgte de tvende paa færden.

Mænd fra Ormenions stad og den sølvklare bæk Hypereia,
dem fra Astérions by og Titanos’ skinnende skrenter
førte den gjæve Evrýpylos frem, en søn av Evaimon.
Samtlige snekker som fulgte sin drot, var firti i tallet.

Derpaa kom stridsmænd fra Orte, Argissas stad og Gyrtone,
fra Oloósson med skinnende borg og fra byen Elone.
Fører for disse var drotten, den krigerske helt Polypoites,
søn av Peiritoos, kjæmpen som Alfader Zevs hadde avlet.
Men for Peiritoos fødte den herlige Hippodameia
sønnen den dag da han tugtet de lodne Kentaurer og jog dem
bort til aitikernes land paa flugt fra Pelions lier.
Ei var han ene; ham fulgte den vældige kriger Leontevs,
(746-83) søn av Koronos, den modige drot, en ætling av Kainevs.
Firti tjærede skibe var høvdingens følge paa færden.

To og tyve var skibenes tal som førtes av Gunevs.
Kjække peraiber og tro eniener var med ham fra Kyfos,
helter som hadde sit hjem i det vinterlig barske Dodona
eller paa markerne langs Titaresios’ yndige bredder,
elven som sender sit speilklare vand i Peneios’ strømme.
Dog, den blander sig ei med Peneios’ skumhvite hvirvler.
Ovenpaa flyter dens vand som et dække av olje; ti elven
kommer fra Styks, hin flod som nævnes i grufulde eder.

Protoos førte magneternes folk, en søn av Tentredon,
mænd fra Peneios og Pelions li med det skjælvende løvhang.
Protoos, helten saa rask, var krigernes fører paa toget.
Høvdingen kom med sin hær paa firti tjærede snekker.

Disse var drotter og ledende mænd i danaernes fylking.
Hvo der var bedst av dem alle, maa du fortælle mig, muse,
bedst av mænd og av hester som fulgte de tvende Atreider.

Ypperst av samtlige hester var de som Evmelos tøilet,
Feres’ ætling; de ilte saa let som vingede fugler.
Farve og alder var ens, og ryggen som strakt efter snoren.
Foibos Apollon selv hadde drættet dem op i Peraia.
Begge var hopper og spredte paa val en rædsel som Ares.
Taprest av kjæmper var Telamons søn, den vældige Aias,
medens Akillevs var vred; ti han var den bedste av alle.
Raskest var ogsaa de hester som trak den gjæve Peleide.
Dog nu laa han i ro ved de stavnkrumme gyngende snekker,
rugende over sin harm mot mændenes drot Agamemnon,
Atrevs’ søn, og hist, hvor brændingen bruste mot stranden,
lekte hans svende med diskos og skjøt med jagtspyd og bue.
Bundet, enhver til sin vogn, stod hestenes forspand og tygget
kløverens frodige blad og græs fra de myrlændte enger.
Dækket med omhu stod under teltene førernes vogner.
Mændene savnet sin kampglade drot og vandret i flokker
frem og tilbake i leiren og kjæmpet ei længer paa valen.

Krigerne stormet nu frem som en herjende ild over sletten.
Markerne drønet og skalv, som naar Zevs, den lynglade hersker,
pisker i vrede med lynet den jord som dækker Tyfoevs
hist i arimernes land, hvor man sier at jætten skal ligge.
(784–821) Saaledes drønet den skjælvende jord under heltenes føtter,
da de brøt op, og hen over markerne stormet de hurtig.

Rap som den susende vind kom Iris til troernes møte,
sendt av den aigissvingende Zevs med et ulykkesbudskap.
Troernes folk var stevnet til ting ved Priamos’ borgport.
Stimlet til møte var samtlige mænd, baade unge og gamle.
Iris, den fotrappe, stillet sig nær og talte til kongen.
Skuffende lignet hun Priamos’ søn Polites av stemme,
troernes speider, som stolende trygt paa de hurtige føtter
sat paa en haug hvor den graanede drot Aisyetes var gravlagt,
stadig paa vakt, naar akaiernes mænd brøt op fra sin flaate.
Høvdingen skuffende lik tok den fotrappe Iris til orde:
«Gubbe, en endeløs strøm av ord er din høieste glæde
nu som i dypeste fred, skjønt krigen den grufulde raser.
Vel er jeg gaat til mangen en kamp mot talrike stridsmænd;
aldrig saa jeg dog endnu saa stor og saa velrustet fylking.
Talløse skarer som sandet paa strand og som træernes blade
iler mot byen til kamp og stevner i hast over sletten.
Hektor, til dig vil jeg helst gi et raad, og gjør som jeg sier:
Hjælpende skarer i mængde er samlet i Priamos’ kongsstad.
Hver sine tungemaal har de, og spredt er folkene bosat.
La nu av folkenes drotter hver enkelt faa gi sine egne
landsmænd besked og føre dem ut, naar skaren er fylket.»

Saa hun talte, og Hektor forstod hint bud fra gudinden.
Straks lot han møtet bli hævet, og mændene grep sine vaaben.
Vidt blev fløiene aapnet paa gap, og ut gjennem porten
stormet de alle tilfots og tilvogns i larmende trængsel.

Utenfor bymuren hæver sig høit i det fjerne en mægtig
gravhaug med skraanende sider. Frit ligger den ute paa sletten.
Mennesker kalder den helst Batieia. Blandt evige guder
bærer den navnet Myrsines grav efter møen den raske.
Her blev troerne selv og hjælperne fylket til kampen.
Troerne førtes av Hektor, hin helt med den vaiende hjelmbusk,
Priamos’ søn. Hans følge var størst, og de tapreste helter
rustet sig der med brynjer og spyd og stundet mot kampen.

Helten Aineias, Ankises’ søn, var dardanernes fører.
Høvdingens mor Afrodite blev favnet av drotten Ankises
engang paa Ida, udødelig brud av en dødelig brudgom.
(822–59) Helten Arkilokos fulgte og Akamas, begge de gjæve
sønner av drotten Antenor. I alleslags kamp var de øvet.

Derpaa kom mænd fra Zeleia som ligger ved foten av Ida,
troiske helter som drikker den sorte Aisepos’ vande,
rike paa gods. Den straalende Pandaros var deres fører,
søn av Lykaon. Apollon selv hadde skjænket ham buen.

Fra Adresteía kom andre og hist fra Apaisos’ bygder,
fra Pityeia og mænd fra den kneisende fjeldby Tereia.
Fører var Amfios, pansret i lin, og den gjæve Adrastos,
sønner av Merops, en drot fra Perkote. Kyndigst av alle
var han i sandsigerkunst. Sine sønner forbød han at stevne
frem til den mandespildende kamp; men de fulgte ei budet;
ti de blev lokket og draget av dødens de mørke gudinder.

Derpaa kom mænd fra Praktios’ bred og det stolte Perkote,
kjæmper fra Sestos, Abydos og fjernt fra det skjønne Arisbe.
Asios, Hyrtakos’ søn, var heltenes mægtige høvding,
Asios, Hyrtakos’ søn, som var kommet tilvogns fra Arisbe,
trukken av vælige hester fra floden Selléeis’ bredder.

Drotten Hippótoos førte pelasgernes spydvante stammer,
kjæmper som hadde sit hjem paa den frugtbare mark ved Larissa.
Helten Hippótoos førte dem frem og den tapre Pylaios,
sønner av Letos, Tevtamos’ søn av pelasgernes stamme.

Peiraos, helten saa gjæv, og Akamas førte til kampen
trakernes stammer som bor ved den rivende strøm Hellespontos.

Evfemos førte til kamp de lanseberømte kikoner.
Helten Troizenos, hans far, var søn av den høibaarne Keas.

Fjernt fra Aksios’ strøm, fra Amydon, førte Pyraikmes
alle paionernes stridbare mænd med de krummede buer.
Aksios spreder saa viden om land sine speilklare strømme.

Men paflagonerne førte Pylaimenes, laadden paa brystet,
fjernt fra eneternes land, hvor mulæsler færdes i frihet.
Krigerne kom fra Kytóros og fjernt fra Sésamos’ bymark.
Andre var bosat i herlige hjem ved Partenios’ bredder
og i Aigíalos, Kromne og fjeldene rundt Erytínoi.

Odios selv, halizonernes drot, og Epistrofos førte
mænd fra det fjerne Alybe, hvor sølvgrener vokser i fjeldet.

Mysernes fører var Kromis og Ennomos, kyndig i varsler.
Dog de varslende fugler blev ikke hans vern imot døden;
(860–77) ti av den raske Akillevs’ spyd blev han fældet i floden,
der hvor mangfoldige troer blev dræpt av Aiakos’ ætling.

Fjernt fra Askania førte Askanios, kjæk som en guddom,
sammen med Forkys det frygiske folk, og de stundet mot kampen.

Mestles og Antifos førte til kamp maionernes fylking,
drotten Talaímenes’ sønner med nymfen fra sjøen Gygaia.
Heltene førte maioniske mænd som var født under Tmolos.

Nastes var fører for karer, hvis tungemaal lyder barbarisk,
stammer som bor i Milet og paa fteirernes løvrike aaser,
langsmed Maiándros’ strøm og paa fjeldet, det bratte Mykale.
Nastes førte dem frem og Amfimakos, Nomions sønner.
Begge var herlige helter. Den ene var draget i krigen
prydet med straalende smykker av guld, som var han en ungmø.
Daare! Hans guldsmykker vernet ham ei mot døden den grumme;
ti for den fotrappe ætling av Aiakos bukket han under,
fældet i floden. Hans guld blev den kjække Akillevs’ bytte.

Drotten Sarpedon og Glavkos gik frem med de lykiske stridsmænd.
Fjerntfra kom de, fra Lykiens land, fra den hvirvlende Ksantos.

Da de var fylket til kamp, hvert folk av de førende fyrster,
stormet de larmende troer avsted som skrikende fugler.
Saaledes lyder en tranefloks skrik fra himmelens høider
naar de har flygtet fra vinterens storm og evige regnskyl.
Skrikende spiler de vingen og flyr til Okeanos’ strømme
bringende død og fordærv over mænd av pygmaiernes dvergfolk.
Straks naar morgenen gryr gaar de frem til de blodige kampe.
Men de akaiiske mænd gik tyst og brændte av kamplyst.
Kraftig at verne hverandre i kamp var al deres higen.
Likesom Notos kan sænke paa fjeld den tætteste taake —
— gjæterne liker den ei; for en tyv er den bedre end natten —
bare saa langt som man kaster en sten, kan man skimte paa vidden,
saaledes steg under mændenes fot en hvirvlende støvsky
op da de stormet avsted, og de ilte i hast over sletten.

Men da de under sin gang var kommet hverandre paa livet,
stred Aleksandros, den gudfagre helt, blandt de forreste troer.
Slængt over skulderen bar han et skind av en panter og sverdet,
dertil sin krummede bue; i hver av de kraftige hænder
svang han et malmhvæsset spyd, og alle de bedste akaier
egget han frem til at prøve en dyst i en vaagelig tvekamp.

Men da den kampglade helt Menelaos fik se at han stevnet
fremad med vældige skridt som den første i troernes rækker,
frydet han sig lik løven som plaget av sulten har fundet
storvildt i skogen, den hornede hjort eller fjeldenes vildgjet.
(25–62) Graadig fortærer den byttet i hast, skjønt fotrappe hunder
glubende følger dens spor og den jages av kraftige svende.
Likesaa glad blev Atrevs’ søn, da han saa Aleksandros,
skjøn som en gud; ti han haabet at nu skulde boleren tugtes.
Ned ifra stridsvognen sprang han i hast i sin skinnende rustning.

Dog, da den deilige helt Aleksandros saa at han stevnet
frem i de forreste rækker, da skalv hans hjerte av rædsel.
Til sine kampfæller vek han i gru og flygtet for døden.
Som naar man farer tilbake og skjælver fra foten til issen,
naar man i fjeldenes kløfter faar se den giftige slange —
— skrækslagen vender man bort sine skridt og kinderne blegner —
saaledes flygtet den gudfagre helt Aleksandros forfærdet
hastig tilbake for Atrevs’ søn til troernes skare.
Hektor fik se det og revset ham haardt med haanende tale:

«Ulykkes-Paris, du kvindernes lyst, du fagre forfører!
Gid at du aldrig var født eller død før du daaret en kvinde!
Ja, det er dette jeg ønsker, og saa var det visselig bedre
end at du nu skal være til spot og bli haanet av andre.
Visst vil akaiernes haarfagre mænd maatte briste i latter,
de som har trodd at saa fager en mand var en ypperlig kjæmpe.
Dog, der findes ei kraft i dit sind eller mod i dit hjerte.
Kan vi vel tro, at en stakkar som du har samlet saa mange
trofaste svende og sat over hav paa de gyngende snekker,
færdes blandt fremmede mænd og ranet en yndefuld kvinde,
frænke av lansesvingende mænd, fra de fjerneste lande,
bare til bitreste sorg for din far og for landsmænd i byen,
men til en fryd for fienders flok og dig selv til en skjendsel.
Ræddes du da for en dyst mot den krigerske helt Menelaos?
Da fik du se hvilken kjæmpe det er hvis hustru du ranet.
Ei kunde citaren gavne dig da eller elskovsgudindens
gaver, din skjønhet og lokkernes pragt, naar du segnet i støvet.
Sandelig, feigt er troernes folk; ti ellers tilvisse
laa du forlængst i en kjortel av sten for det onde du voldte.»

Derefter mælte til svar den gudfagre helt Aleksandros:
«Hektor, din haan er forskyldt; ubillig er ikke din dadel.
Haardt som en økse er altid dit sind, naar den svunget av manden
kløvende gaar gjennem træet, som mesteren hugger til sterke
spanter og kjøl for et skib, og den øker med vælde hans svingkraft.
(63–99) Likesaa sikkert og haardt er det sind du bærer i brystet.
Læg mig dog ikke til last Afrodites velsignede gaver.
Ei bør man vise tilbake med spot de herlige gaver
guderne gir os; ti ingen kan ta av sig selv hvad de skjænker.
Dersom det tykkes dig nu at jeg selv skal kjæmpe og stride,
bring da de øvrige troer og alle akaier til sæte;
la saa mig selv og den krigerske helt Menelaos i kredsen
møtes i kamp om Hélena selv og alt hendes eie.
Da kan den seirende helt som tilsidst faar bugt med den anden,
ta til sit hjem baade kvinden og alt hvad hun eier av skatte.
Alle I andre kan slutte en pakt og skilles som venner.
Selv kan I bo i vort frugtbare land; og hine kan vende
hjem til Akaia og Argos, til deilige kvinder og hester.»

Saa han talte, og hjertelig glad blev Hektor ved svaret.
Spydstangen grep han paa midten, skred frem gjennem kredsen og trængte
troernes rækker tilbake. Da stanset de alle med kampen.
Men mot høvdingen sigtet de haarfagre mænd av Akaia
skarpt med piler fra buernes streng og kastet med stener.
Ropte da høit gjennem larmen den mægtige drot Agamemnon:
«Stans, argeier! og skyt ikke mer, I mænd av Akaia!
Visst har den straalende Hektor et bud som han agter at melde.»

Saa han talte. Da tystnet de straks og stanset med kampen.
Hektor tok ordet og talte til begge de ventende hære:

«Hør nu, I troiske mænd og akaier i skinnende rustning,
hvad Aleksandros har sagt, den mand som voldte os striden.
Dette er høvdingens bud at troer og alle akaier
ned paa den mangeernærende jord skal lægge sin rustning.
Saa skal han selv og den krigerske drot Menelaos alene
møtes til kamp om Hélena selv og alt hendes eie.
Den av de tvende som seirer og mestrer den anden i kampen,
han kan ta til sit hjem baade kvinden og alt hvad hun eier.
Alle vi andre kan slutte en pakt og skilles som venner.»

Saa han talte, og stille og tyst stod alle og lyttet.
Derpaa tok ogsaa den høimælte helt Menelaos til orde:
«Lyt nu ogsaa til mig: ti jeg har de bitreste kvaler
gjemt i mit bryst; men nu tør jeg tro at akaier og troer
snarlig kan skilles i fred efter alt det onde I døiet
(100–36) bare for denne vor strid som tilforn Aleksandros begyndte.
Den av os to som døden skal naa og loddet skal ramme,
vel, la ham dø; men I andre vil straks kunne skilles som venner.
Hent to lam, et hvitt og et sort som ofre til solen
og til den hellige jord, og til Zevs skal vi bringe det tredje.
Før saa den mægtige Priamos hit, saa selv han kan slutte
edelig pakt; ti troløse mænd er hans sønner og frække.
Pakten vi slutter ved Zevs, maa ingen i overmod krænke.
Mænd som er unge har altid et sind saa flygtig som vinden;
men naar en gubbe er med, saa skuer han frem og tilbake,
forat det bedste kan ske for begge de stridende parter.»

Saa han talte til fryd for alle akaier og troer,
saasom de haabet at nu skulde krigen, den grufulde, ende.
Hestene drev de tilbake i rad og hoppet av vognen,
tok sine rustninger av og lagde dem varsomt paa jorden.
Tæt laa rustning ved rustning, og litet av marken var synlig.

Hektor lot sende til byen i hast to gjæve herolder.
Lammene bød han dem hente og bringe kong Priamos budet.
Men Agamemnon lot straks sin herold Taltybios ile
hen til de stavnkrumme snekker og bød ham at bringe det tredje
offerlam med, og villig han lød Agamemnons befaling.

Men til den deilige Hélena kom nu Iris som ilbud
skuffende lik svigerinden, den herlige viv Laodike,
hende som fordum Antenors søn, hin drot Helikaon
valgte til hustru, den skjønneste mø blandt Priamos’ døtre.
Hélena fandt hun i hallen; hun vævet en kappe av purpur,
dobbelt og stor, og hun virket i den mangfoldige kampe
mellem akaiernes malmklædte mænd og troiske helter,
som de for hende saa tidt under krigsgudens haand maatte døie.
Nær hende traadte gudinden, den fotrappe Iris, og mælte:
«Kom dog, kjære, og se hvad underlig nu de har fore,
alle de troiske kjæmper og malmklædte mænd av Akaia.
De som tilforn mot hverandre gik frem til graatsvangre kampe,
ute paa sletten i glubende lyst til blodige manddrap,
sitter nu tause og stille, mens kampen er stanset, og hviler
lænet til skjoldet. De vældige spyd er fæstet i jorden.
Men Aleksandros, din mand, og den krigerske drot Menelaos
(137–74) har nu i sinde at kjæmpe om dig med de mægtige lanser.
Den av de tvende som seirer, hans elskede viv skal du kaldes.»

Saaledes talte gudinden og vakte den søteste længsel
efter den husbond hun elsket tilforn, efter hjem og forældre.
Skyndsomt hyllet hun sig i det snehvite slør, og fra kamret
ilte hun hastig avsted og fældte en perlende taare.
Ei var hun ene; ti to av de tjenende kvinder slog følge,
Aitra, en datter av Pittevs, og møen den skjønne Klymene.
Snart var de fremme og naadde den skaiiske port paa sin vandring.

Men i en kreds om Priamos sat ved den skaiiske byport
troernes raadsherrer samlet. Der sat hin drot Hiketaon,
krigsgudens ætling, og Pantoos, Klytios, Lampos, Tymoites,
drotten Antenor og fyrsten Ukalegon, sindige vismænd.
Alle var graanet forlængst, for gamle til kamp; men paa tinge
var de veltalende mænd, lik cikader i løvrike lunder,
naar de i trærne kvidrer sin sang med liflige stemmer.
Saaledes sat de troiske høvdinger samlet paa taarnet.
Men da de gamle blev Hélena var, som vandret til porten,
talte de vingede ord og hvisket i løn til hverandre:
«Ei kan det undre at troer og malmklædte mænd av Akaia
længe for saadan en kvinde har lidt og døiet saa meget.
Skuffende ligner hun jo en himmelsk gudinde av aasyn.
Dog, saa deilig hun er, maa hun nu drage hjem over havet.
Ei maa hun dvæle i Troja til kval for os selv og vort avkom.»

Saa de talte. Da kaldte kong Priamos Hélena til sig:
«Kom, mit elskede barn, og sæt dig en stund ved min side,
saa du kan se din forrige mand, dine frænder og venner.
Ikke har du nogen skyld; det er guderne selv som har villet
styrte mig ind i en jammerfuld krig med akaiernes sønner.
Da kan du ogsaa faa nævne ved navn denne vældige kjæmpe.
Si hvem han er den akaiske helt saa stor og saa herlig.
Vel er der andre som rager med hovedet op over denne;
endnu saa jeg dog ei for mit blik saa fager en høvding
eller saa værdig av aasyn. Han ligner en høibaaren konge.»

Straks tok Hélena ordet, den høibaarne kvinde, og svarte:
«Elskede far, med blygsel og ærefrygt ser jeg dit aasyn.
Gid jeg saasandt hadde valgt den grufulde død, da jeg fordum
fulgte din søn og forlot den hjemlige hal og min lille
(175–212) deilige datter og hele min slegt og de kjære veninder.
Dog det skulde ei ske, og nu maa jeg smelte i taarer.
Ja jeg skal svare paa alt hvad du spør om og gjerne vil vite.
Dette er Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
baade en ypperlig konge og dertil den tapreste spydhelt.
Fræk som jeg er, har han været min maag — saa sandt han da var det.»

Saa hun talte, og gubben beundret ham storlig og mælte:
«Atrevs’ søn, til held er du født, velsignet av guder.
Sandelig, mange akaiske mænd maa lyde din vilje.
Engang kom jeg til frygernes land, hvor rankerne grønnes.
Der har jeg set et utal av frygiske kjæmper paa stridsvogn,
Otrevs’ folk og Mygdons, en mand som var gudernes like,
helter som da laa i leir ved elven Sangários’ bredder.
Ja, ti jeg kom dem til hjælp, og som en av dem selv blev jeg regnet,
da amazonerne kom, de mandhaftige stridbare møer.
Dog, selv hine var færre i tal end de kjække akaier.»

Derefter spurte den gamle paany, da han øinet Odyssevs:
«Si mig nu ogsaa, mit elskede barn, hvem dette kan være.
Lavere er han av vekst end Atrevs’ søn Agamemnon;
bredere dog over skuldre og bryst er helten at se til.
Hist paa den nærende jord har han lagt sine skinnende vaaben.
Selv gaar han ordnende om i mændenes flok som en væder.
Ja, jeg vil ligne ham med en kraftig og tykuldet væder,
naar i en flok av snehvite faar den kneisende skrider.»

Hélena, Alfaders datter, tok straks til orde og svarte:
«Manden du ser, er Odyssevs, den raadsnare søn av Laertes.
Fjernt paa Itakas bjergfulde ø er han baaren og fostret,
kyndig i alleslags list og en mester i kløktige planer.»

Da tok gubben Antenor, den værdige vismand, til orde:
«Kvinde, ja visselig talte da sandt; dine ord var de rette.
Engang tilforn kom helten Odyssevs til os for at melde
budskap om dig, og den krigerske drot Menelaos var med ham.
Herberge gav jeg dem selv i mit hus som hædrede gjester.
Dengang lærte jeg grant deres aasyn og tanker at kjende.
Var de tilstede i troernes kreds og stod under møtet,
raget din mand, Menelaos, jo op med skuldrene brede;
men naar de begge tok sæte, da tyktes Odyssevs os værdigst.
Formet de saa, med ordenes kunst sine tanker paa tinge,
(213–50) faldt Menelaos’ tale ham let, og stemmen var sølvklar.
Knappe og fyndige faldt hans ord; han brukte ei mange.
Aldrig forfeilet hans tale sit maal, om han end var den yngste.
Men naar den kløktige helt Odyssevs stod op i vort møte,
stod han med sænkede blikke og vendte sit øie mod jorden.
Aldrig blev staven han holdt, ført frem, ei heller tilbake.
Fast han holdt den i haand og saa ut som han ingenting sanset.
En kunde tro han var vred eller ogsaa en hjælpeløs taape.
Men naar han sendte fra brystet sin vældige klingende malmrost,
dryssende ut sine ord saa lette som vinterens snefnug,
da kunde neppe en dødelig mand holde maal med Odyssevs.
Da tyktes manden os ikke saa sær, naar vi saa paa hans adfærd.»

Oldingen spurte igjen, da han øinet den vældige Aias:
«Hvem er dog denne akaiiske helt saa gjæv og saa vældig,
kjæmpen som rager saa høit med hoved og kraftige skuldre?»

Hélena svarte paany, den langslørte deilige kvinde:
«Dette er kjæmpen, akaiernes vern, den vældige Aias.
Hist iblandt kreterne kneiser Idomenevs, sterk som en guddom.
Rundt om sin fører er samlet i flok de kretiske fyrster.
Mangen en gang har tilforn den krigerske drot Menelaos
budt ham et gjestmildt ly i vort hjem, naar han stevnet fra Kreta.
Alle de andre akaiiske mænd kan jeg tydelig skjelne,
fyrster jeg kjender saa vel og hvis navne jeg godt kunde nævne;
men der er to som jeg ikke kan se blandt folkenes drotter,
Kastor, hin kjæmpe tilvogns, og den armsterke helt Polydevkes,
brødre av mig. Den selvsamme mor har født os til verden.
Kanske de ikke drog med fra det yndige land Lakedaimon,
eller saafremt de har fulgt over hav paa de gyngende snekker,
kvier de sig for at færdes i kamp blandt mændenes skarer,
frygtende al den skjændsel og spot, jeg arme maa døie.»

Saa hun talte; men begge forlængst var gjemt under mulde
hist i den nærende jord i det elskede hjem Lakedaimon.

Nu skred herolderne frem med edspaktens ofre i byen.
Lammene bar de og kvægende vin paa gjeteskinds sækker,
jordens livsalige frugt, og herolden, den gjæve Idaios,
bragte de skjønne pokaler av guld og en skinnende bolle.
Hen til oldingen skred han og manende tok han til orde:
«Op, Laomedons søn! De ypperste drotter blandt alle
(251–88) gangertumlende troer og malmklædte mænd av Akaia
ber dig at komme til sletten i hast for at slutte en edspakt;
men Aleksandros, din søn, og den krigerske drot Menelaos
agter med lansen at prøve en dyst om den deilige kvinde.
Den som seirer, skal faa hende selv og alt hendes eie.
Alle vi andre skal slutte en pakt og skilles som venner.
Vi skal bo i vort frugtbare land, og hine skal vende
hjem til Akaia og Argos, til deilige kvinder og hester.»

Saa han talte, og gysende bød den gamle at spænde
hestene for, og svendene lød i hast hans befaling.
Priamos selv steg op og strammet de snoede tøiler,
og paa den pragtfulde vogn tok Antenor sin plads ved hans side.
Ut gjennem byporten styrte de raskt sine hester til sletten.

Men da de kom til akaiernes hær og troernes fylking,
steg de fra stridsvognen ned paa den nærende jord, og i stimlen
vandret de frem blandt akaiernes flok og troernes skarer.
Mændenes drot Agamemnon stod op fra sin plads og tillike
helten, den kloke Odyssevs. Frem førte de gjæve herolder
gudernes hellige ofre og blandet saa vinen i bollen.
Derefter heldte de rensende vand over kongernes hænder.
Atrevs’ herlige søn trak kniven den skarpe som altid
hang ved hans lænd ved siden av slagsverdets mægtige skede.
Ulden fra lammenes nakker han skar, og de gjæve herolder
delte den ut til de ypperste mænd blandt akaier og troer.
Inderlig bad saa Atrevs’ søn med oprakte hænder:
«Alfader Zevs, du store, du Idas høilovede hersker!
Helios, du som alting kan se og alting kan høre!
Floder og jord, og I som i avgrunden hevnende straffer
menneskers barn efter døden, saafremt de har svoret en mened.
Vær vore vidner og vogt den hellige pakt som vi slutter.
Dersom idag Aleksandros kan fælde i kamp Menelaos,
la ham da faa baade Hélena selv og alt hendes eie,
medens vi selv vender hjem over hav paa de gyngende skibe.
Men saafremt Menelaos kan fælde i kamp Aleksandros,
da skal troerne gi baade hende og godset tilbake,
dertil betale en rimelig bot til akaiernes sønner,
en som ogsaa den kommende slegt for altid kan mindes.
Men hvis den mægtige Priamos selv og Priamos’ sønner
(289–326) negter at gi os en bot, saafremt Aleksandros blir fældet,
da skal jeg visselig bli hvor jeg er og kjæmpe om boten,
indtil jeg faar hvad jeg kræver og krigen er kjæmpet til ende.»

Saa han talte og stak gjennem lammenes struper det grumme
knivblad av kobber og la de sprællende kropper paa jorden.
Livet var sluknet i hast, ti kobberet røvet dem kraften.
Derefter øste de vin fra bollen i bægre og heldte
drikoffer ut og rettet en bøn til de evige guder.
Mangen akaier talte da saa og mangen en troer:
«Zevs, høilovet og stor, og alle I evige guder!
Maatte det troløse folk som først monne bryte vor edspakt,
rammes saa hjernerne sprøiter paa jord som vinen vi ofrer,
fædres og barns; maatte fremmede mænd deres hustruer skjende.»

Saa de talte; men Kronos’ søn bønhørte dem ikke.
Derefter talte iblandt dem kong Priamos, Dardanos’ ætling:
«Hør mig samtlige troer og malmklædte mænd av Akaia.
Selv vil jeg nu vende hjem til det stormomsusede Troja.
Ei kan jeg holde det ut at se for mit øie en tvekamp
mellem min elskede søn og den krigerske drot Menelaos.
Visselig vet kun Zevs og alle de evige guder
hvo av de tvende skal finde sin død efter skjæbnens beslutning.»

Saaledes talte den herlige drot og lagde paa vognen
lammene ned og selv steg han op og fattet om tøilen,
og paa den pragtfulde vogn tok Antenor sin plads ved hans side.
Derefter kjørte de begge i hast tilbake til Troja.

Hektor, Priamos’ søn, og den herlige høvding Odyssevs
maalte nu ut en plads og la i hjelmen av kobber
lodder for begge og rystet dem vel og raadspurte skjæbnen,
hvem av de tvende der først skulde slynge den malmtunge lanse.
Mændene bad og løftet mot guderne op sine hænder.
Mangen akaier talte da saa og mangen en troer:
«Alfader Zevs, du store, du Idas høilovede hersker!
Den som til alles fordærv har øvet saa skammelig gjerning,
la ham faa segne i døden og vandre til Hades’ bolig;
men la os andre faa sluttet forlik og skilles som venner.»

Saa de talte; da rystet den hjelmbuskvaiende Hektor
hjelmen med bortvendt blik, og ut sprang Paris’ kamplod.
Mændene satte sig alle i rad ved de fotrappe hester,
(227–64) der hvor enhver hadde bundet sit spand og lagt sine vaaben;
men Aleksandros, den haarfagre Hélenas herlige husbond
fæstet om skuldre og bryst den prægtige skinnende rustning.
Nede om læggene spændte han først de skjærmende skinner,
skjønne, med spænder av sølv som fæstet dem godt om hans ankler.
Derefter trak han sin bror Lykaons funklende brynje
over det hvælvede bryst, og den passet som var den hans egen.
Men over skuldrene hængte han først sit slagsverd av kobber,
prydet med nagler av sølv, og derpaa det mægtige malmskjold,
satte saa hjelmen paa hoved, skjønt hamret med hestehaars hjelmbusk.
Frygtelig nikket den vaiende busk fra hans kraftige hoved.
Derefter tok han det vældige spyd som passet i næven.
Likesaa akslet den krigerske drot Menelaos sin rustning.
Men da de, hver i sin flok, var rustet med vaaben og verge,
stevnet de midt gjennem troernes hær og akaiernes fylking.
Blikket var barskt, og undrende skræk grep alle som saa dem,
baade blandt troernes mænd og akaiernes malmklædte skarer.
Midt paa den utmaalte plads skred de frem, og nær ved hinanden
stanset de, vrede i hu, og truende svang de sin lanse.
Slynget da først Aleksandros sin vældige lanse og rammet
midt i det kredsrunde skjold som dækket den gjæve Atreide.
Kobberet kløvde dog ikke hans vern; ti spidsen blev bøiet
krum mot det mægtige skjold; men Atrevs’ søn Menelaos
stormet nu frem med en inderlig bøn til Zevs i det høie:
«Alfader Zevs! aa, und mig dog hevn over ham som i hovmod
krænket mig først, og dræp ved min haand hin helt Aleksandros.
Da vil saa mangen en mand endog blandt de sildige slegter
vogte sig vel for at krænke en vert som huset ham gjestfrit.»

Saa han talte og slynget med kraft den vældige lanse
mot Aleksandros og traf med dens odd hans kredsrunde malmskjold.
Tvers gjennem høvdingens skinnende skjold gik lansen, den sterke,
og gjennem panserets hamrede malm blev den drevet med vælde.
Spydsodden snittet en flænge i kjortelen like ved lysken.
Dog, han bøide sig hastig og undgik døden, den sorte.
Derefter drog Menelaos sit sverd med de sølvblanke nagler,
hævet sig høit og hug mot den skjærmende hjelm, men forgjæves.
Knækket i stumper og stykker faldt slagsverdet ut av hans hænder.
Atrevs’ søn saa op mot den hvælvede himmel og sukket:
(365–402) «Alfader Zevs! saa grusom som du er ingen blandt guder.
Visselig haabet jeg nu at faa hevn for Paris’ udaad.
Dog, min sverdklinge brast i de kraftige næver, og lansen
slynget forgjæves jeg ut av min haand; jeg rammet ham ikke.»

Saa han talte og skyndte sig frem og grep om den tætte
hestehaars busk og slæpte ham hen mot de gjæve akaier.
Hjelmens forsirede rem som var spændt under høvdingens hake
trykket ham haardt under halsen saa myk og kvalte ham næsten.
Visselig hadde han slæpt ham avsted med uvisnelig hæder,
hvis ikke Alfaders barn Afrodite straks hadde set det.
Skindremmen sterk lot hun briste, av seigeste oksehud skaaret.
Tom var den straalende hjelm som fulgte hans vældige næve.
Slængte da helten den hen til akaiernes malmklædte sønner.
Hvirvlende for den avsted og blev grepet av trofaste venner.
Rasende styrtet han fremad paany for at støte sin uven
ned med sin lanse; men lekende let Afrodite ham rykket
bort med guddommelig magt og hyllet ham ind i en taake.
Derefter satte hun ham i det røkelseduftende kammer,
medens hun gik for at kalde paa Hélena. Snart var hun fundet
hist paa det kneisende taarn i en kreds av troiske kvinder.
Rørte hun da hendes deilige slør med haanden og talte
skuffende lik av aasyn og vekst en aldrende kvinde,
spindersken, hun som spandt hendes fineste uld, da hun bodde
hist i sit hjem Lakedaimon, og hvem hun saa høit hadde elsket.
Skuffende lik den gamle tok straks Afrodite til orde:
«Følg mig! Din mand Aleksandros har sendt mig og ber dig at komme
straks til dit hjem. Han sitter saa skjøn i de straalende stasklær
hist paa den utskaarne seng i det røkelseduftende kammer.
Ei skulde en kunne tro at han kom fra en kamp; men at helten
agtet til dansen at gaa, eller hvilte sig ut efter dansen.»

Saa hun talte, men vakte kun harm i hustruens hjerte,
og da hun saa for sit blik gudindens fortryllende nakke,
barmen saa yndig og fuld og de sælsomt funklende øine,
gyste hun, farende sammen i gru, og mælte omsider:
«Slemme gudinde, hvi frister du lumsk at daare mig arme?
Vil du nu føre mig længer avsted til fremmede byer
enten i Frygien eller Maioniens yndige dale,
dersom blandt menneskers barn du der har en yngling du elsker?
(403–40) Er det fordi Menelaos i kamp med din ven Aleksandros
seiret fornys og nu vil føre mig lumpne tilbake,
si, er det derfor du nu saa smiskende staar ved min side?
Sæt dig dog hen til din ven! vik bort fra gudernes veier!
Vend ikke om og sæt ikke mer din fot paa Olympen!
Nei, la ham aldrig faa ro, men vogt ham i klagende elskov,
indtil han fører dig hjem som sin viv, eller gjør dig til frille.
Selv vil jeg ikke gaa dit — foragtelig vilde det være —
blot for at dele hans leie; ti da vilde troernes kvinder
haane mig alle som én, og av sorg har jeg nok i mit hjerte.»

Derefter svarte paany Afrodite i flammende vrede:
«Tir mig ikke, du frække! Jeg kunde vel ellers i vrede
slippe dig helt og hate dig vildt som jeg elsket dig hittil,
og mellem troernes mænd og danaerne listelig øke
hatet paany, saa du selv maatte dø som en æreløs tøite.»

Saa hun talte, og Hélena, datter av Zevs, blev forfærdet.
Skrækslagen hyllet hun sig i sit slør og vandret i taushet,
skjult for de troiske kvinder og fulgte den høie gudinde.
Men da de naadde i hast Aleksandros’ herlige bolig,
skyndte de tjenende kvinder sig straks, enhver til sin syssel,
medens den deilige husfrue gik til sit høienloftskammer.
Der tok straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde,
stolen og satte den hen til den deilige helt Aleksandros.
Hélena, aigissvingerens barn, tok plads ved hans side.
Harmfuld vendte hun øinene bort og haante sin husbond:
«Hjem er du kommet fra krigen. Aa, gid du var falden paa valen,
knuget i knæ av den vældige helt, som før var min husbond!
Før har du skrytt av at mestre den krigerske drot Menelaos
baade i styrke og armenes kraft og i kjækhet med lansen.
Vel, saa skynd dig nu atter avsted og æsk Menelaos
endnu engang til drabelig kamp! Aa nei, la det være.
Stans, hvis du lyder mit raad, og vaag ikke mere i daarskap
atter at gaa til en dyst mot den haarfagre helt Menelaos.
Da blev du sikkerlig fældet i hast av hans vældige lanse.»

Derpaa tok Paris til orde og svarte med lokkende tale:
«Hustru, aa pin dog ikke mit sind med de bitreste haansord!
Dennegang hjalp Atene i løn Menelaos til seier.
Næstegang seirer vel jeg; ogsaa jeg har hjælpende guder.
(441–61) Kom, la os gaa til vort leie og frydes i ømmeste elskov.
Aldrig har kjærlighet saa omtaaket mit sind og mit hjerte,
ikke engang da jeg hist fra dit yndige hjem Lakedaimon
førte dig bort over hav paa de gyngende snekker og hvilte
førstegang ømt i din favn paa Kranaes yndige fjeldø,
slik som jeg elsker dig nu og bæver i søteste længsel.»

Saa han talte og gik til sin seng, og hustruen fulgte.

Disse gik begge til ro paa det deilige utskaarne leie;
men som et glubende dyr gik Atrevs’ søn gjennem skaren
speidende efter den herlige helt Aleksandros paa valen.
Ingen av troernes mænd eller hjælperne kunde dog melde
Atrevs’ krigerske søn, hvor Paris han nu kunde finde.
Dersom en mand hadde set ham, han hadde ei skjult ham av venskap;
ti han var hatet av samtlige mænd som døden den sorte.
Derpaa tok mændenes drot Agamemnon til orde og mælte:
«Hør mig, dardaner og troiske mænd og hjælpende skarer!
Seiret har aabenbart nu den krigerske drot Menelaos.
Gi os da Hélena selv og alt hendes eie tilbake.
Saa skal I ogsaa betale en bot som rimelig tykkes,
en som selv av den kommende slegt kan mindes for altid.»

Saaledes talte Atreiden, og alle akaierne jublet.

Guderne sat i den guldsmykte hal hos Zevs i det høie,
alle forsamlet til raad, og gudinden den værdige Hebe
skjænket den liflige nektar, og løftende gyldne pokaler
drak hverandre de til og saa paa det hellige Troja.
Straks tok Kroniden til orde og fristet at tirre til vrede
Hera med spydige ord og spøkefuldt eggende tale:
«To av gudinderne hjælper saa ømt sin ven Menelaos,
Hera, som æres i Argos, og Pallas fra Alalkomenai.
Frydfulde sitter de fjernt og ser paa sin kjæmpende yndling.
Men Afrodite, som smiler saa søtt, hun holder sig altid
nær ved den anden og verner ham huldt mot dødens gudinder.
Nu har hun frelst ham paany, da han trodde hans time var kommet.
Seiret har nu tilvisse den krigerske drot Menelaos.
La os da drøfte i gudernes raad, hvordan dette skal ende,
om vi paany skal egge til kamp og vække en grufuld,
endeløs strid eller skille dem ad i fred og i venskap.
Dersom det tykkes jer bedst, og alle kan finde det billig,
kunde jo herskeren Priamos’ stad bli staaende uskadt,
og Menelaos kan drage med Hélena hjemad til Argos.»

Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene sat taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
(25–61) «Grusomme søn av Kronos! hvad mente du dog med din tale?
Vil du da spilde mit stræv, og skal jeg ha svedet forgjæves,
dengang jeg trættet mit vælige spand for at samle de mange
stridsmænd mot Priamos’ stad til fordærv for ham selv og hans sønner?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.»

Vred tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Si mig, min ven, hvilken tort har Priamos selv og hans sønner
voldt dig saa skjendig og stor at du nu ustanselig higer
efter at herje og lægge i grus det velbygde Troja?
Dersom du gik gjennem byporten hist paa den vældige ringmur
og kunde sluke kong Priamos selv, hans sønner og alle
troer med hud og haar, saa stillet du kanske din vrede.
Gjør som du vil, og la det ei ske at denne vor trætte
senere volder den hatskeste strid imellem os begge.
Men jeg vil si dig et ord, og det skal du lægge paa hjerte:
Dersom jeg selv med tiden faar lyst til at jevne med jorden
just den by, hvor modige mænd som du elsker er fostret,
da maa du ei ville stanse min harm, men frit la mig raade.
Selv har jeg føiet dig nu uten tvang, skjønt jeg gjorde det nødig;
ti av alle de byer hvor jordiske mænd er til huse,
vidt under stjernernes straalende hvælv og solgudens bane,
stod jo ingen mit hjerte saa nær som det hellige Troja
eller som Priamos selv og spydhelten Priamos’ stridsmænd.
Adrig blev der mit alter forglemt med et rikelig offer
enten av vin eller duftende damp. Saa hædres jo guder.»

Derefter svarte gudinden, den mørkøide værdige Hera:
«Vel, blandt samtlige byer paa jord er trende mig kjærest:
Argos og Sparta og staden med gaterne brede, Mykene.
Styrt dem i grus den dag de blir dig forhatt i dit hjerte.
Ikke skal jeg formene dig det eller staa dig i veien,
ti hvis jeg undte dig ei deres fald og trodset din vilje,
nyttet mit nei dog intet; ti mig kan du lettelig kue.
Dog, jeg har ret til at kræve at ogsaa min møie blir lønnet.
Selv er jeg ogsaa en guddom; av selvsamme byrd er vi begge.
Jeg er den første i rang av den listige Kronos’ døtre,
baade som ældst av aar og fordi jeg blir nævnt som din hustru,
viet til dig som alle de evige guder maa lyde.
(62–99) La os da føie hinanden og villig gi efter i dette,
du for mit ønske, og jeg for dit bud, saa vil nok de andre
evige guder slaa følge med os. Saa byd da Atene
straks at gaa til akaiers og troers forfærdende kampe.
Der skal hun friste de troiske mænd til at bryte paa forhaand
pakten og eden de svor og krænke de stolte akaier.»

Saa hun talte, og han som er far for mænd og for guder,
lød hendes raad og talte med vingede ord til Atene:
«Skynd dig avsted til akaiernes leir og troernes fylking!
Der skal du friste de troiske mænd til at bryte paa forhaand
pakten og eden de svor og krænke de stolte akaier.»

Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Ned fra Olympos’ tinder hun for lik en skinnende stjerne,
en som den listige Kronos’ søn lar falde fra himlen
enten som jertegn for krigernes leir eller varsel for sjømænd.
— Funklende ildgnister farer i sværm fra den lysende stjerne. —
Saaledes dalte mot jord den herlige Pallas Atene.
Ind mellem mændene sprang hun til gru for alle de mange
troiske kjæmper og malmklædte mænd av Akaia som saa det.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Nu skal der enten paany bli en frygtelig krig og en grufuld
larmende kamp, eller Zevs lar folkene skilles som venner,
han som alene kan raade for krig blandt menneskers slegter.»

Saaledes talte i kredsen saa mangen akaier og troer.

Men lik helten, den kjække Laódokos, søn av Antenor,
stevnet gudinden i ilsomt løp gjennem troernes skarer.
Pandaros var det hun søkte, en helt som var gudernes like.
Høvdingen fandt hun, Lykaons søn, den gjæve og sterke,
staaende midt i sin mægtige hær av skjolddækte stridsmænd,
som hadde fulgt sin drot fra floden Aisepos’ strømme.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Dersom du lyder mit raad, du kampglade søn av Lykaon,
vaager du modig at sende en pil mot hin helt Menelaos.
Da kan du vinde dig hæder og tak hos samtlige troer,
mest dog tilvisse hos helten av kongelig byrd, Aleksandros.
Særlig av ham vil du visselig faa de herligste gaver,
dersom han ser Menelaos, den krigerske ætling av Atrevs,
fældet av dig med den dræpende pil bli baaret paa likbaal.
(100–37) Skyt nu en rammende pil mot den navngjetne drot Menelaos.
Lov den lysfødte gud, den bueberømte Apollon,
herlige ofre av talrike lam, de første i kuldet,
naar du har naadd til dit hjem, den hellige kongsstad Zeleia.»

Saaledes talte Atene, og tankeløs lot han sig daare.
Straks tok helten sin bue, den glattede, gjort av de sterke
horn av den springende buk som engang han rammet i brystet,
just da den steg fra det styrtbratte fjeld. Fra sit lønlige bakhold
traf han den like i brystet, og baklængs faldt den fra skrenten.
Seksten haandsbredder vokste dens horn fra det mægtige hoved.
Kunstfærdig føiet en mester de vældige bukkehorn sammen,
glattet dem vel overalt og fæstet til buen en guldkrok.
Pandaros bøiet den krum mot marken, og snoren blev fæstet,
medens hans modige svende omhyggelig holdt sine skjolde
frem til vern, saa akaierne ei kunde storme til anfald,
før Menelaos, den krigerske søn av Atrevs, var rammet.
Derefter aapnet han koggerets lok og valgte en vinget
pil som aldrig var brukt, en kilde til dødsmørke kvaler,
la saa den smertende pil til rette paa snoren og lovet
straks den lysfødte gud, den bueberømte Apollon
herlige ofre av talrike lam, de første i kuldet,
naar han med tiden kom hjem til den hellige kongsstad Zeleia.
Fast om skaftet paa pilen han grep og om oksehudsstrengen,
trak saa strengen mot brystet og spidsen av pilen mot buen,
og da den vældige bue var spændt i den krummeste runding,
klirret den lydt; høit hvinte dens streng, og hen gjennem skaren
ilte hans hvæssede pil paa sin flugt og higet mot maalet.

Dog de evige guder forglemte ei dig, Menelaos,
mindst av dem alle hin datter av Zevs, den herjende skjoldmø.
Foran dig traadte hun frem, og pilen den bitre hun stanset.
Likesaa vart hun skjærmet din hud som en mor, naar hun vifter
fluerne bort fra sit barn, som sødelig sover i vuggen.
Selv hun rettet den dit hvor beltet blev holdt over midjen
fast med en spænde av guld over panserets dobbelte plater.
Pilen den smertende rammet ham midt i det fastspændte belte.
Tvers gjennem beltets forsirede rem blev den drevet med vælde.
Derefter skar den igjennem det kunstfuldt hamrede panser
og gjennem platen som inderst han bar til vern imot spydkast.
(138–75) Den var hans tryggeste vern; men pilen fik boret sig gjennem.
Ytterst i høvdingens hud den ridset en rift, og det mørke
dampende blod sprang frem og strømmet i hast fra hans vunde.
Som naar en mø fra Maioniens land eller Kariens egne
elfenben farver i purpur til smykke for fotrappe hester.
Inderst i kammeret ligger det gjemt, og mangen en krigsmand
ønsker at eie den herlige skat; men den gjemmes til kongen
baade til pryd for hans hest og til hæder for stridsvognens styrer.
Saaledes farvedes nu, Menelaos, i blod dine skjønne
laar og velskapte lægger og nederst de deilige ankler.

Mændenes mægtige drot Agamemnon for sammen i rædsel,
da han fik se at mørkerødt blod fløt ut gjennem saaret.
Ogsaa den krigerske helt Menelaos selv maatte grue;
men da han saa baade snoren og hakerne utenfor saaret,
samlet sig kraften og modet paany i hans bankende hjerte.
Sukkende talte den mægtige drot Agamemnon iblandt dem,
trykkende fast Menelaos’ haand, mens vennerne jamret:

«Elskede bror, til bane for dig har jeg sluttet vor edspakt.
Ene jeg stillet dig frem som akaiernes vern mot de lumske
troer som rammet dig nu og traadte vor pakt under føtter.
Dog, de vil visselig ei vorde spildt vore eder og ofre,
vinen og lammenes blod og de haandslag som gjorde os trygge.
Ti hvis hin drot paa Olymp ei straks fuldbyrder sin vilje,
gjør han det dog tilsidst, og da skal de frygtelig bøte;
mænd skal miste sit liv og kvinder og barn vorde træller.
Ja, ti jeg føler og vet jo forvisst i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv, og Priamos’ stridsmænd.
Da skal Zevs, den himmelske drot som i æteren troner,
ryste imot dem i harme sin grufulde sorte aigide
vred over dette bedrag; ja, saa vil det vorde fuldbyrdet.
Aa, men for dig, Menelaos, vil nagende kummer mig pine,
hvis du skal dø, og loddet er faldt som skal ende din livsvei;
ti som den usleste kom jeg da hjem til det tørstige Argos.
Straks vil akaierne mindes det elskede fædrene hjemland
og la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, og selv vil du raatne i jorden
her ved Troja, og intet av det som du vilde, er fuldført
(176–213) Saa vil vel mangen en mand blandt de overmodige troer
si, naar han tramper med haan Menelaos’ enslige gravhaug:
«Gid Agamemnon altid som nu maatte mætte sin vrede,
nu da han førte forgjæves en hær av akaier mot byen
og maatte stevne tilsidst med skibene lette og tomme
hjemad til fædrenes land, men la Menelaos tilbake.»
Saa vil de si. Dog, bedre det var om jorden mig slukte.»

Trøstende venlig sin bror tok nu Menelaos til orde:
«Kjære, fat mod og væk ikke frygt i akaiernes hjerter.
Dødelig traf ei den hvæssede pil; men det kunstfulde belte
skjærmet mig ytterst mot døden og derefter brynjen, og inderst
vernet mig platen av kobber, som smedene kunstfærdig virket.»

Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Elskede bror Menelaos, aa gid det var sandt som du sier!
Nu skal en læge faa se til dit saar og lægge paa vunden
kraftige urter som snart kan stille de sortnende smerter.»

Saa han talte og svenden, den gjæve Taltybios, bød han:
«Skynd dig, Taltybios, hastig avsted og hent os den gjæve
høvding Makaon, hin søn av Asklepios, lægernes mester.
Byd ham at se til min bror Menelaos, Atrevs’ ætling,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»

Saa han talte. Ham hørte hans svend og lød hans befaling.
Hen til akaiernes malmklædte mænd han ilte og speidet
skarpt efter helten Makaon og fandt ham staaende rolig
midt i de kraftige rækker av modige skjolddækte kjæmper
som hadde fulgt sin drot fra det gangernærende Trike.
Gik han da nær og med vingede ord han talte til helten:
«Op, Asklepios’ søn. Dig kalder vor drot Agamemnon,
at du kan se til hans bror Menelaos, akaiernes fører,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»

Saaledes talte den gjæve herold og rørte hans hjerte.
Ilsomt drog de avsted i akaiernes leir gjennem vrimlen.
Men da de begge kom dit, hvor den lyslette helt Menelaos
stod med sit blødende saar i en ring av de gjæveste fyrster
midt i den samlede kreds, hvor han stod saa skjøn som en guddom,
rykket han straks den smertende pil fra det fastspændte belte.
Begge de hvæssede mothaker brast, da han trak den tilbake.
(214–51) Varsomt løste han saa det prægtige belte og dernæst
brynjen og platen som smeden tilforn saa kunstfærdig hamret.
Da han fik se hans saar, hvor den smertende pil hadde rammet
suget han blodet av saaret og strødde paa vunden de milde
lægende urter hans far hadde faat som gave av Keiron.

Medens de syslet omkring den høimælte helt Menelaos,
stevnet de skjolddækte troer til kamp i fylkede rækker.
Ogsaa akaierne rustet sig raskt og tænkte paa kampen.

Nølende saa man da ei den herlige drot Agamemnon.
Ei var han krøpet i skjul eller negtet at stevne til kampen.
Nei, han hastet til striden hvor mændene vinder sin hæder.
Dog, han lot hestene staa og stridsvognen, prydet med kobber.
Svenden Evrymedon, søn av Peiraos’ søn Ptolemaios,
holdt imens hans prustende gangere fjernt fra de andre.
Strengt han la ham paa hjerte at holde dem rede, naar træthet
lammet omsider hans kraft paa hans ordnende gang gjennem hæren.
Mønstrende vandret han derpaa tilfots gjennem mændenes rækker.
Saa han danaiske helter som tumlet med iver sit tvespand,
stanset han glad og styrket med venlige ord deres kampmod:
«Tapre argeier, aa slap ikke av i det stormende kampgny.
Alfader Zevs gir aldrig sin hjælp til dem som har løiet.
Nei, de voldsmænd som først har krænket den hellige edspakt,
dem skal gribbene æte og flænge de kraftige kropper;
men deres hustruer og deres barn, som de elsket saa saare,
dem skal vi føre paa skibene hjem, naar byen er falden.»

Saa han derimot mænd som gruet for krigstumlens farer,
brukte han haanende ord og talte dem myndig til rette:
«Mundhelter! Feige argeier! Hør, føler I slet ingen blygsel?
Si mig, hvi staar I i raadvild angst som skjælvende raadyr,
som naar de trættes i ilsom flugt over endeløs slette,
stanser i hjælpeløs rædsel og eier ei mod i sit hjerte.
Saaledes staar I lammet av gru og tør ikke kjæmpe.
Kanske I venter til troerne naar eders stavnhøie snekker
der hvor I trak dem paa land langs stranden ved havet det golde,
saa I kan se om Kronos’ søn vil verne jer naadig.»

Saaledes ilte han ordnende om gjennem mændenes rækker.
Hen til kreterne stevnet han først gjennem kjæmpernes vrimmel.
(252–89) Samlet i kreds om sin drot Idomenevs rustet sig folket.
Selv stod han modig og sterk som et vildsvin forrest i skaren,
medens Meríones egget til kamp de bakerste rækker.
Men Agamemnon, den mægtige drot, blev glad, da han saa dem.
Straks til Idomenevs rettet han nu sin venlige tale:
«Høiest, Idomenevs, skatter jeg dig av alle danaer
baade i krigernes daad og i alleslags kongelig idræt
og ikke mindst i det festlige lag, naar akaiernes fyrster
blander den ædleste funklende vin i den skinnende bolle.
Ti naar de øvrige haarfagre mænd i akaiernes gilde
drikker sit fastsatte maal, staar altid det funklende bæger
fuldt for dig som for mig. Vi drikker saa meget vi lyster.
Op da, og skynd dig til kamp saa kjæk som du viste dig fordum!»

Straks tok Idomenevs, kreternes drot, til orde og svarte:
«Atrevs’ søn! Din fuldtro ven skal jeg visselig være
nu som tilforn efter løftet jeg gav med nik og med haandslag.
Prøv nu at egge de andre akaiske haarfagre helter,
saa vi kan kjæmpe i hast; ti troerne krænket jo pakten.
Engang vil alle forvisst som løn for sit troløse edsbrud
pines av nagende kvaler og hente sig døden den visse.»

Saa han talte, og Atrevs’ søn blev glad i sit hjerte.
Videre gik han i skaren og kom til Aianternes fylking.
Heltene væbnet sig just i en sværm av myldrende stridsmænd.
Som naar en gjæter kan øine en sky fra den høieste varde
— jaget av Zefyros iler den hen over skummende havdyp —
sortere tykkes den ham end bek, naar han ser den fra varden
komme i hast over havet med øsende regn i sit følge.
Gjæteren gruer ved synet og driver sit smaafæ til hulen.
Saaledes stevnet i hast i Aianternes følge de sorte
rækker av kraftige svende i tætsluttet fylking til striden,
dækket av skjoldenes rad og rustet med blinkende lanser.
Mændenes drot Agamemnon fik se dem og glædet sig saare.
Venlig han hilste og talte med vingede ord til dem begge:
«Hil jer Aianter, I drotter for malmklædte kjæmper fra Argos!
Jer har jeg intet at byde. Det sømmer sig ikke at hidse
helter som egger saa mandig til kamp sine kraftige svende.
Aa, maatte Zevs, vor far, og Apollon og Pallas Atene
skape i hvermands bryst et sind saa tappert og trofast!
(290–327) Da skulde herskeren Priamos’ by inden kort vorde bøiet
dypt i støvet med stormende haand og jevnes med jorden.»

Saa han talte og ilte fra dem til andre i skaren.
Derefter øinet han Nestor, den høimælte taler fra Pylos.
Raskt han ordnet sin hær og egget den ivrig til kampen
sammen med Pelagon, kjæmpen, og Kromios og med Alastor,
Haimon, den mandige drot, og Bias, hin folkenes hyrde.
Forrest stillet han helter tilvogns med hester og vogner.
Bakenfor ordnet han rækker tilfots av talrike stridsmænd,
tryggeste vern i en kamp. De feige blev stillet i midten,
forat de der skulde kjæmpe av tvang, saa nødig de vilde.
Stridsvognstyrerne nævnte han først og bød dem at holde
hver sine hester tilbake og ei tørne sammen i tumlen:
«Ikke maa nogen i lit til sin vognstyrerkunst og sin manddom
søke at kjæmpe alene mot troerne foran de andre.
Likesaa litt skal han vike; ti da vil I alle bli svækket.
Men naar en mand fra sin karm kan naa en troer paa stridsvogn,
da skal han strække sig frem med sit spyd; ti det er det bedste.
Saaledes herjet en krigshær tilforn baade byer og borge.
Saaledes var de tilsinds, og saaledes tænkte de alle.»

Manende talte han saa, den graanede krigsvante høvding.
Mændenes drot Agamemnon blev hjertelig glad, da han saa dem.
Hilste han da med vingede ord den værdige olding:
«Gamle, aa gid dine knær kunde følge dig villig som modet
endnu er friskt i dit bryst, ja gid du var kraftig som fordum!
Dog, du knuges av alderens vegt, som ingen kan undgaa.
Gid den trykket en anden og du var en av de unge»!

Nestor svarte ham straks, den gamle gereniske vognhelt:
«Visselig ønsker jeg, Atrevs’ søn, at være som fordum,
dengang hin herlige helt Erevtalion faldt for min lanse;
dog, vi mennesker faar ikke alt av de evige guder.
Ung var jeg dengang og sterk; nu kuer mig alderens byrde.
Endda vil jeg dog færdes i strid med raad og formaning;
ti for de gamle er dette et hædrende hverv; men de yngre
pligter at slynge sin lanse med kraft, de helter som tæller
færre av aar end jeg og forlater sig trygt paa sin styrke.»

Saa han talte, og glad var Atrevs’ søn, da de skiltes.
Derefter øinet han Peteos’ søn, den raske Menestevs.
(328–65) Stille han stod i en kreds av atenere, vældige kjæmper.
Nærmest ved ham stod helten, den kløktige kriger Odyssevs,
ledig midt i de tro kefalleneres mægtige rækker.
End hadde stridslarmens gny ei lydt for mændenes ører;
ti først nu skred akaiernes hær og troernes fylking
frem til det blodige stevne; nu stod de i taushet og ventet
indtil en tætsluttet trop av andre akaiiske stridsmænd
først skulde storme avsted til en kamp mot troernes skare.
Refset da mændenes drot Agamemnon dem strengt, da han saa det.
Haanende lød hans vingede ord, da han stanset og talte:
«Hør mig, du Peteos’ søn, hin konges som guderne fostret!
Hør ogsaa du som er mester i svig og lurer paa vinding!
Si, hvi staar I og gjemmer jer bort og venter paa andre?
Sømmelig var det om I som de første i krigernes rækker
stillet jer frem og vaaget en kamp hvor den raser som hetest;
ti naar akaierne holder et lag for de gjæveste fyrster,
da er det jer som jeg først lar byde til gjest ved vort gilde.
Da er det brunstekte kjøt eders fryd og de bredfulde bægre.
Vinen den liflige drikker I da saa meget I lyster.
Men nu saa I vist helst at ti akaiiske hære
foran jer selv kunde storme til kamp med det grusomme kobber.»

Harmfuld svarte Odyssevs og sendte ham trodsige blikke:
«Atrevs’ søn, hvi slipper du slikt over tændernes gjærde?
Kan du faa sagt, jeg er slap i en kamp, naar akaiernes sønner
haster til skarpeste strid mot de hestetumlende troer?
Dersom du finder det umaken værd, og har lyst, skal du snarlig
se at Telemakos’ far tør kaste sig ind blandt de første
troiske kjæmper tilvogns. Du taler jo rent borti taaken.»

Smilende svarte paany den mægtige drot Agamemnon,
straks da han merket hans harm, og han tok sine haansord tilbake:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartenkte, kloke Odyssevs!
Litet jeg har at laste dig for og litet at kræve.
Visst jeg vet at du mener det godt, og at du av hjerte
under mig vel; ti av sind er vi ens, og i tanker vi møtes.
Gaa nu avsted, og saafremt noget ondt er sagt, skal vi siden
prøve at gjøre det godt. Maatte guderne gjøre det usagt!»

Saa han talte. De skiltes i hast, og han ilte til andre.
Traf han saa Tydevs’ søn, den modige helt Diomedes,
(366–403) staaende høit paa sin prægtige vogn med forspændte hester.
Stenelos, Kapanevs’ herlige søn, stod like ved siden.
Refset da mændenes drot Agamemnon ham haardt, da han saa ham.
Spottende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Skam dig, søn av den krigerske drot, av vognhelten Tydevs!
Si, hvi gjemmer du dig? Hvi speider du ræd efter kampen?
Ei var det Tydevs’ skik at krype i skjul, men at kjæmpe
mandig mot fienders flok langt foran de trofaste venner.
Saa fortalte de mænd som saa ham i kampen; ti aldrig
saa jeg ham selv; men de sa at ingen var høvdingens like.
Engang han kom paa fredelig færd som gjest til Mykene,
fulgt av den herlige drot Polyneikes. De kom for at samle
folk, da de stevnet paa tog mot det murkranste hellige Teben.
Ivrig de bad os at sende til hjælp vore kjækkeste helter.
Alle var villige straks til at gi dem alt hvad de bad om.
Zevs forhindret det dog ved at sende advarende jertegn.
Men da de begge drog bort og kom paa sin møisomme hjemfærd,
dit hvor Asopos flyter med sivkranste grønklædte bredder,
sendte akaierne Tydevs avsted til staden med budskap.
Villig han gik og traf mangfoldige gjæve kadmeier
samlet i hallen til fest hos den vældige helt Eteokles.
Skjønt som en fremmed han kom, den hestetumlende Tydevs,
gruet han ei, skjønt ene han var blandt mange kadmeier.
Freidig han æsket dem ut til en dyst, og altid han seiret
lekende let; ti Atene var selv hans hjælper i kampen.
Vrede blev da kadmeiernes mænd, de vognkjæmper gjæve,
og da nu høvdingen gav sig paa hjemveien, lagde de listig
femti svende i skjul, og som førere sendte de tvende,
Maion, en søn av Haimon, saa kjæk som en gud, og hans fælle
helten Avtonoos’ søn, den krigerske drot Polyfontes.
Dog, ogsaa disse blev fældet med skam av Tydevs. Han dræpte
alle de andre; kun en lot han vende tilbake til hjemmet.
Maion sendte han hjem i lit til gudernes jertegn.
Slik var Tydevs, aitolernes drot; men en søn har han avlet,
ringere langt i kamp; men rappere bruker han tungen.»

Saaledes talte han barsk. Diomedes svarte ham ikke.
Skamfuld bar han de refsende ord fra den værdige konge.
Da tok den navngjetne Kapanevs’ søn til orde og svarte:
(404–41) «Lyv ikke, Atrevs’ søn, naar du godt kunde sige det sande.
Trygt tør vi rose os selv som gjævere end vore fædre.
Teben, den mægtige stad med portene syv, har vi stormet,
skjønt med en ringere hær vi drog mot de trodsige mure.
Dog vi stolte paa gudernes tegn og Alfaders bistand,
mens vore fædre forvoldte sit fald ved ugudelig hovmod.
Ros dem da ei som mønstre for os i manddom og hæder».

Misnøid, med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Stille, min ven, du faar lyde mit raad og holde dig rolig.
Ikke forarger det mig at mændenes drot Agamemnon
egger til skarpeste strid de malmklædte mænd av Akaia.
Ham vil jo hæderen følge, saafremt akaiernes sønner
vinder med troerne bugt og stormer det hellige Troja.
Selv vil han føle den bitreste sorg, hvis akaierne fældes.
Derfor velan, la os tænke paa kamp og storme til striden.»

Saa han talte og sprang fra sin vogn i skinnende rustning.
Frygtelig klang om herskerens bryst, da han hoppet til jorden,
panserets plater av malm. Den modigste helt kunde grue.

Likesom bølgerne ruller fra sjø mot den brusende strandbred
jaget av Zefyros frem og pisket av vældige byger
— Langt tilhavs de topper sig først; men derpaa de brytes
mægtig mot stranden med tordnende larm, og krummet om pynten
løfter de kammene høit og sprøiter det skummende saltvand —
Saaledes stormet danaernes hær i endeløs række
fremad til strid, og lydt klang førernes rop gjennem skaren.
Men deres folk gik tyst; ei skulde man tro at de mange
stridsmænd som fulgte sin drot hadde røst og mæle i brystet.
Førerne fulgte de lydig og tyst, og straalende lyste
blinkende brynjer om krigernes bryst, hvor rækkerne stevnet.
Troerne derimot skrek lik faar som i talløse flokker
staar i den myldrende kve paa rikmandens vang for at melkes,
mens de ustanselig bræker, naar lammenes stemmer de hører.
Saaledes gjaldet de larmende skrik fra den mægtige fylking;
ti deres tungemaal var ikke ens eller talen den samme.
Blandet var mændenes maal; fra mangfoldige land var de budsendt.
Krigsguden egget nu disse til kamp, men Pallas de andre
sammen med Deimos og Fobos og møen, den stridslystne Eris,
søster av Ares, den blodgriske gud, og hans trofaste fælle.
(442–79) Først er hun liten av vekst, naar hun aksler sin rustning; men siden
støtter hun issen mot himlen, mens frem over valen hun skrider.
Nu gik hun ogsaa omkring i de vrimlende hære og saadde
likelig ufredens sæd og øket de kjæmpendes møie.

Da de omsider kom frem og møtte hverandre paa valen,
tørnet de modige pansrede mænd med skjoldene sammen.
Lanserne slyngedes ut, og de vældige buklede skjolde
støttes mot skjolde med kraft, og stridslarmen drønet saa vide.
jamrende stønnen blev hørt og pralende rop fra de mange
kjæmper som fældte og faldt, og blodstrømme flommet paa jorden.
Som naar i høstflommens tid to elver som strømmer fra fjeldet,
møtes og styrter som vældigste fos i den kokende fjeldkløft
ned ifra kildernes mægtige væld langt inde i skaret —
Gjæteren hører den tordnende larm fjernt borte paa vidden —
saaledes drønet de stønnende rop, da de møttes i kampen.

Fældte da helten Antilokos først en høibaaren troer,
som blandt de første gik frem, Talysios’ søn Ekepolos.
Like i skjærmen paa høvdingens hjelm med hestehaars busken
rammet han midt i hans pande, og malmspydet trængte med vælde
tvers gjennem benet, og dødsnattens mulm omhyllet hans øine.
Krigeren faldt som et styrtende taarn i den vældige tummel.
Grep da om høvdingens fot den modige helt Elefenor,
Kalkodons søn, den mægtige drot for de kjække abanter.
Bort fra spydregnet trak han hans lik; ti han agtet at røve
rustning og vaaben i hast; men brat var hans higen til ende;
ti da den kjække Agenor fik se at han slæpte den faldne,
jog han ham spydet i siden, som blottedes helt bak hans malmskjold,
just da han bøiet sig ned, og han lammet de segnende lemmer.
Saaledes lot han sit liv; men over hans lik blev der kjæmpet
vildt av akaier og troer. De styrtet som glubende ulver
ind paa hverandre, og mand vog mand i det blodige stevne.

Aias, Telamons søn, vog først en blomstrende yngling,
helten Antemions søn, Simoeisios. Hist ved de grønne
bredder av Simoeis fødte hans mor, da hun vandret fra Ida.
Begge forældrene fulgte hun dit, da de saa til sit smaafæ.
Derfor fik sønnen sit navn Simoeisios; men hans forældre
fik ikke løn for at fostre sit barn; ti kort blev hans livsvei,
nu da han segnet for Aias’ spyd blandt de forreste kjæmper.
(480–517) Like i brystbenet traf han ham haardt ved vorten til høire.
Tvers gjennem skuldren trængte den malmhvasse lanse, og helten
styrtet i støvet til jord saa tungt som en segnende poppel
hist paa den lavlændte grund, hvor den vokste ved fugtige myrer,
glat over stammen, men kranset med løv og grener i toppen.
Mesteren hugger den om med det blinkende staal for at bøie
veden til fælger om rullende hjul paa den prægtige stridsvogn.
Stammen blir liggende strakt for at tørke ved bredden av elven.
Slik Simoeisios faldt, Antemions søn, for den kjække
Aias’ haand; men Antifos, klædt i det glitrende panser,
søn av kong Priamos, slynget sit hvæssede spyd imot helten.
Dog, han traf ikke Aias; men Levkos, en ven av Odyssevs,
traf han i lysken, da høvdingen trak den faldne til side.
Tvers over manden han faldt, og liket gled ut av hans hænder.
Harmfuld i hu over vennen som faldt blev helten Odyssevs.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber,
stanset saa nær ved sin ven og sigtet med lansen den blanke,
speidende rundt med sit blik, og troerne vek, da han svinget
lansen til kast. Ei slynget han ut sit vaaben forgjæves.
Priamos’ frillesøn traf han, Demokoon som fra Abydos
nylig var kommet, hin by hvor fotrappe hopper blev fostret.
Vred for sin fældede ven tok Odyssevs sit sigte og slynget
lansen mot høvdingens tinding med kraft, og gjennem den anden
trængte den malmhvasse odd, og dødsmørket slørte hans øine.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Alle de forreste kjæmper og selve den straalende Hektor
vek, mens argeierne jublet og slæpte de faldne fra valen.
Videre stormet de frem; men Apollon som saa det fra borgen,
harmedes saare og egget med rop den troiske fylking:
«Fremad, I troiske kjæmper, og vik ei tilbake i striden,
feigt for argeiernes hær; ti hverken av jern eller graasten
er deres hud saa de taaler et hugg av det skjærende kobber.
Husk, han kjæmper ei mer, hin søn av den haarfagre Tetis.
Hist ved skibene sitter han nu i nagende vrede.»

Saaledes ropte fra borgen den harmfulde gud; men Atene,
Alfaders herlige barn, gik om i akaiernes fylking,
eggende alle til kamp hvor hun saa dem slappe i striden.

Rammet av skjæbnen blev først Amarynkevs’ ætling, Diores;
(518–44) ti over læggen til høire ved ankelens led blev han truffet
haardt med en skarpkantet sten. Det var trakernes fører som traf ham,
Peiroos, Imbrasos’ søn, som var kommet til Troja fra Ainos.
Begge hans sener og ankelens ben blev knust av den haarde
grusomme sten. Paa ryggen han faldt i støvet og rakte
hænderne bedende frem mot de elskede venner, mens livets
svindende aandepust vek. Hans banemand Peiroos stormet
frem og i navlen han støtte sit spyd, saa tarmene vældet
ut paa den blodige jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Men da han atter gik paa, blev han dræpt av aitoleren Toas,
rammet i brystet ved vorten saa spydet sat fast i hans lunge.
Toas gik frem og stillet sig nær og rykket sin lanse
ut av hans bryst, og dragende ut sit hvæssede slagsverd,
gav han ham midt over buken et hugg og voldte hans bane.
Rustningen fik han dog ei; langhaarede trakiske svende
stillet sig rundt sin segnede drot med fældede lanser,
og skjønt Toas var vældig og kjæk og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han vek fra den faldne.
Saaledes laa de side om side henstrakt i støvet
trakernes mægtige drot og de malmklædte gjæve epeiers
mandige fører, og talrike stridsmænd segnet omkring dem.

Der skulde ei nogen mand kunne laste de kjæmpendes idræt,
dersom han, skjærmet mot hugg og mot stik av det hvæssede kobber
færdedes blandt dem i tumlen, og Pallas Atene ham førte
venlig ved haanden og vernet ham trygt mot lanser og piler;
ti paa hin ulykkesdag blev mange akaier og troer
strakt paa sit ansigt i støvet og laa der side om side.

Nu gav Pallas Atene den vældige helt Diomedes,
Tydevs’ søn, baade kræfter og mod, saa han straalte blandt alle
mandige helter fra Argos og vandt sig uvisnelig hæder.
Klart hun tændte fra hjelm og fra skjold en uslukkelig flamme
lik hin stjerne hvis straalende lys er klarest av alle,
naar den ved høst stiger op av sit bad i Okeanos’ vande.
Likesaa lysende tændte hun nu fra hans hode og skuldre
flammende ild og drev ham til kamp hvor stimlen var tættest.

Dares var en av de troiske høvdinger, rik og høibaaren,
guden Hefaistos’ prest. To herlige sønner var født ham,
Fegevs og helten Idaios; i alleslags kamp var de øvet.
Brødrene stormet fra fylkingen frem og for ham i møte.
Begge stod høit paa sin vogn; men tilfots Diomedes dem møtte.
Men da de hastende frem var kommet hverandre paa livet,
slynget den mandige Fegevs først sin vældige lanse.
Streifende Tydevs’ søn for spydsodden over hans venstre
skulder; men rammet ham ei. Da stormet i hast Diomedes
frem med sit spyd, og han slynget det ei fra sin næve forgjæves.
Midt i brystvorten traf han og støtte ham ned fra hans stridsvogn.
Ned fra den prægtige vogn sprang helten Idaios og flygtet.
Ei fik han mod til at verne sin fældede bror; ti han hadde
visselig ei kunnet frelse sig selv for døden den sorte.
Dog, han blev frelst av Hefaistos som rykket ham bort i en taake
forat hans graanede far ei helt skulde kues av sorgen.
Tydevs’ modige søn drev hestene bort og befalte
(26–63) svendene straks at føre dem hen til de stavnkrumme snekker.
Men da nu troerne saa den ene av Dares’ sønner
jaget paa vildeste flugt, mens den anden var dræpt ved sin stridsvogn,
skalv deres hjerter av gru; men den blaaøide Pallas Atene
fattet den kampglade Ares ved haand og talte til guden:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Skulde vi ei la troernes mænd og akaiernes helter
kjæmpe og se hvem Zevs, vor far, vil unde at seire?
Kom, la os skynde os bort, saa slipper vi Alfaders vrede.»

Saaledes talte hun mildt og førte den kampglade Ares
bort ifra striden og satte ham ned ved Skamandros’ bredder.
Troerne vek for danaernes kraft. Hver høvding i hæren
fældte sin mand. Først styrtet den mægtige drot Agamemnon
Odios ned fra hans vogn, halizonernes kraftige høvding;
ti da han vendte sig, traf han ham haardt med lansen i ryggen,
midt mellem begge hans skuldre, og støtte den ut gjennem brystet.
Larmende tumlet han ned, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Idomenevs’ spyd den vældige Faistos,
søn av maioneren Boros, som kom fra det muldrike Tarne.
Drotten Idomenevs rammet ham haardt med den vældige lanse
just som han steg paa sin vogn, og traf ham i skuldren til høire.
Høvdingen faldt fra sin vogn i dødsnattens grufulde mørke.
Straks tok helten Idomenevs’ mænd hans herlige rustning.

Atrevs’ søn Menelaos fik dræpt med den hvæssede lanse
helten Skamandrios, Strofios’ søn, en navngjeten jæger.
Veidemand var han som faa; ti Artemis selv hadde lært ham
sikkert at ramme hvert dyr som fjeldenes skoger har fostret.
Dennegang skjærmet dog hverken den pilglade jagtmø sin yndling
eller hans pil som tilforn usvigelig traf i det fjerne.
Atrevs’ søn, Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
jaget ham ilsomt paa flugt og traf ham med lansen i ryggen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Høvdingen faldt paa sit ansigt, og rustningen klirret om helten.

Derefter fældte Meriones’ spyd den gjæve Fereklos,
søn av kunstneren Harmon, en mester i alt som med hænder
virkes av skjønt; ti han elskedes høit av Pallas Atene.
Høvdingen tømret tilforn for Paris de gyngende skibe,
ulykkens ophav. De voldte ham selv og alle hans landsmænd
(64–100) vanheld og sorg; ti han gav ikke agt paa gudernes jertegn.
Da nu Meriones jaget ham skarpt og kom ham paa skudhold,
rammet hans malmhvasse spyd i sætet til høire, og odden
boret sig gjennem hans krop og tvers gjennem benet ved blæren.
Stønnende sank han i knæ, og dødsmøke sænket sig om ham.

Meges slog helten Pedaios ihjel, en søn av Antenor.
Vel var en frille hans mor; men den herlige stolte Teano
fostret ham ømt som et egtefødt barn for at glæde sin husbond.
Fylevs’ lansesvingende søn gik nær ham og sigtet
ret mot hans hode og rammet ham haardt med spydet i nakken.
Kobberet for langs tændernes rad og kløvde hans tunge.
Høvdingen segnet i støvet og bet i det isnende kobber.

Derefter fældte Evrypylos, søn av den gjæve Evaimon,
helten Hypsenor, en søn av Dolopion. Ry som en guddom
nød han i hjemmet som prest for den mægtige flodgud Skamandros.
Helten Evaimons søn Evrypylos jaget paa rappe
føtter den foran ham flygtende prest og traf ham med sverdet
oppe ved skuldren. Den kraftige arm blev hugget fra kroppen.
Blodig faldt armen til jord, og over hans bristende øine
sænket sig skjæbnens usalige magt og dødsnattens mørke.

Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Tydevs’ søn for frem overalt; man kunde ei skjelne,
om han var en av akaiernes mænd eller troernes kjæmper.
Hen over sletten han for lik en elv som vinterens regnskyl
fylder saa vandflommen sprænger med kraft den skjærmende dæmning.
Ikke formaar den sterkeste vold at tæmme dens vælde.
Gjærderne kan ikke lede den bort fra de bugnende haver.
Uventet bruser den frem, naar Zevs fra skyerne sender
skyllende regn. Da velter den mangt som mandskraft har virket.
Saaledes jog Diomedes paa flugt de talrike troers
sluttede rækker. Skjønt mange i tal, de maatte dog vike.

Men da den herlige søn av Lykaon fik se at han raste
hen over sletten og jaget paa flugt den splittede fylking,
sigtet han straks paa Tydevs’ søn med sin krummede bue.
Midt i hans skulder til høire han traf i den hvælvede plate,
just som han stormet til kamp, og tvers gjennem skulderen trængte
pilen den bitre med kraft, og blodstrømmen farvet hans brynje.
(101–38) Pralende ropte den herlige søn av den gjæve Lykaon:
«Fremad, I mandige troer, I vældige helter paa stridsvogn.
Nu er han rammet akaiernes helt, og ei vil han længe
taale min kraftige pil, saasandt jeg fra Lykien stevnet,
sendt av Alfaders mægtige søn, den sterke Apollon.»

Saaledes pralte han stolt; men pilen blev ikke hans bane.
Vikende hastet han hen til sin vogn og de fotrappe hester,
stanset saa der og ropte til Stenelos, Kapanevs’ ætling.

«Kapanevs’ søn, min trofaste ven, stig ned fra dit sæte.
Hjælp mig at trække den smertende pil fra min saarede skulder.»

Saa han talte, og Stenelos sprang fra vognen til jorden,
traadte ham nær og rykket den vingede pil fra hans skulder.
Blodstrømmen sprøitet med kraft igjennem den flettede brynje.
Inderlig bad Diomedes, hin helt med den rungende stemme:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues.
Hvis du har elsket min far og mig selv og naadig har hjulpet
begge i strid, saa vis mig paany din naade, Atene.
Und mig at fælde hin mand og at naa med min vældige lanse
ham som har rammet mig først og nu saa pralende sier
at mine øine ei længe skal se det straalende sollys.»

Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lemmerne gjorde hun lette, hans føtter og kraftige armer.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Gaa, Diomedes! Fat mod og kjæmp mot de troiske helter;
ti i dit bryst har jeg vakt det frygtløse mod som han eide,
Tydevs, din far, naar han rystet sit skjold og styrte sin stridsvogn.
Nu har jeg spredt hin taake som hittil har sløret dit øie,
saa du med lethet kan skjelne en gud fra en dødelig kjæmpe.
Dersom en gud monne krydse din vei og friste til tvekamp,
da maa du vogte dig vel for at stevne til strid med de andre
evige guder; men dersom hint barn av Zevs, Afrodite,
kommer til kamp, kan du trøstig slaa til med det hvæssede kobber.»

Saaledes talte og svandt den blaaøide Pallas Atene.
Atter gik Tydevs’ søn blandt de forreste stridsmænd til kampen.
Higet han end tilforn til en dyst mot troernes skare,
trefold større var nu hans mod. Han sprang som en løve,
en som en gjæter, som vogter paa vang de uldrike sauer,
streifer, men ikke faar dræpt, naar den hopper i sprang over gjærdet.
(139–76) Saaret forøker dens vildhet, og gjæterens vern er forgjæves.
Ind gjennem kveen den haster, og dyrene flygter i rædsel.
Snart er dyrene dræpt og ligger i dynger, og løven
hopper i fnysende kraft over fægaardens mandshøie gjærde.
Likesaa rasende løp mot troernes mænd Diomedes.

Helten Astynoos fældet han først og drotten Hypeiron.
En av dem traf han med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten,
og med det vældige sverd over nøklebenet og skuldren
hug han den anden og skilte hans arm fra halsen og ryggen.
Dem lot han ligge. Mot Abas han gik og mot Polyeidos,
gubben Evrymedons sønner, en mands som forstod sig paa drømme.
Oldingen tydet dog ei deres drøm, da de rustet til færden,
saasom de begge blev dræpt av den vældige helt Diomedes.
Derefter gik han mot Ksantos og Toon, sønner av Fainops,
ynglinger begge. Den graanede far blev tæret av kummer.
Aldrig fik høvdingen mer nogen søn som arvet hans skatte.
Tydevs’ søn slog dem begge ihjel og røvet dem livet.
Intet han levnet den aldrende far, kun jammer og sorger.
Ei fik han hilse dem glad, naar de vendte tilbake fra krigen
frelste fra døden, og arven blev delt av fjernere frænder.

Derefter fældte han to av Priamos’ herlige sønner,
begge paa selvsamme vogn; Ekemmon og Kromios het de.
Som naar en løve har kastet sig ind blandt fæet og knækker
halsen paa ko eller kvie som beiter i skogenes tykning;
saa slog Tydevs’ vældige søn dem begge fra vognen
grusomt med voldelig haand og tok deres straalende rustning.
Svendene bød han at føre til skibene bort deres hester.

Men da Aineias blev var at han tyndet de troiske rækker,
stormet han hen over valen og trodset de tætteste spydkast.
Pandaros var det han søkte, en helt som var gudernes like.
Fandt han da høvdingen tapper og sterk, en søn av Lykaon.
Foran ham stillet han sig, og manende tok han til orde:
«Pandaros, hvor er din bue og hvor dine vingede piler?
Hvor er dit ry, som her ingen mand kan gjøre dig stridig?
Selv i Lykien kalder jo ei nogen skytte sig bedre.
Løft dine hænder til Zevs og skyt en pil efter manden,
hvem han nu er som raser saa vildt og har øvet saa mangen
udaad mot troernes folk og sendt saa mange i døden.
(177–214) Bare han ei er en gud som tugter de troiske helter,
vred for et offer vi glemte; ti farlig er gudernes vrede.»

Straks tok den herlige søn av Lykaon til orde og svarte:
«Gjæve Aineias, du fyrste og helt blandt de pansrede troer.
Grant han tykkes mig ligne den krigerske ætling av Tydevs,
enten jeg ser paa hans skjold og hjelm med busken foroven,
eller hans hester. Dog, kanske han er en udødelig guddom.
Men hvis han er Diomedes, den krigerske helt som jeg nævnte,
raser han ei som han gjør uten hjælp av de evige guder.
Nær ham staar en udødelig gud, som skjult i en taake
støtte til side den vingede pil som rammet den kjække.
Ja, ti jeg sendte ham nylig en pil, og midt i den høire
skulder jeg traf og drev den igjennem det hvælvede panser.
Trygt har jeg haabet at sende ham ned til Hades’ bolig.
Dog, jeg kuet ham ei, en gud maa være min uven.
Hester og stridsvogn har jeg jo ei som jeg kunde bestige;
men i Lykaons palads staar elleve herlige vogner,
flunkende nye, av sterkeste træ, og skjærmende dækker
over dem alle er spændt. Ved hver staar bundet et tvespand,
vælige hester som tygger sit spelt og bygget det hvite.
Helten, den gamle Lykaon, min far, har git mig saa mange
sindige raad i sin velbygde hal, da jeg rustet til færden.
Staaende trygt paa min vogn, og trukket av vælige hester,
skulde jeg føre min troiske hær til de vældige kampe.
Dog, jeg fulgte ei sønlig hans raad, og nu maa jeg angre.
Skaane mit tvespand var jo min agt, saa det ei skulde savne
her blandt beleirede mænd sin tilvante kraftige foring.
Ti lot jeg hestene staa, og stolende trygt paa min bue
kom jeg tilfots til Ilions stad; men buen har svigtet;
ti imot to av de ypperste mænd har jeg sendt mine piler,
baade mot Tydevs’ søn og mot Atrevs’ herlige ætling,
rammende begge, saa blodet sprang ut; men jeg egget dem bare.
Sandelig var det en ulykkesdag, da jeg løftet min bue
ned fra knaggen og førte til strid mine troiske svende
hit til Ilions by til hjælp for den straalende Hektor.
Kommer jeg engang tilbake og atter faar skue mit kjære
fædrene hjem, min mægtige hal og min elskede hustru,
gid da en fiendehaand maatte skille mit hode fra kroppen,
(215–52) hvis jeg ei knækker med denne min haand min bue og kaster
stumperne hen paa et baal; ti jeg bærer den ganske forgjæves.»

Troernes fører Aineias tok atter til orde og svarte:
«Tal ikke saa i din harm! Dog ændres vel ikke vort vanheld,
førend vi to vil prøve en dyst mot helten og begge
stige tilvogns med hester for karm i panser og plate.
Kom nu, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og raskt de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Hen til byen de frelser os let, hvis Alfader atter
under den vældige Tydevs’ søn Diomedes at seire.
Ta i din haand den smidige pisk og de skinnende tøiler.
Selv vil jeg da stige ned fra min vogn og kjæmpe mot helten.
eller gaa du ham imøte, saa styrer jeg selv mine hester.»

Derefter svarte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Gjæve Aineias, du selv faar styre dit tvespand med tøilen.
Dersom de kjender sin vognstyrers haand, saa trækker de villig
vognen avsted, hvis vi atter maa fly for Tydevs’ ætling.
Ellers blev hestene lettelig sky og trak ikke vognen
ut av den larmende kamp, naar de savnet din manende stemme.
Møtte vi da den modige Tydevs’ søn, og han stormet
fremad til kamp, saa vog han os selv og tok vore hester.
Nei, du maa selv faa styre dit spand og den prægtige stridsvogn.
Jeg skal gaa helten i møte til kamp med min hvæssede lanse.»

Saaledes vekslet de ord og steg paa den prægtige stridsvogn.
Kamplystne styrte de hestenes spand mot den gjæve Tydeide.
Men da nu Stenelos, Kapanevs’ søn, fik øie paa vognen,
talte han saa med vingede ord til sin ven Diomedes:
«Tydevs’ søn, Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Hist to helter jeg ser av umaadelig kraft, og de stevner
hidsig imot dig til kamp, den ene en mester med buen,
Pandaros, helten som nævner som far den gjæve Lykaon;
dertil den søn Afrodite har født, den tapre Aineias,
han som kalder sig stolt en søn av den gjæve Ankises.
Kom, la os fly paa vor vogn, og ras ikke mer saa ustyrlig
forrest i kjæmpernes rad; ti ellers vil døden dig ramme.»

Harmfuld med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Raad mig dog ikke til flugt, ti jeg føier dig visselig ikke.
(253–90) Ei er jeg slik at jeg agter at fly som en usling fra kampen
eller at krype i skjul. Min kraft er jo endnu den samme.
Nødig jeg stiger tilvogns; men tilfots som jeg er, skal jeg trøstig
møte dem begge i strid. Atene forbyr mig at skjælve.
Visselig skal deres fotrappe spand ei føre dem begge
levende bort ifra møtet med os, hvis den ene kan flygte.
Nu skal jeg si dig et ord, og læg dig min tale paa hjerte:
Dersom gudinden, den raadsnare Pallas, under mig naadig
seierens ry og begge blir dræpt, saa hold vore raske
gangere her hvor de staar, og bind deres tøiler til karmen.
Skynd dig saa hen til Aineias’ spand og driv det med svepen
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Vit at de stammer fra ædleste kuld, som Alfader fordum
skjænket til Tros som bot for hans søn Ganymedes, og derfor
findes ei ædlere spand saa vide som solskiven lyser.
Hemmelig skaffet Ankises sig føl av den herlige stamme.
Skjult for Laomedon førte han dit sine raskeste hopper.
Seks var føllenes tal som fødtes i høvdingens stalder.
Fire beholdt han selv, og godt blev de foret ved krybben.
To til Aineias han gav, de væligste hingster paa valen.
Hæder og ry vi vandt, hvis vi røvet det herlige tvespand.»

Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Hastig sig nærmet imens de to paa den rullende stridsvogn.
Først tok Lykaons herlige søn til orde og ropte:
«Vældige stridsmand, du krigerske søn av den modige Tydevs.
Ei blev min smertende pil, mit vingede vaaben, din bane.
Vel, men nu skal jeg friste om ikke min lanse kan naa dig.»

Saa han talte og slynget med kraft sin lanse og rammet
haardt Diomedes’ skjold, og midt gjennem skjoldet sig boret
kobberets spids paa sin flugt og stanset ved panserets plater.
Pralende ropte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Tvers gjennem lysken jeg jog dig mit spyd. Nu tror jeg du ikke
længe vil holde det ut. Mig skjænket du glimrende hæder.»

Dog, den vældige helt Diomedes svarte ham frygtløs:
«Nei, dit kast var forgjæves. Du rammet mig ikke; men dette
ender forvisst ikke godt for jer to; ti én skal tilvisse
falde og mætte med blod den utrættelig kjæmpende Ares.»
Saa han talte og slynget sit spyd, og Atene det rettet
(291–328) like mot næsen ved øiet, og tændernes skinnende række
knækkedes brat, og den hærdede malmspids kløvde hans tunge
inderst ved roten, og odden for frem under høvdingens hake.
Ned ifra vognen han faldt, og rustningens straalende plater
klirret om krigerens bryst, og sky sprang hestenes tvespand
rapt tilside. Hans styrke var brutt, og livet var sluknet.

Helten Aineias sprang frem med sit skjold og sin mægtige lanse;
ti han var ræd at akaiernes mænd skulde slæpe ham med sig.
Stolende trygt paa sin kraft gik han om som en glubende løve
rundt om sin fældede ven og holdt sit skjold og sin lanse
frem for at fælde enhver som kom ham i møte, og grufuldt
gjaldet hans truende rop. Da grep Diomedes en graasten
vældig og tung. Ei to av de mænd som findes paa jorden
nu, kunde rokke dens vegt; men han svang den med lethet alene.
Midt i lænden han rammet ham haardt, hvor laarbenet møter
hoften i bøielig led. En hofteskaal kaldes det vanlig.
Stenen slog skaalen i knas, og begge hans sener den sprængte.
Stenen den kantede flænget hans hud, og den modige høvding
segnet i knæ og støttet mot jord sin vældige næve,
kraftløs og mat, og slørt blev hans blik av natten den mørke.

Nu hadde mændenes drot Aineias fundet sin bane,
hvis ikke Zevs’ barn Afrodite straks hadde set det.
Hun blev hans mor ved Ankises, som vogtet paa vang sine okser.
Ømt hun favnet sin elskede søn i de snehvite armer,
og med en flik av det skinnende slør hun dækket den faldne
varsomt mot spydenes kast, saa ingen danaer fra vognen
straks skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.

Saaledes bar gudinden sin søn fra det larmende kampgny.
Straks kom Kapanevs’ herlige søn ihu hvad den bolde
høimælte helt Diomedes fornys hadde lagt ham paa hjerte.
Hestenes fotrappe spand han trængte tilbake og drev dem
bort fra den larmende kamp og bandt deres tøiler til karmen.
Saa sprang han hen og drev Aineias’ skinnende tvespand
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Tøilerne rakte han helten Deïpylos, ham som han hædret
høiest i vennernes kreds; ti i tanker og sind var de like.
Hen til de gyngende snekker han bød ham at kjøre og hoppet
selv paa sin prægtige vogn og grep om de skinnende tøiler.
(329–66) Raskt han styrte de kraftige dyr til sin ven Diomedes,
som med det grusomme spyd for frem mot den kypriske guddom,
saasom han visste saa vel hun var svak, ei en av de barske
krigens gudinder som tumler sig vildt i mændenes kampe,
hverken Atene, ei heller den herjende skjoldmø Enyo.
Men da han jagende frem hadde truffet gudinden i vrimlen,
strakte den modige Tydevs’ søn sig frem med sin lanse
og i den yndige haand med et sprang han støtte det haarde
skjærende kobber, og bakerst ved haandleddet boret sig spidsen
gjennem det skjønne gevandt som chariterne selv hadde vævet,
ind under huden. Straks strømmet den himmelske væske fra saaret,
slik som den flyter i aarernes net hos de salige guder.
Ikke er brød deres mat eller funklende vin deres drikke.
Derfor har de ei blod og kaldes de evige væsner.
Høit hun skrek i sin kval, og sønnen, den elskede slap hun.
Løftet da Foibos Apollon ham op og bar ham fra valen,
skjult i en kulsort sky forat ingen danaer fra vognen
grumt skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Truende skrek Diomedes, den høimælte helt, til gudinden:
«Fly, du datter av Zevs, fra krig og fra grufulde kampe.
Er det ei nok at du daarer med ord de kraftløse kvinder?
Færdes du ogsaa i krig, da tror jeg forvisst, at du siden
stedse skal grue for krig, naar du hører den nævnt fra det fjerne.»

Saa han talte; da ilte hun bort og pintes av kvaler.
Ut av kamptumlen førte den stormsnare Iris gudinden.
Svart blev hun pint, og den deilige hud blev farvet av blodet.
Fandt hun da Ares, den stormende gud. Tilvenstre paa valen
sat han i ro, og skjult i en sky var hans spyd og hans hester.
Jamrende faldt hun paa knæ i sin nød og tryglet og bønfaldt
ydmyg sin elskede bror om at laane hans guldsmykte hester:
«Hjælp mig, min elskede bror og gi mig tillaans dine hester,
saa jeg kan naa til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.
Svart blir jeg pint av et saar som en dødelig kjæmpe har voldt mig,
Tydevs’ søn, som løfter vel snart mot Zevs sine vaaben.»
Saa hun talte, og krigsguden gav hende straks sine hester.
Op paa hans stridsvogn steg hun med nagende kval i sit hjerte.
Ved hendes side steg Iris tilvogns og fattet om tøilen,
svang saa den smidige pisk, og hestene fløi som en stormvind.
(367–404) Snart kom de op til gudernes hjem, til det høie Olympen.
Der lot den stormsnare Iris de fotrappe gangere stanse,
spændte dem fra og la den himmelske næring i krybben.
Men Afrodite gik hen til sin mor og sank i Diones
kjærlige fang, og hun slynget sin arm om den elskede datter,
klappet saa ømt sit deilige barn med haanden og spurte:
«Elskede barn, hvilken gud har voldt de kvaler du lider,
skammelig frækt, som trængte du straf for en aapenbar brøde?»

Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Tydevs’ søn Diomedes har saaret mig frækt da jeg vilde
friste at bære min elskede søn fra de kjæmpendes vrimmel,
helten Aineias, mit barn, som av alle jeg inderligst elsker.
Troerne feider ei mer i en frygtelig strid mot akaier.
Nei, ti danaerne kjæmper nu frækt mot de evige guder.»

Trøstende svarte Dione, den herlige skjønne gudinde:
«Taal det, mit elskede barn, og tving dig, saa tungt som det falder.
Mange av os som bor i olympiske haller, har døiet
ondt av menneskers barn, naar kvaler vi voldte hverandre.
Ares led ondt, da Otos og kjæmpen saa sterk Efialtes,
sønner av jætten Aloevs, fik slaat ham i knugende lænker.
Maaneder tretten laa guden i baand i et fængsel av kobber.
Der hadde Ares, den rasende krigsgud, ganske forsmegtet,
hvis ikke jætternes stedmor, den deilige Eeriboia,
bud hadde sendt til Hermes som frelste den jamrende Ares
lønlig i høieste nød, da lænkerne kuet ham svarlig.
Hera led ondt, da Amfitryons søn, den vældige kjæmpe,
sendte sin trefold spidsede pil og rammet gudinden
haardt i brystet til høire. Da led hun ulægelig smerte.
Hades, den vældige gud, maatte utholde pilen, den rappe,
dengang hin selvsamme søn av den tordnende Zevs i sin vrede
traf ham i Pylos blandt dynger av lik og voldte ham kvaler.
Hastet han da til Alfaders hal paa det høie Olympen
pint i sit hjerte av nagende kval; men pilen var fæstet
dypt i den mægtige skulder og voldte ulidelig pine.
Dog Paiéon fik lindret hans kval med urter og lægte
saaret i hast; ti han var ikke født som en dødelig skabning.
Ja, han var fræk, hin kjæmpe, ustyrlig og rede til voldsdaad.
Grumt med sin bue han martret de eviges slegt paa Olympen.
(405–42) Nu har gudinden Atene, den blaaøide, egget imot dig
Tydevs’ søn, den daare! Han visste jo ikke at længe
times det ingen at leve som kjæmper mot evige guder.
Ei skal barnene kalde ham far og klynge sig kjærlig
ind til hans knæ, naar han kommer fra krig og grufulde kampe.
Derfor maa Tydevs’ søn, var han end saa sterk som en jætte,
vogte sig at ei en gud, hvis kræfter er større end dine,
møter ham snart i en kamp, saa den værdige Aigialeia,
Adrasts datter, den kampglade helt Diomedes’ hustru,
nat efter nat skal vække med jamrende graat sine terner
pint av længselen efter sin mand, den bedste akaier.»

Saa hun talte og vasket med hænderne blodet av saaret.
Haanden blev lægt i en hast, og de grusomme smerter blev lindret.
Men da Atene og Hera med skadefryd saa hendes vaande,
tirret de Zevs med ertende ord og spottende tale.
Først tok Atene, den blaaøide mø, til orde og mælte:
«Zevs, vor mægtige far, du vredes vel ei ved min tale?
Visselig, nu maa Kypris ha lokket en mø fra Akaia
med for at følge de troiske mænd som hun elsker saa saare.
Men da hun klappet saa ømt en langsløret mø fra Akaia,
ridset hun vist sin yndige haand paa jomfruens guldnaal.»

Saa hun talte; men guders og menneskers far maatte smile.
Venlig talte han nu til sit guldfagre barn Afrodite:
«Dig blev det ikke forundt, mit barn, at færdes i krigen.
Du skal vække hos brudgom og brud den higende længsel.
Hist har Pallas Atene sin dont og krigsguden Ares.»

Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men Diomedes, den høimælte helt, for frem mot Aineias,
endda han merket saa godt at Apollon med skjærmende hænder
vernet den faldne. Han trodset den mægtige gud; ti han higet
efter at fælde Aineias og røve hans herlige rustning.
Tre ganger styrtet han rasende frem for at dræpe sin uven.
Tre ganger rettet Apollon et støt mot hans skjold, saa han ravet;
men da han fjerde gang stormet til kamp saa sterk som en guddom,
truet Apollon, den rammende gud, ham barskt i sin vrede:
«Vogt dig, Tydevs’ søn! Tilbake! Det nytter dig ikke
frækt at bryste dig her som en gud; ti de evige guder
er ei av dødelig æt som menneskers jordbundne slegter.»

(443–80) Saa han talte, og Tydevs’ søn trak foten tilbake
slagen av gru for Apollons, den vældige fjernskyttes vrede.
Derefter bragte Apollon i hast Aineias til sæte
fjernt paa Pergamos’ hellige borg i sit straalende tempel.
Leto og buegudinden, den pilglade Artemis, lægte
hist i det hellige tempel hans saar og øket hans kræfter.
Derefter formet hin sølvbuegud Apollon en skygge
skuffende lik Aineias av vekst og aasyn og rustning.
Rundt om skikkelsen flænget akaier og troer i nærkamp
vildt de kredsrunde oksehudsskjold, som skjærmet i kampen
krigernes bryst og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Rungende ropte Apollon til Ares, den mordlystne krigsgud:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Kan du da ikke gaa løs paa hin helt og jage fra kampen
Tydevs’ søn som vel snart vil kjæmpe mot Zevs i sit hovmod?
Først var det Kypris han traf i haandroten like ved leddet;
derefter stormet han frem mot mig selv saa djerv som en guddom!»

Saa han talte, og oppe paa Pergamos gik han til sæte.
Ares, den grumme, gik frem og egget de troiske rækker.
Akamas lignet han, trakernes drot, den fotrappe høvding.
Høilydt skrek han i tumlen til Priamos’ høibaarne sønner:
«Sønner av Priamos, drotten saa gjæv, hør, si mig hvorlænge
taaler I at eders stridsmænd blir dræpt av akaiernes helter?
Vil I da nøle til kampen har naadd vore sterkbygde porter?
Falden er nu hin mand som like med Hektor vi hædret,
helten Aineias, en søn av den modige høvding Ankises.
Kom, la os frelse vor herlige ven fra kjæmpernes vrimmel.»

Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Straks tok Sarpedon til orde og refset den herlige Hektor:
«Hektor, hvor er dog det dristige mod som fordum du eide?
Stolt har du lovet at verne din by med svogre og brødre
uten en mand av dit folk eller hjælpernes talrike skare.
Ingen av dem kan jeg se for mit blik eller finde paa valen.
Skrækslagne kryper de alle i skjul som hunder for løven.
Nu er det os, eders hjælperes flok, som maa kjæmpe alene.
Hit har jeg stevnet saa langt fra mit hjem og er kommet som hjælper
fjernt ifra Lykiens land, fra Ksantos’ hvirvlende strømme.
Der har jeg latt tilbake min søn og min elskede hustru,
(481–516) dertil mangfoldige skatte som trængende mænd kunde attraa.
Dog, jeg egger til dyst mine lykiske stridsmænd og modig
stevner jeg selv mot fienden frem, skjønt her jeg tilvisse
ingenting eier av gods som akaier kan røve og plyndre.
Selv blir du staaende her, og ei tør du be dine landsmænd
kjækt at staa som en mur og verne mot vold sine kjære.
Vogt jer vel at I ikke tilsidst som jagede vilddyr
fanges i nettet og vorder et rov for fienders skare.
Snarlig vil da eders velbygde by bli styrtet i gruset.
Baade ved nat og ved dag maa du lægge dig dette paa hjerte.
Nu bør du be hver drot som bragte dig hjælp fra det fjerne,
trofast at være paa vakt. Dine refsende ord kan du spare.»

Saaledes talte Sarpedon. Hans ord skar Hektor i hjertet.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd fór helten omkring gjennem leiren
eggende hæren til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Dog, argeierne verget sig kjækt og tok ikke flugten.
Likesom vinden paa stampede logulv hvirvler de lette
agner avsted, naar man kaster sit korn og den blonde Demeter
skiller fra agner det fuldmodne korn, og agnerne fyker
sammen i hvitnende dynger for vindene, saaledes hvitnet
alle akaier foroven av støv som hestenes føtter
hvirvlet mot himmelens malmfaste hvælv over kjæmpende stridsmænd,
nu da de møttes paany, og hestene vendtes til anfald.
Rasende styrtet de frem, og Ares, den stormende krigsgud,
sænket til troernes hjælp den mørkeste nat over valen,
stormende frem overalt for at føie den sterke Apollon,
guden med slagsverd av guld; ti han bød ham jo ivrig at vække
troernes mod, da han saa at den blaaøide Pallas Atene
trak sig tilbake fra striden; ti hun var danaernes hjælper.

Foibos Apollon førte nu selv fra sit hellige tempel
helten Aineias og fyldte med mod hans mandige hjerte.
Atter gik kjæmpen blandt vennerne frem, og de glædet sig saare,
da de fik se ham i live og usaaret ile til kampen
modig og kjæk som tilforn. De spurte ham ikke; ti endnu
(517–54) raste den hidsige strid som sølvbueguden Apollon
vakte og Ares den blodige gud og den fnysende Erís.

Men Diomedes, Aianternes par og helten Odyssevs
egget til kamp danaernes folk. Selv gruet de ikke
hverken for troernes vældige kraft eller rungende hærskrik.
Modige stod de paa val lik skyer som Zevs i sin vælde
stanser om fjeldenes høieste tind, naar vindene hviler.
Skyerne rører sig ei, naar Boreas selv og de andre
stormende vindguder hviler i søvn. Med susende byger
spreder de ellers og jager paa flugt de sortnende skyer.
Slik holdt danaerne stand mot troerne uten at flygte.

Atrevs’ søn gik frem i sin hær med eggende tilrop:
«Te jer som mænd, mine venner, og rust jer med mandsmod i brystet.
Agt paa hvad andre vil si om jer færd i de vældige kampe.
Dersom man blyges for andre, da frelses der fler end der falder.
Flygtende uslinger vinder forvisst hverken ry eller redning.»

Saa han talte og slynget sit spyd og rammet en høvding,
drotten Aineias’ ven Deíkoon, Pérgasos’ ætling.
Troerne hædret ham likesaa høit som Priamos’ sønner;
ti han var rask og stred som en helt i de forreste rækker.
Mændenes drot Agamemnon fik ram paa hans skjold med sin lanse.
Malmskjoldet vernet ham ei; ti kobberet boret sig gjennem,
kløvde hans skinnende belte og rammet ham nederst i buken.
Larmende segnet han om, og rustningen klirret om helten.

Derefter fældte Aineias de gjæve danaiske helter
Kreton og kjæmpen Orsílokos, sønner av drotten Diokles.
Heltenes mægtige far var drot i det velbygde Fere,
rik paa gods, og han ledet sin æt fra den gjæve Alfeios,
gud for den mægtige elv som strømmer i Pylos’ fjelddal.
Flodguden avlet Orsílokos, drot for talrike helter.
Helten Orsilokos’ søn var den modige høvding Diokles.
Tvillinger fødte Diokles’ viv sin mægtige husbond,
Kreton og helten Orsilokos, vældige, stridsvante kjæmper.
Nu i ungdommelig kraft de fulgte paa tjærede snekker
med blandt argeierne frem til det hestenærende Troja,
fristende hæder at vinde for Atrevs’ søn Agamemnon
og for hans bror Menelaos; men dødslodden rammet dem begge.
Likesom løvernes par som fjernt paa fjeldenes tinder
(555–92) fostredes op av sin mor dypt inde i skogenes tykning —
Viden de vanker paa rov efter okser og trivelig smaafæ,
herjende bøndernes fjøs og hegnede kve, til de begge
falder for jægerens haand og dræpes med skjærende kobber —
saaledes styrtet de begge til jord som mægtige graner,
kuet av helten Aineias’ haand og segnet i støvet.

Ynket da straks den krigerske drot Menelaos de faldne.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber
svingende spydet i haand, og krigsguden egget hans kamplyst
lumskt; ti han ønsket hans fald for Aineias’ vældige næve.
Dog, Antilokos saa ham, hin søn av den modige Nestor.
Frem til de forreste rækker han sprang; ti han frygtet at drotten
brat skulde miste sit liv og forspilde dem al deres møie.
Alt hadde heltene løftet sin haand, og med hvæssede lanser
sigtet de ret mot hinanden og brændte av higende kamplyst.
Da fór Antilokos frem og stillet sig nær ved sin høvding.
Vel var Aineias en drabelig helt; men han maatte dog vike,
nu da han saa to kraftige mænd saa tæt ved hinanden.
Men da nu disse fik slæpt til akaiernes fylking de faldne,
lagde de begge de blodige lik i vennernes armer.
Selv gik de atter tilbake og stred i den forreste række.

Derefter fældte de helten Pylaimenes, tapper som Ares,
fører for modige mænd, paflagonernes skjolddækte svende.
Atrevs’ søn Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
rammet ham der hvor han stod, i hans nøkleben haardt med sin lanse.
Helten Antilokos traf hans vognstyrer Mydon, den gjæve
søn av Alymnios, just da han vendte det travende tvespand.
Like i albuen traf han ham haardt med en sten, og de skjønne
elfenbenssmykkede tøiler faldt ned fra hans hænder i støvet.
Straks fór Antilokos frem og kløvde hans tinding med sverdet.
Kallende styrtet han ut av den herlige vogn, og i støvet
boret han issen og skuldrene ned, og længe blev kroppen
staaende fast; ti han styrtet til jord hvor sandet var dypest,
indtil hans gangere sparket ham om, saa han segnet i støvet.
Helten Antilokos drev til akaiernes fylking hans hester.

Hektor fik se dem i kjæmpernes rad og skyndte sig mot dem.
Frygtelig runget hans rop, og vældige rækker av troer
fulgte ham. Foran gik krigsguden selv og den vilde Enyo.
(593–629) Skræmmende fulgte i skjoldmøens spor det rasende kampgny.
Ares, den mordlystne, svang i sin haand en kjæmpestor lanse.
Snart gik han foran, hvor Hektor for frem, og snart gik han efter.

Men Diomedes, den høimælte helt, for sammen ved synet.
Som naar en mand som gaar paa sin fot over vidtstrakte sletter,
raadløs maa stanse ved elven, som hvirvlende strømmer mot havet,
ræd naar han ser paa det brusende skum, og farer tilbake,
saaledes vek nu Tydevs’ søn og ropte til hæren:
«Venner, det kan ikke undre os mer, at den herlige Hektor
svinger sin lanse med kraft og kjæmper saa modig i striden.
Ti ved hans side staar altid en gud og frir ham fra døden.
Nu staar Ares ham nær, av vekst som en dødelig kjæmpe.
Gaa nu tilbake med aasynet vendt mot troernes fylking.
Tving eders mod og vaag ingen kamp mot de evige guder.»

Saa han talte. Da nærmet sig raskt de troiske rækker.
Hektor gik frem og fældte Ankialos først og Menestes.
Sammen de kjørte paa stridsvogn og begge var prøvede helter.
Ynket da Telamons søn, den vældige Aias, de faldne.
Nærmere skred han og slynget med kraft sin blinkende lanse;
Amfion rammet han, Selagos’ søn, som bodde i Paisos.
Manden var grundrik paa fæ og paa vidtstrakte marker; men skjæbnen
drev ham fra hjemmet til hjælp for Priamos selv og hans sønner.
Ham traf Telamons søn, den vældige Aias, med lansen
midt i det skinnende belte og rammet ham nederst i buken.
Drønende faldt han til jord. Da styrtet den straalende Aias
frem for at røve hans rustning; men troerne slynget imot ham
byger av blinkende spyd som han fanget i mængde med skjoldet.
Haardt paa den faldne han satte sin hæl, og den malmhvasse lanse
rykket han ut; men han magtet dog ei at rive hans brynje
løs fra hans skuldre; ti haardt blev han trængt av troernes spydkast.
Kringsat blev han av troernes hær og frygtet de mange
kraftige helter som gik ham tillivs med lanser i hænde.
Skjønt han var vældig og tapper og stor og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og de trængte ham haardt, da han trak sig tilbake.

Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Helten Tlepolemos, modig og sterk, en søn av Herakles,
hidset den mægtige skjæbne til kamp mot den gjæve Sarpedon.
(630–67) Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
her en sønnesøn, hist en søn av skyernes hersker,
talte Tlepolemos først med spottende ord til sin frænde:
«Si mig, Sarpedon, du Lykiens drot, hvad tvang dig at komme
hit for at krype i skjul, naar du ingenting duger i kampen?
Visselig er det en løgn, naar de kalder dig søn av den høie
aigissvingende Zevs. Langt ringere er du end hine
sønner som Zevs har avlet tilforn blandt jordiske slegter.
Ja, hvilken kjæmpe var ikke min far, den sterke Herakles,
dristig i kamp og ihærdig, en helt med mod som en løve.
Engang kom høvdingen hit, da han stred for Laomedons hester.
Seks var hans snekker i tal, og faa var hans mænd; men han styrtet
Ilions kongsstad i grus og ryddet de folksomme gater.
Du er derimot feig og lar dine mænd gaa i døden.
Ei kan jeg tro at din færd fra Lykiens bygder vil vorde
troernes stridsmænd til vern, om du end var aldrig saa tapper.
Nei, du skal kues av mig og gaa gjennem dødsgudens porte.»

Straks tok Sarpedon, den lykiske drot, til orde og svarte:
«Ja, Tlepolemos, sandt har du talt. Det hellige Troja
jevnet din far med jorden som hevn for Laomedons daarskap,
drottens som lønnet hans mandige daad med haansord og ikke
gav ham de vælige gangeres spand som han kom for at vinde.
Dog, jeg tør si at her for min haand skal du finde din bane.
Døden den sorte skal vorde din lod, og mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»

Saaledes talte Sarpedon. Da løftet Tlepolemos hastig
spydet med asketræs skaft. Paa engang hvirvlet de lange
lanser fra heltenes haand. Sarpedon fik ram paa hans strupe.
Spydodden boret sig gjennem hans hals med skjærende smerte.
Natten den bælgmørke sænket sig brat over høvdingens øine.
Ogsaa Tlepolemos traf; ti like i laaret til venstre
rammet hans vældige spyd, og kobberet skar sig igjennem
streifende benet. Dog frelste hans far ham endnu fra døden.
Straks bar trofaste venner den gudfødte høvding Sarpedon
bort ifra kampen; men svart blev han pint, ti den vældige lanse
slæpte i støvet, og ingen gav agt eller sanset at rykke
spydstangen ut av hans laar, saa han selv kunde træde paa foten.
Skynde sig maatte de jo, og med nød fik de verget sin høvding.

(668–705) Hist bar akaiernes malmklædte mænd Tlepolemos varsomt
bort fra den larmende strid; men helten, den djerve Odyssevs,
merket hans fald, og hans hjerte blev fyldt av rasende harme.
Tankerne tumlet sig vildt i hans sjæl i tvil om han skulde
vende sig først mot hin ætling av Zevs, den tordnende guddom,
eller gaa frem mot hans lykiske mænd og røve dem livet.
Skjæbnen forundte dog ei den kjække Odyssevs at fælde
alfader Zevs’ vældige søn med det hvæssede kobber.
Vendte da Pallas Atene hans hu mot de lykiske skarer.
Koiranos fældte han straks og Kromios; derpaa Alastor;
Halios faldt og Noëmon; Alkandros og Prýtanis segnet.
Flere var faldne av Lykiens mænd for den kjække Odyssevs,
hvis ikke Hektor, hin helt med den straalende hjelm, hadde set det.
Rustet i skinnende malm gik han frem gjennem mændenes rækker,
vækkende gru i danaernes bryst; men glad blev Sarpedon,
Alfaders søn, da han kom, og han bad ham med klagende stemme:
«Priamos’ søn, aa verg mig og la mig ei ligge som bytte
her for danaernes mænd; men siden blandt eder i byen
faar jeg da opgi min aand; ti ei skal den lykke mig times
atter at skue min fædrenejord, mit elskede hjemland,
og ved min hjemkomst glæde min søn og min elskede hustru.»

Saa han talte, men fik ikke svar av den straalende Hektor.
Høvdingen for ham forbi; ti hans hu stod nu til at jage
alle argeier paa flugt og dræpe mangfoldige helter.
Svendene bar den gudfødte drot, den sterke Sarpedon,
hen til en ek som var viet til Zevs, og satte ham varsomt
ned under træet, og vennen, den kraftige Pelagon, rykket
ut av den saaredes laar den vældige asketræs lanse.
Sans og samling forlot ham, og dødstaaken slørte hans øine.
Dog han aandet omsider igjen, og et vindpust fra norden
vakte tillive paany i hans bryst den sluknende livsgnist.

Men argeiernes mænd, som trængtes av Ares og Hektor,
kastet sig hverken paa flugt til de tjærede skibe, ei heller
holdt de urokkelig stand; men vikende gik de tilbake
nu da de hørte at Ares var med blandt troernes stridsmænd.

Hvo var den første av alle, og hvo var den sidste som segnet,
fældet av Hektor, Priamos’ søn, og den malmsterke Ares?
Tevtras, kjæk som en gud, og Orestes, stridsvognens styrer,
(706–43) Trekos, den spydvante helt, og drotten Oinomaos dræptes,
Hélenos, Oinops’ søn, og Oresbios, klædt i de blanke
glitrende plater. Paa gods var han rik og bodde i Hyle
nær ved Kefisos’ rolige strøm, og rundt i hans hjembygd
bodde boiotiske mænd i et land som bugnet av fedme.

Men da den armhvite Hera, gudinden, fik se at de begge
fældte for fote argeiernes mænd i de vældige kampe,
talte hun straks med vingede ord til Pallas Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs, som aldrig kan kues,
ei kan vi holde det ord, som vi gav Menelaos om hjemfærd
først naar Ilions murkranste by var styrtet i støvet,
hvis vi lar Ares, den mordlystne gud, faa rase saa voldsomt.
Nei, ogsaa vi faar tænke paa strid og storme til kampen.»

Saa hun talte, og villig var straks den blaaøide Pallas.
Hera, den høie gudinde, den vældige Kronos’ datter,
gik for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Hebe fik sætte paa vognen de kredsrunde hjul med de otte
eker av kobber og fæstet dem godt til den jernsmidde aksel.
Hjulenes fælger er hamret av guld; men ytterst sig runder
kobberets fast omsluttende ring, et under at skue.
Navenes rullende par er formet av sølvet det hvite.
Fatingen bindes til akselen fast med straalende remmer,
smykket med guld og med sølv. To bøiler er fæstet til karmen.
Stangen er hamret av sølv, og ytterst paa stangen hun fæstet
aaket, det herlige, gyldne, og spændte paa dette en brystrem,
skjøn og av pureste guld. Selv førte saa Hera de rappe
gangere ind under aaket og stundet til strid og til hærskrik.

Aigissvingerens datter, den blaaøide Pallas Atene,
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret; hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Om sine skuldre hun hængte sit skjold, den skræmmende aigis,
smykket med kvaster og kranset med rædsomme billeders række.
Der er tvedragtens guddom og forsvar og isnende stormgang,
der er Gorgos, det grufulde utyskes, stivnede ansigt,
rædsomt, ustyggelig stygt, hint jertegn paa Zevs’ aigide.
Hjelmen med skjærmer og bøiler av guld paa sit hode hun satte,
(744–81) smykket med rækker av kjæmper tilfots fra hundrede byer.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og at lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de stormsnare hester.
Fandt de da Kronos’ søn, der han sat alene og skuet
vidt fra den høieste tind paa den takkede ryg av Olympen.
Der lot den armhvite Hera de travende gangere stanse.
Derefter tok hun til orde og spurte den høie Kronide:
«Alfader Zevs, forarges du ei over Ares’ voldsfærd,
nu da han dræpte saa mange og kjække akaiske helter
frækt paa usømmelig vis, til sorg for mig selv; men i stilhet
fryder sig Foibos Apollon og Kypris, som begge har egget
denne ustyrlige daare, som sletingen love vil agte.
Alfader, mon det vil vække din harm, om jeg nu skulde tugte
Ares med sviende slag og jage ham bort ifra kampen?»

Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Vel, saa hids da imot ham den herjende skjoldmø Atene.
Oftest er det jo hun som volder ham grusomme kvaler.»

Saa han talte, og raadet blev fulgt av den straalende Hera.
Svang hun da svepen med kraft, og hestene fløi som en stormvind
midt mellem jorden og himmelens hvælv med de blinkende stjerner.
Likesaa langt som en mand kan naa med sit blik, naar han sitter
høit paa en varde og ser over havdypets mørkeblaa bølger,
likesaa vældige skridt tar gudernes vrinskende hester.
Men da de kom til troernes by og de strømmende elver,
der hvor Simoeis møter Skamandros’ brusende vande,
da lot den armhvite Hera de travende gangere stanse,
spændte dem raskt fra vognen og hyllet dem tæt i en taake.
Der lot Simoeis spire det himmelske græs som de æter.

Listet nu begge sig frem saa stilt som frygtsomme duer
stundende efter at verne de kjække danaiske helter.
Men da de begge kom dit hvor de fleste og gjæveste kjæmper
stod i en kreds om den hestetumlende helt Diomedes,
(782–819) samlet i tætteste flok som glubende, blodgriske løver
eller lik skummende vildsvin som eier ubændige kræfter,
stanset den armhvite Hera sin gang og skrek, saa det runget,
skuffende lik den modige Stentor, helten hvis malmrøst
hørtes saa vidt over val som femti andres tilsammen:
«Aa for en skam, argeier, I uslinger, kjække at se til.
Medens den herlige helt Akillevs stevnet til kampen,
pleide dardanerne aldrig at vaage sig utenfor Trojas
lukkede port; ti de gruet for høvdingens vældige lanse.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de gyngende skibe.»

Saa hun talte, og kræfter og mod hos dem alle hun vakte.
Hen til Tydevs’ søn nu ilte den blaaøide Pallas.
Høvdingen fandt hun. Han stod ved sin vogn og de fotrappe hester
kjølende saaret som Pandaros’ pil hadde voldt ham i kampen;
ti under remmen som bar hans kredsrunde skjold, var den salte
sved ham en plage. Den trykket ham haardt, og armen var lammet.
Skjoldremmen løftet han op og avtørket blodet det sorte.
Straks la gudinden sin haand paa hestenes aak, og hun mælte:
«Tydevs har sandelig avlet en søn som ligner ham litet.
Tydevs var rigtignok liten av vekst, men en drabelig kjæmpe.
Ja, da jeg engang forbød ham at egge til strid og at søke
selv at peke sig frem, da han fjernt fra de andre akaier
vandret til Teben som bud, til kadmeiernes talrike kjæmper —
ja, skjønt jeg bød ham at sitte i ro ved det festlige gilde,
æsket han dog med det freidige mod som altid han eide,
alle kadmeiernes gjæveste mænd til tvekamp, og altid
seiret han lekende let; ti jeg vernet ham kraftig i kampen.
Ogsaa for dig staar jeg trofast paa vakt og verger dig naadig.
Altid formaner jeg dig til at kjæmpe mot troerne freidig.
Dog dine lemmer er slappet og brutt av lammende træthet,
eller en isnende gru har grepet dig. Da har du ikke
Tydevs til far, hin modige søn av den krigerske Oinevs.»

Da tok den krigerske helt Diomedes til orde og svarte:
«Datter av Zevs, jeg kjender dig godt, du høie gudinde.
Sandheten vil jeg da melde dig frit og intet fordølge.
Ei er jeg grepet av frygt eller kvier mig svart for at kjæmpe.
Nei, men jeg kommer i hu det bud som du strengelig gav mig,
dengang du bød mig ikke at gaa til en kamp med de andre
(820–57) evige guder; men dersom hin datter av Zevs, Afrodite,
stevnet til kamp, da straks at slaa til med det hvæssede kobber.
Derfor, gudinde, viker jeg selv, og de andre argeier
bød jeg, hver eneste mand, at samle sig her hvor jeg dvæler;
ti jeg kan merke at Ares er den som raader paa valen.»

Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Tydevs’ søn Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Nær ingen rædsel for Ares, ei heller for en av de andre
evige guder; ti nu er jeg selv din hjælper i striden.
Nei, vær trøstig og styr dine gangere først imot Ares.
Gi ham et støt, og vær ikke ræd for den stormende krigsgud.
Slaa ham, den rasende nar, den onde og troløse niding.
Nys har han sagt baade Hera og mig som visst at han skulde
kjæmpe mot troernes hær og hjælpe akaiernes helter.
Dog, nu staar han i troernes flok og har glemt hvad han lovet.»

Saa hun talte og støtte saa Stenelos ned ifra vognen,
rykkende til med sin haand, saa høvdingen tumlet til jorden.
Kamplysten steg hun tilvogns hos den herlige helt Diomedes.
Knaket da aksen av eketræ høit under tyngden; ti baade
bar den en mægtig gudinde, og dertil den vældigste høvding.
Pallas Atene grep fat om svepe og tøiler og styrte
først de fotrappe gangeres spand mot krigsguden Ares.
Han hadde fældet og plyndret aitolernes tapreste kjæmpe
Perifas, vældig og sterk, Okesios’ herlige ætling.
Ares, den blodige, plyndret hans lik. Da satte Atene
Hades’ hjelm paa sit hode, og krigsguden saa hende ikke.
Men da nu Ares, den blodige gud, fik se Diomedes,
lot han den vældige Perifas’ lik bli liggende urørt
der hvor han nys hadde dræpt ham og røvet ham livet med lansen,
og mot den hestetumlende helt Diomedes han stormet.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
strakte sig krigsguden frem over hestenes tøiler og aaket,
higende efter at slaa ham ihjel med den malmhvasse lanse.
Dog, gudinden, Atene, den blaaøide, støtte med haanden
spydstangen bort saa den for under stridsvognen uten at ramme.
Derefter stormet i hast den høimælte helt Diomedes
frem med sit malmhvasse spyd, som Pallas med vældige kræfter
rettet mot lysken hvor beltet av malm var spændt om hans midje.
(858–95) Der traf helten og flænget hans herlige hud, og tilbake
trak han sit vældige spyd. Da brølte den malmsterke Ares
vildt som naar ni, ja ti ganger tusinde vældige helter
løfter sit hærskrik paa val, naar de stormer til rasende kampe.
Da maatte troernes mænd og akaierne grue i rædsel.
Knæerne skalv; ti saa frygtelig skrek den blodgriske Ares.

Likesom luften blir truende mørk av natsorte skyer,
naar efter trykkende hete en hylende storm er i vente,
likesaa mørk saa Tydevs’ søn den malmsterke Ares
fare i skyerne op til himmelens mægtige hvælving.
Snart kom han frem til gudernes bo, det høie Olympen,
satte sig saa hos Kronos’ søn, og med kval i sit hjerte
pekte han ned paa det himmelske blod, som strømmet fra saaret.
Jamrende talte han saa med vingede ord i sin vaande:
«Alfader Zevs, forarges du ei, naar du ser denne voldsfærd?
Altid maa guderne lide forsmædelig ve, som med vilje
selv vi volder hverandre for menneskers avkom at tækkes.
Stride mot dig maa vi alle; ti du har jo avlet den grumme
rasende datter som altid er glad, naar hun øver en udaad.
Alle vi andre saa mange som bor paa det høie Olympen,
lyder dit bud og føier os blindt som kuede træller.
Hende formaner du aldrig i ord eller tugter i gjerning.
Selv faar hun raade; hun er jo dit barn, den onde gudinde.
Nu har hun egget Tydeiden, den vældige helt Diomedes,
fræk som han er, til at rase med vold mot de evige guder.
Først har han rammet med spyd Afrodite i haanden ved leddet;
derefter stormet han løs paa mig selv saa sterk som en guddom.
Men mine føtter har baaret mig bort fra valen; ti ellers
laa jeg forlængst i tærende kval blandt dynger av faldne,
eller jeg levet vel mat og lammet av kobberets vunder.»

Svarte da Alfader, skyernes drot, med harmfulde blikke:
«Sit ikke her og klynk, du lumske og troløse niding.
Ingen jeg hater som dig av alle olympiske guder.
Altid er krigslarm og tvedragt din lyst og kamp uten ende.
Heras, din mors, ustyrlige sind har du visselig arvet,
hun som jeg neppe kan kue med ord og som aldrig vil vike.
Hun har vel raadet dig nu og voldt dig de kvaler du lider.
Dog, jeg kan ikke taale at se dine smerter i længden;
(896–909) ti som min søn er du født av din mor; av mig selv er du avlet.
Dersom du hadde en anden til far blandt guder, du frække,
laa du forlængst i en dypere grav end Uranos’ avkom.»

Saa han talte og bød Paieon at hele hans vunde.
Urter som dulmet hans kval, la guden paa saaret, og hastig
lægte han ham; ti han var ikke født som en dødelig skabning.
Likesom løpen i hast faar den flytende melk til at stivne; —
inden den korteste frist blir den ost, naar den blandes i karret —
likesaa raskt helbredet han nu den voldsomme Ares.
Hebe fik bragt ham i bad og klædt ham i dragten den skjønne,
og hos den tordnende Zevs han satte sig stolt av sin hæder.

Men da nu Hera fra Argos og Pallas fra Alalkomene
helt hadde stanset den blodige krigsguds grusomme manddrap,
kom de tilbake paany til den vældige Alfaders haller.

Guderne svandt fra akaiernes strid med troernes helter.
Kampene raste dog vildt over slagmarken frem og tilbake,
medens de møtte hverandre i strid med de malmhvasse lanser
midt mellem Simoeis’ strøm og Ksantos’ hvirvlende vande.

Først brøt Aias, akaiernes vern, hin Telamons ætling,
vei gjennem troernes hær, og vennerne bragte han redning;
ti han fik fældet en helt som var trakernes ypperste høvding,
Akamos, vældig og sterk, en søn av den gjæve Evsoros.
Først fik han ram paa hans hjelm med den flagrende hestehaars hjelmbusk
like i skjærmen. I panden han traf, og tvers gjennem benet
boret sig kobberets odd, og dødsmørket slørte hans øine.

Derefter fældte den høimælte helt Diomedes den kjække
Aksylos, Tevtras’ søn, hvis hjem var det skjønne Arisbe.
Rik var manden paa kostelig gods og av mennesker elsket;
ti i sit hus ved den alfare vei var han gjestmild mot alle.
Dog der var ingen av disse som stillet sig frem for at verne
helten mot jammerfuld død. Diomedes fik fældet dem begge,
baade ham selv og hans væbner Kalesios, svenden som styrte
hestenes vælige spand. Nu styrtet de begge til jorden.

Men for Evryalos’ spyd Ofeltios segnet og Dresos.
Derefter vog han Aisépos og Pedasos, brødre som nymfen
Abarbarea tilforn den gjæve Bukolion fødte.
Helten Bukolion selv var Laomedons søn, og den ældste
var han av høvdingens barn, men hans mor hadde født ham i dølgsmaal.
(25–62) Dengang han vogtet paa vang sine faar, hos nymfen han hvilte.
Snart hun følte sig mor og fødte ham tvillinger kjække.
Dog, deres kraft blev brutt og de straalende lemmer blev lammet
nu av Mekistevs’ søn, og han rev deres rustning av skuldre.

Drotten Astyalos faldt for den krigerske helt Polypoites;
men av Odyssevs blev dræpt Pidytes, en helt fra Perkote,
rammet av kobberets odd. Aretaon blev fældet av Tevkros.
Nestors søn Antilokos vog med den blinkende lanse
helten Ableros, og mændenes drot Agamemnon fik fældet
Elatos, drotten hvis hjem var i Pedasos, fjernt ved den klare
Satnioeis’ bred; men Leitos støtte paa flugten
Fylakos ned. Evrypylos tok Melantios’ rustning.

Men Menelaos, den høimælte drot, tok helten Adrastos
uskadt til fange; ti sky løp hestene hen over sletten
tørnende haardt mot en gren av en tæt tamarisk, saa de knækket
stangen for stridsvognens buede karm. Saa for de til byen,
dit hvor ogsaa de andre ustyrlige hester tok flugten.
Selv blev han slynget fra vognen og faldt paa sit ansigt i støvet
forover like ved hjulet; men Atrevs’ søn Menelaos
skyndte sig hen til den faldne og svang sin vældige lanse.
Tryglende favnet Adrastos hans knæ og bad ham om naade:
«Spar mig Atrevs’ søn, og ta mine skatte som løsning!
Meget og kostelig gods har min grundrike far i sit eie,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænket min far dig herlige gaver til gjengjæld,
hvis han fik spurt at du sparte mit liv ved akaiernes skibe.»

Bedende talte han saa og rørte hans hjerte i barmen.
Just vilde høvdingen byde sin svend at føre den fangne
hen til akaiernes snekker; men folkenes drot Agamemnon
skyndte sig ilsomt imot ham og refset ham haardt i sin tale:
«Aa Menelaos, min ven, hvor kan dog fiender vække
ynk i din sjæl? Forvisst i dit hjem har troerne øvet
priselig verk. Maatte ingen av dem kunne fly for den bratte
død for vor haand, nei ikke engang hvad en mor under hjerte
bærer av mandkjøn. Selv fostret maa dø! Ja maatte de alle
ryddes av Ilios ut, ujordet og synke i glemsel.»

Saaledes talte han myndig sin bror til rette og vendte
straks hans tanker og sind, og han støtte med haanden ifra sig
(63–99) helten den gjæve Adrastos, og mændenes drot Agamemnon
gav ham i lysken et støt. Han faldt paa sin ryg, og Atreiden
satte sin hæl paa hans bryst og trak ut sin asketræs lanse.
Lydelig ropte nu Nestor til alle argeiernes stridsmænd:

«Venner, danaiske helter, I Ares’ stridsvante svende!
Ingen av jer maa kaste sig grisk over byttet og dvæle
bakerst, for selv at bringe den rikeste vinding til leiren.
Nei, la os først slaa mændene ned, saa kan I jo siden
plyndre i ro og mak de fældedes rustning paa sletten.»

Saa han talte og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
jaget avsted paa feigeste flugt bak Ilions mure,
hvis ikke Hélenos, Priamos’ søn, hin mester i sandsagn,
straks hadde skyndt sig med manende ord til Aineias og Hektor:

«Hør mig, Aineias og Hektor; ti troers og lykiers kampe
hviler jo tungest paa jer. I alt hvor det gjælder et tiltak,
er I de bedste av alle, i kamp og i kløktige planer.
Stans nu her! Gaa om overalt og sørg for at holde
folket tilbake ved porten, før atter de flyr og umandig
synker i kvindernes arme til spot for fienders skarer.
Men saasnart I har egget til kamp vor samlede fylking,
saa skal vi andre forsvare os her mot danaernes rækker,
selv om de trænger os haardt; ti vi drives av nøden den tunge.
Skynd dig saa, Hektor, til byen imens og tal med vor fælles
mor og byd at hun straks skal samle de høibaarne kvinder
hist paa vor kneisende borg ved den blaaøide Pallas’ tempel.
Der skal hun aapne med nøklen den hellige tempelhals dører,
og paa den haarfagre Pallas’ fang skal hun lægge som gave
ydmyg det slør som hun tykkes er størst og yndigst av alle,
det som hun høiest har skattet av dem som hun gjemmer i hallen.
Saa skal hun love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, saafremt hun vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder, og verne
Ilions hellige by mot Tydevs’ søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Sterkest er han, tør jeg si, av alle akaier; ti aldrig
gruet vi saa selv ei for hin vældige høvding Akillevs,
(100–37) han som skal ha, som man sier, til mor en gudinde; men denne
stormer som rasende frem, og i styrke er ingen hans like.»

Saa han talte, og Hektor, hans bror, tok raadet tilfølge.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for han om overalt gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Troerne vendte sig raskt og holdt stand mot akaiernes fylking,
medens akaierne vek og stanset med blodige manddrap.
Visselig trodde de nu at en gud fra den straalende himmel
netop var kommet til troernes hjælp. Saa kjækt de sig vendte.
Ropte da Hektor med rungende røst til troernes fylking:

«Modige troer, og I, vore hjælpere, navngjetne helter!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa de stormende kampe,
medens jeg stevner til Troja med bud til de graanede gubber
hjemme i raadet og til vore hustruer. Dem vil jeg byde
fromt at trygle om gudernes hjælp og love dem ofre.»

Saaledes talte den hjelmbuskvaiende Hektor og ilte
hastig avsted. Mot hans hals og mot anklerne tørnet den sorte
ytterste skindklædte rand som løp om det buklede malmskjold.

Glavkos, Hippolokos’ søn, og Tydevs’ søn Diomedes
stormet nu kamplystne frem mellem begge de kjæmpende hære.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
talte den høimælte helt Diomedes først til den anden:

«Hvem kan du være blandt menneskers barn, du mandige høvding?
Aldrig tilforn har jeg set dig i kamp, hvor hæderen vindes.
Nu har du vaaget dig frem langt forut for alle de andre,
dristig som faa, naar du trodser saa kjækt min vældige lanse.
Ve de arme forældre, hvis sønner tør møte min styrke!
Men hvis du er av guddommelig æt og er kommet fra himlen,
agter jeg ikke at stevne til kamp mot himmelske guder;
ti selv Dryas’ søn, den vældige kjæmpe Lykurgos,
fik kun et kortvarig liv, da han stred mot de evige guder,
helten som jaget den rasende gud Dionysos’ ammer
over Nyseïons hellige fjeld, saa de alle til jorden
kastet sin tyrsosstav; ti den mordlystne kjæmpe Lykurgos
slog dem med pigkjeppens brodd. Dionysos selv i sin rædsel
kastet sig ned i det bølgende hav, og Tetis’ arme
favnet den skrækslagne gud; ti han skalv for den vældiges trusler,
(138–75) Dog han var siden forhatt av de sorgløst levende guder.
Kronos’ søn slog kjæmpen med blindhet. Ikke blev livet
længe ham undt, da han egget til hat de evige guder.
Nei, jeg fordrister mig ei til en kamp mot de salige guder.
Men er du dødelig mand og næres av markernes grøde,
kom mig da nær! des før skal du møte din skjæbne og falde.»

Da tok Hippolokos’ straalende søn til orde og svarte:
«Tydevs’ modige søn, hvi spør du mig om mine frænder?
Likesom trærnes vekslende løv er menneskers slegter.
Vindene hvirvler til jord de visnede blade; men skogen
klær sig i løv og blomster paany, naar det stunder mot vaaren.
Saaledes spirer en slegt av mænd, mens en anden maa visne.
Dog, hvis du ønsker besked, skal du faa den, saa du kan vite
alt om min slegt, og mange er de som kjender den nøie.
Inderst i Argos, det hestrike land, er byen Efyra.
Der var Sisyfos konge, den klokeste hersker som levde,
Sisyfos, Aiolos’ søn, og han avlet en søn som het Glavkos.
Glavkos avlet en søn, den herlige Bellerofontes.
Ham gav guderne skjønhet og skjænket ham elskelig manddom.
Dog, kong Proitos la lumskelig raad mot helten og drev ham
bort fra hans land og hans folk; ti den mægtigste var han av alle
Argos’ mænd, da Zevs hadde bøiet dem under hans scepter.
Proitos’ viv, den skjønne Anteia, brændte av længsel
efter at vinde hans elskov i løn; men hun fik ikke daaret
helten saa ædel av sind, den krigerske Bellerofontes.
Derefter løi hun for kongen, sin mand, og talte til Proitos:
«Proitos, dø eller dræp den skamløse Bellerofontes,
han som med vold vilde ta mig i favn, da jeg verget min ære.»
Saa hun talte, og kongen blev vred over det som han hørte.
Dog, han vilde ei dræpe ham selv; ti han gruet for blodskyld.
Fjernt til Lykien sendte han ham med grufulde runer.
Ridsende mangt et dødssvangert tegn paa sammenlagt tavle
bød han ham vise dem frem til hans maag, saa han selv kunde dræpes.
Hen til Lykien drog han, og vernende guder gik med ham.
Men da han kom til Lykiens land og den strømmende Ksantos,
hædret det vidtstrakte Lykiens drot ham venlig og feiret
gjesten ni samfulde dage i træk. Ni okser han slagtet.
Men da for tiende gang den rosenfingrede Eos
(176–213) skinnet i øst, da spurte han ham og bad ham at vise
tegnet han jo skulde bringe som bud fra hans svigersøn Proitos.
Men da han fik de dødssvangre tegn som hans maag hadde ridset,
bød han ham først at dræpe det grufulde udyr Kimaira.
Ei var hun runden av dødelig rot; men stammet fra guder,
fortil en løve, i midten en gjet og baktil en slange.
Frygtelig spydde hun flammende ild i vældige luer.
Utysket dræpte han modig i lit til gudernes varsler.
Derefter stred han i kamp mot solymernes navngjetne helter.
Det var den haardeste strid med mænd som han visste at nævne.
Tredjegang vog han i kamp amazonernes mandige skarer.
Da han kom hjem, hadde kongen paany lagt snarer for helten;
ti fra det vidtstrakte lykiske land lot han lægge de bedste
kjæmper i bakhold. De vendte dog ei til hjemmet tilbake.
Alle som en blev de dræpt av den herlige Bellerofontes.
Dog, da han skjønte tilsidst at helten var gudernes ætling,
holdt han sin gjest tilbake og gav ham sin datter til egte,
gav ham saa dertil av kongelig magt og hæder det halve.
Men av det lykiske folk fik helten til odel og eie
særskilt den herligste gaard med frodige marker og lunde.
Dronningen fødte sin mand, den krigerske Bellerofontes,
arvinger tre, Isandros, Hippolokos og som den tredje
Laodameia. Hos hende har Zevs den alvise hvilet.
Fødte hun da den malmklædte helt, den gjæve Sarpedon.
Dog, ogsaa han blev forhatt av samtlige guder og vanket
vildsomt og ene omkring paa den øde aleiske slette
naget av tærende tungsind, og menneskers stier han skydde.
Sønnen Isandros blev dræpt av Ares, den mordlystne krigsgud,
just som han kjæmpet i strid med solymernes navngjetne helter.
Artemis, møen med tøiler av guld, blev datterens bane.
Jeg er Hippolokos’ søn; fra ham er jeg stolt av at stamme.
Selv har han sendt mig til Troja og faderlig lagt mig paa hjerte
altid at te mig som helt og hæve mig over de andre,
aldrig at volde min slegt nogen skam, de fædre som altid
pristes som gjævest av alle i Lykiens land og Efyra.
Dette er hele min slegt. Deres blod er jeg stolt av at eie.»

Saa han talte, og glad blev den høimælte helt Diomedes,
ned i den mangenærende jord han støtte sin lanse.
(214–51) Derefter talte han venlige ord til folkenes hyrde:
«Sandelig er du min gjesteven kjær fra fædrenes dage.
Oinevs har huset som gjest den herlige Bellerofontes
fordum og holdt ham paa tyvende dag tilbake paa borgen;
ja, og de skjænket hinanden de herligste gaver til avsked.
Oinevs gav ham et belte som skinnet i glødende purpur,
og en pokal av guld gav Bellerofontes til gjengjæld.
Hist paa min hjemlige borg fik den staa, da jeg gav mig paa færden.
Tydevs erindrer jeg ei. Han lot mig tilbake i hjemmet
endnu et barn, da akaiernes mænd maatte segne ved Teben.
Vel; men saa er jeg din gjesteven kjær derhjemme i Argos.
Du er i Lykien min, naar jeg gjester dig der i dit hjemland.
La os i tummelen sky at møte hinanden med lansen.
Selv har jeg troer og hjælpere nok at fælde i kampen,
dem som en gud mig under at naa paa føtterne rappe,
og for dig selv er der nok av akaiske mænd du kan dræpe.
Men la os nu bytte rustning, saa ogsaa de andre kan skjønne
grant at vi stolte fra fædrenes tid kan kalde os venner.»

Saaledes talte de to og hoppet saa begge fra vognen,
trykket hinanden i haand og lovet ubrødelig troskap.
Visselig røvet nu Zevs den forblindede Glavkos forstanden,
saasom han byttet med Tydevs’ søn sine vaaben og mottok
kobber for guld, ni oksers værdi for hundrede oksers.

Men da nu Hektor var naadd til den skaiiske port og til eken,
sanket sig troernes døtre og hustruer om ham i klynge.
Ængstelig spurte de ham om sønner og brødre og frænder
og sine mænd. Da bad han dem en efter en om at trygle
guderne ydmygt om hjælp. Dog, sorg skulde times saa mange.

Derefter kom han til borgen, til Priamos’ herlige kongsgaard,
bygget med svalgang av skinnende sten, og indenfor pranget
femti herlige kamre med vægger av straalende marmor,
opbygget nær ved hverandre paa rad. Der hvilte de gjæve
sønner av Priamos, hver hos sin ærbare viede hustru.
Men for hans døtre var reist, ret overfor disse mot gaarden,
høienloftskamrene tolv av skinnende marmor og bygget
nær ved hverandre paa rad. Der sov kong Priamos’ gjæve
svigersønskare, enhver hos sin ærbare viede hustru.
Inde i forgaarden kom hans gavmilde mor ham imøte
(252–89) ledende ind Laodike, den skjønneste blandt hendes døtre.
Fast hun grep og trykket hans haand og spurte ham kjærlig:

«Hvi er du kommet, min søn, fra de hidsige kampe paa valen?
Visselig trænger akaiernes folk, som jeg hater at nævne,
haardt vore mænd i kamp om vor by. Dit hjerte har higet
efter at komme og løfte mot Zevs dine hænder fra borgen.
Vent, mens jeg henter dig kvægende vin, saa først du kan bringe
offer til alfader Zevs og alle de evige guder.
Derefter kan du da læske dig selv med et styrkende bæger.
Vinen gir mangefold styrke og mod, naar manden er mødig,
slik som du selv er træt av at verne i kamp dine landsmænd.»

Derpaa tok helten, den hjelmbuskvaiende Hektor, til orde:
«Hent ikke kvægende vin, ærværdige mor; ti du kunde
svække min kraft og jeg selv kunde glemme mit mod og min styrke.
Ofre den funklende vin til Zevs med urene hænder
gruer jeg for; ti det sømmer sig ei at be til den høie
skysamler, Kronos’ søn, for den som er blodig og smudsig.
Nei, du maa skynde dig hen til den herjende Pallas’ tempel,
bringende røkelse med og fulgt av de høibaarne kvinder,
og paa den haarfagre guddoms fang skal du lægge som gave
ydmyg det slør som tykkes dig størst og yndigst av alle,
det som du høiest har skattet av dem som du gjemmer i hallen.
Saa maa du love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, om gudinden vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder og verne
Ilions hellige by mot Tydevs’ søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Gaa da i hast til den byttesamlende Pallas’ tempel.
Selv vil jeg ile til Paris og be ham at komme til kampen,
om han maaske vil høre mit ord. Aa, maatte dog jorden
sluke ham straks; til sorg har Olympos’ hersker ham fostret
baade for troernes folk og for Priamos selv og hans sønner.
Dersom jeg maatte faa se at han snart fik vandre til Hades,
tror jeg forvisst at min sjæl vilde glemme den grufulde jammer.»

Saa han talte, og straks gik hun ind i hallen og kaldte
ind sine terner. Da samlet de straks de høibaarne kvinder
rundt i byen; men selv steg hun ned i det duftende kammer.
Der laa yndige mønstrede slør, sidoniske kvinders
(290–327) kunstfulde verk som tilforn den gudskjønne helt Aleksandros
bragte fra Sidon paa vaagelig færd over storhavets vidder
førende Hélena med til sit hjem, den ætstore kvinde.
Ett av disse tok Hékabe med som skjænk til Atene,
det som var størst og virket med kunst i det deiligste mønster.
Ret som en stjerne det straalte og gjemtes paa bunden av kisten.
Derefter gik hun avsted, og talrike kvinder slog følge.

Men da de naadde til borgen, til Pallas’ straalende tempel,
aapnedes tempelets hellige dør av den skjønne Teano,
Kissevs’ datter, den gjæve Antenors ærværdige hustru;
ti av troernes folk var hun valgt til Atenes prestinde.
Jamrende løftet nu kvindernes flok sine hænder mot Pallas.
Derefter tok den skjønne Teano sløret, og ydmyg
la hun det ned paa Pallas’ fang, den haarfagre guddoms.
Inderlig bad hun en bøn til den mægtige Alfaders datter:
«Høie Atene, vor hjembygds vern, du stolte gudinde!
Knæk Diomedes’ spyd, og und os at selv han maa falde
hist ved den skaiiske port paa sit ansigt. Da skal vi ofre
her i dit hellige tempel tolv aarsgamle kvier som aldrig
dreves med pigkjeppen frem under aak, saasandt du vil ynkes
over vor by, over troernes barn og vernløse kvinder.»

Saaledes bad hun; men ei blev hun hørt av Pallas Atene.
Men medens kvinderne bad til den vældige Alfaders datter,
hadde den straalende Hektor naadd frem til Paris’ skjønne
kneisende hus som han selv hadde reist med mestre som dengang
skattedes høiest for ypperlig kunst i det frugtbare Troja.
Høienloftskamre og hal og forgaard hadde de bygget
oppe paa borgen og nær ved Hektors og Priamos’ bolig.
Ind gjennem porten gik Hektor, hin yndling av Zevs, og i haanden
bar han sin lanse med elleve alens skaft, og ytterst paa stangen
straalte en spydodd av malm, og om skaftet var fæstet en guldring.
Inde i kammeret fandt han sin bror. Sine herlige vaaben
prøvet han nøie, sin brynje, sit skjold og den krummede bue.
Hélena, kvinden fra Argos, som sat blandt de tjenende terner,
holdt dem til flittig at sysle med kunstfuld kvindelig gjerning.
Straks da Hektor fik se sin bror, tok han haanlig til orde:

«Kjære, det er ikke smukt at du nærer slikt nag i dit hjerte.
Kjæmpende rundt vor by og dens kneisende mure maa folket
(328–65) segne i døden, og du har forskyldt at hærskrik og kampgny
raser om denne vor stad. Selv vilde du refse en anden,
dersom du saa at han viste sig feig i de grufulde kampe.
Op da, saa ikke vor by skal herjes av flammende luer!»

Derefter svarte igjen den straalende helt Aleksandros:
«Hektor, din haan er forskyldt; du refser mig ikke ubillig.
Ti vil jeg gi dig et svar. Læg du det paa sinde og hør mig:
Ikke saa meget av vrede og nag imot troiske landsmænd
sitter jeg her i mit kammer, men lammet av trykkende tungsind.
Nu har min hustru formant mig med venlige ord og har atter
egget mit mod til at stevne til kamp. Selv tykkes jeg ogsaa
nu at dette er bedst. Mellem stridsmænd veksler jo seiren.
Vent nu en stund, mens jeg aksler til kamp min krigerske rustning,
eller gaa foran, saa kommer jeg snart. Jeg tror jeg skal naa dig.»

Saa han talte. Den herlige Hektor svarte ham ikke.
Hélena vendte sig nu med venlige ord til sin svoger:

«Svoger av mig, jeg frække, som voldte jer vanheld og sorger.
Aa, hadde selvsamme dag som min mor hadde født mig til verden,
stormende vindbyger revet mig bort paa susende vinger
hen til et fjeld eller ned i de skummende bølger paa havet!
Da hadde bølgerne blit min grav, før dette var kommet.
Men siden guderne selv vilde volde mig al denne jammer,
burde jeg dog ha faat en ædlere mand til min husbond,
en som gav agt paa menneskers hat og sviende haansord.
Denne har ei i sit sind nogen manddom og fasthet, og aldrig
faar han det heller. Han høster vel snart, kan jeg tro, som han saadde.
Dog, træd indenfor, svoger, og sæt dig til hvile paa stolen.
Du er jo den som maa bære den bitreste kvide og bøte
haardest for al min skamløse færd og for Paris’ brøde.
Os har Zevs git en sørgelig lod; ti de kommende slegter
vil gjennem tiderne synge om os sine spottende viser.»

Derefter svarte den høie, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Hélena, bed mig dog ei saa venlig at sitte. Jeg kan ei.
Alt forlængst staar hele min hu til at verne i kampen
troernes mænd, som savner mig saart, naar jeg ei er tilstede.
Faa du nu denne avsted, og selv maa han skynde sig ivrig
saa han kan træffe mig snart, mens jeg endnu er inde i byen;
ti jeg vil skynde mig hjem til mit hus for at se til min unge
(366–403) elskede hustru, mit barn og alle derhjemme i huset.
Ja, for jeg vet jo ei visst om jeg atter skal vende tilbake,
eller om guderne vil jeg skal dø for akaiernes hænder.»

Saaledes talte den straalende helt og ilte mot hjemmet.
Snart var han fremme og kom til sit hus med de prægtige haller.
Dog han traf ei den skjønne Andromake hjemme i salen;
men med sin elskede søn og fulgt av en langsløret terne
stod hun i klage og hulkende graat paa vakttaarnets tinde.
Men da han ei kunde finde sin herlige hustru i hallen,
gik han paa terskelen frem og talte til ternernes skare:

«Hør mig I tjenende kvinder, og si mig den skjæreste sandhet:
Hvor gik Andromake hen, min straalende viv? Er hun vandret
hen til en langsløret søster av mig eller kjær svigerinde,
eller maaske til Pallas’ tempel, der hvor de andre
haarfagre troiske kvinder formilder den barske gudinde?»

Da tok den ferme husholderske straks tilorde og svarte:
«Hektor, siden du kræver mig strengt til regnskap, saa gik hun
hverken avsted til en søster av dig eller kjær svigerinde,
eller til Pallas’ hellige tempel, der hvor de andre
haarfagre troiske kvinder formilder den barske gudinde;
men hun har skyndt sig til Ilions taarn, da hun nylig fik høre
at vore troer var slaat og akaiernes overmagt vældig.
Nu har hun visselig naadd den kneisende mur; ti hun ilte
rent som i ørske, og ammen er med og bærer den lille.»

Saa hun talte; men Hektor gik raskt avsted fra sin bolig
atter den selvsamme vei igjennem de prægtige gater.
Men da han saa paa sin gang gjennem hjembyen naadde den høie
skaiiske port, hvor hans vei maatte gaa, naar han skulde til sletten,
ilte hans rikt velsignede viv Andromake kjærlig
helten i møte, den høibaarne drot Eetions datter.
Fjernt ved skogrike Plakos’ fot, i det plakiske Tebai
hørte Eëtion hjemme, kilikernes mægtige fyrste.
Hektor, den kobberpansrede helt, hadde vundet hans datter.
Nu kom hun ilende hen til sin mand, og ternen som fulgte,
bar ved sin duftende barm deres barn, den uskyldige lille,
Hektors bedaarende søn, som lignet en smilende stjerne.
Hektor kaldte ham selv Skamandrios; men av de andre
blev han Astyanaks kaldt; ti Hektor var Ilions forsvar.
(404–41) Kjærlig han saa paa sin søn, og smilte i taushet til barnet.
Men Andromake traadte ham nær og med taarer i øiet
grep hun og trykket med ømhet hans haand og talte saa bønlig.
«Hektor du slemme! Dit mod blir din død. Du ynkes jo aldrig
over dit spæde, uskyldige barn og mig arme, som snarlig
vorder din enke; ti snart vil alle akaierne styrte
mot dig og volde din død. Aa, mister jeg dig, var det bedre
om jeg fik synke i muld; ti senere finder jeg aldrig
lindrende trøst eller haab, naar du har fundet din bane;
nei kun sorger. Ei far eller mor har jeg længer i live.
Dræpt blev vor elskede far av helten den stolte Akillevs
dengang han herjet kilikernes by med de kneisende porte,
Tebai den prægtige stad. Eëtion faldt for hans lanse.
Rustningen tok han dog ei; ti han gruet for det i sit hjerte.
Nei, men han brændte hans lik i den skinnende rustning og reiste
haug over høvdingens ben, og aigissvingerens døtre,
nymfer fra bjergene, plantet av alm en lund om hans gravhaug.
Og mine brødre, de syv som var født i de hjemlige haller,
vandret i følge paa selvsamme dag til Hades’ bolig.
Alle blev dræpt av den fotrappe helt, den stolte Akillevs,
medens de vogtet de snehvite faar og de langsomme okser.
Ja, og min mor, som hersket saa vidt om det skogrike Plakos,
førte han voldelig bort med alt sit øvrige hærfang.
Dog, han gav hende fri mot herlige skatte som løsning;
men hun blev dræpt i sin fars palads av Artemis’ piler.
Hektor, saa maa du da nu være far og mor for din hustru.
Du er min bror, og du er min elskede mandige husbond.
Ynkes da over mig nu og bli her oppe paa taarnet.
Gjør ei din søn til et faderløst barn og din hustru til enke.
Stil dine mænd ved fikenen hist, hvor fienden lettest
trænger sig ind i vor by og hvor murene lettest kan stormes.
Treganger fristet tilforn de tapreste helter at storme.
Begge Aianterne kom i drotten Idomenevs’ følge,
likesaa Atrevs’ sønner og Tydevs’ søn Diomedes,
enten de fulgte et vink av en som er kyndig i varsler,
eller de egges og drives avsted av sin rasende kamplyst.»

Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Alt hvad du sa, min elskede, tænker jeg selv; men jeg blyges
(442–79) saare for troernes mænd og for troernes langslørte kvinder,
dersom jeg nu skulde flygte fra kamp som en skjælvende usling.
Nei, til slikt staar ikke min hu; ti jeg lærte at kjæmpe
altid som tapreste helt i troernes forreste rækker,
vernende stedse vort glimrende ry, min fars og mit eget.
Dog, jeg føler og vet det saa vel i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag, da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv og Priamos’ stridsmænd.
Dog, jeg gruer ei saa for troernes kommende jammer
eller for Hékabe selv og for Priamos, drotten i Troja
eller for alle de mange og herlige brødre som alle
engang skal segne i støvet for grusomme fienders vaaben,
som jeg maa ængstes for dig, naar omsider en malmklædt danaer
fører dig graatende bort og røver dig frihetens dage.
Da maa du staa ved din væv for en kvinde i Argos og bære
vand fra Messeïs’ rislende bæk eller fra Hypereia,
meget imot din lyst, men tvunget av nøden den haarde.
Mange vil visselig si, naar de ser at du svømmer i taarer:
«Denne var Hektors viv. Blandt troiske kjæmper paa stridsvogn
var han den tapreste helt da de kjæmpet om Ilions mure.»
Saa vil de mangengang si, og din kummer blir ny, naar du længter
efter saa tapper en mand til at fri dig fra trældommens dage.
Maatte jeg da være død og gjemmes forlængst under mulde
førend jeg ser at de slæper dig bort, og hører dit angstrop.»

Saa hadde Hektor talt, og han rakte sig frem efter sønnen.
Skrikende klynget den lille sig ind til sin amme og gjemte
ansigtet ved hendes barm, av gru for sin far; ti han frygtet
kobberets blændende glans og den vaiende hestehaars hjelmbusk
nu da han saa den nikke saa barskt der oppe fra hjelmen.
Baade den kjærlige far og den værdige mor maatte smile.
Straks tok Hektor, den straalende helt, fra sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og la den ned paa den nærende jordbund.
Derefter kysset han sønnen og vugget ham paa sine arme,
bad saa en bøn til Zevs og alle de evige guder:
«Zevs, og alle I guder! aa und mig at denne min lille
elskede søn maatte bli som jeg selv, den første blandt troer,
likesaa kraftig og sterk og herske med vælde i Troja.
Maatte det engang bli sagt: «Ja sandelig! denne er større
(480–517) helt end sin far,» naar han kommer fra kamp med sin fældede uvens
blodige rustning, og maatte hans mor bli glad i sit hjerte.»

Saa han talte og la sin søn i hustruens arme.
Ind til sin duftende barm hun trykket den lille saa kjærlig,
smilende blidt gjennem taarer. Da ynkedes saart hendes husbond.
Klappende ømt sin hustru paa kind tok han kjærlig til orde:
«Elskede, føl ikke sorgen saa trykkende tungt i dit hjerte.
Ikke skal nogen mot skjæbnen faa sendt mig til Hades’ bolig;
men jeg tør si at aldrig en mand har flydd for sin skjæbne,
ingen som fødtes paa jord, hverken herligste helt eller niding.
Skynd dig tilbake til hjemmet og gaa til din daglige syssel.
Sæt dig til væv eller ten og la dine tjenestekvinder
gaa til sin huslige gjerning. Vi mænd skal tænke paa kampen
alle som en, men mest jeg selv blandt Ilions sønner.»

Saaledes talte den straalende helt og løftet fra jorden
hjelmen med hestehaars busk; men hustruen vandret mot hjemmet.
Ofte hun vendte sig om, og taarerne strømmet saa stride.
Snart var hun fremme og kom til den heltedræpende Hektors
skjønne palads, og inde i kamrene traf hun de mange
trofaste terner, og klage og graat hun vakte hos alle.
Kvinderne graat i hans hjem over Hektor som end var i live,
saasom de trodde han ei skulde komme tilbake fra kampen
frelst fra akaiiske fienders vold og kraftige hænder.

Paris forblev ei længe i ro i sit høienloftskammer;
men da han først hadde akslet sin herlige rustning av kobber,
ilte han stolt gjennem byen i lit til de hurtige føtter.
Likesom hingsten som æter sit byg fra krybben i stalden,
sliter sit baand og stormer i dundrende trav over sletten
vant til det kjølende bad i de speilklare vande i elven —
— Stolt den løfter sit hode og kaster med nakken. I løpet
vifter om bogen den flagrende man, og kry av sin skjønhet
farer den let paa foten til hestenes velkjendte beiter —
Slik for Priamos’ søn Aleksandros stolt i sin rustning
ned ifra borgen i glitrende glans som et straalende solglimt.
Høit han jublet, og føtterne bar ham let, saa han snarlig
naadde den herlige Hektor, sin bror, da han just skulde haste
bort fra det sted hvor han nys hadde talt saa ømt med sin hustru.
Først tok den straalende helt Aleksandros tilorde og mælte:
(518–29) «Elskede bror, forvisst har jeg sinket din hast og har nølet
hjemme for længe. Jeg kom ikke frem i betids, som du bød mig.»

Derefter svarte igjen den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Kjære, tilvisse kan ei nogen mand som vil være retfærdig,
laste din færd i en kamp; ti du eier de herligste kræfter.
Dog, du er slap, og ingenting vil du; men i mit hjerte
føler jeg nagende sorg, naar jeg hører dig haanet av alle
troernes kjæmpende mænd, som døier saa meget for din skyld.
Kom, la os gaa. Den sak kan vi efterpaa broderlig drøfte,
dersom da Zevs os under at sætte i hjemlige haller
frihetens bolle paa bord som skjænk til de evige guder,
naar vi har jaget fra Troja akaiernes malmklædte skarer.»

Saaledes talte den straalende helt, og ut gjennem porten
ilte han straks, og sammen med ham gik hans bror Aleksandros.
Heltene stundet nu begge av hele sin sjæl efter kampen.
Likesom sjømænd blir glade ved strykende bør, som en guddom
sender, naar armen er træt av at ro med de glattede aarer
hen over havet, og lemmernes kraft er lammet av mathet,
saaledes glædet det troernes mænd, da de øinet dem begge.

Paris fik fældet Menestios, fyrsten i Arne, den gjæve
drot Areïtoos’ søn. Hans far, hin kjæmpe med køllen,
avlet sin mandige søn med den mørkøide Fylomedusa.
Men med det hvæssede spyd traf Hektor en helt Eïonevs
like i halsen ved malmhjelmens rand og lammet hans lemmer.
Glavkos, Hippolokos’ søn, som førte de lykiske stridsmænd,
rammet Ifinoos, Deksios’ søn, med sin lanse i akslen,
just da han steg paa sin rullende vogn i det vældige kampgny.
Ned ifra stridsvognen faldt han til jord, og hans lemmer blev lammet.

Men da Atene, den blaaøide mø, fik se at de bragte
mange argeiiske helter til fald i de vældige kampe,
fór hun i ilende hast fra Olympos’ skyhøie tinder
ned til det hellige Troja. Apollon, som saa det fra borgen,
hastet gudinden i møte; ti troerne undte han seiren.
Like ved eken kom begge hinanden i møte, og drotten,
Alfaders herlige søn, Apollon tok ordet og mælte:
«Barn av den vældige Zevs, hvi kommer du atter tilbake
(25–62) ned fra det høie Olymp i umættelig higende kamplyst?
Vel for at skjænke danaernes folk en endelig seier?
Ja, for du ynkes jo ei, naar troerne segner i døden.
Dog, om du nu vilde lyde mit raad, var det visselig bedre.
La os nu stanse den vældige strid og de hidsige kampe
bare idag, saa kan de jo kjæmpe paany til de bringer
Troja til endelig fald; ti for eder, I strenge gudinder
var det vel kjært om I nu fik jevnet hin kongsstad med jorden.»

Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Vel, la det ske, fjerntrammende gud! Med den selvsamme tanke
stevnet jeg selv fra Olympen herned til akaier og troer.
Godt, men hvorledes vil du faa endt de mordiske kampe?»

Herskeren, Alfaders søn, Apollon tok ordet og svarte:
«Jo, la os egge til strid den hestetumlende Hektor,
om han vil æske til kamp en helt blandt danaernes fyrster,
en som ganske alene vil gaa til en vaagelig tvekamp.
Da vil akaiernes pansrede mænd vel sagtens i vrede
egge en helt til alene at prøve en tvekamp med Hektor.»

Saa han talte, og ei var Pallas Atene uvillig.
Helenos, Priamos’ søn hadde klart i sit sind kunnet fatte
gudernes raad og kløktige plan som de just hadde drøftet.
Straks gik han hen og stillet sig frem for Hektor og mælte:
«Hektor, Priamos’ søn, du Alfaders like i klokskap!
Mon du vil høre din bror og følge det raad som jeg gir dig?
Bring nu de øvrige troer og alle akaier til sæte.
Selv skal du æske til kamp akaiernes tapreste høvding,
om han alene vil prøve en dyst i en vaagelig tvekamp.
End er det ikke din skjæbne at dø og finde din bane.
Derom hørte jeg nylig et ord av de evige guder.»

Saa lød raadet, og Hektor blev glad, da han hørte hans tale.
Gik han da frem og grep om midten av lansen og trængte
troernes rækker tilbake. De tystnet og satte sig alle,
mens Agamemnon fik bragt akaiernes sønner til sæte.
Foibos Apollon med buen av sølv og Pallas Atene
skapte sig om og satte sig ned som vingede fugler
oppe i Alfader Zevs’ ek med den mægtige krone
frydende sig over mændenes færd; ti rækkerne sat der
tætte og strittet av hjelmer og skjold og blinkende lanser.
(63–100) Likesom Zefyros straks, naar han reiser sig, kruser det blanke
speilklare hav med sit pust og havflaten sortner for brisen,
saaledes sat nu akaier og troiske mænd over sletten
ordnet i række og rad; men Hektor tok ordet og mælte:
«Lyt til mit ord, I troer og malmklædte mænd av Akaia,
forat jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at melde.
Zevs, som troner i sky, har ei fuldbyrdet vor edspakt.
Harmfuld mot begge de kjæmpende folk lar han skjæbnen faa raade,
indtil det lykkes for eder at ta det murkranste Troja,
eller I selv blir kuet av os ved de hurtige snekker.
Hist blandt eder er samlet i kreds de bedste akaier.
La nu den mand som har lyst til at møte mig selv i en tvekamp,
komme som samtliges forkjæmper hit for at stride mot Hektor.
Nu vil jeg nævne mit forslag, og Zevs skal være vort vidne:
Dersom hin helt faar fældet mig selv med det skarpslepne kobber,
da skal han bære min rustning som løn til de gyngende skibe;
men han skal sende mit lik tilbake til hjemmet, saa alle
troiske kvinder og mænd efter døden kan unde mig baalfærd.
Men hvis Apollon forunder mig ry og jeg selv vinder seier,
da skal jeg bære hans rustning avsted til det hellige Troja.
Der skal jeg hænge den stolt i fjernskytten Foibos’ tempel,
men jeg skal love at sende hans lik til de toftede snekker,
forat akaiernes haarfagre mænd kan feire hans likfærd
reisende helten en haug ved den mægtige strøm Hellespontos.
Siden vil mangen en mand kunne si blandt sildige slegter,
naar paa sit toftede skib han seiler paa vindunkle bølger:
«Her har de jordet en mand som døde i fremfarne dage,
engang en ypperlig helt; men han faldt for den straalende Hektor.»
Saa vil de mangengang si, og aldrig forglemmes min hæder.»

Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Vægre sig tyktes en skam; men for tvekampen gruet de alle.
Reiste sig da Menelaos tilsidst og talte iblandt dem.
Haanende lød hans harmfyldte ord, mens han tungt maatte sukke:
«Mundhelter! ikke akaiiske mænd; men akaiiske kvinder!
Visselig blir det en skam, og værre end værst vil den vorde,
dersom ei nogen danaer tør vaage sig Hektor imøte.
Gid I maa vorde til jord og til vand hver eneste usling
alle som sitter saa modløse her uten tanke paa hæder.
(101–38) Vel, jeg skal ruste mig selv mot høvdingen. Hvem der skal seire
ligger i gudernes haand, de eviges hist i det høie.»

Saa han talte og akslet i hast sin skinnende rustning.
Da, Menelaos, da hadde du snart for den vældige Hektors
haand maattet finde din død; ti din overmand var han i styrke,
dersom akaiernes høvdinger ei hadde reist sig og samlet
holdt dig tilbake med magt. Den mægtige drot Agamemnon
grep Menelaos ved haand, og formanende tok han til orde:
«Er du forrykt, Menelaos? Slikt vanvid er dig uværdig,
høibaarne drot. Nei, tving dog dit sind, om end du maa harmes.
Ei maa du stevne til strid mot en helt som i kraft er din mester,
Hektor, Priamos’ søn, for hvem ogsaa andre maa ræddes.
Endog en helt som Akillevs, hvis kræfter er større end dine,
gruer jo dog for at møte hin helt i de hædrende kampe.
Gaa nu tilbake og sæt dig i ro blandt vennernes skare,
saa skal akaierne stille til kamp mot Hektor en anden.
Kjender han ikke til frygt, og kan han ei mættes av kampe,
tænker jeg dog at han glad skal bøie sit knæ for at hvile,
dersom han slipper med livet fra tvekampens grufulde stevne.»

Saaledes talte den herlige helt, og hans kloke formaning
dæmpet hans brors ustyrlige harm, saa han føiet sig villig.
Svendene løste med fryd fra skuldrene høvdingens rustning.
Reiste da Nestor sig op og talte til alle argeier:
«Ve os alle! En knugende sorg vil ramme Akaia.
Svart vil oldingen jamre, den graanende vognkjæmpe Pelevs,
hin myrmidonernes drot, saa gjæv i raad som i tale,
han som engang har glædet sig saa i sin hal ved at spørge
nøie mig ut om alle argeiernes slegtskap og frænder.
Hører han nu at de alle vil gjemme sig, rædde for Hektor,
løfter han vel mot guderne op sine hænder og trygler
om at hans sjæl fra lemmerne løst maa faa vandre til Hades.
Gid jeg saasandt, fader Zevs og Apollon og Pallas Atene,
nu var saa ung som da fjernt ved Keladons skummende fjeldbæk
pyliske kjæmper og spydvante mænd fra Arkadiens bygder
kjæmpet om Feia, den murkranste by ved Iardanos’ strømme.
Frem iblandt dem Erevtalion skred, saa sterk som en guddom.
Om sine skuldre han bar Areïtoos’ straalende rustning,
drottens som samtlige mænd og skjøntombeltede kvinder
(139–76) nævnte som stridskøllekjæmpen. Saa kaldtes han saasom han aldrig
stevnet til kampen med bue, ei heller med langskaftet lanse,
men med en kølle av jern brøt vei gjennem fienders rækker.
Kjæmpen blev dræpt av Lykurgos med svig og ikke med styrke
nede i hulveiens kløft paa en sti, hvor ikke hans jernstang
hjalp ham mot døden. Lykurgos var kjæmpen for snar, og han støtte
lansen igjennem hans buk, saa han styrtet paa ryggen til jorden.
Rustningen tok han som rov, en skjænk fra den malmsterke Ares.
Efterpaa bar han den selv i krigsgudens larmende tummel.
Men da Lykurgos blev gammel og graa i de hjemlige haller,
gav han sin trofaste svend Erevtalion brynjen at bære.
Væbnet med den utæsket han nu de tapreste kjæmper.
Alle de andre var rædde, og ingen var lysten paa kampen.
Dog av det dristige mod i mit mandige bryst blev jeg drevet
frem til den farlige kamp, skjønt den yngste jeg var av dem alle.
Haardt imot jætten jeg stred, og Atene forlente mig hæder.
Han var den største og sterkeste mand jeg nogengang fældte.
Kjæmpestor laa han og strakte sig vidt og bredt over valen.
Gid jeg var ung som da, og min kraft var likesaa vældig!
Da skulde Hektor, den straalende helt, snart møte en stridsmand.
Men av jer andre tør selv ikke de som blandt alle akaier
dog er de tapreste mænd, gaa Hektor imøte paa valen.»

Saaledes skjendte den gamle. Da reiste sig ni i det hele;
først av alle i skaren den mægtige drot Agamemnon,
derefter Tydevs’ søn, den vældige helt Diomedes.
Begge Aianterne reiste sig op i stormende kamplyst,
derpaa Idomenevs selv og Idomenevs’ kraftige væbner,
helten Meriones, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Saa stod Evrypylos op, den modige søn av Evaimon;
endelig Toas, Andraimons søn og den gjæve Odyssevs.
Alle som en var de lystne paa kamp mot den herlige Hektor.
Atter tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Kast nu alle tilhobe jert lod, saa vi ser hvem det rammer.
Sandelig, helten vil glæde akaiernes malmklædte stridsmænd.
Selv vil han ogsaa bli glad i sin inderste sjæl, hvis han slipper
fri og frelst ifra fiendens vold og den farlige kamplek.»

Saa han talte. Da ridset enhver sit merke paa loddet.
Derpaa i kong Agamemnons hjelm de kastet dem alle.
(177–214) Mændene bad og løftet mot gliderne op sine hænder.
Mælte da mange med øinene vendt mot himlen den vide:
«Zevs, la det falde paa Tydevs’ søn eller ogsaa paa Aias,
eller ham selv, Mykenes, den guldrike kongestads hersker.»

Saaledes lød deres bøn, og den graanede vognkjæmpe Nestor
rystet paa hjelmen, og ut sprang just det lod som de ønsket,
Aias’ lod, og herolden gik om fra venstre til høire
rundt i skaren og viste det frem for akaiernes fyrster.
Dog de kjendtes ei ved det som sit og viste det fra sig.
Men da han bar det omkring og kom til helten som nylig
kastet i hjelmen det merkede lod, til den straalende Aias,
rakte han frem sin haand, og i den blev det lagt av herolden.
Glad blev helten i sind, da han saa og kjendte sit merke.
Høvdingen kastet det ned for sin fot til jorden og ropte:
«Loddet er mit, mine venner! Jeg fryder mig selv i mit hjerte;
ti jeg tør tro jeg skal vinde i kamp mot den straalende Hektor.
Vel, men medens jeg selv tar paa min krigerske rustning,
vend saa I eders bønner til Zevs, den almægtige hersker,
hviskende for eder selv, saa troerne intet kan høre,
eller med lydelig røst; ti vi frygter jo ikke for nogen;
ti naar jeg selv ikke vil, skal ingen faa slaat mig av marken
hverken med vold eller knep. Saa rent ukyndig i kamplek
blev jeg dog ei paa Salamis’ ø baade baaren og fostret.»

Saa han talte. Da bad de til Zevs, den almægtige hersker.
Mælte da mangen med øinene vendt mot himlen den vide:
«Alfader Zevs, du store, du Idas høilovede hersker!
Und dog Aias at seire og vinde sig straalende hæder!
Men hvis du ogsaa har Hektor kjær og verner ham naadig,
skjænk da begge den selvsamme kraft og likelig ære.»

Saa de talte, mens Aias i blændende kobber sig rustet.
Men da han raskt hadde klædt sig fra top til taa i sin rustning,
ilte han freidig avsted og lignet den vældige Ares,
naar han vil skride til dyst blandt mænd som Alfader egget
frem mot hverandre til dødssvanger strid i rasende kampe.
Saaledes stormet nu frem med et smil paa det truende aasyn
Aias, akaiernes mægtige vern, og føtterne hastet
fremad med vældige skridt, mens han svang sin mægtige lanse.
Hjertelig glædet akaiernes mænd sig alle ved synet.
(215–52) Troerne bævet i gru, og lemmerne rystet av rædsel.
Ogsaa i Hektors mandige bryst slog hjertet urolig.
Fly for ham kunde han nu ikke mer eller vike tilbake
til sine landsmænds flok, da han selv hadde æsket til kampen.
Aias kom nær med sit taarnhøie skjold av malm og av oksers
huder i syvdobbelt lag. En mester som bodde i Hyle,
Tykios, ypperst i skjoldmakerkunst, hadde gjort det med omhu.
Han hadde gjort ham det blinkende skjold. Syv velnærte oksers
huder han tok, men smidde av malm den ottende plate.
Dette holdt Aias, Telamons søn, for brystet og traadte
Hektor paa nærmeste hold, og truende talte han til ham:
«Hektor, nu skal du mand imot mand faa vite med visshet,
hvad slags stridsmænd danaerne har, selv efter Akillevs,
helten som bryter en fylking av mænd med mod som en løve.
Harmfuld sitter han nu i ro ved de gyngende skibe,
rasende vred i hu paa mændenes drot Agamemnon.
Dog, iblandt os er der mangen en mand, som nok turde vaage
modig at møte din kraft. Slaa løs! La kampen begynde!»

Derefter svarte igjen den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Aias, Telamons søn, du folkenes høibaarne hersker.
Prøv dog ikke at gjøre mig ræd, som var jeg en smaagut,
eller en kvinde som ikke har skjøn paa krigernes idræt.
Selv har jeg visselig skjøn og er øvet i kamp og i manddrap.
Raskt kan jeg svinge til høire og raskt til venstre det tørre
oksehuds skjold, og derfor min arm ei trættes i kampen.
Raskt kan jeg styrte mig ind i vrimlen av fotrappe hester.
Trygt kan jeg leke i staaende kamp og danse for Ares.
Dog en kjæmpe saa tapper som dig vil jeg sletikke fælde
lumsk og med lønlige knep, men aapenlyst, hvis jeg kan ramme.»

Saa han talte og svinget til kast sin mægtige lanse.
Midt i Aias’ oksehuds skjold, det sterke, han rammet
ytterst i kobberets lag i skjolddækkets ottende plate.
Seks av lagene flængedes helt av det skjærende kobber;
men i det syvende lag blev det stanset, og derefter slynget
Aias, den herlige helt, sin vældige lanse og rammet
midt i det kredsrunde skjold som dækket den straalende Hektor.
Tvers gjennem høvdingens skinnende skjold gik lansen, den sterke
og gjennem panserets hamrede malm blev den drevet med vælde.
(253–90) Spydsodden snittet en flænge i kjortelen like ved lysken.
Dog han bøide sig raskt og undgik døden den sorte.
Rykkende ut sine vældige spyd med de kraftige næver
styrtet de ind paa hinanden saa vildt som blodgriske løver
eller som skummende vildsvin, som eier ubændige kræfter.
Rettet da Hektor et støt med spydsodden midt imot skjoldet.
Kobberet sprængte dog ikke hans vern; ti spidsen blev bøiet.
Aias sprang frem og rammet hans skjold, og tvers gjennem malmen
boret sig spydet og stanset den hidsige helt i hans stormløp.
Spydsodden streifet hans hals og ut sprang blodet det sorte.
End ikke da holdt helten den hjelmbuskvaiende Hektor
inde med kampen. Han vek kun et skridt og løftet fra marken
høit i sin kraftige haand en vældig og skarpkantet graasten,
rammet saa Aias’ oksehudsskjold, det svære, med stenen
like i skjoldbulens hvælv, saa det klang i det klirrende kobber.
Derpaa tok Aias og løftet en sten langt større end Hektors,
slynget den saa i hvirvlende fart med umaadelig styrke.
Midt i skjoldplaten slog han med møllestensblokken en bule,
lammende knæernes kraft saa han tumlet paa ryggen til jorden,
fældet av malmskjoldets støt; men straks blev han reist av Apollon.
Nu hadde heltene kjæmpet med sverd i frygtelig nærkamp,
hvis ikke Zevs’ og menneskers bud, to kloke herolder,
svenden Taltybios, fulgt av den gjæve Idaios, var kommet,
en fra akaiernes hærklædte mænd, den anden en troer.
Midt mellem heltene rakte de frem sine staver, og sindig
talte med manende ord herolden den vise Idaios:
«Stans nu, venner! Hold op med strid og kjæmp ikke mere!
Begge forvisst er I elsket av Zevs som troner i skyen.
Ja, ti vi vet jo saa godt at I begge er tapre med lansen.
Natten er nær, og at lyde dens bud er bedst for os alle.»

Talte da Telamons søn, den vældige Aias, og svarte:
«Vend jer til Hektor, Idaios, og be ham at stille slikt forslag;
ti det var ham som æsket til kamp de tapreste helter.
Han faar da være den første, og selv skal jeg følge ham villig.»

Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Aias, saa visst som en gud har skjænket dig vældige lemmer,
styrke og kløkt, og du bedst av akaierne svinger din lanse,
la os da nu for idag holde op med kampen og striden.
(291–328) Efterpaa kan vi jo møtes og kjæmpe paany, til en guddom
skiller os to og vil unde det ene av folkene seier.
Natten er nær, og at lyde dens bud er bedst for os alle,
forat du selv kan glæde akaiernes haarfagre sønner
hist ved skibenes stavn, og mest dine venner og frænder,
og forat jeg i den vidtstrakte by, hvor Priamos hersker,
snart kan glæde de troiske mænd og langslørte kvinder
som for at be for mit liv vil vandre til gudernes templer.
Vel, la os skjænke hinanden de herligste gaver til avsked,
forat det siden kan vorde et ord blandt akaier og troer:
«Da de paa liv og død hadde kjæmpet i frygtelig tvekamp,
sluttet de siden et ærlig forlik og skiltes som venner.»

Saaledes talte han venlig og rakte ham derpaa som gave
sverdet med nagler av sølv med skede og kostelig sverdrem.
Aias gav Hektor til gjengjæld sit purpurstraalende belte.
Derefter skilte de lag, og hen til akaiernes fylking
vandret den ene, den anden til troernes hær, og med glæde
saa de ham komme i live og uskadt, frelst fra den barske
Aias’ vældige kraft og farlige hænder. Til byen
førte de ham som de ei hadde trodd kunde frelses fra døden.
Men til sin drot Agamemnon, som frydet sig over hans seier,
førte akaiernes hærklædte mænd den straalende Aias.

Da de var samlet hvor Atrevs’ søn hadde reist sine telter,
slagtet hin mændenes mægtige drot Agamemnon en okse
fem aar gammel som offer til Zevs, den almægtige hersker.
Offeret flaadde de raskt og skilte dets lemmer fra kroppen.
Stykkerne delte de skjønsomt og stak dem med omhu paa spiddet,
brunte og stekte dem vel og trak dem tilbake fra ilden.
Da deres møie var endt, og det herlige gilde var rede,
nød de sit maaltid, og alle fik nok av de bugnende retter.
Atrevs’ herlige søn, den mægtige drot Agamemnon,
hædret nu Aias, sin gjest, med et helskaaret stykke av ryggen.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
tok som den første iblandt dem den graanede Nestor til orde,
gubben som ogsaa tilforn hadde raadet til det som var tjenligst.
Venlig tilsinds mot dem alle tok drotten til orde og mælte:
«Hør mig Atrevs’ søn og I andre akaiernes fyrster!
Faldne er mange paa val av akaiernes haarfagre sønner,
(329–66) helter hvis strømmende blod den kampgriske Ares lot flyte
her ved Skamandros’ strøm, og hvis sjæl maatte vandre til Hades.
Stans da imorgen ved gryende dag akaiernes kampe.
La os saa samle os her og kjøre med okser og muldyr
likene hit paa vogner og brænde dem alle paa likbaal
nær ved skibenes stavn, saa hver av os siden kan bringe
benene hjem til de fældedes barn, naar vi stevner til hjemmet.
Saa skal vi reise ved baalet en eneste gravhaug for alle
høit over sletten og bygge i hast ved haugen en vældig
mur med tinder og taarn til vern for skibe og mandskap.
La os saa gjøre en port med fløier som slutter forsvarlig.
Ut gjennem denne skal hærveien gaa for hester og vogner.
Utenfor graver vi dypt i muld en skjærmende voldgrav
rundt om muren til vern for hester og folk, saa vi aldrig
tvinges i knæ i den trykkende kamp mot de brautende troer.»

Saaledes lød hans ord, og kongerne roste hans tale.
Men paa Ilions kneisende borg i Priamos’ slotsgaard
samlet sig troernes mænd til et vildt og larmende møte.
Der tok først den sindige drot Antenor tilorde:
«Hør mig, troer, dardaniske mænd og hjælpere gjæve,
forat jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at nævne:
La os dog unde kong Atrevs’ æt at føre tilbake
Hélena, kvinden fra Argos, og alt hendes gods; ti vi kjæmper
nu med brudd paa den hellige pakt, og jeg tør ikke haabe
fremgang og lykke for os, saafremt vi ei gjør som jeg sier.»

Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Paris, den herlige helt, den haarfagre Hélenas husbond.
Harmfulde lød hans vingede ord, da han talte og svarte:
«Nei, Antenor! Det forslag du stiller os, huer mig ikke.
Visselig vet du at finde et raad som er bedre end dette.
Men er det virkelig saa at du sier os dette for alvor,
da har visselig guderne selv dig røvet forstanden.
Ogsaa jeg selv har et ord til de hestetumlende troer.
Aapenlyst sier jeg fra: Jeg gir ikke kvinden tilbake;
men hvad jeg førte fra Argos av kostelig gods til vor bolig,
det skal jeg gi og gjerne som bot lægge til av mit eget.»

Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Priamos, Dardanos’ søn. I kløkt var han gudernes like.
(367–405) Venlig tilsinds mot dem alle, tok gubben til orde iblandt dem:
«Hør mig, troer, dardaniske mænd og hjælpere gjæve,
for at jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at nævne.
Nu skal I stevne til byen og faa eders kveldsmat som vanlig.
Husk saa alle at gaa til jer post og holde jer vaakne.
Tidlig ved gry skal Idaios gaa hen til de stavnkrumme snekker
til Agamemnon, Atrevs’ søn, og hans bror Menelaos.
Dem skal han melde hvad Paris har sagt som voldte vor feide.
Saa skal han nævne vort forslag og spørre dem om de er villig
nu til at stanse den larmende strid, mens vi brænder de faldne.
Efterpaa kan vi jo møtes og kjæmpe paany, til en guddom
skiller os ad og skjænker det ene av folkene seier.»

Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Nød da som vanlig hver deling for sig sin kveldsmat i leiren.
Derefter vandret Idaios ved gry til de stavnkrumme snekker.
Samlet hos kong Agamemnon til ting ved fartøiets bakstavn
fandt han danaernes kampglade mænd. Der stanset herolden
midt i den samlede flok og ropte med lydelig stemme:
«Atrevs’ søn og I som er bedst av alle akaier.
Priamos selv og hans gjæveste mænd har budt mig at bringe
melding om hvad Aleksandros har sagt som voldte vor feide,
hvis det saasandt maatte være jer kjært og hue jer alle.
Hvad Aleksandros har ført av gods paa de gyngende skibe
hit til Troja — aa gid han før hadde fundet sin bane! —
det vil han gi og gjerne som bot lægge til av sit eget.
Derimot sier han nei til troernes bøn om at sende
kvinden tilbake, den hædrede drot Menelaos’ hustru.
Kongen har budt mig tillike at spørre jer om I er rede
nu til at stanse den larmende strid, mens vi brænder de faldne.
Senere kan vi jo møtes og kjæmpe paany, til en guddom
ender vor feide og gir det ene av folkene seier.»

Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Hverken maa nu nogen mand ta imot Aleksandros’ skatte
eller mot Hélena selv. Den enfoldigste daare maa skjønne
grant at timen er nær og troerne viet til døden.»

Saa han talte. Da skrek akaiernes sønner, og alle
priste den hestetumlende helt Diomedes’ tale.
Men til Idaios talte den mægtige drot Agamemnon:
(406–44) «Gjæve Idaios! Selv har du jo hørt akaiernes mening,
hørt hvad de gir dig til svar, og dette er ogsaa min vilje.
Dog, jeg har intet imot at I brænder paa likbaal de faldne.
Ei skal man negte en helt som segner paa valen, den naade
straks efter døden at stedes til ro ved hæderlig baalfærd.
Heras høittordnende husbond Zevs være vidne til pakten.»

Saa han talte og løftet sin stav mot himmelens guder.
Derefter vandret Idaios igjen til det hellige Troja.
Troer og gjæve dardaniske mænd sat endnu paa tinge
samlet i flok, og alle var spændt paa Idaios’ komme.
Endelig kom han tilbake. Han stanset i kredsen og meldte
svar paa sit erend. I hast gjorde alle sig rede, og somme
hentet de fældedes lik. Tilskogs efter ved gik de andre.
Ogsaa argeierne hastet avsted fra de toftede snekker
efter de fældedes lik og andre tilskogs efter brændsel.

Nu randt solen og spredte sin glans over enger og marker,
stigende op paa himmelens hvælv fra Okeanosflodens
bundløse, rolige strøm. Da møttes de alle paa valen.
Ei var det let at kjende igjen hver mand blandt de faldne.
Vasket de da det størknede blod under brændende taarer
bort fra de dræpte og løftet dem op paa forspændte vogner.
Dog, paa Priamos’ bud blev veklagen stanset, og tause
dynget de likene op paa baal med sorgfulde hjerter,
brændte dem saa og vandret igjen til det hellige Troja.
Hist gjorde alle akaiernes mænd det samme. De lagde
dynger av lik paa det vældige baal med sorgfulde hjerter,
brændte dem saa og vandret igjen til de toftede snekker.

Førend det rødmet i øst, i det natlige dæmrende halvlys
sanket sig rundt om baalet en utvalgt flok av akaier.
Reiste de da over sletten en eneste kneisende gravhaug
fælles for alle, og bygget ved den en ringmur med høie
tinder og mægtige taarn til vern for skibe og mandskap,
og for at bane en vei som var farbar for vogner og hester
bygget de porthvælv paa muren med fast tilsluttende fløier.
Utenom ringmuren gravet de dypt i mulden en voldgrav
langstrakt og bred og fæstet en rad av pæler i bunden.

Medens de strævet saa haardt de akaiske haarfagre svende.
sat hos tordneren Zevs de evige guder og skuet
alle med undrende blik paa akaiernes mægtige storverk.
(445–82) Talte da først Poseidon, hin gud som ryster al jorden:
«Alfader Zevs! si, findes der vel paa jorden den vide
endnu en mand som vil nævne for os sine lønlige planer.
Ser du da ei at nu har akaiernes haarfagre svende
bygget en mur til skibenes vern og gravet en voldgrav
rundt om muren; men ei har de bragt os guder et offer.
Vidt vil spredes dens ry, saa vide som dagslyset spredes.
Den vil de snart ha glemt som jeg og Foibos Apollon
bygget paa helten Laomedons bud med sved og med møie.»

Harmfuld i hu tok skydrotten Zevs til orde og svarte:
«Skam dig, jordryster, vældige gud! Hvad er det du sier?
Vel kan en tanke som din bli en gru for en anden blandt guder,
en som staar langt tilbake for dig i arme og kræfter;
men din hæder vil naa saa vide som dagslyset spredes.
Vel, naar akaiernes haarfagre mænd omsider kan stevne
hjemad til fædrenes elskede land paa toftede snekker,
bryt da sten for sten deres mur og kast den i havet;
skyl over stranden et dække av sand, saa svinder for altid
hvert et spor av den vældige mur som akaierne bygger.»

Medens de vekslet med spørsmaal og svar og talte om dette,
sænket sig solen, og endt var akaiernes møisomme dagverk.
Derefter slagtet de hver ved sit telt og gik til sit maaltid.
Talrike fartøier lastet med vin var landet fra Lemnos.
Disse var sendt av Evneos, den herlige søn av Iason,
han som Hypsipyle fødte Iason, folkenes hyrde.
Til Agamemnon, Atrevs’ søn, og hans bror Menelaos
sendte han særskilt tusinde maal av vinen den søte.
Derfra hentet akaiernes mænd, de haarfagre svende,
vin og betalte med kobber, men andre med jernet det blanke,
andre med huder og skind og andre med levende okser,
andre med trælle. Sit herlige maaltid gjorde de rede.
Smauset da natten til ende akaiernes haarfagre helter;
likesaa troernes mænd og hjælpernes skarer i byen.
Natten igjennem lot Zevs sine grufulde tordenskrald rulle,
varslende ondt for dem alle og slog dem med bleknende rædsel.
Vin fra bægrene heldte de ut paa jorden, og ingen
vaaget at drikke, før Zevs hadde faat det skyldige offer.
Derpaa gik alle til ro og hvilte i kvægende slummer.

Eos spredte i gyldent gevandt sit lys over lande.
Da lot den lynglade Zevs de evige guder gi møte
høit paa den øverste tind av Olympos’ takkede aasryg.
Først tok han selv til orde, og guderne lyttet tilhobe:
«Hør nu samtlige guder mit ord og alle gudinder,
forat jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at nævne.
Ingen gudinde, ei heller en gud maa herefter friste
frækt at trodse mit bud; nei, alle som en maa I villig
føie jer efter mit ord, saa jeg snart kan faa endskap paa saken.
Den som jeg merker vil snike sig bort og fjernt fra de andre
guder vil hjælpe danaernes folk eller troernes kjæmper,
han skal faa sine hugg, og med skam skal han gaa til Olympen,
eller jeg tar ham og kaster ham ned i Tartaros’ mørke,
fjernt til det gapende svelg i avgrunden dypt under jorden.
Der er portenes fløie av jern og tersklen av kobber,
likesaa dypt under Hades som himlen er høit over jorden.
Da skal han føle hvor kraftig jeg er mot samtlige guder.
Vel, I kan jo faa prøve, saa alle kan komme til visshet.
Ta nu en lænke av guld og hæng den fra himmelens sale;
grip saa fat hver eneste gud og alle gudinder.
Endda skulde I ei faa trukket fra himlen til jorden
Zevs, den høieste hersker, om aldrig saa meget I strævet.
Men naar jeg selv med hele min kraft vilde trække i lænken,
skulde jeg løfte jer op med jordskiven selv og med havet.
Derefter skulde jeg slaa om Olympos’ høieste tinde
(28–63) lænken og gjøre den fast, saa alt maatte svæve i luften.
Saa meget større er min end guders og menneskers styrke.»

Saa han talte, og alle som en blev tause og stille
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem gudinden den blaaøide Pallas:
«Kronos’ søn, vor far, du høieste hersker av alle!
Visselig vet ogsaa vi at vi aldrig kan kue din styrke;
aa, men det gjør os saa ondt for de kjække danaiske svende
som efter alt hvad de døiet av ondt maa helt gaa til grunde.
Vel, vi skal lyde dit bud og holde os borte fra kampen.
Ja, men et venneraad kan vi vel gi argeiernes kjæmper,
saa de ei alle tilhobe maa dø for at sone din vrede.»

Smilende svarte da Zevs, hin vældige skyernes herre:
«Fat dig, Tritogeneia, mit elskede barn. Mine trusler
var ikke ment for alvor. Mot dig skal jeg fare med lempe.»

Saa han talte og spændte de malmskodde hester for vognen,
rappe som flyvende fugler, med manker av bølgende guldhaar.
Rustningens flammende guld han spændte om brystet og fattet
svepen, et kunstverk av pureste guld, og steg paa sin stridsvogn.
Hestene gav han et rap, og de stormet avsted som paa vinger
midt mellem jorden og himmelens hvælv med de tindrende stjerner.
Frem til Gargaros kom han, til Idafjeldet som fostrer
vilddyr ved rislende bækker. Der har han en lund og et alter.
Der lot guders og menneskes far sine hester faa stanse,
spændte dem selv fra vognen og hyllet dem ind i en taake.
Selv tok han plads paa den høieste fjeldtop, stolt av sin hæder,
skuende ned paa troernes by og akaiernes snekker.

Rundt om i teltene nød akaiernes haarfagre helter
hastig sit maaltid og rustet sig saa for at ile til kampen.
Akslet da ogsaa de troiske mænd sine vaaben i byen.
Ringere var de i tal, dog stundet de, tvungne av nøden
efter at verne om hustru og barn i kjæmpende fylking.
Portenes fløier blev aapnet paa gap, og mændene ilte
ut tilfots og tilvogns under larmende rop og forvirring.
Da de omsider kom frem og møtte hverandre paa valen,
tørnet de modige pansrede mænd med skjoldene sammen.
Lanserne slyngedes ut, og de vældige buklede skjolde
støttes mot skjolde med kraft, og stridslarmen drønet saa vide.
(64–101) Jamrende stønnen blev hørt og pralende rop av de mange
kjæmper som fældte og faldt, og blodstrømme flommet paa jorden.

Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i stigen,
traf deres lanser fra hver sin kant, og folkene segnet;
siden, da solen var steget til midt paa himmelens bue,
da tok Alfader vegten av guld og stillet den like.
Dødssvangre vegtlodder la han paa skaalene, tvende i tallet,
ett for troernes mænd og ett for akaiernes kjæmper.
Midt over vegten han holdt; — da sank akaiernes dødslod.
Vegtskaalen sank mot den nærende jord med akaiernes lodder.
Op fôr troernes lettere skaal mot himmelen vide.
Brakende tordenskrald løsnet han selv fra Ida og sendte
flammende lyn mot akaiernes folk, og blændet ved synet
skalv de i gru, og alle som en blev bleke av rædsel.
Hverken holdt nu Idomenevs stand eller kong Agamemnon;
likesaa litt Aianternes par, de kampglade helter.
Nestor alene, akaiernes vern, den gereniske gubbe
dvælte motvillig; ti løshesten faldt og vred sig i smerte,
rammet med pilen av Paris, den haarfagre Hélenas husbond,
øverst i issen hvor mankehaar gror paa hestenes hode
forrest i panden; det farligste sted hvor dyret kan rammes.
Høit den steilet av kval; ti pilen for ind i dens hjerne.
Stanghestparret blev sky, da den veltet sig rundt med sin vunde,
og mens den gamle sprang ned med sit sverd og just skulde hugge
gangernes trækremmer av, kom Hektors fotrappe hester
stormende frem i tumlen med Hektor paa karm, og han førte
tøilerne selv. Forvisst hadde oldingen der mistet livet,
hvis ikke straks Diomedes, den høimælte helt, hadde set det.
Frygtelig skrek han og kaldte til hjælp den gjæve Odyssevs:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Hvorhen saa ræd? Hvi vender du ryg som en usling i stimlen?
Bare du ei paa din flugt faar fæstet en lanse i ryggen!
Stans dog, saa vi faar drevet hin vildmand bort fra den gamle.»

Saa han ropte forgjæves. Den haardføre høvding Odyssevs
vilde ei høre, men fôr ham forbi til akaiernes skibe.
Ene var Tydevs’ søn; men ind blandt de forreste kjæmper
kastet han sig og stillet sig frem ved den graanede Nestors
skrækslagne tvespand og talte med vingede ord til den gamle:
(102–39) «Gubbe, nu trænges du haardt av kjæmper med ungdommens kræfter.
Lammet er fordums kraft, og du følges av alderens plager.
Mat er din vognstyrer nu, og langsomme er dine hester.
Kom, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og let de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Dem har jeg tat fra Aineias. Vidt spreder de rædsel paa valen.
Dine kan svendene nu føre bort, saa styrer vi disse
frem imot troernes kjæmper tilvogns, og da skal tilvisse
Hektor faa se om ogsaa mit spyd kan rase i haanden.»

Saa han talte, og ei var vognkjæmpen Nestor uvillig.
Oldingens hester blev nu ført bort av kyndige svende,
Stenelos, kraftig og kjæk, og Evrymédon, helten saa mandig.
Paa Diomedes’ vogn steg derefter begge, og Nestor
fattet de skinnende tøiler i haand og snertet de rappe
hester med svepen, og snart var de nær den straalende Hektor.
Tydevs’ søn tok sigte, da høvdingen stormet imot dem.
Spydsodden rammet ei ham; men like i brystet ved vorten
traf han Eniopevs, søn av den modige kjæmpe Tebaios,
svenden som styrte hans vogn og tøilet de fotrappe hester.
Ned ifra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var knækket.
Krympet da Hektor sig saart i sin sjæl i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Ilsomt speidet han efter en vognstyrer kjæk, og hans hester
savnet ei længe en styrer; snart fandt han i vrimlen den tapre
helt Arkeptolemos, Ifitos’ søn, og bad ham at stige
op paa den rullende vogn og rakte ham hestenes tøiler.

Ufærd var nu blit troernes lod og ubotelig vanheld;
nu var de drevet bak Ilions mur som smaafæ til kveen,
hvis ikke guders og menneskers far hadde merket det hastig.
Høit han tordnet og slynget det flammende lyn fra sin høire.
Ved Diomedes’ vogn slog det ned for hestenes føtter.
Frygtelig fræste dets ild med svovelblaat flammende luer.
Hestene rystet av skræk og segnet i knæ under aaket.
Tøilerne for med et ryk den graanede Nestor av hænde.
Skrækslagen talte han saa til den herlige helt Diomedes:
«Tydevs’ søn, styr atter paa flugt dine fotrappe hester!
(140–78) Skjønner du ikke at Zevs ei under dig kraft til at seire?
Visst er det Hektor hvem Kronos’ søn gir seierens hæder
nu for idag; men er det hans agt, saa skjænker han siden
prisen til os. Ei stanser en mand hvad Zevs har i sinde,
selv om hans styrke er stor. Langt større er Alfaders vælde.»

Straks tok den høimælte helt Diomedes til orde og svarte:
«Gamle, ja visselig gir jeg dig ret i alt hvad du nævnte;
dog jeg pines i hjerte og sind av nagende blygsel.
Hektor vil senere si, naar han taler til troer paa tinge:
«Tydevs’ søn maatte flygte for mig til de toftede snekker.»
Saa vil han pralende si. Gid jorden mig da vilde sluke!»

Atter tok Nestor, Gerenias drot, til orde og svarte:
«Skam dig for saadanne ord, du søn av den kampglade Tydevs!
ti dersom Hektor vil kalde dig feig og en ynkelig kryster,
agter dog ikke en troer hans ord og ingen dardaner.
Tiltro vinder han ikke hos én av de modige troers
kvinder hvis unge og kraftige mænd du styrtet i støvet.»

Saaledes talte den gamle og vendte de stampende hester
atter til flugt gjennem stimlen, mens Hektor og troerne slynget
mot dem en hagl av hvinende spyd med rungende hærskrik.
Høilydt ropte nu helten, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Tydevs’ søn, dig æret danaernes mænd blandt de første.
Hædersplads fik du, det lækreste kjøt og bredfulde bægre.
Nu vil de agte dig ringe; ti nu er du blit til et kvindfolk.
Væk, elendige dukkemand! Mig skal du ikke faa jaget.
Ei skal du sætte din fot paa vor mur, og ei skal du føre
bort paa dit skib vore kvinder. Nei, før skal jeg gi dig din bane.»

Saa han talte; men Tydevs’ søn var i tvil om han skulde
vende med vognen og maale sin kraft med Hektors i tvekamp.
Treganger tordnet den alvise Zevs fra Ida og varslet
held for troernes mænd og den avgjorte seier i slaget.
Rungende ropte da Hektor til troernes fremdjerve fylking:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Tydelig skjønner jeg nu at Kronos’ søn i sin naade
lover mig seier og ry, men akaierne jammer og vanheld.
Aa, de daarer, som bygget med stræv hin kneisende ringmur!
Svak er den, ingenting værd. Min kraft skal den ei kunne stanse.
(179–217) Grøften de nylig har gravet, skal hestene let hoppe over.
Men naar jeg kommer tilsidst helt frem til de tjærede skibe,
gjælder det ret i betids at tænke paa blus og paa brande,
saa jeg faar brændt deres skibe og dræpt de argeiiske stridsmænd,
mens de i sansesløs skræk farer om ved de rykende skibe.»

Saa han talte og egget med manende ord sine hester:
«Ksantos, og du Podargos, du herlige Lampos og Aiton!
Løn mig nu ivrig for omhu og røkt og den nærende hvete,
den som Andromake selv, den bolde Eétions datter,
gav jer i rikeste maal, og den liflige vin som hun altid
blandet i vandet for jer, saa ofte I lystet at drikke,
førend jeg selv, hendes blomstrende mand, fik gaa til mit maaltid.
Stræk nu ut, saa vi tar dem igjen og kan gjøre til bytte
Nestors herlige skjold som til skyerne hæves av rygtet.
Helt av guld skal det være, det selv og begge dets haandtak.
Da kan vi ogsaa faa revet Hefaistos’ herlige kunstverk,
panserets hamrede malm, fra hin helt Diomedes’ skuldre.
Tar vi saa kostelig bytte, saa tror jeg akaierne flygter
endnu i kommende nat ombord paa de hurtige snekker.»

Saaledes pralte han stolt. Da vrededes Hera, og heftig
skalv hun av harm paa sin stol, saa hun rystet det høie Olympen.
Fnysende talte hun saa til den mægtige havgud Poseidon:
«Vældige jordryster, skam dig! Si, føler selv du i dit hjerte
sletingen ynk for danaernes mænd som maa segne i døden?
Til dine templer de sender jo dog de herligste gaver
hist i Helike og Aigai. Du burde dog unde dem seier.
Ti dersom alle vi guder, som hjælper danaerne, vilde
stanse den tordnende Zevs, mens vi jaget de troiske stridsmænd,
kunde han sitte der, bister i hu, alene paa Ida.»

Da tok den vældige jordryster barsk til orde og svarte:
«Hera, aa du som tar munden saa fuld, hvad er det du sier?
Nei, jeg har slet ikke lyst paa en kamp mellem Zevs og os andre
guder tilhobe. Langt større end vor er Alfaders styrke.»

Saaledes lød de ord som nu med hinanden de vekslet.
Men fra graven om muren til skibenes række var sletten
fyldt i myldrende trængsel av hester og skjolddækte kjæmper.
Hektor, Priamos’ søn, saa kjæk som den stormende Ares,
trængte dem haardt; ti Zevs hadde skjænket ham seierens hæder.
Nu hadde høvdingen brændt med flammende ild deres snekker,
(218–55) hvis ikke Hera i hast hadde lagt Agamemnon paa sinde
selv at ile til kamp og hidse akaiernes stridsmænd.
Raskt han ilte avsted til akaiernes telter og snekker.
Kappen av straalende purpur bar helten i haand, og han stanset
tæt ved Odyssevs’ telt, ved hans mægtige tjærede langskib.
Midterst i rækken det laa, saa ordene let kunde høres
baade hvor Aias, Telamons søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs’ leir; paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Rungende lød hans røst, da han ropte til alle danaer:
«Aa for en skam, argeier, I krystere, kjække at se til.
Hvor er nu vore brautende ord om at vi var de bedste,
dengang vi sat paa Lemnos og skrøt i tommeste selvros?
Da, mens ved bordet vi fraadset i kjøt av hornede okser,
drak vor vin og fyldte av bredfulde boller vort bæger,
da skulde hver av os møte i kamp sine hundrede troer,
kanske to hundred. Og nu? — En eneste er os for meget,
Hektor, som snart med flammende ild vil herje vor flaate.
Findes der, Alfader Zevs, blandt konger vel én som du rakte
ulykkens bæger saa fuldt og røvet saa grusomt hans hæder?
Trygt tør jeg si at jeg aldrig paa veltoftet snekke har seilet
tomhændt paa langfærden hit forbi dine herlige altre.
Oksernes fett og lækreste kjøt har jeg brændt paa dem alle,
higende efter din hjælp til at herje det murkranste Troja.
Aa, saa hør da, mægtige Zevs, idag mine bønner:
Und os dog selv at fly til vort hjem og slippe det værste!
La ei akaierne kues saa svart av troernes kjæmper.»

Saa han talte. Da ynkedes Zevs over høvdingens taarer.
Naadig han lovet med nik at frelse hans stridsmænd fra døden.
Straks han sendte en ørn, blandt fugler det sikreste varsel.
Klemt i kløerne holdt den et kid som hinden den rappe
nys hadde født, og slap det ved Alfaders herlige alter,
der hvor akaierne bragte den varslende Zevs sine ofre.
Og da de skjønte at ørnen var sendt fra Zevs i det høie,
gik de mot troerne djervere frem og tænkte paa kampen.

Der kunde ikke en mand blandt alle de mange danaer
rose sig av at han styrte sit spand av fotrappe hester
frem over graven til kamp før Tydevs’ søn Diomedes;
(256–93) ti langt foran de andre han vog en velrustet troer,
helten Agélaos, Fradmons søn. Han vendte sit tvespand
raskt for at fly; men Tydevs’ søn jog hastig sin lanse
midt mellem skuldrene ind i hans ryg og ut gjennem brystet.
Tumlet han da fra sin vogn, og rustningen klirret om helten.

Derpaa kom først Agamemnon og saa Menelaos, de tvende
sønner av Atrevs, og lystne paa kamp kom begge Aianter,
derpaa Idomenevs selv og Idomenevs’ kraftige væbner,
helten Meriones, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Saa fór Evrypylos frem, den herlige søn av Evaímon,
og som den niende Tevkros som spændte den smidige bue.
Hen til Aias, til Telamons søn, bak skjoldet han traadte.
Aias tok varlig til side sit skjold, mens helten som snarest
speidet omkring, og hvergang han traf og rammet en kriger
inde i stimlen, da styrtet han død til jorden; men Tevkros
ilte tilbake og dukket sig ned bak Aias, som barnet
gjemmer sig trygt bak sin mor, og han dækket ham stadig med skjoldet.

Hvem blandt troerne fældte han først, den herlige Tevkros?
Kjæmpen Orsilokos først, saa Ormenos og Ofeléstes,
Daitor og Kromios, saa Lykofontes, saa sterk som en guddom.
Saa Melanippos og sidst Polyaimons søn Amopáon.
Samtlige rammet han, én efter én, saa de segnet til jorden.
Mændenes drot Agamemnon blev var med fryd at han spredte
død og fordærv i troernes hær med sin vældige bue.
Straks gik han frem og stillet sig hen til helten og mælte:
«Tevkros, min hjertensven, Telamons søn, du mandige høvding,
træf dem som nu, saa lysner det snart for danaernes fylking.
Stolt vil Telamon vorde, din far, som fostret dig kjærlig,
da du var barn og gav dig et hjem, skjønt din mor var en frille.
Løft ham til hæderens tind, hvor han dvæler i ro i det fjerne.
Ett skal jeg love dig nu, og visselig skal det bli fuldbragt:
Dersom den aigissvingende Zevs og den høie Atene
under mig helt at styrte i grus det velbygde Troja,
skjænker jeg dig den herligste løn næst efter min egen,
enten det væligste spand og en vogn eller ogsaa en trefot,
eller en mø som kan bo i dit hjem og dele dit leie.»

Straks tok Tevkros, den mandige helt, til orde og svarte:
«Atrevs’ søn, hvi egger du mig som brænder av iver?
(294–331) Ei kan jeg ta mig et øiebliks hvil, saa længe jeg eier
kraft i min arm; men siden vi jog dem tilbake mot Troja,
tar jeg mit sigte og fælder dem, mand efter mand, med min bue.
Sylhvasse piler, ja otte paa rad, har jeg sendt, og de fæstet
alle som en sin odd i de raskeste krigeres kropper.
Dog, hin rasende hund er jeg ikke istand til at ramme.»

Saa han talte og sigtet paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Ham gik skuddet forbi; men en anden av Priamos’ sønner,
helten Gorgytion rammet han midt i brystet med pilen.
Kastianeira var høvdingens mor, en mø fra Aisyme,
Priamos’ deilige brud, saa skjøn som en himmelsk gudinde.
Mat lot han hovedet synke som hist i haven en valmu
bøier sig tynget av svulmende knop og av duggen om vaaren.
Saaledes segnet hans hoved ved malmhjelmens tyngde til siden.

Spændte da Tevkros sin bue paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Atter gik pilen forbi; ti Apollon slog odden tilside.
Men Arkeptólemos, Hektors svend, som styrte hans hester,
rammet han, just da han stevnet til strid, i brystet ved vorten.
Ned fra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var lammet.
Krympet da Hektor sig saart i sit sind i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Raadsnar bød han sin bror Kebriones gripe de raske
gangeres tøiler; ti han var ham nær, og han lystret ham villig.
Selv sprang helten i rustning til jord fra sin straalende stridsvogn.
Frygtelig runget hans rop, da han grep en graasten og stevnet
like mot Tevkros. At ramme hin helt var hele hans attraa.
Alt hadde Tevkros tat frem den hvæssede pil fra sit kogger,
lagt den tilrette og spændt sin streng, da den straalende Hektor
traf ham i skulderen, just paa det farligste sted, hvor det krumme
nøkleben danner et tydelig skjel mellem halsen og brystet.
Der han rammet med skarpkantet sten den sigtende skytte,
sprængte hans streng og lammet hans arm fra skulder til haandled.
Mat han segnet i knæ, og ut av hans hænder faldt buen.
Aias svigtet dog ikke sin bror, da han faldt; men han ilte
hastig derhen og dækket ham rundt med skjoldet det sterke.
(332–69) Ekios’ søn Mekistevs og helten, den kjække Alastor,
Tevkros’ staldbrødre, bøide sig ned, og i sine arme
bar de den stønnende kjæmpe avsted til de tjærede snekker.

Atter blev troernes kampiver vakt av hin drot paa Olympen.
Like til voldgraven drev de akaiernes stridsmænd tilbake.
Forrest gik Hektor blandt kjæmperne frem i lit til sin styrke.
Som naar paa hurtige føtter en hund sætter efter et vildsvin
eller en løve og biter den bak i haser og lænder,
altid paa speidende vakt, naar dyret gjør vending til anfald,
saaledes jaget nu Hektor akaiernes haarfagre sønner,
fældende stadig den bakerste mand i den flygtende stimmel.
Men da de kom paa sin flugt i ly bak pæler og voldgrav,
efterat mange for troernes haand var segnet i døden,
stanset de endelig op og holdt stand ved skibenes række.
Hver mand egget den anden til strid, og med løftede hænder
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Hektor fór om og tumlet sit spand med de flagrende manker.
Øinene lyste av Gorgos gru og krigsgudens mordlyst.
Grepet av ynk blev gudinden den armhvite Hera ved synet.
Straks fór hun op og talte med vingede ord til Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs! aa, skal vi da endnu
nøle i ytterste nød med at hjælpe akaiernes stridsmænd,
som efter alt hvad de døiet av ondt maa helt gaa tilgrunde,
knust av en eneste mand som nu saa utaalelig raser,
Hektor, Priamos’ søn. Alt nok av ondt har han øvet.»

Svarte da straks den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Visselig saa jeg saa gjerne at høvdingen her i sit hjemland
mistet sin kraft og mistet sit liv for akaiernes hænder.
Aa, men min far er rasende vred; ondt har han i sinde.
Slem er han altid og haard; hvad jeg ønsker forhindrer han stadig.
Ei vil han komme i hu, at jeg tidt og ofte i nøden
frelste hans søn, naar han strævet som værst i kamp for Evrystevs.
Mangengang hævet han blikket i graat mot himlen, og altid
var det da mig som blev sendt til hjælp av Zevs fra hans himmel.
Hadde jeg været saa klok at tænke mig sligt, da Evrystevs
sendte til Hades’ lukkede port hin helt for at hente
op fra Erebos’ dyp den grufulde Hades’ vakthund,
aldrig var han da frelst over Stykselvens fossende vande.
(370–407) Nu er det mig som Alfader skyr; nu føier han Tetis,
hun som har kysset hans knær og slesk har tat ham om haken,
medens om hæder hun bad for sin søn, den grumme Akillevs.
Men — bare vent! Snart er jeg igjen hans «blaaøide elskling».
Spænd nu for vognen i hast de fotrappe gangeres tvespand
medens jeg selv derinde i aigissvingerens haller
aksler min rustning til strid. Saa faar jeg vel se om den stolte
hjelmbuskvaiende Hektor, hin søn av kong Priamos, frydes
naar han faar se at vi to stormer frem gjennem kjæmpernes rækker,
eller om mangen en troer som lik ved akaiernes snekker
snarlig skal mætte med fett og kjøt baade hunder og gribber.»

Saa hun talte, og ei var den armhvite Hera uvillig.
Selv gik Hera, den høie gudinde, Kronos’ datter
hen for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Pallas Atene, den aigissvingende Alfaders datter
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret. Hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de piskede hester.

Zevs blev frygtelig vred, da han saa dem fra Ida, og sendte
Iris, den gyldenvingede mø, for at melde hans vilje:
«Skynd dig, fotrappe Iris, og jag dem! La dem ei stevne
mot mig; ti møtes vi nu i en kamp, saa gaar det dem ilde.
Ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli fuldbragt:
Lamslaa skal jeg for rullende vogn deres fotrappe hester,
styrte dem selv fra karm og slaa den i stumper og stykker.
Selv naar ti henglidende aar har sluttet sit kredsløp,
lækes ei helt de saar som lynstraalen slaar, naar den rammer.
Kjæmper den blaaøide mø mot sin far, skal hun mindes det længe.
Ei kan jeg føle slik harm eller undre mig saa over Hera.
(408–445) Hun har jo stadig for vane at trodse mot alt hvad jeg sier.»

Saa han talte, og Iris drog hastig avsted med hans budskap.
Stormsnart for hun til høien Olymp fra det kneisende Ida.
Fremme ved borgporten møtte hun dem paa den takkede aasryg,
stanset dem brat og meldte fra Zevs det myndige magtbud:
«Hvorhen saa hidsig? Hvi raser saa vildt i barm eders hjerte?
Zevs forbyr eder strengt at verge akaiernes stridsmænd.
Saaledes truet jer Kronos’ søn, og hans trusel blir fuldbragt:
Lamslaa skal han for rullende vogn eders fotrappe hester,
styrte jer selv fra karm og slaa den i stumper og stykker.
Selv naar ti henglidende aar har sluttet sit kredsløp,
lækes ei helt de saar som lynstraalen slaar, naar den rammer.
Kjæmper du, blaaøide mø, mot din far, skal du mindes det længe.
Ei kan han føle slik harm eller undre sig saa over Hera.
Hun har jo stadig for vane at trodse mot alt hvad han sier.
Du er den værste, du tæve, du skamløse, hvis du for alvor
vaager at løfte mot Alfader Zevs din vældige lanse.»

Iris, den fotrappe mø, hadde talt og hastet tilbake.
Straks tok Hera til orde og talte til Pallas Atene:
«Harmelig er det, du Alfaders barn, men la os ei længer
stevne til kamp for menneskers skyld mot Zevs i hans vælde.
Nogen av dem faar segne i kamp, og andre faar leve,
som det kan falde, og saa faar han selv — det er vel det bedste —
nu skifte ret som han vil, mellem troer og gjæve danaer.»

Saa hun talte og styrte det travende tvespand tilbake.
Aarstidsgudinderne kom og spændte de manfagre hester
raskt fra vognen og lænket dem fast til de himmelske krybber.
Op mot den skinnende væg i forhallen reiste de vognen.
Selv tok de tvende gudinder sin plads blandt de øvrige guder
hver paa sin guldsmykte stol, mens hjertet sig krympet av harme.

Alfader styrte paa rullende vogn sine hester fra Ida
hjem til det høie Olymp og stevnet til gudernes møte.
Hestene spændte fra vogn den sterke Poseidon og løftet
vognkarmen op paa bukker og dækket den godt med et klæde.
Selv tok tordneren Zevs paa guldtronen plads, og Olympens
vældige fjeld blev rokket og skalv under herskerens føtter.
Hver paa sin side og helt for sig selv sat Pallas og Hera
langt ifra Zevs. Ei fik han av dem et ord eller spørsmaal.
(446–83) Dog, han skjønte saa godt deres lønlige tanker og mælte:
«Si, hvorfor sitter I her saa modfaldne, Pallas og Hera?
Utmattet blev I da visst ikke nu av at fælde i kampen
troernes mænd som I lægger for hat og plager saa grusomt.
Visselig, sterk som jeg er og med næver som ingen tør røre,
rokker mig guderne ei, saa mange som er paa Olympen.
I to fik jo en skjælvende skræk i de straalende lemmer
endog før I fik se nogen kamp og dens grufulde idræt.
Ja; ti nu skal jeg si hvad der visselig ogsaa var hændt jer:
Slaat av mit lyn var I blit, og paa rullende vogn var I aldrig
kommet igjen til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.»

Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene var taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
«Grusomme søn av Kronos! hvad mente du nu med din tale?
Visselig vet ogsaa vi at vi aldrig kan kue din vælde.
Aa, men det gjør os saa ondt for de kjække danaiske svende
som efter kvaler i fuldeste maal maa helt gaa tilgrunde.
Vel, vi skal lyde dit bud og holde os borte fra kampen.
Ja, men et venneraad kan vi dog gi argeiernes helter,
saa de ei alle tilhobe maa dø for at sone din vrede.»

Nu tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, min mørkøide viv, hvis du ønsker det, kan du imorgen
se paa at Kronos’ mægtige søn skal fælde end flere
lansesvingende mænd i argeiernes mandsterke fylking.
Ja; ti den vældige Hektor skal slet ikke stanse med kampen,
førend den kommer den dag, da helten den raske Akillevs
reiser sig vred i sin leir, naar de kjæmper i frygtelig trængsel
hist ved de hurtige langskibes stavn om den faldne Patroklos.
Saa er mit guddomsbud. Dit raseri ænser jeg ikke,
selv om du vandret til jordens og storhavets ytterste grænser,
der hvor Iapetos sitter og Kronos som aldrig kan frydes
hverken ved solen, Hyperions søn, i straalende lysglans
eller ved svalende vinde. I Tartaros’ dyp er de lænket.
Dit kan du vandre paa vildsom fot; jeg ænser dog ikke
dig og din harm; ti værre end dig er ingen i frækhet.»

(484–520) Saa han talte. Da svarte hun ei, den armhvite Hera.

Solskivens straalende lys gik ned i Okeanos’ vande,
dragende natmulmets skyggende slør over frugtbare marker.
Troerne saa med mismod at sollyset svandt; men den mørke,
længselsfuldt ventede nat var akaierne trefold velkommen.

Hektor, den straalende helt, lot troerne stevne til møte
hist ved den hvirvlende elv og fjernt fra akaiernes snekker,
der hvor sletten var aapen og fri for lik av de faldne.
Ned ifra vognene steg de til jord og lyttet, da Hektor,
Alfaders yndling, stod frem og talte paa tinge. I haanden
holdt han sin lanse med elleve alens skaft, og ytterst paa stangen
blinket den malmhvasse odd, og en guldring var fæstet til skaftet.
Støttet til den tok han ordet og talte til troernes stridsmænd:
«Hør mig nu, troer, dardaniske mænd og hjælpere gjæve.
Nys har jeg haabet at øde akaiernes skibe og mandskap
førend jeg atter drog hjem til det stormomsusede Troja;
men før striden var endt, kom mørket som tryggest har vernet
hist ved den brusende strand argeiernes stridsmænd og snekker.
Vel, saa faar vi da bøie os nu for natten den sorte.
Nu faar vi holde vort maaltid. Hver mand skal spænde fra vognen
straks sine hester og lægge et rikelig natfôr i krybben.
Skynd jer og driv baade okser og velnæret smaafæ til leiren
hist fra byen og hent ifra bur og fra kjelder den søte
hjertefrydende vin og brød. Sank tørved i mængde
forat vi natten igjennem til gryende morgen kan brænde
talrike baal, hvis glans kan stige mot himmelen vide.
Utrygt vorder det da, om akaierne kanske vil friste
feigt at fly i det natlige mulm over dønninger brede.
Stige ombord paa sin flaate i mak skal de sandelig ikke.
Nei, naar de stiger ombord, skal mange bli rammet av piler
eller av lansernes odd og bære paa verkende vunder
senere hist i sit hjem, forat ogsaa en anden kan føle
gru for en graatsvanger kamp mot de hestetumlende troer.
Zevs’ herolder skal haste omkring i byen og byde
halvvoksne gutter og graanede mænd at samles og drage
ut til sin vakt paa de mægtige taarn som guder har bygget.
Vernløse kvinder skal tænde, enhver i de hjemlige haller,
(521–58) mægtige baal, og omhyggelig vakt maa der holdes, saa ikke
bakhold skal snike sig ind i vor by, mens hæren er borte.
La det da ske, som jeg nu har forkyndt jer, mandige troer!
Nok har jeg sagt jer om alt, som baader os nu; men imorgen
har jeg vel atter et ord til de hestetumlende troer.
Brændende ber jeg til Zevs og de øvrige guder og haaber
trygt deres hjælp til at jage paa flugt de glubende hunder,
disse som dødens gudinder har sendt paa de tjærede skibe.
La os inat være stadig paa post og holde os vaakne;
men naar det lysner av dag, skal vi aksle vor rustning og atter
vække den hidsige Ares til kamp ved de hurtige snekker.
Da faar jeg vite om Tydevs’ søn, hin helt Diomedes,
driver mig bort fra skibe til mur, eller jeg med det skarpe
kobber kan ta ham av dage og vinde hans blodige rustning.
Selv kan han rigtig faa vise sit mod, saasandt han imorgen
staar for mit spyd. Dog tror jeg han snart som en av de første
segner naar solen staar op, og talrike svende omkring ham,
rammet tildøde av spyd. Aa maatte jeg likesaa sikkert
spares til dagenes ende for død og for alderens plager,
hædret saa høit som Apollon og Pallas Atene blir æret,
som det er sikkert at dagen skal bringe akaierne vanheld.»

Saaledes talte den straalende helt, og troerne jublet.
Derefter spændte de raskt sine svedende hester fra aaket,
bandt dem saa fast, enhver til sin vogn, med smidige remmer.
Hjemad til Ilios skyndte de sig og førte til leiren
okser og velnæret smaafæ og hentet fra bur og fra kjelder
kvægende vin og brød og sanket sig tørved i mængde.
Derefter ofret de lytefri dyr til de evige guder.
Vindene hvirvlet den duftende damp fra sletten til himlen.
Guderne tok ikke mot den. De evige vilde ei nyte
offerets deilige duft, ti de hatet det hellige Troja,
lansesvingeren Priamos selv og alle hans stridsmænd.

Stolte og fulde av haab sat troerne natten igjennem
rundt paa den vidtstrakte val og brændte mangfoldige vaktbaal.
Likesom stjerner som blinker saa klart om den lysende maane
høit paa himmelens hvælv, naar luften er blikkende stille —
— samtlige varder og skar og fjeldenes høieste tinder
tegner sig klart imot himmelens blaa i den svimlende æter;
(559–65) hver en stjerne kan sees, og gjæteren glæder sig saare —
likesaa mange var troernes baal foran Ilions mure,
midt mellem Ksantos’ blinkende strøm og akaiernes skibe.
Tusen i tal var de brændende baal over sletten, og femti
stridsmænd var leiret om hvert i flammernes luende lysskjær.
Hestene stod og tygget sit spelt og bygget det hvite,
bundet til vognen og ventet den herlige Eos paa guldkarm.

Saaledes holdt nu troerne vakt; men den navnløse rædsel,
søster av isnende flugt, tok bo i akaiernes hjerter.
Alle de gjæveste mænd var trykket av tyngende mismod.
Ret som naar Boreas kommer i Zefyros’ følge og velter
bølger paa fiskerikt hav, de mægtige vinde som stormer
pludselig frem fra Trakiens land, mens de blaasorte sjøer
topper sig høit og skyller fra havdypet mængder av sjøgræs,
saaledes stormet nu tankerne vildt i akaiernes hjerter.

Atrevs’ søn, som var pint av den knugende sorg i sit hjerte,
vandret omkring og bød at de klarmælte gjæve herolder
straks skulde stevne ved navn hver enkelt i stilhet til møte,
ikke ved rop, og selv drog han travlt omkring blandt de første.
Modløse sat de paa tinge, og mændenes drot Agamemnon
reiste sig op, mens taarerne randt lik bækken som risler
ned med sit strømmende blaasorte vand over styrtbratte fjeldvæg.
Sukkende tungt tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han den haarde som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byder mig stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
(26–63) Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Kom la os fly, enhver paa sit skib til det elskede hjemland;
ti det blir ikke forundt os at ta det velbygde Troja.»

Saa han talte, og stille og tyst sat alle paa tinge.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Atrevs’ søn, først er det min agt at laste din daarskap,
som det paa tinge er hver mands ret, og vredes ei, konge.
Du har jo haanet tilforn mit mod blandt danaernes stridsmænd,
sagt jeg var feig og en kryster i kamp. Blandt akaierne mindes
baade de unge hvert ord som blev talt og de graanede gubber.
Dig har Kronos’ søn kun tildelt halvt sine gaver.
Scepterets hæder og ry forundte han dig fremfor alle.
Mod gav han ikke, og intet gir magt og styrke som modet.
Tror du da, kjære, for alvor at alle akaiernes sønner
er saa forsagte i kamp og saa modløse mænd som du sier?
Er det nu saa at du selv har lyst til at vende tilbake,
gaa da! veien er fri; dine fartøier ligger ved stranden,
alle de mange som fulgte dig hit paa færd fra Mykene.
Ellers vil alle de andre akaiiske haarfagre helter
vente til Troja er sunket i grus, ja hvis de er lystne,
kan ogsaa de gaa ombord og fly til det elskede hjemland.
Vi to vil kjæmpe, jeg selv og Stenelos, indtil vi vinder
bugt med Ilions by; ti en guddom har fulgt os paa færden.»

Saa han talte, og alle argeierne priste med tilrop
ivrig den hestetumlende helt Diomedes’ tale.
Nestor stod derefter op, den graanede vognhelt og mælte:
«Tydevs’ søn, sterk er du som faa, en kjæmpe i striden,
og du er ypperst i raadet av alle jevnaldrende helter.
Ingen akaier, saa mange de er, kan laste din tale,
eller faa sagt dig imot; men du naadde dog ikke til maalet.
Endnu er du jo ung, saa ung at du godt kunde være
blandt min sønner den yngste av aar; men klok var din tale
nu til akaiernes sønner. De rammende ord har du fundet.
Men la nu mig, som er ældre end du, ta bladet fra munden.
Alt vil jeg nævne fra først til sidst, og ikke skal nogen
agte min tale for ringe, nei ikke engang Agamemnon.
Utenfor slegten og utenfor lov, baade retløs og hjemløs
(64–101) staar den mand som er lysten paa strid med frænder og landsmænd.
Vel, men la os nu vike for natten den sorte og skyndsomt
gjøre vor kveldsmat istand, og de som har vakt, skal i tide
leire sig borte ved voldgravens kant hist utenfor muren.
Saa er mit bud til de unge; men derpaa skal du, Agamemnon,
byde og raade for alt; ti du er blandt konger den første.
Hold, som sig hør og bør, et gilde for stormænd og fyrster.
Fulde er jo dine telter av vin som akaiernes skibe
henter hver dag over bredrygget hav fra Trakiens strande.
Gjestebudskost har du nok av og raader for talrike svende.
Naar da saa mange er samlet, saa lyd den mand som kan gi dig
raad som baader os bedst; ti alle akaierne trænger
nu til det bedste og sindigste raad, naar fienden brænder
nær vore skibe mangfoldige baal. Sligt glæder nok ingen.
Natten som gaar, vil knække vor hær eller bringe den frelse.»

Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Vakterne ilte med vaaben avsted paa post, og de førtes
dels av Nestors søn Trasymedes, folkenes hyrde,
dels av Askálafos og av Iálmenos, sønner av Ares,
dels av Meriones, fulgt av Deípyros og av Afárevs,
andre av Kreions søn, den herlige helt Lykomedes.
Førernes tal var syv, og hundrede væbnede svende
fulgte hver eneste fører med vældige lanser i hænde.
Da de var fremme, slog vakten sig ned mellem graven og muren,
tændte det flammende baal og nøt saa alle sit maaltid.
Førte da Atrevs’ søn akaiernes samlede stormænd
hen til sit telt og lot sætte paa bord et rikelig maaltid.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
tok som den første iblandt dem den graanede Nestor til orde,
han hvis forstandige raad ogsaa før hadde været de bedste.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Atrevs’ herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Ene til dig vil jeg tale fra først til sidst; ti du troner
høit som drot over talrike mænd, og Alfader gav dig
sceptret og herskerens lovlige ret til at byde og raade.
Først og fremst maa da du baade tale og lytte til andre.
Du maa jo sætte i verk hvad der ligger en anden paa hjerte,
(102–39) hvis det er godt. Det beror paa dig om hans planer skal fremmes.
Vel, saa vil jeg da si, hvad jeg mener maa være det bedste.
Visere raad vil neppe en mand kunne finde end dette,
som jeg har drøftet forlængst og som tykkes mig endnu det bedste,
alt fra den dag da du gik, gudfostrede konge, og førte
Brisevs’ datter avsted fra den vrede Akillevs’ telter
meget imot vort ønske; ti selv tok jeg saare ihærdig
ordet imot; men du føiet din lyst og krænket i hovmod
haardt vor ypperste helt, som guderne selv hadde hædret;
ti du har røvet hans kampløn. Saa la os da nu i det mindste
drøfte hvorledes vi bedst kan faa ham forsonet og mildne
atter hans sind med de blideste ord og med venlige gaver.»

Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Gamle, ja usandt talte du ei, da du nævnte min daarskap.
Feilen er min, jeg negter det ei; ti mere end mange
stridsmænd veier den mand som Alfader elsker av hjerte,
slik som han hædret hin helt og tugtet akaierne svarlig.
Men har jeg feilet uvittig, forblindet av sansesløs vrede,
agter jeg ogsaa at gjøre det godt med de sværeste bøter.
Nu skal jeg nævne jer alle de herlige gaver jeg byder:
Treføtter syv, ei sværtet av sot, og sneset av blanke
kjeler av kobber; saa ti talenter i guld, og av hester
tolv velnærede dyr, som har hentet sig prisen i kapløp.
Arm paa gods eller fattig paa kostelig guld kunde ingen
kalde med rette en mand, naar som gave han fik hvad de raske
veddeløpshester har bragt til mit hjem av klenodier dyre.
Lesbiske trælkvinder, øvet som faa i kvindelig gjerning,
gir jeg ham, syv i tallet. Jeg valgte dem selv, da han herjet
Lesbos, den herlige ø, og i flokken var ingen saa fagre.
Dem vil jeg gi ham og dertil den mø som jeg dengang tok fra ham,
Brisevs’ datter, og dyrt tør jeg sverge med ed at jeg endnu
aldrig har favnet den deilige mø eller delt hendes leie,
som det er sed mellem kvinde og mand, hvor mennesker bygger.
Alt hvad jeg nævnte skal straks være hans; men dersom de høie
guder vil gi os at herje den by hvor Priamos hersker,
da kan han selv møte frem, naar akaierne deler sit bytte.
Da kan han laste sit skib med dynger av guld og av kobber.
Selv kan han gjøre sit valg og kaare blandt troiske kvinder
(140–77) tyve, i skjønhet de første næst Hélena, Argos’ stolthet.
Kommer vi saa til Argos, akaiernes frugtbare hjemstavn,
da kan han vorde min maag. Jeg skal hædre ham likt med min unge,
sentfødte søn Orestes, som fostres i yppigste rigdom.
Hist i min velbygde hal har jeg døtre, trende i tallet,
først Krysotemis, saa Laodike og Ifianassa.
Hvilken av disse han vil kan han da uten vederlag føre
hjem som sin brud til Pelevs’ borg; ja kongelig medgift
gir jeg, saa rik som end ingen drot har skjænket sin datter.
Da skal jeg skjænke ham syv av de stolteste byer jeg eier,
først Kardamyle, Enópe og Ira med frodige beiter,
Ferai, den hellige stad, og Anteia med bølgende enge,
endelig Pedasos, rankernes hjem, og det skjønne Aipeia.
Fjernt i det sandige Pylos ved havstranden ligger de alle.
Der bor mænd som er rike paa kjør og rike paa smaafæ.
Høit som en gud vil de hædre sin drot og bringe ham gaver,
yde ham rikelig skat og bøie sig under hans scepter.
Slikt var jeg villig at gi, hvis han nu lot fare sin vrede.
La ham gi efter. Kun Hades kan ei forsones og bøies.
Ja men saa er han os ogsaa forhatt som ingen blandt guder.
La ham da vike, saasandt som min magt er større blandt konger,
og saasandt jeg med rette kan si at jeg er den ældre.»

Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Atrevs’ herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Ingen kan laste de gaver du byr den stolte Akillevs.
La os da vælge os mænd som uten at nøle kan stevne
dit hvor Akillevs, Pelevs’ søn, nu sitter i teltet.
Vil du, saa skal jeg nu kaare dem selv, og de valgte maa lyde.
Foiniks, Alfaders yndling, skal gaa som formand og leder;
derefter Aias den store og helten den gjæve Odyssevs.
Odios og Evrybates, de tvende herolder, skal følge.
Hent os nu vand til haandtvæt og paabyd sømmelig taushet,
forat vi alle kan be til Zevs, om han naadig vil ynkes.»

Saa han talte, og oldingens ord vandt bifald hos alle.
Straks kom herolder med vand som de heldte paa mændens hænder.
Svendene fyldte med vin de skummende boller til randen,
rakte saa hver et bæger; men først fik guderne offer.
Men da de fromt hadde ofret og drukket saa meget de vilde,
(178–215) gik de fra kong Agamemnons telt og gav sig paa færden.
Rettet da oldingen Nestor, den tapre gereniske vognhelt,
blikket paa hver især, men mest paa Odyssevs og bad dem
ivrig at prøve med alt for at bøie den stolte Akillevs.
Langsomt vandret de to langs strand ved det brusende havdyp.
Inderlig bad de til guden som favner og ryster al jorden,
bad at de let maatte bøie Akillevs’ harmfulde stivsind.
Men da de naadde tilsidst myrmidonernes telter og skibe,
fandt de ham der, og han frydet sin sjæl med den klingende lyre.
Skjønt var den formet med herligste kunst, og av sølv var dens tverstang.
Den hadde høvdingen selv, da han herjet Eetions kongsstad,
vundet som bytte og frydet sig nu ved at synge om helters
navngjetne færd, og hans ven Patroklos alene sat hos ham
ventende taus, til aiakosætlingen tystnet med sangen.
Sendemændene traadte ham nær, og først gik Odyssevs.
Foran Akillevs stanset de brat; da fôr han forbauset
op med lyren i haand fra den bænk, hvor han hadde sit sæte.
Likesaa reiste Patroklos sig op da han mændene øinet.
Hilsende begge tok straks den raske Akillevs til orde:
«Hil jer. I kommer som venner, og visselig var det paa tide,
I som trods al min harm er mig kjærest av alle akaier.»

Saaledes talte Akillevs og førte dem venlig til sæte
fremme paa bænker belagt med purpurfarvede tepper,
vendte sig saa til Patroklos som stod ved hans side, og mælte:
«Søn av Menoitios, sæt nu paa bord en rummelig bolle.
Bland os en sterkere drik og ræk vore gjester et bæger;
ja, ti hos mig er idag mine kjæreste venner til huse.»

Gjorde da helten Patroklos som vennen den elskede bød ham.
Selv satte høvdingen frem i skinnet fra baalet en mægtig
kjøtbænk og lagde paa den en lammeryg fet og den lækre
ryg av en gjet og av velnæret svin det feteste stykke.
Saa holdt Antomedon stykkerne fast, mens den gjæve Akillevs
hugget dem over, skar kjøttet i smaat og stak det paa spiddet.
Helten, den herlige søn av Menoitios, tændte et vældig
flammende baal, og da dette var brændt og luen var sluknet,
raket Akillevs glørne ut og holdt over bukker
spiddene frem over ilden og strødde saa salt over kjøttet,
(216–52) og da han saa hadde brunet det godt og lagt det paa fater,
kom Patroklos med brød, som han satte paa bordet i skjønne
flettede kurver paa rad, mens Akillevs delte ut kjøttet.
Tæt ved den inderste væg ret overfor helten Odyssevs
valgte han plads og bød Patroklos at bringe de høie
guder en gave. Da kastet hans ven et offer paa ilden.
Alle tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
nikket saa Aias til Foiniks. Det merket Odyssevs og fyldte
straks sit bæger med vin og drak med Akillevs og mælte:
«Hil dig, Akillevs! Vi savner forvisst ei rikelig maaltid
hverken i teltet hos Atrevs’ søn, vor drot Agamemnon,
eller nu her. Vi har rundelig nok av de herligste retter.
Dog, vi kan ikke fryde os nu ved maaltidets glæder.
Nei, naar vi ser paa den truende nød, gudfostrede konge,
frygter vi saare; ti hvis ikke du vil bruke din styrke,
vet ingen mand, om flaaten skal frelses fra vold eller brændes.
Nu har de modige troers og navngjetne hjælperes fylking
slaat sig ned i en leir for inat nær flaaten og muren.
Talrike baal har de tændt i sin leir og agter nok ikke
længer at stanse, men kaste sig frem mot de tjærede snekker.
Kronos’ søn gir dem gunstige tegn; ti altid til høire
flammer hans lyn, og Hektor som bryster sig stolt av sin styrke,
stoler paa Zevs og raser med grufuld kraft, og han frygter
hverken for gud eller mand. Et skrækkelig vanvid har tat ham.
Brændende ber han, at gryende dag maatte snart kunne skimtes.
Da vil han straks hugge løs hvert smykke paa skibenes forstavn.
Snekkerne selv vil han brænde med herjende flammer og fælde
grumt akaiernes mænd, naar de flyr i den kvælende røksky.
Bævende gruer jeg for at guderne selv vil fuldbyrde
alle hans trusler, og at det skal bli vor skjæbne at falde
her ved Troja saa fjernt fra det hestenærende Argos.
Op da, hersker! saafremt du sent omsider vil bringe
hjælp til akaiernes mænd som trænges av troernes stormløp.
Ellers kan komme den stund da du angrer det. Intet kan bøte
ondt naar det engang er øvet. Saa bør du da drøfte i tide
om du vil verne danaernes mænd mot døden den onde.
Kjæreste ven! Da Pelevs, din far, lot dig stevne fra Ftia
(253–90) til Agamemnon, da var det dog slikt han la dig paa hjerte:
«Pallas Atene og Hera, min søn, skal skjænke dig styrke,
dersom det er deres vilje; men husk paa at tvinge dit eget
heftige sind i dit bryst; ti vennesæl færd er det bedste.
Stans med en strid som bare gjør ondt; da vinder du øket
hæder og ry blandt Argos’ mænd, baade unge og gamle.»
Dette var oldingens ord; men du glemte dem. Stans da din vrede
nu, mens det endnu er tid; ti vit, Agamemnon vil gi dig
fuldgode gaver til gjengjæld, saafremt du vil kue din harme.
Vil du, saa hør. Jeg skal regne op alt som nys Agamemnon
lovet os hist i sit telt at gi dig av herlige gaver:
Treføtter syv, ei sværtet av sot, og sneset av blanke
kjeler av kobber; saa ti talenter i guld og av hester
tolv av de ypperste dyr, som har hentet sig prisen i kapløp.
Arm paa gods eller fattig paa kostelig guld kunde ingen
kalde med rette en mand, naar som gave han fik hvad de raske
veddeløpshester har bragt Agamemnon av herlige skatte.
Lesbiske trælkvinder, øvet som faa i kvindelig gjerning,
gir han dig, syv i tallet. Han valgte dem selv, da du herjet
Lesbos, den herlige ø, og i flokken var ingen saa fagre.
Dem vil han gi dig og dertil den mø som han dengang tok fra dig,
Brisevs’ datter, og dyrt tør han sverge med ed at han endnu
aldrig har favnet den deilige mø eller delt hendes leie,
som det er sed mellem kvinde og mand, hvor mennesker bygger.
Alt hvad han nævnte skal straks være dit; men dersom de høie
guder vil gi os at øde den by hvor Priamos hersker,
da kan du selv møte frem, naar akaierne deler sit bytte.
Da kan du laste dit skib med dynger av guld og av kobber.
Selv kan du gjøre dit valg og kaare blandt troiske kvinder
tyve, i skjønhet de første næst Hélena, Argos’ stolthet.
Kommer vi saa til Argos, akaiernes frugtbare hjemstavn,
da kan du vorde hans maag. Han vil hædre dig likt med sin unge
sentfødte søn Orestes, som fostres i yppigste rigdom.
Hist i sin velbygde hal har drotten tre deilige døtre,
først Krysotemis, saa Laodike og Ifianassa.
Hvilken av disse du vil kan du da uten vederlag føre
hjem som din brud til Pelevs’ borg, ja kongelig medgift
gir han, saa rik som end ingen drot har skjænket sin datter.
(291–328) Da skal han skjænke dig syv av de stolteste byer han eier,
først Kardamyle, Enópe og Ira med frodige beiter,
Ferai, den hellige stad, og Anteia med bølgende enge,
endelig Pedasos, rankernes hjem, og det skjønne Aipeia.
Hist i det sandige Pylos ved havstranden ligger de alle.
Der bor mænd som er rike paa kjør og rike paa smaafæ.
Høit som en gud vil de hædre sin drot og bringe dig gaver,
yde dig rikelig skat og bøie sig under dit scepter.
Slikt er han villig at gi, hvis du nu lot fare din vrede.
Men dersom hatet til Atrevs’ søn, ham selv og hans gaver,
ikke kan døves, saa ynk dog den grufulde motgang som kuer
alle os andre akaiiske mænd. Vi skal agte dig siden
høit som en gud. Ja nu kan du vinde uvisnelig hæder.
Hektor kunde du nu faa dræpt, naar han gik dig paa livet
rent som besat. Han tror jo at ingen danaer kan maale
kræfter med ham av alle som skibene bragte til Troja.»

Helten den raske Akillevs tok straks til orde og svarte:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Nu er det bedst at jeg rentut faar sagt og kundgjort min vilje,
slik som den er og skal sættes i verk, saa I ikke skal sitte
hos mig og lokke mig en efter en som kurrende duer;
ti som jeg gruer for Hades’ port, har jeg sky for og hater
den som i løndom kan tænke paa ett, men sier et andet.
Vel, saa vil jeg da si hvad der staar for mig selv som det bedste.
Ei kan jeg tro at Atrevs’ søn eller alle danaer
skal kunne rokke mig nu; ti lønne mig gjorde de aldrig,
naar jeg ustanselig kjæmpet i strid mot fienders fylking.
Den som sat hjemme, fik likelig lod med den tapreste stridsmand.
Feigeste stymper og gjæveste helt fik selvsamme hæder.
Dø maatte daadskraftig mand saa visst som den lateste usling.
Ingenting eier jeg mere end I efter alt hvad jeg døiet,
naar jeg saa tidt satte livet paa spil i de stadige kampe.
Likesom fuglen, som selv lider ondt og bringer i nebbet
hver en mundfuld den finder til ungerne, før de kan flyve,
saaledes har ogsaa jeg hat utallige søvnløse nætter.
Mangen en blodsvanger dag har jeg kjæmpet fra morgen til aften
haardt mot kraftige mænd for at faa deres kvinder som bytte.
Tylvten av byer i fiendeland har jeg herjet med flaaten.
(329–66) Elleve tok jeg paa hærtog tillands i det fruktbare Troja.
Hjem har jeg bragt fra dem alle de herligste skatte i mængde.
Til Agamenmnon, Atrevs’ søn, har jeg skjænket dem alle.
Han blev hjemme i ro ved de hurtige skibe og delte
ut nogen smuler av det som han fik; men det meste beholdt han.
Alle de hædrende gaver han skjænket til konger og fyrster,
eier de trygt; alene fra mig blandt akaier
tok han til eie min elskede viv. La ham frydes og hvile
i hendes arme! Men hvorfor skal da argeierne kjæmpe
her imot troerne? Hvorfor har Atrevs’ søn Agamemnon
ført sine stridsmænd hit? Mon, var det da ei for den fagre
Hélenas skyld? Men bærer da Atrevs’ sønner alene
elsk til sin viv? Aa nei, hver mand som er brav og forstandig,
elsker og verner sin egen, som jeg av hele mit hjerte
elsket hin kvinde, skjønt hærtagen mø og vundet med lansen.
Naar han nu engang med svig har vristet min hædersløn fra mig,
bør han ei friste mig mer. Han er kjendt, saa han lurer mig ikke.
Nei Odyssevs, la kongen med dig og de øvrige drotter
tænke paa midler til skibenes vern mot de herjende flammer.
Meget og mangt har han nys sat i verk, mens jeg selv holdt mig borte.
Nu har han bygget hin mur, og den brede og mægtige voldgrav
gravet han rundt om muren og rammet ned pæler i graven.
Ja, men allikevel magter han ei at holde den sterke
mordlystne Hektor paa avstand. Saa længe jeg kjæmpet iblandt jer,
var ikke Hektor saa lysten paa strid langt borte fra muren.
Blot til den skaiiske port har han vaaget sig frem og til eken.
Ja, det var engang han flygtet med nød, da han vaaget en tvekamp.
Siden jeg ikke vil gaa til en dyst med den herlige Hektor,
vil jeg ved morgengry ofre til Zevs og til samtlige guder,
sætte paa sjø mine skibe og laste dem vel med mit eie.
Vil du, og bryr du dig om det, saa kan du da tidlig imorgen
se mine snekker i fart paa den fiskrike strøm Hellespontos
og paa tofterne mænd som trækker paa aaren med iver.
Dersom den sterke Poseidon vil skjænke mig bør, kan jeg komme
hjem paa en tre dages tid til mit elskede muldrike Ftia.
Der lot jeg efter mig meget av gods, da jeg stevnet til Troja.
Mer skal jeg nu føre hjem, baade guld og rødmende kobber,
staalet det graa og kvinder med straalende belter om midjen,
(367–404) alt hvad jeg fik som min lod; men min hædrende løn har jeg mistet;
Atrevs’ søn Agamemnon, som skjænket mig gaven, har haanlig
tat den tilbake. Saa meld ham da høilydt hele mit budskap
ord til andet, saa ogsaa de andre akaier kan harmes,
dersom han endnu har haab om at narre en ærlig danaer,
lumsk som han er og pansret med skamløshet. Mig vil han neppe
vaage at se under øine, endskjønt han er fræk som en kjøter.
Hverken i raad eller daad vil jeg mer ha med ham at bestille;
ti han har skammelig holdt mig for nar; men han lurer mig neppe
atter engang med sin smiger. Nei nu er det nok. La ham bare
ile sin skjæbne imøte; ti Zevs har slaat ham med vanvid.
Gaver fra ham forsmaar jeg; jeg agter dem ikke det mindste,
selv om han bød mig tidobbelt løn, ja tyvefold gaver,
alt hvad han nu monne eie av gods og mer, om han faar det,
alt hvad der strømmer av guld til Orkomenos eller til Tebai
hist i Aigyptos, hin by hvor husene strutter av rigdom.
Byen har hundrede porter, og ut gjennem hver av dem stormer
to ganger hundrede væbnede mænd med hester og vogner.
Selv om hans gaver var mange som sandkorn og fnug i en støvsky,
end ikke da skal Atrevs’ søn faa mildnet min vrede,
førend han bøter tilfulde den haan som piner mit hjerte.
Ei vil jeg egte en datter av Atrevs’ søn Agamemnon.
Lignet hun end Afrodite, den gyldne gudinde, i skjønhet,
var hun saa kyndig i kvindelig daad som den blaaøide Pallas,
blev hun dog ikke min brud. La ham vælge en anden akaier,
den som kan passe ham bedst og i rang blandt konger er større.
Ti dersom guderne sparer mit liv og under mig hjemfærd,
vælger nok Pelevs, min far, den mø som skal vorde min hustru.
Hist i Hellas og Ftia er mange akaiiske kvinder,
døtre av høibaarne mænd som raader for byer og borge.
Den som jeg vil kan jeg der føre hjem som min elskede hustru.
Higende længter min mandige sjæl efter hist i mit hjemland,
naar jeg har fundet en hustru, en kvinde som huer mit hjerte,
siden at nyte i ro det gods som Pelevs har sanket.
Livet er kostbart; det veier dog mer end alt hvad man sier
Ilions pragtfulde by har eiet av herlige skatte,
fordum i dypeste fred, før akaiernes sønner var kommet,
mere end Foibos Apollons, den mægtige bueguds tempel
(405–42) rummer bak terskel av sten i den hellige fjeldkløft i Pyto.
Kjør og velnærte faar kan man gjøre til bytte og vinde
treføtter nok og hester med flagrende lysgule manker.
Liv og aande tar ingen paa rov eller vinder tilbake,
naar det først engang er flygtet avsted over tændernes gjærde.
Saa har min mor, gudinden, den sølverfotede Tetis
sagt at av dødsgudens fylgjer skal en av tvende mig følge
frem til min dødstimes maal; ti dersom jeg dvæler og kjæmper
her ved troernes by, er min hjemfærd forspildt; men jeg vinder
hæder som aldrig kan dø; men kommer jeg frelst til min hjemstavn
spildes mit herlige ry; men frem til de graanende dage
undes mig kræfter og liv, og sent skal døden mig ramme.
Vilde I følge mit raad, skulde alle I andre tillike
straks vende hjem. I magter saavisst dog ikke at volde
Ilions fald; ti alfader Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Nu maa I selv med den hædrende ret som tilkommer konger,
gaa for at melde mit bud til alle akaiernes stormænd,
saa de kan bruke sin kløkt og finde et raad som er bedre,
et som kanhænde kan frelse akaiernes skibe og mandskap
her ved de stavnkrumme snekker; ti dette har glippet for altid,
det som de nu har drøftet. Min vrede formilder de aldrig.
Nu kan Foiniks faa være hos os og straks gaa til hvile,
saa han imorgen kan følge med os til det elskede hjemland
paa vore skibe, saafremt han har lyst. Jeg tvinger ham ikke.»

Saa han talte, og alle blev sittende tause og stille,
slaat av de myndige ord; ti kraftig og barsk var hans tale.
Endelig talte iblandt dem den graanede vognstyrer Foiniks.
Oldingen graat; ti han gruet sig svart for akaiernes skibe:
«Dersom du virkelig tænker paa hjemfærden, stolte Akillevs;
dersom du, rammet saa haardt i din sjæl av nagende vrede,
slet ikke agter at verge mot herjende ild vore snekker,
hvorledes skulde da jeg, min søn, kunne bli her alene,
skilt ifra dig? Som verge for dig lot Pelevs mig drage,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til kong Agamemnon,
ung og ukyndig saavel i en krigsmands herjende idræt
samt i at tale paa tinge, hvor høvdinger vinder sin hæder.
Derfor sendte han mig for at lære dig alt hvad du trængte,
(443–80) baade at være en mester i ord og en mand i dit virke.
Derfor, min søn, staar ikke min hu til at lates tilbake
her, nei ikke engang om en gud skulde love at glatte
alderens rynker og gjøre mig ung som dengang jeg flygtet
bort ifra Hellas, de deilige ungmøers land, for at undgaa
strid med min far, med Ormenos’ søn, den gjæve Amyntor.
Ja; ti han har hatet mig vildt, og en skjønlokket frille bar skylden,
en som han elsket til skam for min mor, hans forsmaaede hustru.
Idelig tigget min mor, og knælende bad hun mig favne
kvinden i elskov og vække hos bolersken hat til den gamle.
Endelig føiet jeg hende; men straks fik min far det at vite.
Haardt han bandet mig selv, og til hevnens forfærdende vætter
skrek han og bad at jeg aldrig paa knæ maatte vugge en elsket
søn som jeg selv hadde avlet, og guderne hørte hans bønner,
underverdenens Zevs og den grusomme Persefoneia.
Rasende pønset jeg da paa at dræpe min far med det skarpe
slagsverd av kobber. Da dæmpet en gud min harm, og i hjertet
vakte han rædsel for landsmænds dom og menneskers haansord,
rædsel for fadermorderens navn blandt alle akaier.
Dog mit hjerte kom ikke til ro; jeg orket ei længer,
hatet saa vildt av min far, at færdes som før i hans haller.
Venner og slegtninger fristet jo nok i flok og i følge
ivrig med bønner at holde mig fast der hjemme paa borgen.
Talrike velnærte faar og mangfoldige langsomme okser
slagtet de; talrike mæskede svin saa fete og lækre
holdt de paa spiddene frem over baalenes blussende flammer.
Vinen den søte blev drukket saa tæt av oldingens krukker.
Rundt mig sov de i kreds ni samfulde nætter til ende;
vakterne kom og gik, og aldrig blev baalene slukket,
et i den hvælvede port til den høit ommurede borggaard,
ett foran sovekammerets dør under svalgangens buer.
Men da den tiende nat med sit skjermende mørke var kommet,
sprængte jeg fløidørens tverbom og laas, og ut av mit kammer
slap jeg, og derefter hoppet jeg let over borggaardens gjærde.
Ingen blev var min flugt, hverken vakt eller tjenende kvinder.
Vidt drog jeg flakkende om over Hellas’ sletter. Omsider
kom jeg til Ftia, det muldrike land, hvor det vrimler av smaafæ,
frem til Pelevs’ borg, og fyrsten tog gjestmildt imot mig.
(481–518) Ja, han fik mig saa kjær som en far kan elske den ene
sentfødte søn, som skal arve hans rikt opdyngede skatte.
Rik har han gjort mig paa gods og skjænket mig talrike stridsmænd
og latt mig bo som dolopernes drot paa grænsen av Ftia.
Dig, Akillevs, elsket jeg høit, du gudernes like.
Jeg har gjort dig til den som du er; ti du vilde jo aldrig
gaa med en anden til festlige lag eller hjemme i hallen
smake en eneste bit, før jeg hadde tat dig paa fanget,
rakt dig din opskaarne mat og holdt dig dit bæger for munden.
Mangen en gang har du gjort mig kjortelen vaat over brystet,
naar du som hjælpeløst barn lot vinen bli spildt fra din læbe.
Saaledes gav du mig meget besvær, og mangt har jeg døiet;
ti for min tanke stod altid at guderne ei hadde villet
unde mig avkom. Saa gjorde jeg da, høibaarne Akillevs,
dig til min søn, saa engang du selv kunde fri mig fra vanheld.
Kjære Akillevs, aa tving dog dit sind; ti at huse i brystet
hjerte som ikke kan røres, er skam; selv guder kan bøies,
skjønt de staar høit over os i kraft og i ære og vælde.
Men har et menneske feilet og traadt deres bud under føtter,
stemmes de dog til medynk ved røkelseduft og ved løfter,
ofre av vin og av duftende damp under ydmyke bønner.
Ti ogsaa bønnens gudinder er Zevs’, den almægtiges døtre.
Halte paa fot og rynket paa kind, med skjelende øine
humper de bakefter brøden med nagende kummer i hjertet.
Brøden er kraftig og rask paa sin fot, saa den lettelig vinder
forsprang paa alle og først over jorderig vide kan friste
menneskers barn til fordærv, og med lægedom kommer saa hine.
Den som, naar Alfaders døtre vil gjeste ham, viser dem ære,
ham gir de frydefuld glæde og løn og hører hans bønner;
men dersom nogen staar fast ved sit nei og trodser i stivsind,
gaar de til Kronos’ søn, til Zevs, og ber at den onde
brøde skal følge hans fjed, saa han selv faar skade til hjemgjæld.
Hædre da, kjære Akillevs, den mægtige Alfaders døtre!
Gi dem den ære og pris som rører de ædleste hjerter.
Ja, dersom Atrevs’ søn ei tilbød dig gaver og lovet
flere med tiden, men stadig holdt fast ved sin heftige vrede,
bad jeg dig ikke om nu at kue din vrede og verge
Argos’ mænd i strid, om de tryglet dig aldrig saa meget.
(519–56) Ja, men han byr dig jo mange nu straks og flere med tiden,
og for at be dig valgte han ut og sendte de bedste
mænd i akaiernes hær, ja dem som av alle argeier
er dine kjæreste venner. La ei deres bønner og vandring
nu være spildt. Før kunde din harm ei lastes av nogen.
Ogsaa fra fordums tid har vi hørt om navngjetne helter
lignende sagn. Naar de raste som værst i den heftigste vrede,
kunde de mildnes ved gaver og tales til rette ved bønner.
Noget som hændte, ei nys, men forlængst i fremfarne dage,
mindes jeg godt, og det vil jeg her blandt venner fortælle:
Engang kjæmpet kureternes folk med de tapre aitoler
haardt om Kalydons by, og de fældte hverandre paa valen.
Kjækt aitolerne stred til det yndige Kalydons forsvar,
medens kureternes mænd vilde jevne hin kongsstad med jorden.
Artemis var det paa guldsmykket stol som ulykken voldte,
harmfuld, da Oinevs paa avhøstet mark ei bragte et offer;
ti mens de øvrige guder fik del i festhekatomber,
ofret han intet til hende, til Zevs, den almægtiges datter,
enten han glemte det helt eller syndet i tankeløs daarskap.
Vred blev gudinden av Alfaders æt med de sølvblanke piler.
Harmfuld sendte hun ut et vildsvin som rasende herjet
Oinevs’ marker paa vilddyrs vis med skinnende hugtand.
Talrike mægtige trær med herlige frugtsvangre blomster
veltet hint utyske op med rot saa de styrtet til jorden.
Dog, det blev dræpt av Oinevs’ søn Meleagros som samlet
hunder og kraftige jægeres flok fra talrike byer;
ti med en ringere skare av mænd var det aldrig blit fældet.
Vældig var dyret og bragte mangfoldige kjæmper paa likbaal.
Men om vildsvinets hode og hud med de strittende børster
vakte gudinden en frygtelig larm og rungende hærskrik
mellem kureternes mænd og aitolernes modige helter.
Mens Meleagros, den kampglade helt, gik foran i striden,
gik det kureterne ilde, og skjønt de var mange i tallet,
kunde de ei holde stand i kamptumlen utenfor muren.
Men Meleagros blev grepet av rasende harme som volder
selv hos de sindigste mænd en storm saa hjertet vil sprænges.
Vred i hu paa sin mor Altaia holdt helten sig stadig
hjemme i ro hos sin hustru Kleopatra, hende som Idas
(557–94) avlet med Evenos’ datter Marpessa med anklerne skjønne.
Idas var dengang den sterkeste mand blandt jordiske kjæmper.
Selv imot Foibos Apollon, den mægtige guddom, han spændte
modig sin bue til kamp om sin brud, den deilige kvinde.
Dengang var det at møens forældre i hallen derhjemme
kaldte sin datter med navnet Alkyone, siden den arme
mor maatte graate saa sorgfuld i sind som den jamrende isfugl —
— alkyon kaldes den jo — da møen blev røvet av Foibos.
Vel, Meleagros sat hjemme i ro hos sin hustru og ruget
over den nagende harm mot sin mor som bandet ham grufuldt.
Sørgende over sin fældede bror hun tryglet de høie
guder om hevn og kastet sig ned, mens taarerne vætet
folden om barm, og med slag av sin haand paa den nærende jordbund
bad hun med skingrende rop til Hades og Persefoneia
at hendes søn maatte dø, og fra avgrunden hørte Erinys,
møen som vandrer i mulm med det stenhaarde sind, hendes bønner.
Snart lød hærskrik og drønende brak ved porten, da murens
kneisende taarn blev rammet. Da sendte aitolernes stormænd
gudernes ypperste prest med bud til helten og bad ham
komme og verge sin by, og de bød ham en fyrstelig gave.
Der hvor jorden er bedst paa det yndige Kalydons bymark,
bad de ham vælge den herligste gaard til odel og eie,
alt i alt sine femti maal. Det halve var vingaard,
halvdelen træbart land, hvor jordbunden let kunde pløies.
Vognkjæmpen Oinevs, hans graanede far, maatte tigge og be ham.
Selv gik han op til hans høienloftssal, og fremme paa tersklen
banket han haardt paa den lukkede dør og knælte for sønnen.
Baade hans søstre og værdige mor var hos ham og tryglet.
Skarpere kun blev hans trodsige nei. De trofaste venner,
de som av alle han mest hadde kjær, besvor ham; men aldrig
kunde de bøie hans trodsige sind eller røre hans hjerte,
førend hans kammer blev rammet av spyd, og kureterne stormet
op over muren og herjet med ild den mægtige kongsstad.
Jamrende bønfaldt i ytterste stund Meleagros’ fagre
skjøntombeltede viv sin mand og mindet om alle
trængsler som truer hvert menneskes barn i hærtagne byer:
Mændene slaaes ihjel og byen blir herjet av ilden;
hvert et barn, hver skjønlokket mø blir fiendens bytte.
(595–632) Endelig rørtes hans sjæl, da han hørte hvad ondt kunde times.
Hastig gik helten avsted og akslet sin skinnende rustning.
Saaledes gav han da efter, og dagen den onde han vendte
bort fra aitolernes folk; men alle de herlige gaver
bød de ei længer som løn. For intet avverget han faren.
Kjære, aa tænk ikke du paa slikt. La ikke en guddom
vende til dette din hu. At frelse de brændende skibe
vorder saavisst ikke let. Nei, gaa mens gaverne vinker,
nu mens de gjæve akaier vil hædre dig høit som en guddom.
Dersom du siden for intet skal gaa til de blodige kampe,
vinder du ringere ros, om du end skulde seire i striden.»

Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Foiniks, du elskede gamle, du høibaarne! Hæder som denne
trænger jeg ei; ti jeg tror at Zevs har skjænket mig hæder,
en som skal følge mig trygt ved de stavnkrumme snekker, saalænge
aande jeg eier i bryst og knærne smidig kan bøies.
Nu skal jeg si dig et ord, og det bør du lægge paa sinde:
Gjør mig dog ikke forrykt ved din evige klynken og jammer,
blot for at føie hin Atrevs’ søn. Du bør ikke elske
ham som din ven, hvis du ei vil gjøre mig selv til din uven.
Vend dig mot ham som har vendt sig mot mig; da gjør du det rette.
Del med mig al kongelig magt og kongelig hæder.
Disse kan melde mit svar. Bliv du tilbake og læg dig
her paa dit dunbløte leie. Naar morgenen gryr, kan vi drøfte
om vi skal vende tilbake til vort, eller heller skal vente.»

Saa han talte og bød med et nik sin kjære Patroklos
straks at rede for gubben den dunbløte seng, saa de andre
snart skulde tænke paa hjemfærd. Da reiste sig høvdingen Aias,
Telamons søn, saa sterk som en gud, og talte iblandt dem:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte kloke Odyssevs!
Kom la os gaa; ti det synes mig klart at ikke vort erend
lykkes paa denne vor færd, og det haster jo dog med at melde
svaret, selv om det ikke er godt, til danaernes fyrster.
Visselig sitter de nu og venter vor hjemkomst med længsel.
Men i Akillevs’ sind er stoltheten steget til vildskap,
haard som han er. Nu bryr han sig ei om vort trofaste venskap,
skjønt vi har hædret ham høit ved skibene fremfor de andre.
Uten at skjæmmes har mangen en mand tat drapsmandens bøter,
(633–69) selv om en bror eller dyrebar søn var dræpt av en uven.
Trygt kan drapsmanden bo i sit land, naar brøden er sonet,
fuldt ved en bot, og den krænkedes sind og hjerte formildes,
naar han har faat sine bøter; men haardt og ubøielig gjorde
guderne selv dit sind, og det for en eneste ungmø.
Syv av de skjønneste byr vi dig nu og lover tillike
mangt og meget i tilgift. Saa la da dit hjerte formildes.
Hold dog i agt og ære dit hjem, ti vi er dine gjester,
valgt av danaernes folk, og fremfor de andre akaier
var vi dog gjerne som før dine bedste og kjæreste venner.»

Helten, den raske Akillevs, tok straks til orde og svarte:
«Aias, Telamons søn, du folkenes høibaarne hersker!
Hele din tale har huet mig godt og tyktes mig rigtig;
men mit hjerte maa svulme av bitreste harm, naar jeg mindes
al den uret som Atrevs’ søn for akaiernes øine
øvet mot mig, som var jeg en landstryker, retløs paa tinge.
Nei, I maa gaa og melde mit svar, og greit skal det være:
Tænke paa atter at gaa til de blodige kampe i krigen
agter jeg ei, før Priamos’ søn, den straalende Hektor
nærmer sig til myrmidonernes leir og stavnhøie snekker
fældende Argos’ mænd og herjende flaaten med flammer.
Kommer han frem til mit telt og frem til min tjærede snekke,
tror jeg at Hektor vil stanse sin kamp, er han aldrig saa modig.»

Saa han talte. Da løftet enhver sit bæger og bragte
guderne offer. Saa vandret de hjem, og Odyssevs gik forrest.
Derefter bød Patroklos at svende og tjenende kvinder
straks skulde rede for Foiniks et makelig leie i teltet.
Kvinderne lød hans ord og bredte en feid over bænken;
ovenpaa la de et teppe og lakner av fineste linvæv.
Der gik gubben til ro og ventet paa morgenens komme.
Men i den inderste vraa av sit vel avstivede leirtelt
sov Akillevs. En skjønkindet ungmø, røvet fra Lesbos,
gik med helten i seng, Diomede, en datter av Forbos.
Men ved den motsatte væg stod Patroklos’ seng, hvor han hvilte
sammen med Ifis, en skjønbeltet mø som den gjæve Akillevs
gav ham, da Skyros han tok, Enyevs’ kneisende kongsstad.

Men da de utsendte mænd omsider var kommet tilbake
(670–706) til Agamemnon i teltet, da stimlet akaierne om dem
en efter en med pokaler av guld som de løftet til velkomst.
Krævet da alle besked, først mændenes drot Agamemnon:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet:
Agter han nu at verge mot herjende ild vore snekker,
eller har manden sagt nei? Er han endnu saa vred i sit hjerte?»

Straks tok den haardføre helt Odyssevs til orde og svarte:
«Atrevs’ herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Nei, han vil ikke slukke hin brand i sin sjæl; ti han raser
værre end før. Han haaner dig selv og vraker din gave.
Spottende bød han dig selv i akaiernes møte at drøfte,
hvordan du bedst skal frelse akaiernes stridsmænd og snekker.
Desuten truet han med at han selv imorgen ved daggry
agter at sætte paa sjø de toftede stavnkrumme skibe.
Ogsaa os andre tilraadet han nu at vende tilbake
straks til vort hjem. Vi magtet saavisst dog ikke at herje
Ilions kneisende stad; ti Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Saa faldt ordene. Disse som fulgte mig, er mine vidner,
Aias og begge de sindige mænd, dine tvende herolder.
Oldingen Foiniks har fulgt hans raad og lagt sig i teltet,
saa han kan følge ham fjernt over hav til det elskede hjemland
tidlig ved gry, om han ønsker det selv. Han tvinger ham ikke.»

Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen,
slaat av de myndige ord; ti grei og bestemt var hans tale.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Navngjetne søn av Atrevs, stormægtige drot Agamemnon!
Aa, om du ei hadde tryglet den gjæve Akillevs og budt ham
herlige gaver i utal! Han føler sig stor nok foruten.
Nu har du bare forøket end mer hans selvgode hovmod.
Bedst at vi lar ham i fred, hvadenten han agter at fare
eller at bli. Han gaar nok igjen til kamp, naar hans attraa
blir ham for sterk i hans bryst, og en guddom faar vækket hans vilje.
Vel, jeg skal gi jer mit raad, og la os saa følge det alle:
Gaa nu og læg jer til hvile, men først naar I alle har frydet
hjertet med mat og med vin; ti det gir manddom og styrke.
(707–13) Naar hun saa straaler paany, den rosenfingrede Eos,
da skal du straks med manende ord la stridsmænd og hester
stevne fra snekkerne frem, og kjæmp saa selv blandt de første.»

Saaledes faldt hans ord, og alle de høibaarne konger
priste den hestetumlende helt Diomedes’ tale.
Derefter ofret de vin, og enhver gik hjem til sit leirtelt.
Der gik de alle til ro og nød den kvægende slummer.

Ved sine langskibe sov de andre akaiiske stormænd
natten igjennem, og lindt var de lagt i slummerens lænker.
Søvnen, den liflige, gjestet dog ei den mægtige konge
Atrevs’ søn Agamemnon som tumlet med mangt i sit hjerte.
Som naar den haarfagre Heras gemal lar tordenen rulle
truende enten med byger av hagl eller øsende styrtregn
eller med hvirvlende fokk, naar markerne hvitner av snedrys.
eller forfærdelig krig som gaper med graadige kjæver,
saaledes drog Agamemnon ustanselig stønnende sukke
dypt fra sit ængstede bryst og skalv av gru i sit hjerte.
Ti naar han undrende vendte sit blik mot den troiske slette,
saa han de talrike flammende baal foran Ilions mure,
lyttet til fløiter og piper og lyden av larmende stridsmænd.
Men naar han saa mot skibenes rad og akaiernes kjæmper,
rev han fra issen saa mangt et haar, og fra ædlingens bringe
trængte sig mangt et inderlig suk til Zevs i det høie.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at gaa for at søke
først blandt fyrsterne Nelevs’ søn, den sindige Nestor,
dersom den gamle kanhænde med ham kunde finde et kløktig
frelsende raad som vernet akaiernes sønner mot vanheld.
Stod han da op fra sit leie og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og slængte
derefter om sine skuldre som fotsid kappe det store
brandgule skind av en løve og grep i haanden sin lanse.

Likesaa, skalv Menelaos av angst, og kvægende slummer
(26–63) sænket sig ei paa hans øine. Han frygtet at ondt skulde ramme
Argos’ mænd som av venskap for ham var stevnet til Troja
vidt over storhavets bølgende vei til mandige kampe.
Ryggen, den kraftige, dækket han først med den flekkete panters
brokete skind og satte saa raskt paa sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og grep med sin kraftige næve om lansen,
gik saa avsted for at vække sin bror, som hersket med vælde
over argeiernes mænd og blev æret av dem som en guddom.
Fandt han da drotten bak langskibets stavn ifærd med at aksle
rustningen blank, og hjertelig bød hans bror ham velkommen.
Først tok den høimælte helt Menelaos til orde og mælte:
«Elskede bror, hvi ruster du dig? Vil du sende som speider
nogen av vore til troernes leir? Jeg frygter at ingen
vaager at by sig frem til saa farlig en færd som at vandre
ene avsted i den fredfulde nat for at speide blandt hatske
fienders skare. Den mand maatte visselig være dumdristig.»

Straks tok den herlige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Aa Menelaos, gudfostrede helt, nu kan vi dog begge
trænge et hjælpende raad som kan verne og frelse fra faren
Argos’ snekker og mænd; ti Zevs har ændret sin vilje.
Mere har Hektor end vi kunnet glæde hans hjerte ved ofre.
Ti jeg har aldrig faat spurt eller set at en kjæmpe alene
øvet saa meget av ondt paa en eneste dag som den sterke
Hektor, hin Alfaders yndling, har voldt akaiernes sønner,
skjønt han jo hverken er søn av en gud eller av en gudinde.
Ja, han har øvet en daad som jeg tror argeier vil mindes
længer end længe; slik ve har han voldt akaiernes sønner.
Skynd dig nu du til Aias’ skib og Idómenevs’ snekker.
Kald paa dem begge! Jeg selv skal gaa for at vække den gjæve
Nestor og be ham staa op fra sin seng, om han kanske vil ile
hen med et manende bud til vakternes kraftige skare.
Ham vil de adlyde helst; ti hans søn er fører for vakten,
han og Meriones, drotten Idómenevs’ trofaste væbner.
Særlig paa dem har vi lagt det hverv at svare for vakten.»

Nu tok den høimælte helt Menelaos til orde og svarte:
«Hvorledes tyder jeg bedst dine ord og det bud som du gav mig?
Skal jeg da vente hos dem, til du kommer der selv, eller kanske
ile avsted for at hente dig ind, naar budet er bragt dem?»

(64–101) Mændenes drot Agamemnon tok atter til orde og svarte:
«Vent du bare hos dem, saa vi ikke skal omgaa hinanden
under vor vandring; ti leiren har talrike krydsende veie.
Rop overalt hvor du gaar og byd dem at holde sig vaakne.
Kald hver høvding ved navn og nævn hans far, saa du viser
alle den skyldige hæder, og krænk ikke nogen ved hovmod.
Selv faar vi stræve saa haardt som vi kan. Fra fødselens time
viet vel Zevs os to til tyngende møie og vanheld.»

Saa han talte og sendte sin bror med det manende budskap.
Derefter hastet han selv til Nestor, folkenes hyrde.
Hist ved hans telt og det tjærede skib fandt drotten den gamle
hvilende bløtt paa sit leie med funklende vaaben ved siden,
skjoldet og tvende forsvarlige spyd og hjelmen den blanke,
dertil det straalende belte som oldingen spændte om midjen,
hvergang han rustet sig ut til dødssvangre kampe og førte
selv sine mænd. Han bøide sig ei under alderens byrde.
Støttet paa albuen reiste han sig og løftet sit hode.
Spørgende talte han saa til mændenes drot Agamemnon:
«Si, hvo er du som vandrer ved skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat, naar andre kan hvile i søvnen?
Leter du efter en ven eller efter et muldyr du mistet?
Tal, og nærm dig ikke saa tyst! Hvad er det du ønsker?»

Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Nestor, Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder!
Vit, jeg er Atrevs’ søn Agamemnon, han som den strenge
Zevs har styrtet i endeløs nød, saalænge min bringe
rummer et pust av liv og knærne endnu kan bøies.
Vildsomt vanker jeg om; ti jeg faar ikke blund paa mit øie.
Tungt paa mit sind ligger krigen og alt hvad akaierne lider;
ti for danaerne gruer jeg svart, og hvile for sindet
finder jeg ikke, kun uro og kval. Mit hjerte vil angstfuldt
sprænge mit bryst, og nu skjælver av gru mine kraftige lemmer.
Hvis du har lyst paa en daad, da du selv ei heller kan sove,
kom da med mig! La os gaa for at mønstre de utsatte vakter,
om de til overmaal trætte og kuet omsider av søvnen
kanske har lagt sig til hvile og glemt at passe sit vakthold.
Fiendens stridsmænd sitter jo nær. Hvem vet om de ikke
endnu kanhænde inat faar lyst til at gaa os paa livet?»

(102–39) Derpaa tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Atrevs’ herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Zevs, den alvise drot, vil neppe fuldbyrde for Hektor
alt hvad han sagtens har haab om. Jeg tror at han selv skal faa føle
sorger og motgang større end før, naar engang Akillevs
bøier sit sind og vender sin hu fra vreden den grumme.
Ja, jeg skal gjerne slaa følge; men la os faa vækket de andre,
Tydevs’ lansesvingende søn og den gjæve Odyssevs,
Fylevs’ søn, hin kjæmpe i kraft, og den fotrappe Aias.
Godt var det ogsaa om én vilde haste avsted for at hente
Aias, saa sterk som en gud, og Idómenevs, kreternes konge.
Veien er ikke saa kort; deres fartøier ligger jo ytterst.
Men skjønt jeg elsker og agter ham høit, kan jeg ikke fordølge,
selv om det vækker din harm, at jeg laster din bror Menelaos,
naar han kan sove og rolig la dig alene om slitet.
Gjøre sit ytterste burde han nu hos samtlige fyrster,
trygle og be; ti nu er vi stedt i utaalelig trængsel.»

Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Selv har jeg lyst til at be dig om ellers at laste ham, gubbe;
ti han er ofte for slap og vil vanskelig vaage et tiltak,
ikke fordi han er træg og ikke har skjøn paa det rette;
nei, men han vogter paa mig og venter at jeg skal begynde.
Dennegang vaaknet han længe før jeg og kom til mit leie.
Netop til dem som du nævnte mig nys, har jeg sendt ham med budskap.
La os da gaa! Vi træffer dem vel hist utenfor porten
midt iblandt vogternes flok; ti der har jeg sagt de skal møte.»

Atter tok Nestor til orde, den gamle gereniske vognhelt:
«Ja, er det saa, nuvel, da kan ingen argeier med rette
laste hans færd eller sætte sig op mot hans bud og befaling.»

Saaledes talte den gamle og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og fæstet
om sine skuldre med naalen av guld sin kappe av purpur,
dobbelt og vid, av fineste uld og laadden i tøiet,
fattet i haanden sit spyd med den hvæssede malmodd, og begge
hastet saa ilsomt avsted langs akaiernes tjærede snekker.
Høilydt ropte nu Nestor, den gamle gereniske vognhelt,
først paa Odyssevs og vækket hin Alfaders like i klokskap
op av hans søvn. Han kjendte hans røst, da den naadde hans øre.
(140–77) Straks kom han ut av sit telt og vendte sig til dem og spurte:
«Si, hvorfor vanker I om mellem skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat? Hvad nød er nu atter paa færde?»

Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs!
Bli ikke vred; ti av trykkende nød blir akaierne kuet.
Kom, saa vækker vi ogsaa de øvrige mænd som bør drøfte
klokt i det samlede raad om vi nu skal fly eller kjæmpe.»

Saa han talte, og ind i sit telt gik helten Odyssevs,
hængte om skuldren det blinkende skjold og fulgte de tvende.
Derefter kom de til Tydevs’ søn Diomedes og fandt ham
liggende utenfor teltet med vaaben ved siden. Hans svende
sov omkring ham og hvilte det mødige hode paa skjoldet.
Lanserne strittet paa rad med dopskoen fæstet i jorden.
Vidthen lyste som Alfaders lyn det luende kobber.
Høvdingen sov paa den utbredte hud av en utæmmet okse.
Under hans hode var lagt et kostelig, straalende teppe.
Hen til ham traadte nu Nestor og vækket ham varlig med foten,
skyndte saa paa ham med manende ord og refsende tale:
«Tydevs’ søn, vaakn op! Hvi sover du natten til ende?
Hører du ei at troernes hær er leiret paa haugen
nær vore snekker? Det rum som skiller os fra dem, er litet.»

Saa han talte. Med ilende hast for straks Diomedes
op fra sin slummer og talte med vingede ord til den gamle:
«Gubbe! utrættelig er du forvisst. Du hviler jo aldrig.
Findes da ei i akaiernes leir mangfoldige yngre
som kunde haste omkring overalt og vække hver enkelt
av vore konger? Nei gubbe, mot dig kan ingen sig verge.»

Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Ja, jeg maa si du har ret, min søn, i alt hvad du nævnte.
Selv har jeg herlige sønner og mandige stridsmænd i mængde.
Somme av dem maatte jo kunne gaa og kalde til møtet.
Dog, akaierne trykkes saa tungt av nøden den haarde;
ti paa en knivsegg vipper det nu, om døden den grumme
snart blir alle akaiernes lod, eller livet kan bjerges.
Vel, du er yngre end jeg; vil du spare en olding, saa skynd dig
hen for at vække hin Fylevs’ søn og den fotrappe Aias.»

Saa han talte. Da slængte hin helt om skuldre en brandgul
(178–215) løvehud, stor saa den rak til hans fot, og grep om sin lanse.
Saa gik han hastig avsted og vækket og samlet de andre.

Men da de alle kom frem og møttes hvor vakten var samlet,
fandtes der ingen som sov paa sin post av vakternes formænd.
Alle var vaakne og sat i en kreds med vaaben og verge.
Likesom hunder som vogter paa kve det vernløse smaafæ,
straks spidser ører ved vilddyrets brøl, naar det stormer fra fjeldet
ned gjenenm skogen — en frygtelig larm av mænd og av hunder
reiser sig straks ved dets komme, og ingen kan længer faa sove —
likesaa lidt fik førernes flok en blund paa sit øie,
mens de holdt vakt i det natlige mulm; ti altid mot sletten
vendte de sig og lyttet om troernes skridt kunde høres.
Gubben blev hjertelig glad, da han saa dem. Venlig han styrket
svendenes mod med vingede ord og talte iblandt dem:
«Dette er godt, mine barn! Hold omhyggelig vakt, og la ingen
falde i søvn til hjertelig fryd for fiender falske.»

Saa han talte og sprang over voldgraven, fulgt av de andre
konger fra Argos, saa mange som nys var stevnet til raadet.
Nestors herlige søn og Meriones sluttet sig til dem;
ti de blev kaldt av kongerne selv til at raadslaa i møtet.
Da de kom over den vældige grav, gik alle til sæte
der hvor marken var bar og fri for lik av de faldne.
Her hadde Hektor omsider holdt op at fælde for fote
Argos’ mænd, da det natlige mulm sank ned over sletten.
Der tok fyrsterne plads og pleiet saa raad med hverandre.
Vognhelten Nestor var den som først tok ordet iblandt dem:
«Er der da ei, mine venner, iblandt os nogen som vaager
freidig, med frygtløst sind, en færd til de modige troer?
Kanske han fik i sin vold en fiende ytterst i leiren,
eller fik luret sig til at høre paa troernes tale,
det som de drøfter i raadet inat, om de agter at vente
her ved skibene fjernt fra Ilios, eller vil drage
hjemad til byen i ro, da akaiernes fylking er slagen.
Kanske han skaffet sig nys om alt og vendte tilbake
uskadt til os. Blandt menneskers slegt under himmelen vide
vandt han det herligste ry og kostelig gave tillike.
Ti saa mange her er av fyrster som raader for skibe,
skulde hver eneste drot gi helten et faar til foræring,
(216–53) sort og med diende lam, det herligste eie som findes.
Bydes til lag og til gilde som hædersgjest skulde han altid.»

Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Da tok den høimælte helt Diomedes til orde og mælte:
«Nestor, mig byder mit sind og det modige hjerte at drage
ind i troernes leir blandt fienden her i vor nærhet.
Var her nu ogsaa en anden som villig slog følge paa færden,
gav det jo større fortrøstning og tryggere tillid i faren.
Naar der er to som gaar til en dyst, saa kappes de begge,
en med den anden om det som er bedst; men er manden alene,
rækker hans tanke for kort, og hans kløkt kan lettelig klikke.»

Saa han talte, og mangen en helt vilde gjerne slaa følge.
Villig var krigsgudens svende de tvende Aianter til færden.
Villig var Nestors søn, og Meriones ønsket det ivrig.
Villig var Atrevs’ søn, den mandige helt Menelaos.
Villig var ogsaa Odyssevs, den haardføre helt, til at gjeste
troernes leir; ti utæmmelig mod var gjemt i hans bringe.
Derpaa tok mændenes drot Agamemnon til orde og mælte:
«Tydevs’ søn Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Vel, din følgesvend kan du jo nu faa valgt som du lyster,
den som er gjævest av alle du ser; ti mange er rede.
Nu maa du ikke la blygsel faa blændet dit blik, saa du vraker
den som er bedst og vælger av blu en ringere fælle,
bare fordi han er gjævest av byrd og større blandt konger.»

Saa han talte i angst for sin lyslette bror Menelaos.

Da tok atter den høimælte helt Diomedes til orde:
«Dersom I selv gir mig lov til frit at vælge min fælle,
hvorledes skulde jeg da kunne glemme den kjække Odyssevs,
han som i fare og nød har mod og manddom i brystet
mere end nogen og elskes saa høit av Pallas Atene?
Ja, dersom han vil gaa med, da kommer vi begge tilbake
selv gjennem luende ild; ti i kløkt er ingen hans like.»

Nu tok den haardføre helt Odyssevs til orde og mælte:
«Tydevs’ søn, du kan spare dig her baade lovord og klander;
ti blandt argeierne taler du jo, som vet hvad jeg duger.
Kom la os gaa. Langt er det paa nat, og snart er det morgen.
Langt har stjernerne vandret, og endt har natten de tvende
dele av løpet; kun en av de tre har vi endnu tilbake.»

(254–90) Saa de talte og akslet sin krigerske rustning. Da laante
Nestors søn Trasymedes et skjold og et tveegget slagsverd
til Diomedes; ti selv lot høvdingen vaaben og verge
ligge tilbake ved snekken. Saa satte han hjelm paa hans hode,
virket av hud av en okse. Ei hadde den bøiler og hjelmbusk.
Stormhue kaldes den helst, et vern for krigeres isse.
Likesaa rakte Meriones frem til den gjæve Odyssevs
bue og kogger og sverd og satte en hjelm paa hans hode,
virket av lær og paa indsiden stramt forbundet med remmer
utspændt paa kryds og paa tvers; men ytterst var stormhuens runding
prydet i række og rad med vildsvinets skinnende tænder
ordnet med mesterlig kunst. Med bløteste filt var den foret.
Kjæmpen Avtolykos tok den tilforn som rov da han trængte
ind i Eleon og plyndret Amyntors borg. Til Kytera
sendte han den, til helten Amfidamas, Skandeias konge.
Drotten Amfidamas gav den som skjænk til sin gjesteven Molos.
Sønnen Meriones fik den av ham, og nu blev den varlig
trykket som tryggeste vern om helten Odyssevs’ hode.

Men da de endelig begge var klædt i den krigerske rustning,
skiltes de der fra fyrsternes kreds og gav sig paa færden.
Pallas gav begge et lykkebud med; ti hun sendte en heire
nær deres vei til høire. Med øinene saa de ei fuglen
nu i den belgmørke nat; men de hørte dens gjaldende varsel.
Glad blev Odyssevs ved tegnet og bad til den høie Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn som altid i faren
staar ved min side og vogter min færd med naaderikt øie.
Vær mig nu huld som tilforn og hjælp mig kjærlig, Atene!
Und os at komme tilbake til skibsleirens snekker med hæder.
Und os at øve et storverk som troerne længe vil mindes.»

Derefter talte og bad den høimælte helt Diomedes:
«Hør ogsaa mig, du datter av Zevs, som aldrig kan trættes.
Følg nu mig, som du fulgte min far, den herlige Tydevs,
dengang han drog til Teben avsted med akaiernes budskap.
Freidig forlot han den malmklædte hær ved Asopos og bragte
tilbud om fred og forlik til kadmeionernes stormænd.
Men paa hjemveien øvet han grufulde heltebedrifter
sammen med dig, gudinde; ti du stod huldt ved hans side.
(291–328) Aa, vær likesaa naadig mot mig! Staa hos mig og verg mig!
Da skal jeg gi dig som offer en bredpandet, utæmmet kvie,
aarsgammelt dyr som aldrig en mand har ført under aaket.
Den skal jeg ofre, og helt med guld skal hornene dækkes.»

Saaledes bad de, og bønnen blev hørt av Pallas Atene.
Men da de nu hadde bedt til den vældige Alfaders datter,
skyndte de sig i den belgmørke nat som glubende løver
hen gjennem mord og lik, over vaaben og blodet det sorte.

Likesaa litt lot Hektor de modige troer faa sove.
Alle de gjæveste mænd lot han samles og stevnet til møte,
troernes helter, de første i krig og de første i raadet,
og i forsamlingen redet han ut sine kløktige planer:
«Hvem vil holde sit ord, naar han lover mig mandig at øve
storverk for kostelig skjænk. Forvisst skal han rundelig lønnes;
ti jeg skal gi ham en vogn og to høimankede hester,
ypperst av alle i løp ved akaiernes letrodde snekker,
dersom han drister sig til en daad, som vil bringe ham hæder,
og tør vaage sig frem til de hurtige skibe og speide
om der endnu, som før, staar vakt ved skibenes række,
eller om mændene, kuet av os med vældige næver,
rædde maa raadslaa om flugt og mættet av mathet og møie
ikke har vilje og kraft til natten igjennem at vaake.»

Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Men iblandt troerne var der en søn av herolden Evmedes,
Dolon ved navn, en mand som var rik paa guld og paa kobber.
Styg var kjæmpen av aasyn og vekst, men rap til at løpe.
Selv var han eneste søn; men fem i tal var hans søstre.
Nu tok han ordet i troernes kreds og talte til Hektor:
«Hektor, mig byder mit mandige mod og hjerte at drage
hen til de letrodde snekker paa vaagelig færd for at speide.
Vel, men først maa du løfte din stav og love at gi mig
vognen beslaat med den skinnende malm og de vælige hester,
gangernes tvespand som trækker for karm den stolte Peleide.
Ei skal jeg speide forgjæves. Dit haab skal ikke bli skuffet.
Tvers gjennem skibsleiren sniker jeg mig, saa langt til jeg kommer
frem til kong Agamemnons skib, hvor de ypperste helter
ventelig nu holder raad, om de straks skal fly eller kjæmpe.»

Saa han talte, og Hektor svor med staven i hænde:
(329–66) «Heras husbond, den tordnende Zevs, skal være mit vidne:
Ei skal en anden av troernes mænd faa kjøre hint tvespand.
Stolt skal du altid faa styre det selv, det lover jeg hellig.»

Saa han talte og fristet med ed som han ei kunde holde.
Hængte da Dolon om skuldrene straks den krummede bue,
slængte saa om sig det graagule skind av en ulv, og paa hodet
satte han hjelmen av maarskind og fattet om spydet det hvasse.
Derefter løp han mot skibene hen fra leiren; men aldrig
skulde han vende tilbake og melde til Hektor sit budskap.
Da han fik trængt sig frem gjennem vrimlen av hester og stridsmænd,
gav han sig trøstig paa vei; men helten den gjæve Odyssevs
hørte den kommendes skridt og mælte til Tydevs’ ætling:
«Lyt, Diomedes! hist kommer en mand fra troernes leirplads.
Ei kan jeg vite forvisst om han agter at speide ved flaaten
eller det kun er en tyv, som vil plyndre de faldne paa valen.
La os nu slippe ham frem et stykke forbi os paa sletten.
Saa skal vi kaste os mot ham med ett, og da kan vi kanske
ta ham til fange; men er han for rap, saa vi kan ikke naa ham,
træng da paa ham med lansen, og jag ham altid mot flaaten,
bort fra hans landsmænds leir, saa han ikke kan flygte til byen.»

Saa han talte. De vek fra sin vei og lagde sig begge
ned mellem lik, mens Dolon i daarskap ilte forbi dem.
Men da han kom saa langt som mulæsler uten at hvile
velter med plogen sin fure i muld — ti raskere trækker
mulernes spand den kraftige plog end langsomme okser —
styrtet de frem. Han stanset sin gang ved lyden av fotslag;
ti i sit inderste haabet han først at troiske venner
ilte paa Hektors bud for at kalde ham hastig tilbake.
Dog, da de kom saa nær at der knapt var et spydkast imellem,
saa han med gru at fiender kom, og han rørte de rappe
føtter til flugt, og i jagende fart fôr heltene efter.
Som naar et hundepar, øvet i jagt og med tænder saa hvasse,
følger en raa eller hare og uten et øiebliks hvile
jager i skogen det flygtende vildt som skriker i dødsangst,
saaledes trængte nu Tydevs’ søn og den barske Odyssevs
flygtningen bort fra hans fæller og jaget ham uten at hvile.
Men da saa manden paa flugt mot skibene snart maatte komme
frem til akaiernes vakt, da skjænket den høie Atene
(367–404) Tydevs’ søn den ubændigste kraft, forat ingen akaier
stolt skulde si at han rammet ham først, og at han blev den anden.
Styrtet da straks Diomedes med lansen imot ham og ropte:
«Stans, hvis ikke mit spyd skal ramme dig. Trygt tør jeg paastaa:
Længe sparer min næve dig ei for døden den bratte.»

Saa han talte og slynget sit spyd, men feilet med vilje.
Spydskaftets hvæssede odd for hen over skuldren til høire
ned i jorden og boret sig fast. Da skalv han og stanset
likblek av rædsel. Hans tunge slog klik, og stymperens tænder
klapret i munden. De naadde ham snart forpustet og fattet
begge hans arme. Da brast han i graat og bad dem saa bønlig:
«Fang mig og spar mit liv! Jeg skal kjøpe mig løs; ti jeg eier
kobber og guld og kostelig jern som en mester har hamret.
Derav sender min far jer straks umaadelig løsning,
hvis han faar spurt at I sparte mit liv ved akaiernes skibe.»

Da tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Vær du kun trøstig og gi ikke dødsfrygt rum i dit hjerte.
Si mig nu bare, og la hvert ord være sandt som du sier:
Hvi har du listet dig hit fra din leir til flaaten alene
nu i den belgmørke nat, naar mennesker ellers kan sove?
Kommer du lumsk for at plyndre paa val et lik av en kriger?
Kommer du hit av dig selv, eller sendte kanhænde den gjæve
Hektor dig ut som speider inat til de stavnhøie snekker?»

Derpaa tok Dolon med skjælvende knær til orde og svarte:
«Hektor har lokket mit sind med mangfoldige daarende tilsagn.
Høit og dyrt har han lovet at gi mig den gjæve Peleides
fotrappe hester til løn og dertil hans malmsmykte stridsvogn.
Ut i den belgmørke ilende nat har han budt mig at drage
dit hvor fienden ligger i leir og skaffe mig kundskap
om der endnu som før staar vakt ved de hurtige snekker,
eller om mændene, kuet av os med vældige næver,
rædde maa raadslaa om flugt og mættet av mathet og møie
ikke har vilje i bryst til natten igjennem at vaake.»

Smilende svarte igjen den raadsnare høvding Odyssevs:
«Sandelig var det da svare til løn du lystet at vinde,
selve den kamplystne helt Akillevs’ hester! For brysomt
blev det for dødelig mand at tæmme og styre dem. Ingen
magter det uten Akillevs som har til mor en gudinde.
(405–42) Si mig igjen, og la hvert et ord være sandt som du sier:
Hvor forlot du hin folkenes drot, den straalende Hektor?
Hvor er hans krigerske vaaben, og hvor er hans fotrappe hester?
Passer de øvrige troer sin vakt, eller gik de til hvile?
Si, hvad de drøfter i mændenes raad, om de agter at vente
her ved skibene fjernt ifra Ilios, eller vil drage
hjemad i ro til sin by, da akaiernes fylking er slagen.»

Atter tok Dolon, Evmédes’ søn, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal svare paa alt og ikke fordølge det mindste.
Hektor og samtlige høibaarne mænd som har sæte i raadet,
holder nu møte og raadslaar hist ved Ilos’ gravhaug,
fjernt ifra larmen; men spør du om vakterne, helt, skal du vite:
Slet ingen poster er stillet paa vakt og verner om leiren.
Hist hvor baalene blusser, er troerne vaakne; ti faren
tvinger dem til det, og mændene ber hverandre at vaake.
Men de stridsmænd som kaldtes til hjælp fra fremmede byer,
hviler i søvn; for vakthold inat lar de troerne sørge.
Hustruer har de jo ei eller barn som her er til huse.»

Derefter talte den raadsnare helt Odyssevs og spurte:
«Sover da hjælperne nu blandt de hestetumlende troer,
eller i leir for sig selv? Giv grei besked, saa jeg vet det.»

Atter tok Dolon, Evmédes’ søn, til orde og svarte:
«Grei og sandfærdig besked skal jeg gi dig ogsaa om dette.
Hist ved havet er leiret paioner med krummede buer,
karer, leleger, kavkoner og tapre pelasgiske stridsmænd,
hestetumlende fryger og gjæve maioniske kjæmper.
Fjernt ved Tymbra fik lykier plads og de navngjetne myser.
Dog, hvad tjener det til at spørre saa nøie om dette?
ti hvis I agter at vaage jer ind i troernes skarer,
kom jo trakerne nys og leiret sig ytterst av alle.
Resos er trakernes drot, Eiónevs’ herlige ætling.
Ei har jeg set slike hester som hans, saa store og skjønne.
Hvitere er de end sne og rappe som susende stormvind.
Kostelig prydet med guld og med sølv er høvdingens stridsvogn.
Klædt i en kjæmpestor rustning av guld et under at skue,
kom han til troernes leir. Saa pragtfulde vaaben bør ingen
dødelig mand kunne bære, men ikkun de salige guder.
Aa, men ta mig og før mig nu bort til de hurtige snekker,
(443–78) ja, eller la mig faa bli hvor jeg er i grusomme lænker,
indtil I kommer tilbake og selv har skaffet jer visshet
om hvert ord som jeg nu har fortalt er sandt eller ikke.»

Men Diomedes maalte ham barsk med blikket og svarte:
«Dolon! har vi dig nu i vor magt, saa la ikke hjertet
ramme en tanke paa flugt, skjønt glædelig budskap du bragte.
Dersom du nu fik kjøpe dig løs, eller slap os av hænde,
kom du saavisst igjen til akaiernes hurtige snekker
enten som speider paany eller ogsaa til aapenlys feide;
men hvis du nu maa late dit liv for min kraftige næve,
kommer du aldrig paany til at volde argeierne skade.»

Saa han talte. Da prøvde den bedende Dolon at røre
ydmyg hans hake med haanden; men høvdingen hugg ham med sverdet
tvers over halsen og kløvde med slagsverdet begge hans sener.
Rallende skrek han, da hodet faldt ned og rullet i støvet.
Hjelmen av maarskind løste de først fra hans hode, og derpaa
tok de hans ulveskinds kappe, hans haardspændte bue og lansen.
Løftet da helten Odyssevs mot hærfangsgudinden Atene
høit deres bytte paa arm, og bedende tok han til orde:
«Glæd dig gudinde ved dette; ti først blandt olympiske guder
ofrer og ber vi til dig. Aa, følg os nu atter i naade
frem til troernes sovende mænd og vælige hester!»

Saaledes lød hans bøn, og han hængte det blodige hærfang
op paa en høi tamarisk og sanket til tydelig merke
rør i en haug, og av busken han brøt de blomstrende grener,
forat de ei skulde gaa det forbi paa sin hjemfærd om natten.
Videre vandret de saa over blod og henslængte vaaben.
Snart kom heltene dit, hvor trakernes fylker var leiret.
Opgit av træthet sov de nu tungt, og de herlige vaaben
lyste i tredobbelt rad paa marken ved kjæmpernes side.
Nær ved enhver av de sovende mænd stod tvespandet bundet.
Resos var sovnet i krigernes kreds, og hans fotrappe hester
stod ved hans side. Til stridsvognens karm var de bundet med remmer.
Først blev Odyssevs ham var og pekte paa ham for sin fælle.

«Her er han selv, Diomedes, og der er hans vælige hester,
hingstenes par som Dolon har talt om, han som vi dræpte.
(479–516) Vis nu din vældige kraft! ti haandfalden bør du dog ikke
staa der med vaaben i haand. Saa løs da hans hester fra vognen
eller slaa løs paa hans mænd, saa sørger jeg selv for hans hester.»

Saa han talte, og kræfter og mod gav Pallas sin yndling.
Fiender vog han til høire og venstre. De døendes rallen
lød hvor hans slagsverd faldt, og rød blev marken av blodet.
Som naar en løve har fundet en flok av vergeløst smaafæ,
faar eller gjeter, og grisk styrter frem og fælder for fote,
saaledes fôr Diomedes omkring blandt troernes kjæmper,
indtil han tolv hadde dræpt, og saasnart Diomedes’ slagsverd
rammet med dræpende hug, saa grep den kloke Odyssevs
straks den faldne ved foten og slæpte ham bort; ti i tanken
drøftet han slu hvordan hestenes spand med de flagrende manker
let kunde føres igjennem og ikke bli sky, naar de maatte
gaa over blodige lik; til slikt var de endnu for uvant.
Men da saa Tydevs’ søn hadde naadd den sovende konge,
hugg han for trettende gang og røvet ham livet det søte,
just som han stønnet; ti Oinevsætlingen stod ved Atenes
mægtige bud som en skræmmende drøm ved hans hode i mørket.
Helten Odyssevs løste imens de stampende hester,
koblet dem sammen med remmer og drev dem saa ut gjennem skaren,
og av hans buesnor fik de et rap; ti den skinnende svepe
sanset han ikke at gripe med haand fra den straalende vognkarm.
Plystrende gav han et tegn til sin ven Diomedes; ti denne
nølte i tvil om det vaagsomste verk, om han først skulde røve
vognen hvor rustningen laa og trække den bort efter stangen
eller faa løftet den op og baaret den bort gjennem skaren,
eller kanhænde faa røvet end fler av troerne livet.
Mens han i tankerne tumlet med slikt, kom Pallas Atene
nær ham og rettet et ord til den herlige helt Diomedes:
«Tænk nu paa hjemfærd i tide, du søn av den modige Tydevs;
ellers du kunde saa let komme hjem til flaaten som flygtning,
dersom kanhænde en gud skulde vække de sovende troer.»

Saaledes lød hendes ord. Han hørte gudinden og lystret.
Ilsomt steg han til hest. Da snertet Odyssevs med buen
gangernes ryg, og de fløi som en vind til akaiernes snekker.

Ei stod Apollon med buen av sølv paa vakt som den blinde,
da han fik se Diomedes i følge med Pallas Atene.
(517–54) Vred paa gudinden ilte han ned til troernes vrimmel,
vækket saa først den gjæve Hippokoon, trakernes høvding,
Resos’ fætter, av søvne. Han skyndte sig op fra sit leie,
og da han saa at pladsen var tom hvor de fotrappe hester
nys hadde staat, og de myrdede mænd som sprællet i dødskamp,
sukket han tungt og kaldte ved navn sin elskede frænde.
Troerne styrtet med skingrende skrik i vildeste tummel
sammen og stirret paa mændenes verk, den grufulde udaad
som de fornys hadde øvet, før hjemad til flaaten de stevnet.

Men da de naadde til stedet hvor Hektors speider var fældet,
stanset Odyssevs, hin yndling av Zevs, de hurtige hester.
Ned til jord sprang Tydevs’ søn og rakte Odyssevs
krigerens blodige rustning og hoppet igjen paa sin ganger.
Gav han saa begge et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnhøie snekker; ti derhen stod al deres higen.
Først var det Nestor som hørte de drønende hovslag og mælte:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Skal jeg faa ret eller ikke? Mit hjerte mig byder at tale.
Larmen av travende gangere naar just nu mine ører.
Gid det var Tydevs’ søn som kom og den gjæve Odyssevs
hit fra troernes leir med en fangst av fotrappe foler.
Dog, i mit sind maa jeg grue av angst for at vanheld har rammet
Argos’ tapreste mænd i troernes larmende tummel.»

Neppe var ordene sagt, før heltene selv var tilstede.
Ned fra hestene steg de paa jord, og vennerne hilste
glade de to med venlige ord og rakte dem haanden.
Først tok Nestor, den graanede helt, til orde og spurte:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet.
Hvor har I faat saa herlig et spand? Har I virkelig gjestet
troernes leir, eller er det en skjænk fra en gud som har møtt jer!
Grant de ligner i blændende glans det straalende sollys.
Troerne møter jeg stadig i strid og vet at jeg aldrig
nøler ved flaaten, skjønt olding forlængst og graanet i krigen.
Dog, mine øine har endnu ei set saa herlige hester.
Nei, jeg maa tro I har møtt en gud som skjænket jer gaven.
Høit er I begge jo elsket av Zevs som troner i skyen,
elsket tillike av Alfaders barn, den blaaøide Pallas.»

Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
(555–79) «Nestor, du Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder.
Lettelig kunde en gud, hvis han vilde det, skjænke som gave
ædlere hester end disse; ti størst er gudernes vælde.
Disse du spør om, gubbe, er hester som nylig er kommet
hit fra Trakien. Tydevs’ søn har dræpt deres eier.
Tolv av hans krigere vog han, de ypperste mænd i hans følge,
og som den trettende fældte vi nær ved flaaten en speider,
en som Hektor fornys og de øvrige troiske fyrster
sendte avsted til vor leir for at se hvad vi nu hadde fore.»

Saa han talte, og lydt han lo, da han jog over graven
hestenes travende spand, og akaierne fulgte ham glade.
Men da de snart hadde naadd Diomedes’ prægtige leirtelt,
bandt de Resos’ tvespand med veltilsnittede remmer
fast ved hestenes krybber, hvor alt Diomedes’ egne
fotrappe gangere stod og tygget den deilige hvete.
Agter i bakstavnen gjemte imens den gjæve Odyssevs
Dolons blodige rustning som offer til Pallas Atene.
Derefter vadet de ut i det bølgende saltvand og vasket
strømmende sved fra nakke og ryg, fra lægger og lænder.
Men da de kjølige bølger fra sjø hadde skyllet den salte
sved fra den mødige krop, og friskere slog deres hjerte,
steg de til styrkende bad i karrene skinnende blanke,
og da de begge var tvættet i bad og salvet med olje,
satte de sig til sit maaltid og øste av bollen den fulde
honningsøt vin og bragte til tak Atene et offer.

Eos steg op ved gry fra den fagre Titonos’ leie,
bringende lys til menneskers barn og til evige guder.
Da lot Alfader ile som bud til akaiernes snekker
Eris, den grufulde vætte, med krigslarmens jertegn i hænde.
Stanset hun da ved Odyssevs’ skib, det mægtige sorte.
Midterst i rækken det laa, og fra fartøiet kunde hun høres
baade hvor Aias, Telamons søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs’ leir. Paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Like ved langskibet stanset hun brat og ropte med grufuld
gjaldende røst og vakte i bryst hos alle akaier
kraft og ubøielig mod til kamp uten rast eller hvile.
Søtere tyktes dem nu at stevne til kamp end at ile
hjem til fædrenes elskede land paa de stavnkrumme snekker.
Ropte da Atrevs’ søn til Argos’ kjæmper og bød dem
ruste sig straks, og han klædte sig selv i straalende kobber.
Nedentil spændte han først om ankler og lægger de blanke
skinner av kobber. Med spænder av sølv blev de fæstet om anklen.
Derefter spændte han fast om sit bryst en kostelig brynje,
gaven som engang Kinyros, den mægtige drot, hadde git ham.
Ti om en stordaad blev tidender meldt fra det fjerne til Kypros,
at det akaiiske folk vilde seile i leding til Troja,
og for at vinde hans gunst lot han sende hin brynje til kongen.
Ti av dens striper var hamret med kunst av anløpet blaastaal.
Tolv var av pureste guld, og av lysende tin var de tyve.
(26–62) Op imot halsen paa hver av siderne bugtet sig trende
slanger av staal med regnbuens glans, naar den lyser i skyen
stillet av Zevs til manende tegn for jordiske slegter.
Hængte da drotten om skuldre sit mægtige slagsverd, hvis nagler
lyste av straalende guld; men skeden som gjemte dets klinge,
funklet av sølv, og en guldsmykket rem var fæstet til skeden.
Derefter tok han sit skjold som var smykket med ringer av kobber,
ti i tallet. Det dækket sin mand fra isse til føtter.
Skjoldbuler tyve av tin var fæstet til malmskjoldets plate,
skinnende hvite. Av staalet det blaa var den midterste hamret.
Gorgos forstenende blik fra det stirrende øienpar lyste
vildt fra dets rund med Flugtens og Rædselens vætter ved siden.
Rikt var dets bærerem smykket med sølv, og i hele dens længde
slynget en slange av blaastaal sin krop. Tre hoder var vokset
ut fra en eneste hals i snoede ringer og bugter.
Hjelmen med hestehaars busk, tvekammet med firdobbelt malmskjerm,
trykket han fast paa sit hode, og frygtelig vaiet dens hjelmbusk.
Derefter grep han i haand to vældige lanser med skarpe
spidser av kobber som sendte mot sky de funklende straaler.
Tordnet da Hera og Pallas med brakende skrald for at hædre
helten, den mægtige drot i den guldrike kongsstad Mykene.

Hver av fyrsterne bød nu sin vognstyrer holde tilbake
hester og vogner i række og rad paa pladsen ved graven.
Selv fôr heltene frem tilfots i den gryende morgen,
rustet med vaaben og verge, mens hærskrik ustanselig gjaldet.
Fremme ved graven og længe før kuskene fylket sig disse.
Bakefter kjørte saa kuskene frem. Da vakte Kronion
kampgny og frygtelig larm; og høit fra den svimlende æter
stænket han blodblandet dugg over val; ti det var jo hans vilje
snart at styrte saa mangen en helt til Hades’ bolig.

Troerne rustet sig fjernt paa en haug langt ute paa sletten
fylket av Hektor selv og Polydamas samt av den bolde
kjæmpe Aineias som hædredes høit som en guddom av folket,
dertil av drotten Antenors tre mandhaftige sønner,
Polybos, Akamas, kjæk som en gud, og den gjæve Agenor.
Hektor gik frem med skjoldet paa arm blandt de forreste kjæmper.
Som naar i skyernes rift en ulykkevarslende stjerne
(63–100) blinker en stund, men atter blir gjemt av drivende skyer,
saaledes var snart Hektor at se blandt de forreste kjæmper,
snart gik han bydende om blandt de bakerste. Straalende lyste
helten i kobberets glans som Alfaders flammende lynglimt.

Likesom naar paa rikmandens mark de talrike høstfolk
møtes fra hver sin kant, naar de meier i snorlike skaarer
bugnende byg eller hvete, og kornbaand falder paa kornbaand,
saaledes stormet med dræpende hugg akaier og troer
frem mot hverandre. Paa æreløs flugt var der ingen som tænkte.
Jevnsterke stod de mand imot mand i kampen og raste
glupske som ulver til fryd for den jammervoldende Eris;
ti i de kjæmpendes rækker var hun den eneste guddom.
Andre av guderne færdedes ei i mændenes fylking.
Samtlige sat de i ro i sin straalende hal paa Olympens
takkede ryg, hvor enhver hadde reist sin prangende bolig.
Knurret da alle mot Zevs, de natsorte stormskyers herre,
saasom han nu vilde skjænke de troiske krigere seiren.
Alfader ænset dem ei; men langt fra alle de andre
fjernet han sig i ro og satte sig stolt av sin hæder,
skuende ned paa troernes by og akaiernes snekker,
kobberets glimtende lyn og mænd som faldt eller fældte.

Mens det var rødmende gry, og den hellige dag var i tilvekst,
traf deres lanser fra hver sin kant og folkene segnet.
Men da det led mot tiden da fjernt i den ødslige fjelddal
skogsmanden lager sin mat, naar haanden er træt av at fælde
storskogens mægtige trær, og arbeidet volder ham ulyst,
mens efter kvægende kost han stunder av hele sit hjerte,
da gik danaerne drabelig paa og sprængte den sterke
fylking, mens hærskriket eggende lød fra række til række.
Foran dem skred Agamemnon og fældte den kjække Bianor,
folkenes hyrde, og derpaa Oilevs som styrte hans hester.
Ti ifra stridsvognen hoppet han ned og stevnet imot ham.
Men da han kjækt stormet frem, traf drotten med skarpslepen lanse
helten i panden med kraft, og malmhjelmen vernet ham ikke.
Tvers gjennem høvdingens hjelm og pandeben fôr den, og hjernen
farvedes rød av blod, og han fældte ham midt i hans stormløp.
Disse lot mændenes drot Agamemnon tilbake paa valen,
begge med udækket bryst; ti han tok deres brynjer som bytte.
(101–38) Derefter stormet han frem for at fælde kong Priamos’ sønner,
Antifos, egte av byrd, og Isos, hans søn med en frille,
begge paa selvsamme vogn som Isos i kamptumlen kjørte.
Antifos kjæmpet fra karm. Da de vogtet sit smaafæ paa Ida,
fanget Akillevs dem fordum og bandt dem med smidige vidjer
begge paa haand og paa fot, men slap dem mot rikelig løsning.
Atrevs’ mandige søn, den mægtige drot Agamemnon,
rammet den ene med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten.
Antifos styrtet han ned fra hans vogn med et sverdhugg ved øret,
og da han røvet som seierens pris hans herlige rustning,
kjendte han begge; han saa dem jo hist ved de hurtige snekker,
dengang den raske Akillevs kom dit med dem begge fra Ida.
Likesom løven med tændernes kraft saa lettelig knaser
kraftløse unger av letfotet hind, naar til dyrenes leie
frem den styrter paa fangst og glubende røver dem livet —
— selv om hinden er aldrig saa nær, den magter dog ikke
frelsende hjælp at bringe de smaa; ti skjælvende rædsel
griper den selv, og den iler i hast gjennem tætteste skogsnar,
skumvaat av sved paa hvileløs flugt for det vældige rovdyr —
likesaa litt var troerne nu istand til at verge
begge mot døden. De flygtet jo selv for de grumme argeier.

Helten Hippólokos møtte han næst og den gjæve Peisandros,
sønner av drotten Antimakos, han som, lokket av Paris,
mottok hans gaver av kostelig guld og ivrigst av alle
negtet at gi Menelaos hans deilige hustru tilbake.
Mændenes drot Agamemnon fôr frem mot hans sønner paa valen,
begge paa selvsamme vogn med vælige hester for karmen.
Tøilerne glap dem av hænde, og hestene steilet og tumlet
vildsomt avsted, mens Atrevs’ søn som en glubende løve
styrtet imot dem til kamp. Da bad de ham bønlig fra vognen:
«Spar os, Atrevs’ søn, og ta vore skatte til løsning!
Meget og kostelig gods har Antimakos hjemme i hallen,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænker vor far dig herlige gaver til gjengjæld,
om han faar spurt at du sparte vort liv ved akaiernes snekker.»

Graatende talte de saa for at mildne med angstfulde bønner
Argos’ drot; men ubøielig haardt var svaret de hørte:
«Er I saasandt den stridslystne helt Antimakos’ sønner,
(139–76) han som paa troernes tingplads tilforn har sagt at den bolde
drot Menelaos som kom som bud med den gjæve Odyssevs,
straks skulde dræpes og ei gaa uskadt hjem til Akaia,
da skal I begge faa bøte forvisst for hans skjendige anslag.»

Saa han talte og slynget sit spyd og rammet Peisandros
like i brystet saa høvdingen faldt fra sin stridsvogn paa ryggen.
Helten Hippólokos slog han til jord, da han hoppet av vognen.
Hode og armene hugget han av med sverdet og sparket
kroppen avsted saa den trillet i tumlen omkring som en morter.
Dem lot han ligge; men der hvor rækkerne flokket sig tættest,
derhen fôr han i hast, og akaierne fulgte sin fører.
Kjæmper tilfots jog kjæmper tilfots og vog dem paa flugten.
Kjæmper tilvogns vog kjæmper tilvogns, og støvskyer hvirvlet
op under hestenes drønende hov, mens mændene raste
vildt med den hvæssede malm. Utrættelig fôr Agamemnon
efter med dræpende hugg og egget de andre argeier.
Som naar en herjende brand bryter løs blandt urskogens kjæmper,
jaget av hvirvlende storm, og trærnes mægtige stammer
segner for flammernes vældige magt og knækkes ved roten, —
saaledes sank de ypperste mænd blandt troernes kjæmper
nu for Atrevs’ søn, og talrike kraftige tvespand
stormet med stridsvognen tom i raslende løp over valen.
Kraftige styrere savnet de saart; nu laa deres herrer
strakte til jorden, et kjærere syn for grib end for hustru.

Nu blev Hektor av Zevs ført bort fra støv og fra spydregn,
bort fra manddrap og strømmende blod og larmende kampgny.
Atrevs’ søn sprang efter og egget danaernes sønner.
Troerne styrtet forbi baade haugen hvor Dardanos’ ætling
Ilos var jordet tilforn, og fikenen. Rædde de flygtet
hen over sletten mot byen; men altid fôr kong Agamemnon
efter med gjaldende rop og blod paa de vældige næver.
Men da de kom til den skaiiske port og naadde til eken,
stanset de endelig op og ventet saa der paa de andre.
Endnu flygtet dog mange i rædsel og gru over sletten.
Likesom kjør, naar i mørkeste nat en glubende løve
jager dem alle paa flugt, men dræper en enkelt i flokken
— udyret knækker først halsen med vældige kjæver og slubrer
derefter blodet og sluker tilsidst den dampende indvold —
(177–214) saaledes fulgte nu Atrevs’ søn uten rast eller hvile
altid de flyktende troer og fældte den sidste i flokken.
Mange faldt ned paa sit ansigt fra karm og mange paa ryggen,
rammet av Atrevs’ søn; ti vildt han raste med lansen.

Men da han snart maatte naa til de kneisende mure om byen,
da steg guders og menneskers far fra himmelens haller
ned paa den høieste tind av Ida, hvor bækkene risler.
Der tok han plads og satte sig ned med lynet i hænde.
Sendte han da med bud den gyldenvingede Iris:
«Skynd dig, stormsnare Iris, og meld min vilje til Hektor.
Si, han skal haste tilbake, saalænge han ser Agamemnon,
folkenes hyrde, gaa frem saa vildt blandt de forreste kjæmper,
fældende rækker av mænd. Sine folk skal han derimot byde
tappert at trodse i drabelig kamp sine fienders fylking.
Men naar han, rammet av smertende pil eller saaret av lanse,
stiger igjen paa sin vogn, da gir jeg ham kraft til at dræpe,
indtil han kommer ved kveld til de toftede snekker, naar solen
synker i hav og natten er nær med sit hellige mørke.»

Saa han talte, og Iris, den stormsnare, lød ham og svævet
ned til det hellige Troja i hast fra toppen av Ida.
Høvdingen fandt hun, Priamos’ søn, den straalende Hektor
staaende høit paa sin prægtige vogn med hestene forspændt.
Iris, den fotrappe, nærmet sig raskt og talte til helten:
«Hektor, Priamos’ søn, du Alfaders like i klokskap.
Zevs har sendt mig herned som bud for at melde hans vilje.
Hold dig tilbake fra kamp, saalænge du ser Agamemnon,
folkenes hyrde, gaa frem saa vildt blandt de forreste kjæmper,
fældende rækker av mænd. Dine folk skal du derimot byde
tappert at trodse i drabelig strid sine fienders fylking.
Men naar han, rammet av smertende pil eller saaret av lanse,
stiger igjen paa sin vogn, da gir han dig kraft til at dræpe,
indtil du kommer ved kveld til de toftede snekker, naar solen
synker i hav og natten er nær med sit hellige mørke.»

Saaledes talte den stormsnare mø og hastet tilbake.
— Straks sprang Hektor fra vognen til jord i skinnende rustning.
Svingende to malmhvæssede spyd fôr han om gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
(215–52) Ogsaa argeierne styrket paany de vaklende rækker.
Atter stod kjæmperne bryst imot bryst, og forrest i striden
skred Agamemnon. Hans hu stod til kamp langt foran de andre.

Tal og fortæl, I muser som bor i olympiske haller,
hvilken av troernes mænd eller hjælpernes navngjetne helter
først turde møte i kamp den herlige drot Agamemnon.

Kjæmpen Ifídamas var det, den mandige søn av Antenor,
fostret i faarenes yndige hjem, det frugtbare Trake.
Høvdingens morfar, Kissevs, som avlet den skjønne Teano,
fostret ham der i sit stolte palads fra hans spædeste barndom.
Men da den lille blev yngling og mand med de herligste kræfter,
søkte den gamle at holde ham fast og gav ham sin datter.
Dog, da akaiernes hærtog blev meldt, drog helten i leding
bort fra sin brud og sit hjem med tolv krumstavnede snekker.
Hist i Perkote forlot han de gyngende skibe og stevnet
videre frem over land til Ilions kneisende kongsstad.
Nu gik høvdingen frem mot Atrevs’ søn Agamemnon.
Men da de kom paa nærmeste hold og møtte hinanden,
fôr Agamemnons lanse forbi og rammet ham ikke,
medens Ifídamas traf med sit spyd under brynjen i beltet.
Men skjønt han trykket av hele sin kraft med den vældige næve,
magtet han ikke at sprænge den skinnende rem; ti hans spydspids
bøiedes længe forinden som bly mot de sølvblanke plater.
Grep da i hast den mægtige drot Agamemnon om lansen,
rykket den ut av hans haand med kraft som en glubende løve,
hugg ham i halsen med skarpslepet sverd og lammet hans lemmer.
Saaledes segnet den arme og sov den malmtunge dødssøvn
fældet saa grumt, da han hjalp sine landsmænd, fjernt fra sin hustru.
Lønne sin husbond kunde hun ei for de talrike gaver.
Okser, et hundredtal, skjænket han først og lovet med tiden
tusen av gjeter og faar fra de talløse flokker han eide.
Atrevs’ søn Agamemnon rev rustningen av ham og hastet
gjennem akaiernes hær med høvdingens herlige vaaben.

Men da Antenors søn, den ældste, en ypperlig kriger,
Koon ved navn, fik se ham med rustningen, mørknet den sorte
knugende sorg hans blik, da han øinet sin bror blandt de faldne.
Usét av Atrevs’ søn fôr han mot ham fra siden og støtte
spydsodden midt i hans arm litt nedenfor albueleddet.
(253–90) Spidsen av skinnende malm fôr skjærende tvers gjennem armen.
Gyste da mændenes drot Agamemnon i isnende smerte.
Dog, han undte sig ei nogen rast i kampen, men styrtet
rasende ind paa Koon med vindhærdet lanse i hænde.
Høvdingen slæpte sin bror Ilídamas med efter foten
bort gjennem vrimlen og ropte til hjælp de tapreste kjæmper.
Men da han slæpte ham bort, traf Atrevs’ søn ham med spydet
under det buklede skjold og lammet hans lemmer og skilte
saa over helten Ifídamas’ lik hans hode fra kroppen.
Der maatte drotten Antenors sønnepar ende sit livsløp,
fældet av Atrevs’ søn, og de vandret nu begge til Hades.
Videre stormet han frem gjennem mændenes rækker og myrdet
grumt med lanse og sverd og vældige stener, saalænge
blodstrømmen endnu var varm, som randt fra den gapende vunde;
siden, da saaret var stivnet og tørt, og blodstrømmen stanset,
vaandet sig Atrevs’ kraftige søn i skjærende smerter.
Likesom kvinden i vaandefuld barnsnød føler de skarpe
veers fortærende kval, som fødselsgudinderne volder,
Heras forløsende døtre, som kommer med veer i følge,
saaledes følte nu Atrevs’ søn den stikkende smerte.
Op paa vognen han sprang og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker; ti pinslerne skar ham i hjertet.
Ropte han da med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Verg nu I vore bølgekløvende skibe mot arge
fienders vold; ti mig har Zevs, den alvise hersker,
negtet at kjæmpe til dagen er endt, mot troernes stridsmænd.»

Saa han talte. Da pisket hans kusk de vælige hester
hen mot de stavnhøie snekker, og villige fløi de som vinden.
Skummende vaate om bringen, og smudset av støv under buken,
trak de fra kampen den mægtige drot som pintes av saaret.
Men da nu Hektor fik se Agamemnon fjerne sig ilsomt,
skrek han med rungende røst til troer og lykiske stridsmænd:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Vis jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Borte er fiendens tapreste helt, og Zevs har forundt mig
herligste ry. Saa styr da nu eders travende hester
frem mot danaernes mænd for at vinde jer seierens hæder.»

(291–328) Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Som naar en jæger faar hidset en flok hvittandede hunder
enten mot flygtende vildsvin i skog eller glubende love,
saaledes hidset nu Priamos’ søn de modige troer
frem mot akaiernes mænd saa grum som den mordlystne Ares.
Selv skred han frem i forreste rad, og stolt av sin manddom
styrtet han ind i det vældige slag som en brusende stormvind
kaster sig ned paa violblaat hav og reiser dets bølger.

Hvem var den første og hvem var den sidste av helter som Hektor,
Priamos’ søn fik fældet, da Zevs forlenet ham hæder?

Først Asaios og helten Avtonoos, derpaa Opites,
Dolops, Klytios’ søn og Ofeltios, saa Agelaos,
helten Hipponoos, hidsig i kamp, Aisymnos og Oros.
Disse danaiske fyrster og menige stridsmænd i mængde
faldt for hans haand. Det var som naar Zefyros kommer og jager
Notos’ graahvite skyer paa flugt med vældige vindstøt —
— svulmende brotsjøer velter sig tungt, og vældige skumsprøit
løfter sig høit og spredes av vindenes hvinende byger. —
Saaledes segnet for Hektors haand mangfoldige helter.

Ufærd var nu blit danaernes lod og ubodelig vanheld;
alle akaier var flygtet ombord paa de stavnhøie snekker,
dersom Odyssevs ei hadde ropt til Tydevs’ ætling:
«Tydevs’ søn! hvi glemmer vi nu at verge os mandig?
Kom dog, kjære, og stil dig hos mig; ti en skam og en skjendsel
blir det, hvis Hektor, den straalende helt, faar tat vore skibe.»

Straks tok den vældige helt Diomedes til orde og svarte:
«Ja, jeg skal kjækt holde stand og gjøre mit bedste; men litet
nytter vel hele vort stræv; ti Alfader, skyenes herre,
under jo troerne mere end os at seire i striden.»

Saa han talte og styrtet fra vogn den kjække Tymbraios,
rammende brystet til venstre med malmhvæsset spyd; men Odyssevs
fældte Molion, hans kusk, en helt saa sterk som en guddom.
Disse, hvis kampfærd de nu hadde endt, lot de ligge paa valen.
Tvers gjennem stridstumlen brøt de sig vei med kræfter som tvende
vildsvin som rasende kaster sig ind i et kobbel av hunder.
Saaledes stormet de atter til mord, og hjertelig glade
pustet akaierne ut paa sin flugt for den herlige Hektor.

Der fik de fældet paa selvsamme vogn to navngjetne kjæmper,
(328–65) sønner av Merops, en drot fra Perkote. Kyndigst av alle
var han i spaadommens kunst og forbød sine sønner at drage
ut til den mandespildende kamp; men de fulgte ei budet;
ti de blev lokket og draget av dødsrikets mørke gudinder.
Tydevs’ herlige søn, den spydvante helt Diomedes,
røvet dem aande og liv og tok deres herlige vaaben.
Derpaa Hippódamas faldt og Hypeirokos, dræpt av Odyssevs.

Zevs, som skuet fra Ida i ro paa de kjæmpende hære,
holdt nu vegtstangen like, mens grumt de myrdet hverandre.
Tydevs’ søn gik paa og rammet i hoften med spydet
helten Agastrofos, Paions søn; ti hans fotrappe hester
stod ikke nær til flugt. Saa tankeløs var han i faren.
Væbneren holdt dem ved tøilerne fjernt, og i forreste række
kjæmpet han hidsig tilfots, til han selv hadde fundet sin bane.

Hektor fik se dem i kjæmpernes flok og hastet imot dem
ropende høit, mens troernes hær gik efter sin fører.
Men Diomedes, den høimælte helt, fôr sammen ved synet.
Rettet han da et ord til Odyssevs som stod ved hans side:
«Se, hist kommer med død og fordærv den vældige Hektor.
La os nu djervt holde stand og utrættelig verge hinanden.»

Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse
sigtende ret mot hans hode. Han feilet ham ikke, men rammet
øverst i hjelmen. Dog, kobberet glap tilside mot kobber
uten at flænge hans hud; ti hjelmen som Foibos ham skjænket,
vernet ham trygt med tredobbelt malm og skjermende gitter.
Hektor fôr hastig tilbake langt ind i de kjæmpendes vrimmel.
Høvdingen segnet i knæ og støttet den vældige næve
tungt imot jord, og mørknende nat omhyllet hans øine.
Dog, mens Tydevs’ søn sprang ind blandt de forreste kjæmper,
efter det kastede spyd som var fæstet i jorden, fik Hektor
tid til at komme til aande. Han hoppet paa vognen og kjørte
ind mellem kjæmpernes flok og undgik døden den sorte.
Efter ham fôr Diomedes med malmhvæsset lanse og ropte:
«Hund! der slap du for døden paany; men nær hadde ufærd
rammet dig. Dog, du blev frelst paany av Foibos Apollon,
han som du trygler om hjælp, naar du gaar mot de truende spydkast.
Dog, jeg skal visselig gi dig din rest, naar vi senere møtes,
(366–403) likesaa visst som ogsaa jeg selv har en guddom til hjælper.
Nu vil jeg stevne til kamp mot enhver jeg kan naa av de andre.»

Saa han talte og røvet i hast Agástrofos’ rustning.
Men Aleksandros, den haarfagre Hélenas straalende husbond,
sigtet med buen paa Tydevs’ søn, hin folkenes hyrde,
støttet til stenen paa høireist haug, hvor Dardanos’ ætling
Ilos, som fordum var troernes drot, var lagt under mulde.
Mens Diomedes holdt paa at spænde den skinnende brynje
løs fra Agástrofos’ kraftige bryst og rev ham av skuldre
skjoldet og løste den malmtunge hjelm, trak Paris den krumme
bue tilbake og skjøt, og ikke fôr pilen forgjæves.
Midt under saalen tilhøire han traf, og gjennem hans fotblad
boret sig pilen i muld. Da brast han i latter og traadte
frem fra sit lønlige skjul, og pralende tok han til orde:
«Nu er du saaret. Min pil fløi ei forgjæves fra strengen.
Aa, om jeg nu hadde rammet dig midt i lysken og dræpt dig!
Da, kunde troerne snart pustet ut i sin trængsel; ti alle
gruer og skjælver for dig som brækende gjeter for løven.»

Svarte da uten at ræddes den vældige helt Diomedes:
«Mundkaate skytte, du skrytende buehelt, kvindeforfører!
Prøvet du, mand imot mand, en dyst med vaaben og verge,
nyttet saavisst din bue og bundter av piler dig litet.
Nu da du rispet mig litt i min fot, har du pralet for tidlig.
Ingenting er det at agte, ei mer end om barn eller kvinde
sigtet og traf; ti pilen er mat, naar skytten er kraftløs.
Men naar mit vaaben har rammet, om end det er aldrig saa litet,
gaar det saavisst paa andenslags vis; da dræper det manden.
Hustruens kinder blir kradset tilblods, og sønner og døtre
mister sin far, som farver med blod den jord hvor han raatner.
Rundt om flokker sig rovfugler fler end haarfagre møer.»

Saa han talte. Da traadte den vældige spydhelt Odyssevs
foran sin ven, og han satte sig ned bak helten og rykket
pilspidsen ut av sin fot, mens smerterne sved i hans lemmer.
Op paa karmen han steg og bød sin vognstyrer kjøre
hen til de stavnhøie snekker, ti kvalerne knuget hans hjerte.

Nu var Odyssevs alene. Av alle danaer stod ingen
mer ved hans side; ti rædsel og gru hadde grepet dem alle.
Sukkende talte da høvdingen saa til sit mandige hjerte:
(404–41) «Ve mig! Hvad skal jeg dog gjøre? Stor skam vil det bli om jeg flygter
ræd for fienders flok; men værre det blir om jeg fanges
ene blandt alle danaer, da Zevs jo har jaget de andre.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Visst jeg vet at nidding er hver som flygter fra kampen.
Den som er foregangsmand i en dyst, maa staa til det sidste,
kraftig og kjæk, hvad enten han selv blir dræpt eller dræper.»

Medens han stod med grublende tvil i sind og i hjerte,
stormet imot ham til strid den skjolddækte troiske fylking.
Selv slog rækkerne ring om den helt som blev deres bane.
Likesom hundenes kobbel og kraftige jægere styrter
frem mot et vildsvin som kommer i løp fra skogenes tykning,
hvæssende hugtanden skinnende hvit mellem krummede kjæver
— rundt de farer i ring om det tænderskjærende udyr.
Modige holder de stand og trodser den truende fare —
saaledes ringet nu troerne ind den gjæve Odyssevs.

Først imot Deiopítes, en høibaaren høvding, han stormet
frem med det hvæssede spyd og stak ham fra oven i skuldren.
Derefter dræpte han Toon, og Ennomos faldt for hans lanse.
Helten Kersidamas hoppet fra karm; da rendte Odyssevs
spydsodden under hans buklede skjold og traf ham ved navlen.
Høvdingen tumlet i støvet og famlet med haanden paa jorden.
Dem lot han ligge og rammet med spyd den vældige Karops,
Hippasos’ søn, en kjødelig bror av den høibaarne Sokos.
Sokos, en kjæmpe saa sterk som en gud, sprang til for at hjælpe.
Kjækt gik han frem paa nærmeste hold og talte til helten:
«Bolde Odyssevs, du mester i list og i møisomme kampe!
Enten skal selv du idag kunne rose dig av at du dræpte
tvende av Hippasos’ sønner og røvet et heltepars rustning,
eller skal selv du miste dit liv for denne min lanse.»

Saa han talte og rettet et støt mot malmskjoldets runding.
Gjennem det blinkende skjold gik først den vældige lanse,
boret sig saa med kraft gjennem panserets kunstige plater
og fra hans sideben flænget den bort hans hud; men Atene
lot ikke spydsodden trænge sig ind i høvdingens indvold.
Men da Odyssevs forstod at han ei var dødelig saaret,
gik han tilbake, og truende lød til Sokos hans tale:
«Ve dig, arme! Forvisst skal du hente dig døden, den bratte.
(442–78) Vel har du stanset mig nu i min kamp mot troernes skare;
dog, jeg lover at her skal dødens den sorte gudinde
naa dig idag. Mit spyd skal kue dig. Mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»

Saa han talte; men hin hadde vendt sig igjen for at flygte.
Dog, da han vendte sig, traf han ham haardt i ryggen med lansen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Drønende faldt han til jord, og pralende ropte Odyssevs:
«Sokos, Hippasos’ søn, den hestetumlende krigers!
Døden den sorte har rammet dig først; du slap ikke fra den.
Ve dig, arme! Din far og din mor skal ikke faa lukke
nu dine øine i døden; men snart skal ravner og gribber
flokkes paa flaksende vinger og graadig fortære dit aatsel.
Falder jeg selv, skal akaiernes mænd dog feire min likfærd.»

Saa han talte og trak den krigerske Sokos’ lanse
ut av sin hud og det buklede skjold, og blodet det sorte
sprøitet i hast fra det gapende saar og voldte ham pine.
Men da troerne merket at blodstrømmen fløt fra Odyssevs,
gik de imot ham alle som en med larmende kamprop.
Høvdingen trak sig tilbake og kaldte til hjælp sine landsmænd.
Treganger skrek han saa høit som bryst og lunger kan magte;
treganger hørte den krigerske helt Menelaos hans stemme.
Rettet han da et ord til Aias som stod ved hans side:
«Aias, Telamons søn, du stridsmænds høibaarne hersker!
Tydelig klang i mit øre et rop fra den djerve Odyssevs.
Hærskriket lød, som var han forlatt, mens troernes skarer
stængte hans vei og trængte ham haardt i vældige kampe.
Kom, det er bedst at vi hjælper ham straks, la os gaa gjennem vrimlen.
Staar han alene mot troernes sværm, er jeg ræd det gaar ilde,
kjæk som han er, og saart vil danaerne savne hans manddom.»

Saa han talte og gik. Ham fulgte den mandige Aias.
Fandt de da helten Odyssevs, hin yndling av Zevs, og omkring ham
sværmet nu troerne tæt som brandgule sultne sjakaler
flokkes paa fjeld om den hornede hjort som jægerne saaret
haardt med den smertende pil. Den flygter paa hurtige føtter,
medens dens blod er varmt, og knæerne bøier sig myke.
Naar saa den vingede pil tilsidst har kuet dens livskraft,
(479–516) fraadser paa fjeld i skyggefuld lund de griske sjakaler
graadig i dyret; men sender en gud en glubende løve,
spredes sjakalernes flok, og løven kan sluke sit bytte.
Saaledes flokkedes nu om helten, den kloke Odyssevs,
troiske kjæmper i mængde; men høvdingen møtte dem modig,
svingende lansen og verget sig kjækt mot dødsdagens jammer.
Aias kom hen til sin ven med det taarnhøie malmskjold paa armen.
Frem til helten han sprang. Straks splittedes troernes skare.
Men Menelaos fik grepet Odyssevs ved armen og ført ham
bort gjennem stimlen, til væbneren kom med hestenes tvespand.

Aias fôr ind i troernes flok og dræpte Doryklos,
Priamos’ søn med en frille, og Pándokos vog han med lansen.
Pyrasos faldt for hans spyd og Lysandros og helten Pylártes.
Som naar en flommende elv om vinteren fosser fra fjeldet
ut over sletten, naar Alfaders regn har øket dens vande
— mangen en raatnende ek og mangfoldige mægtige graner
river den med, og masser av dynd den skyller i sjøen —
saaledes jaget nu Aias de flygtende hester og stridsmænd
hen over sletten og hugget dem ned. Den vældige Hektor
merket det ei; ti han stred paa den ytterste kampfløi til venstre.
fjernt ved elven Skamandros’ bred, hvor de talrikste kjæmper
segnet paa valen, mens eggende rop ustanselig gjaldet
rundt om den vældige Aias og helten Idomenevs’ fylking.
Midt iblandt disse brøt Hektor sig vei og raste fra vognen
grufuldt med lansen og gjorde det lyst blandt svendenes rækker.
Dog, ei hadde vel endnu akaierne veket fra valen,
hadde ei nu Aleksandros, den haarfagre Hélenas husbond,
stanset Makaon, den herlige drot, i hans mandige kampfærd,
rammende helten med trespidset pil i skuldren tilhøire.
Alle akaiernes modige mænd blev rædde for vennen,
saasom de frygtet hans fald, hvis der nu blev en vending i kampen.
Ropte da drotten Idomenevs straks til den herlige Nestor:
«Nestor, du Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder!
Skynd dig nu op paa din karm, og la ogsaa den gjæve Makaon
stige tilvogns og styr saa i hast dine hester til flaaten.
Mangdobbelt værd mot andre har lægen som kyndig kan skjære
pilene ut og stille vor kval med lægende urter.»

Saa han talte, og Nestor, den gamle gereniske kjæmpe,
(517–54) fulgte hans raad og hoppet tilvogns, og helten Makaon,
lægen, den bolde Asklepios’ søn, steg op ved hans side.
Hestene gav han et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnkrumme snekker; ti derhen stod al deres higen.

Nu blev Kebríones, kusken som stod hos Hektor paa vognen,
var at troernes rækker blev sprængt, og han talte til helten:
«Hektor, paa ytterste fløi av den frygtelig larmende valplads
færdes vi to i danaernes flok, mens de øvrige troer
tumler forvildet omkring, de selv og de skrækslagne hester.
Aias forfærder dem, Telamons søn; paa skjoldet det brede
kjender jeg helten. Han bærer det slængt om de mægtige skuldre.
Kom, la os styre vor vogn og hestene dit hvor de kjække
stridsvognskjæmper og helter tilfots i den tætteste tummel
fælder hverandre i kamp med ustanselig gjaldende hærskrik.»

Saa han talte og snertet sit spand med de flagrende manker
raskt med den hvinende pisk. De hørte hans svepe og stormet
frem med den ilende vogn mellem troer og gjæve danaer
trampende skjolde og lik. Forneden blev stridsvognens aksel
vætet i blod, mens hjulenes ring og hestenes hover
slynget mot fatingens kant en regn av blodige draaper.
Hektor fôr ivrig avsted for at kaste sig ind i den tætte
vrimmel og bryte sig vei, og han vakte i fiendens skare
frygtelig gny; ti kort var den rast som han undte sin lanse.
Gjennem de øvrige rækker av mænd han stormet og fældte
helter for fote med lanse og sverd og vældige stener.
Dog han skydde et møte med Aias paa valen; ti stadig
harmedes Zevs, naar han vaaget en dyst mot en gjævere kjæmpe.

Men den almægtige Zevs slog Aias med lammende rædsel.
Haandfalden stanset han, slængte sit skjold paa ryggen og flygtet.
Angstfuldt flakket hans blik som et rovdyrs ut over vrimlen.
Idelig vendte han sig, og nølende flyttet han foten.
Likesom ofte naar hunder og kraftige svende fra bygden
jager paa flugt fra oksernes kve den brandgule løve —
natten igjennem de passer sin vakt, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig, grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
(555–92) Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages —
saa vek Aias motfalden bort fra troernes skare,
saare uvillig i sind; ti han skalv for akaiernes skibe.
Som naar det stridige æsel, som gaar langs bølgende aker,
trodser i stædighet gutternes flok, skjønt talrike kjepper
knækkes mot ryggen — det trænger sig ind og seter av kornet.
Guttene slaar med kjeppene løs, men de magter for litet.
Knapt faar de drevet det ut, naar dyret er mættet med kornaks —
saaledes fulgte nu troer og langveis hentede stridsmænd
altid i hælene Telamons søn, den vældige Aias,
slyngende midt i hans mægtige skjold de blinkende lanser.
Stundom mindedes helten sit stormende kampmod og vendte
hastig sig om og jaget de hestetumlende troers
rækker tilbake med kraft, snart gav han sig atter paa flugten.
Dog, for enhver av dem sperret han vei til de stavnkrumme snekker.
Midt mellem troernes mænd og akaierne stod han og kjæmpet.
Rasende verget han sig, mens lanser fra modige hænder
trængte sig ind i hans vældige skjold, naar de fôr ham i møte.
Mangen en lanse blev fæstet i muld og stanset paa veien,
førend den naadde hans skinnende hud, som den grisk vilde smake.

Men da Evaimons mandhaftige søn Evrypylos saa ham
stedt i den ytterste nød i fiendens tætteste spydregn,
traadte han hen ved hans side og kastet sin blinkende lanse.
Ret under brystet i leveren traf han den mægtige høvding,
Favsios’ søn Apisaon, og lammet de smidige lemmer.
Straks fôr Evrypylos frem og løste hans panser fra brystet.
Da Aleksandros, den straalende helt, saa skjøn som en guddom,
saa at Evrypylos røvet ham rustningen, spændte han buen,
sigtet i hast og traf med sin pil i laaret til høire.
Knækket blev pilen i skaftet, og tyngende hang den i laaret.
Bakover gik han mot vennernes flok og flygtet for døden.
Lydt han ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner! argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Stans dog og vend eder om for at verne mot dødstimens jammer
Aias som trænges av spyd; ti knapt kan jeg tro at han ellers
slipper fra kamptumlens grufulde larm. Saa stil jer da freidig
frem til vern for Telamons søn, den vældige Aias.»

Saaledes ropte den saarede helt, og vennerne traadte
(693–630) nær til Aias med løftede spyd og støttet de sterke
skjold mot de mægtige skuldre; men Aias, som kom dem i møte,
vendte sig om og holdt stand, da han naadde de hjælpende venner.
Saaledes raste den hidsige strid som luende flammer.

Skummende vaate av sved trak raske Neleiske hopper
Nestor og folkenes hyrde, den gjæve Makaon, fra striden.
Fik da Akillevs, den fotrappe helt, snart øie paa gubben,
just som han stod ved den bakerste stavn av sit mægtige langskib,
skuende ut over kampenes gru og de flygtendes jammer.
Høilydt ropte han straks fra sit skib paa den ædle Patroklos.
Vennen fik høre hans røst og traadte lik krigsguden Ares
ut av sit telt — men dette blev snart hans ulykkes ophav.
Først tok Menoitios’ kraftige søn til orde og spurte:
«Si mig, Akillevs, hvi kalder du mig? Hvad er det du vil mig?»

Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Søn av Menoitios, herlige helt, saa kjær for mit hjerte!
Snart vil akaierne, tror jeg, med jamrende bønner sig klamre
til mine knær; ti i nød er de stedt, som de ikke kan bære.
Kjære Patroklos, du yndling av Zevs, gaa hen for at spørre
Nestor, hvem dog den saarede er som han fører fra striden.
Bakfra ligner han grant den herlige høvding Makaon,
søn av Asklepios. Dog, hans aasyn skjelner jeg ikke;
ti som et blink fôr vognen forbi med de fyrige hester.»

Gjorde da straks Patroklos hvad vennen, den elskede, bød ham.
Ilsomt drog helten avsted til akaiernes telter og skibe.

Men da nu hine til Nestors telt var kommet tilbake,
hoppet de selv fra stridsvognen ned paa den nærende jordbund.
Svenden Evrymedon spændte fra karm de vælige hester.
Begge gik ned til den skvulpende strand, og vendt imot brisen
svalet de kjortlen som dryppet av sved, i den kjølige luftning.
Derefter gik de til teltet og satte sig hver paa sin løibænk.
Vinmosten blandet den haarfagre mø Hekamede, som gubben
førte fra Tenedos’ ø, da Akillevs herjet dens strande,
helten Arsinoos’ datter. Hun blev av akaierne skjænket
Nestor som løn; ti i fyrsternes raad var han visest av alle.
Foran dem satte hun først et bord, hvis skinnende plate
hvilte paa føtter av anløpet staal. Paa bordet blev stillet
kurven av kobber med duftende løk som tilgift til drikken.
(631–68) Dertil den guldgule honning og brød av det hellige bygmel.
Vinbollen satte hun frem, den skjønne, som oldingen førte
med sig fra hjemmet. Med nagler av guld var den smykket, og fire
skinnende hanker. Paa hver av dem stod to nebbende duer,
formet av pureste guld, og den hvilte paa dobbelte føtter.
Vanskelig magtet en anden at løfte den op ifra bordet,
naar den var fyldt; men oldingen Nestor bar den med lethet.
Blandet da heri den deilige mø, gudindernes like,
kyndig den pramniske vin og gjetemelksost; med et rivjern
rev hun den fin og strødde tilsidst det hviteste bygmel,
rørte saa om i den blandede most og bød dem at drikke.
Men da den herlige drik hadde læsket de brændende struper,
frydet de sig ved at veksle saa mangt et ord med hinanden.

Henimot døren kom, skjøn som en gud, den ædle Patroklos.
Oldingen saa ham og reiste sig op fra sit prægtige sæte,
førte ham ind ved haanden og bød ham venlig at sitte.
Helten Patroklos vægret sig dog og meldte sit erend:
«Høibaarne gubbe, nød mig ei nu; jeg kan ikke sitte.
Ærefrygt skylder jeg ham som sendte mig hit for at spørre,
hvem han kan være den saarede helt som du kjørte fra striden.
Dog, jeg kjender ham selv; det er drotten Makaon jeg skuer.
Nu gaar jeg hjem for straks at melde Akillevs mit budskap.
Hvordan han er, det vet du jo godt, gudfostrede gubbe.
Helten er barsk. Selv skyldløs mand kan han lettelig laste.»

Straks tok Nestor, den graanede helt, til orde og svarte:
«Si mig, hvi gjør det Akillevs kun ondt for akaiernes sønner
først naar en helt er saaret av spyd? Kun litet han aner
al den nød som har rammet vor leir. De tapreste helter
ligger ved skibene, saaret av spyd eller rammet av piler.
Saaret er Tydevs’ søn, den vældige helt Diomedes.
Helten Odyssevs er rammet og mændenes drot Agamemnon,
og av en pil blev nys Evrypylos rammet i laaret.
Her er nu atter en helt som jeg netop har reddet fra kampen,
saaret med pilen fra streng; men kjæmpen iblandt os, Akillevs,
har ikke hjerte for nøden. Danaerne rager ham ikke.
Nøler han da paa trods, til de hurtige skibe paa stranden
brændes i herjende ild, saa nødig akaierne vil det,
medens vi andre blir myrdet paa rad? Jeg selv har jo ikke
(669–706) længer den kraft som jeg eide tilforn i de smidige lemmer.
Gid jeg var likesaa ung, og min arm var likesaa kraftig,
som da vi stevnet til strid mot kjæmper fra Elis som ranet
frækt vort beitende fæ, og Itymonevs faldt for min lanse,
kongen i Elis, Hypeirokos’ søn, og jeg førte som bytte
rikelig vederlag hjem. Mens drotten i forreste række
vernet om storfæet, rammet jeg ham med et spyd fra min høire.
Stendød faldt han, og bøndernes flok maatte flygte i rædsel.
Bytte i mængdevis sanket vi da fra de frodige beiter.
Femti bølinger tok vi av kjør og likesaa mange
flokker av sauer og børstede svin og brækende gjeter.
Hundred og femti i tal var de gulblakke hester vi røvet.
Alle var hopper, og mange av dem hadde smaaføl ved foten.
Drev vi da hjem til Nelevs’ stad, til Pylos, vort bytte
midt paa natten, og glad blev Nelevs, min far, da jeg vendte
hjem fra krigstoget, ung som jeg var, med rikelig hærfang.
Straks ved morgengry stevnet herolderne høilydt til møte
alle som eide et fuldgyldig krav i det hellige Elis.
Pylos’ raadende mænd var samlet og delte ut byttet.
Mangen en mand hadde krav paa epeierne. Litet i antal
var jo det pyliske folk, og overlast hadde vi døiet;
ti i de fremfarne aar var Herakles, den vældige, kommet
mot os med vold, og de gjæveste mænd var fældet av helten.
Engang var jeg den tolvte i tal av Nelevs’ sønner.
Nu var jeg ene tilbake; ti dræpt var alle de andre,
og det var derfor epeierne nu, forblindet av hovmod,
krænket vor ret og øvet saa tidt den frækkeste voldsdaad.
Valgte da Nelevs sig ut en bøling av kjør, og av sauer
tok han tre hundrede selv og gjæterne med; ti det største
vederlag skyldtes jo ham for tap i det hellige Elis.
Firspand av veddeløpshester, som kom til det festlige dystløp,
røvet de fra ham og stridsvognen med. Om en kostelig trefot
skulde de løpe omkap; men drotten Avgeias beholdt dem.
Kusken fik fare; men tungt var hans sind da han mistet sit firspand.
Egget til harm ved krænkende ord og skammelig voldsdaad,
tok nu den gamle ustyrtelig gods og delte det andet
ut, saa ingen blandt folket gik tomhændet bort ifra tinge.
Medens vi syslet med dette og ofret paa gudernes altre
(707–44) rundt i vor by, kom epeiernes folk tre dage derefter
hastig imot os i talløs flok med stampende hester.
Ogsaa Molíones sønner var med paa toget, skjønt begge
endnu var gutter med liten forstand paa stormende kampfærd.
Fjernt ved Alfeios’ strøm, ved det sandige Pylos’ grænser
ligger en stad, Tyoéssa, paa aasryggens bratteste styrtning.
Rundt om dens ringmure leiret de sig for at lægge den øde.
Men da paa sletten de stormet avsted, fôr Pallas Atene
ned fra Olymp i det natlige mulm og bød os at ruste
hæren til strid, og det pyliske folk fik hun lettelig samlet.
Hæren var villig og lysten paa kamp; men mig vilde Nelevs
negte at drage i leding, og hestene gjemte han for mig.
Oldingen mente jeg endnu var ung og ukyndig i kampen.
Men om end skjønt jeg kjæmpet tilfots blandt stridsmænd paa vogner,
styrte Atene det saa at jeg blev den første paa valen.
Nær ved Arene der falder en elv, Minyeïos kaldet,
ut i det blaanende hav. Vi pyliske vognkjæmper ventet
der paa den gryende dag, mens fotfolket strømmet til leiren.
Samlet brøt krigerne op, og rustet med vaaben og verge
kom vi ved middagstid frem til Alfeios’ hellige vande.
Herlige festofre bragte vi der til Zevs, og av okser
slagtet vi én til Alfeios, og én til den sterke Poseidon,
men til den blaaøide Pallas den ypperste kvie i flokken.
Derefter nød hver deling for sig sin kveldsmat i leiren,
og i sin rustning gik hver av os snart til hvile ved elvens
mægtige strøm. Men alle epeiernes modige stridsmænd
kringsatte byen forlængst og ønsket at lægge den øde.
Dog, de fik se at de først maatte gaa til de sværeste kampe;
ti da den straalende sol med sin glans stod op over jorden,
gik vi imot dem til kamp med en bøn til Zevs og Atene.
Straks, da Pylos’ mænd og epeierne møttes i kampen,
fældte jeg først en helt og tok hans travende tvespand.
Mulios het han, en mester med spyd. Han var gift med den ældste
datter av drotten Avgeias, den lyslette mø Agamede.
Grant hun kjendte hver lægende urt som spirer av mulde.
Høvdingen traf jeg med malmhvæsset spyd, da han stevnet imot mig.
Ned i støvet han faldt. Da sprang jeg paa vognen og stevnet
ind i kjæmpernes forreste rad; men de gjæve epeier
(745–82) flygtet til hver sin kant, da de saa at helten var falden,
stridsvognkjæmpernes fører, den tapreste høvding paa valen.
Videre styrtet jeg frem som en storm fra natsorte skyer.
Femti stridsvogner tok jeg som rov, og paa hver maatte tvende
krigere bite i græsset. De faldt for min vældige lanse.
Visselig hadde jeg fældet Moliones sønner med Aktor,
hvis ikke guttenes far, jordrysteren, guden Poseidon
frelst hadde ført dem fra val og hyllet dem ind i en taake.
Der gav Alfader Pylos’ mænd den herligste seier;
ti ustanselig fulgte vi dem over vidtstrakte sletter.
Mændene hugget vi ned og sanket de prægtigste vaaben,
indtil vi naadde tilvogns Buprasions bølgende akre
nær det oleniske fjeld og Aleisions haug, som den kaldes.
Der lot Atene os stanse og vende tilbake med hæren.
Den som jeg dræpte tilsidst, blev liggende der; men til Pylos
kjørte vi nu fra Buprasion hjem med de fotrappe hester.
Alle lovpriste blandt guderne Zevs, blandt mændene Nestor.
Slik har jeg været. Ak ja, den tid er forbi; men Akillevs
nyter sin manddom helt for sig selv. Jeg tror han vil graate
bitterlig over sin færd, naar landsmænd er fældet for fote.
Husk dog, kjære, de raad som din far Menoitios gav dig,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til vor drot Agamemnon.
Helten Odyssevs og jeg var begge tilstede i hallen.
Vi to har hørt hvert eneste ord som blev lagt dig paa hjerte.
Ti paa vor færd var vi kommet til Pelevs’ prægtige kongsgaard,
dengang vi samlet en hær i akaiernes frugtbare bygder.
Helten Menoitios traf vi i drottens palads og tillike
dig og Akillevs; men gubben, den graanede vognstyrer Pelevs,
ofret til lynguden Zevs i den lukkede borggaard de fete
laar av en okse. Han holdt i sin haand et guldstøp og heldte
fromt ved alteret funklende vin paa det brændende offer.
I var ifærd med offerets kjød. Da traadte vi begge
ind gjennem porten. Akillevs sprang op forundret og tok os
begge ved haanden og førte os ind og bød os at sitte,
dækket saa op med gjestebudskost som man byder en fremmed.
Men da vi saa hadde frydet vor sjæl med mat og med drikke,
nævnte jeg først vort erend og bad jer begge slaa følge.
Straks var I rede, og gavnlige raad fik I med av de gamle.
(783–819) Oldingen Pelevs besvor sin søn Akillevs at huske
altid at vise sig kjæk og helst som den bedste av alle.
Derpaa gav Aktors søn Menoitios dig en formaning:
«Elskede søn, av ætt og av byrd er Akillevs den første.
Du er den ældste av aar; men i kraft er han atter din mester.
Nu maa du tale til ham som en ven og staa ved hans side
trofast med raad og med vink; ti gavnlige raad vil han følge.»
Dette var oldingens ord; men du glemte dem. Dog du maa endnu
minde Akillevs om dette. Forsøk om han nu lar sig raade;
ti hvem vet om du ei med gudernes hjælp kunde røre
endnu hans hjerte? Et raad av en ven er altid en vinding.
Dersom han bæver i hjertet av gru for et varsel fra guder,
og hans ærværdige mor fra Zevs har bragt ham et budskap,
la ham da sende os dig og med dig myrmidonernes fylking
samlet til hjælp. Kanhænde da du blev danaernes redning.
Dig faar han ogsaa la bære i kamp sin herlige rustning.
Kanske da troernes mænd holdt dig for Akillevs og rædde
holdt sig tilbake fra kamp, saa akaierne nu i sin vaande
fik puste ut. Et øiebliks hvil kan lette os kampen.
I som er uthvilte kunde jo let i kampen faa jaget
mødige mænd til byen paa flugt fra skibe og telter.»

Saaledes talte den gamle og rørte hans hjerte i brystet.
Hjem langs skibene løp han til Aiakos’ ætling Akillevs.
Men da Patroklos i ilende løp kom dit hvor den gjæve
høvding Odyssevs’ fartøier laa ved akaiernes torvplads,
der hvor tinget blev sat og hvor gudernes altre var bygget,
vaklet den høibaarne drot Evrypylos, søn av Evaimon,
helten imøte; ti rammet fornys i laaret av pilen
hinket han hjem fra kampen, mens sveden i draapevis haglet
ned over skuldre og ansigt og blodstrømmen mørkerød rislet
ut av det sviende saar. Dog hadde han endnu sin samling.
Inderlig ynk grep helten den sterke Patroklos ved synet.
Klagende talte han vingede ord til vennen og mælte:
«Stakkars jer som i raad og daad er akaiernes formænd!
Aa, saa skulde I da saa langt fra venner og hjemland
mætte ved Troja med fett de graadige fotrappe hunder.
Tal dog, Evrypylos, gudfødte helt, og svar paa et spørsmaal:
(820–48) Tror du akaiernes mænd kan stanse den herlige Hektor,
eller skal alle bli kuet og dø for hans vældige lanse?»

Straks tok den saarede helt Evrypylos ordet og svarte:
«Ædle Patroklos, forvisst vil akaierne ei kunne verge
længer sit liv, men maa flygte ombord paa de tjærede snekker.
Ja; ti hver eneste helt som tilforn blev nævnt blandt de bedste,
ligger ved skibene saaret med stik eller hugg av de grumme
troiske mænd som altid paany faar økede kræfter.
Kjære, aa frels mig og før mig dog hen til mit tjærede langskib.
Skjær ut pilen av saaret og vask det rent for det sorte
størknede blod med kuldslaat vand og strø over saaret
lægende urter, hvis bruk man sier Akillevs har lært dig.
Selv har han lært det av Keiron, kentaurernes ædleste høvding.
Ti Podaleirios selv og Makaon, de dygtigste læger,
kan ikke hjælpe os mer. Den ene er saaret og ligger,
skulde jeg tro, i sit telt og trænger vel selv til en læge,
medens den anden nu kjæmper paa val mot de rasende troer.»

Nu tok Menoitios’ kraftige søn til orde og svarte:
«Hvordan skal dette bli ordnet, Evrypylos? Hvad skal vi gjøre?
Selv er jeg nu paa vei for at bringe den tapre Akillevs
bud fra akaiernes vogter og vern, den gereniske Nestor.
Dog jeg formaar ei at svigte dig nu, saa ondt som du har det.»

Saa han talte og fattet ham lindt om livet og førte
høvdingen ind i hans telt, og væbneren bredte paa leiet
huder av okser. Der la han ham ned og snittet med kniven
ut av laaret den sviende pil og vasket det sorte
blod fra hans saar med det kuldslaatte vand og knuste den bitre
smertestillende rot og strødde den paa, og den lindret
al hans pine. Hans saar blev tørt, og blodet blev stanset.

Saaledes pleiet Menoitios søn den saarede høvding,
helten Evrypylos, nu i hans telt; men fylking mot fylking’
kjæmpet argeier og troer, og ei skulde graven og muren
skjenne danaerne mer, den vældige mur som de reiste
høit til skibenes vern, og graven de gravet omkring den.
Dengang bragte de guderne ei et kostelig offer,
forat de hurtige snekker og alt deres prægtige hærfang
trygt skulde vernes av muren. I trods mot gudernes vilje
var den jo reist; ti skulde den ei bli staaende længe.
Bare mens Hektor fik leve og helten Akillevs var harmfuld,
bare mens herskeren Priamos’ by blev staaende uskadt,
kneiset akaiernes vældige mur urokket om leiren.
Men da de gjæveste troiske mænd var segnet i døden,
og av argeierne mange var dræpt, mens andre var sparet,
da i det tiende aar kong Priamos’ by var lagt øde,
og da argeiernes hær var stevnet mot hjemmet med flaaten,
da gik Poseidon og Foibos omsider paa raad om at jevne
muren med jorden og sendte de mægtige elver imot den,
alle som strømmer i hav fra de svimlende tinder paa Ida.
Káresosfloden, Heptáporos, Ródios, Gránikos, Resos,
Aísepos’ strøm, Skamándros, den hellige flod, og den klare
Símoeis, den ved hvis bredder de talløse skjolde og hjelmer
tumlet i støvet og herlige mænd som stammet fra guder.
Foibos lot alle forandre sit løp, til de møttes, og sendte
strømmen mot muren ni samfulde døgn, mens Zevs lot det regne
(26–63) strømmevis ned, forat muren des før kunde skylles i havet.
Frem gik den vældige jordryster selv med sin trefork i haanden.
Hver en bjelke og sten som akaierne fordum med møie
la som grundvold, kastet han ut i de brusende bølger.
Grunden blev jevnet paany ved den hvirvlende strøm Hellespontos,
og da saa muren var væk, lot han atter den mægtige havstrand
dække med dynger av sand og lot elvene glide tilbake
hver i sin seng, hvor de strømmet tilforn med de speilklare vande. —
Slikt skulde sent omsider Poseidon og Foibos Apollon
sætte i verk. Nu raste som ild det larmende kampgny
rundt om den mægtige mur. Det braket, naar taarnenes bjelker
rammedes tæt i tæt, og pisket av Alfaders svepe
trængtes argeierne svart og stængtes ved skibene inde,
bange for Hektor, den vældige helt, som slog dem med rædsel.
Nu som tilforn fôr høvdingen frem som en stormvind i kampen.
Som naar et vildsvin i lit til sin kraft eller ogsaa en løve
vender sig rundt, naar hunder og jægere stænger den inde
— mændene stiller sig rækkevis op mot det rasende vilddyr
tæt som en mur og slynger med kraftige armer imot det
talrike blinkende spyd, men udyrets modige hjerte
skjælver dog aldrig i rædsel; dets vaagemod koster det livet.
Idelig vender det sig for at prøve de kraftige rækker;
men hvor dyret vil frem, gaar rækkerne hastig tilbake —
slik fôr Hektor i tumlen omkring og bad sine landsmænd
modig at gaa over graven; men hestenes fotrappe tvespand
turde ei vaage det farlige sprang. Med skingrende vrinsken
stanset de ytterst paa kanten i gru for graven den brede.
Ei var det let at ta den i hop eller kjøre med vognen
over den skridt for skridt; ti bratte var begge dens kanter
rundt i hele dens længde, og oventil stængte de tætte
mægtige pæler med skarphugget spids, som akaiernes sønner
rammet i jorden som tryggende vern mot fiender grumme.
Vanskelig kunde en hest, naar han trak den rullende stridsvogn,
komme derind; men kjæmper tilfots hadde lyst til at friste.
Helten Polydamas traadte da hen til Hektor og mælte:
«Hektor, og I som blandt troer og hjælpere staar som de første.
Galenskap er det at drive de vælige dyr over graven.
Løpet er meget for svært; ti en krans av hvæssede pæler
(64–101) staar jo omkring, og akaiernes mur staar truende bak dem.
Ei er det mulig at kjøre derned eller kjæmpe fra stridsvogn;
nei, ti saa trangt som det er, vil visselig mange bli saaret.
Ja, dersom tordneren Zevs i sin harm skulde agte at bringe
alle akaier til fald og hjælpe de kjæmpende troer,
ønsket jeg selv at det straks maatte ske og at alle akaier
her maatte finde en navnløs grav langt borte fra Argos.
Men hvis de vender sig om og atter vil slaa os paa flugten
bort ifra skibe og leir, og vi kastes tilbake i graven,
tror jeg at ikke en eneste mand vil vende tilbake
herfra til byen med bud, naar akaierne vender sig mot os.
Vel, la mig gi jer mit raad, og la os saa følge det alle.
Her ved graven faar væbnerne bli med hester og vogner;
men la os selv tilfots og rustet med vaaben og verge
samles om Hektor og følge ham kjækt; ti akaiernes sønner
holder ei stand, saafremt deres undergangs time er kommet.»

Saaledes lød hans gavnlige raad, og Hektor var enig.
Straks sprang helten fra vognen til jord i skinnende rustning.
Ingen i troernes flok blev staaende længer paa stridsvogn.
Samtlige hoppet de ned, da de saa den herlige Hektor.
Hver av heltene bød sin vognstyrer holde tilbake
hester og vogner i række og rad paa pladsen ved graven.
Derefter skilte de sig i fem forskjellige flokker;
rækkerne sluttet de tæt og fulgte de ledende fyrster.

Sammen med Hektor og helten Polydamas stevnet til striden
krigernes største og tapreste flok, som brændende higet
efter at sprænge den vældige mur og kjæmpe ved flaaten.
Helten Kebríones fulgte hin flok som den tredje; ti Hektor
lot ved vognen en ringere mand bli tilbake som vogter.
Paris, Agenor og kjæmpen Alkátoos førte de næste.
Hélenos førte den tredje og helten Deïfobos, begge
Priamos’ herlige sønner, og sammen med dem var den tapre
Asios, Hyrtakos’ søn, som de rødbrune vælige hester
førte tilforn fra Arisbe, fra floden Selleis’ bredder.
Førere var for den fjerde den herlige høvding Aineias,
søn av Ankises, og Akamas, søn av drotten Antenor,
og som den tredje hans bror Arkilokos, mestre i kampfærd.
Helten Sarpédon gik frem med de navngjetne hjælperes fylking.
(102–39) Drotten tok Glavkos til hjælp og den krigerske Asteropaios;
ti det var disse som tyktes ham bedst av alle de andre
næstefter ham; ti han selv stod høit over alle i manddom.
Da de var fylket paa rad med de vældige oksehuds skjolde,
stormet de rasende frem mot danaernes mænd som de mente
ei vilde staa, men flygte ombord paa de tjærede snekker.

Alle de øvrige troer og navngjetne hjælpere fulgte
helten Polydamas’ sindige raad; men én var uvillig,
Asios, Hyrtakos’ søn, den mægtige drot; ti han vilde
ikke la efter sig hestenes spand og stridsvognens styrer;
men med sit gangerpar kjørte han frem mot de hurtige snekker.
Arme forblindede daare! Ei skulde han fly for de grumme
dødens gudinder og stolt paa sin vogn faa vende tilbake
hjem ifra skibe og leir til det stormomsusede Troja;
ti den usalige skjæbne formørket hans sti, da den bolde
høvding Idomenevs, søn av Devkalion, traf ham med lansen.
Frem imot skibene stormet han kjækt paa veien til venstre,
just hvor akaierne kom med hester og vogner fra sletten.
Derhen styrte han hester og vogn og fandt ikke porten
lukket og fløiene stængt med tverbommens mægtige bjelke.
Krigere stod der og holdt dens fløier paa gap for at frelse
landsmænd som flygtet fra kampene hjem til akaiernes skibe.
Derhen stevnet han raskt med sin vogn, og svendene fulgte
kjækt under gjaldende rop; ti de trodde akaiernes sønner
ei vilde staa, men flygte ombord paa de hurtige snekker.
Vildledte daare! Han fandt to vældige stridsmænd i porten,
modige sønner av spydvante mænd av lapiternes stamme,
først Peirítoos’ søn, den vældige helt Polypoites,
dernæst Leontevs, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Foran den taarnhøie port stod begge de vældige helter,
sterke som kneisende eker, som fjernt paa fjeldenes tinder
staar imot skylregn og hylende storm til dagenes ende,
klamret urokkelig fast med de lange, vidtrækkende røtter.
Saaledes trodset de begge i lit til armenes styrke,
mandig og uten at fly, den vældige Asios’ angrep.
Troerne stormet med gjaldende skrik ret frem mot den sterke
høireiste mur og løftet paa arm sine oksehuds skjolde,
fylket om Asios, mændenes drot, om Iámenos, Toon,
(140–77) Adamas, Asios’ søn, Oinómaos og om Orestes.
Indenfor porthvælvet egget imens de tvende lapiter
alle akaiernes pansrede mænd til at verne om flaaten.
Men da de saa at troernes mænd løp storm imot muren,
medens danaerne larmet og skrek i lammende rædsel,
styrtet de begge til kamp mot fienden utenfor porten.
Likesom ofte et vildsvinpar paa skogklædte aasryg
ikke vil vike for jægernes rop og de halsende hunder
— fremad de farer paa kryds og paa tvers og velter fra roten
skogholtets busker og trær, og rasende skjærer de tænder,
indtil en jæger faar slynget sit spyd og røver dem livet —
saaledes klirret den straalende malm om heltenes bringe,
hvergang spydene traf; ti de verget sig mandig i kampen,
stolende trygt paa sin vældige kraft og de talrike stridsmænd
oppe paa muren, som kastet med sten fra de mægtige taarne,
vergende modig sig selv og standleirens telter og snekker.
Stenene drysset til jord saa tæt som hvirvlende snefnug,
som under stormvindens kast, naar den jager de natsorte skyer,
drysser fra himlen ustanselig ned paa den nærende jordbund.
Saaledes fløi fra akaiers og troernes kraftige hænder
stener og spyd, mens buklede skjold og straalende hjelmer
klirret og klang, naar de rammedes haardt av de vældige stene
Asios, Hyrtakos’ søn brøt ut i klager, og harmfuld
gav han sig selv et slag paa sit laar og ropte i vrede:
«Alfader Zevs! Saa var ogsaa du blandt dem som med glæde
øver en svig; ti jeg trodde saa trygt at akaiernes helter
ei vilde trodse vor mandige kraft og de farlige hænder.
Men som summende hvepser og myldrende bier som modig
bygger sit bo ved den bugtede sti og ikke vil rømme
bort fra det skjermende hjem i hulen paa fjeldet, men tappert
holder mot jægerne stand og rasende verger sin yngel,
saaledes vil nu disse, som bare er tvende i tallet,
sletikke vike fra porten, men slaa os ihjel eller falde.»

Saa han talte; men Alfaders sind formildet han ikke;
ti det var Hektor han agtet at gi uvisnelig hæder.

Kjæmpet da alle de andre imens ved de øvrige porter.
Melde om alt kan bare en gud. Jeg magter det ikke;
ti rundt hele den vældige mur slog krigsluens flammer
(178–215) høit, mens stenene føk. Akaierne verget i mismod
drevet av tvang sine snekker, og guderne sørget tilhobe,
alle som hjalp danaernes mænd, naar de kjæmpet paa valen.

Frem gik begge lapiter til dyst i drabelig nærkamp.
Drotten Peiritoos’ søn Polypoites slynget med vælde
lansen mot Dámasos’ hjelm og traf i dens kindskjerm av kobber.
Stridshjelmens malmplate vernet ham ei; men tvers gjennem benet
trængte med knusende kraft dens malmhvasse odd, og hans hjerne
farvedes rød av blod, og han fældte ham midt i hans stormløp.
Derefter dræpte han Pylon, og Ormenos faldt for hans lanse.
Krigsgudens ætling Leontevs tok sigte med spydet og rammet
helten Hippómakos, søn av Antimakos, like ved beltet.
Hastig drog helten av skeden sit skarpslepne sverd, og i vrimlen
stormet han først mot Antífates frem, og i rasende nærkamp
gav han ham dødelig saar, saa han styrtet paa ryggen til jorden.
Derefter hugg han Iámenos ned og Orestes og Menon.
Samtlige segnet de en efter en paa den nærende jordbund.

Mens nu lapiterne tok de fældedes straalende rustning,
ventet Polydamas’ mænd og Hektors mandhaftige følge,
de som var taprest og flest og ivrigst ønsket at sprænge
ringmurens vern og herje med ild akaiernes skibe.
Endnu stod disse i nagende tvil og ventet ved graven.
Ti da de vilde gaa frem, kom en varselsfugl flyvende mot dem
like til venstre for hæren, en ørn som dalte fra høiden.
Fast i klørne holdt den en blodrød, kjæmpestor slange.
Levende vred den dog endnu sin krop og glemte ei kampen.
Hodet trak den tilbake og hugg i brystet ved halsen
fuglen som bar den i klo, og ørnen lot udyret falde
pint av smerte og kastet den ned i mændenes skare.
Selv fløi den skrikende bort med vingerne spilet i vinden.
Troerne stivnet av gru, da de saa den bugtede slange
ligge i kredsen, et jertegn fra Zevs, den vældige skjoldgud.
Da traadte helten Polydamas frem og talte til Hektor:

«Hektor, du har jo for skik at laste mig stadig paa tinge,
selv om mit raad er godt; ti at si dig imot i sin tale
sømmer sig ei for den menige mand, nei hverken i raadet
eller i slaget. Det gjælder for ham at øke din hæder.
Dog, jeg vil atter faa sagt, hvad jeg synes maa være det bedste:
(216–53) «Vent! La os ikke gaa frem til en kamp om danaernes skibe.
Slik som jeg tror, vil det visselig gaa, saa sikkert som fuglen
fløi imot troernes mænd, da de just vilde gaa over graven,
ørnen som svævet fra himmelens sky til venstre for hæren,
holdende fast i de mægtige klør en levende slange,
blodrød og svær, som den slap i sin flugt, før den naadde sit rede,
uten at magte at bære den frem til de ventende unger.
Likesaa litt vil vi, saafremt vi med vældige kræfter
sprænger akaiernes porte og mur, og akaierne viker,
redde os uskadt fra skibene hjem den vei vi er kommet.
Ti mangfoldige troiske mænd maa vi late tilbake
dræpt av akaiernes spyd, naar de verger i kamp sine snekker.
Saaledes vilde forvisst en sandsiger tolke vort varsel,
en som forstod sig paa tegn, saa folk vilde tro paa hans tydning.»

Barsk og med rynkede bryn tok den straalende Hektor til orde:
«Nei, Polydamas! Ei vil det hue mig, det som du sier.
Visselig vet du at finde et raad som er bedre end dette.
Men er det virkelig saa at du raader til dette for alvor,
da har visselig guderne selv dig røvet forstanden,
siden du vil vi skal glemme hvad Zevs, den tordnende hersker,
fast har besluttet og lovet mig selv med usvikelig tilsagn,
mens du tør by os at tro paa vingespilende fugler.
Nei, jeg ænser dem ei, og det rager mig ikke det mindste,
enten de flyver tilhøire, hvor solskiven stiger ved daggry,
eller tilvenstre de styrer sin flugt mot aftenens skumring.
Nei, la os holde os trygt til den mægtige Alfaders vilje,
han som er drot for de eviges slegt og menneskers herre.
Verge sin fædrenejord er det bedste og eneste varsel.
Si, hvorfor skjælver du ræd for kamp og fienders grumhet?
Selv om alle vi andre blir dræpt ved akaiernes skibe,
er der saavisst ingen grund for dig til at grue for døden.
Du har jo aldrig hat mod paa en kamp, naar fienden kommer.
Men — hvis du holder dig borte fra strid eller lokker en anden
lumsk med daarende ord til at snike sig lønlig fra kampen,
sandelig, da skal du miste dit liv for denne min lanse.»

Saa han talte og førte dem frem. Med fryktelig kampgny
fulgte de andre sin drot; men Zevs, den lynglade hersker,
sendte fra toppen av Ida en storm som susende hvirvlet
(254–91) støvet mot skibene frem, saa han lammet akaiernes kampmod,
mens han lot Hektor og troernes mænd faa seierens hæder.
Stolende trygt paa hans varslende tegn og armenes kræfter
fristet de kjækt at sprænge akaiernes vældige murverk.
Ringmurens dækstener trak de til jord og rokket dens brystvern.
Brækstænger satte de ind mot de fremskutte piller som reistes
først av akaiernes mænd som støtter for taarnenes mure.
Velte dem var deres agt; ti de haabet at da skulde muren
styrtes i grus. Dog, end vilde ei danaerne vike.
Langsmed brystvernet stod de bak skjoldene tæt som et gjærde,
rammende troernes mænd, naar de vaaget sig ind under muren.

Oppe ved taarnene gik overalt de tvende Aianter
rundt med manende ord og egget akaiernes kamplyst,
snart med den venligste ros og snart med den haardeste dadel,
dersom de saa en mand som drog sig tilbake fra striden:
«Venner, hvad enten I gjælder for bedst eller ringest i kampen
eller som folk er flest; — jevnbyrdige kjæmper paa valen
er ikke alle; men nu har enhver en gjerning at øve.
Dette forstaar I jo visselig selv. Saa la ikke nogen
lytte til trusler og vende sig feigt mot de frelsende snekker.
Nei, I maa alle gaa frem og egge hverandre i striden.
Kanske den tordnende Zevs vil unde os naadig at drive
stridslystne fiender bort og jage dem hjemad til byen.»

Saaledes ropte de begge og egget akaiernes kamplyst.
Likesom talløse hvirvlende fnug i vinterens dage
drysser til jord, naar den alvise Zevs har reist sig og sender
sneen fra sky, forat menneskers slegt skal føle hans piler —
da lar han vindene hvile og sender ustanselig snedrys,
indtil han dækker de høieste fjeld og skogenes aaser,
engenes saftige kløver og mændenes frugtbare marker.
Ogsaa ved storhavets graalige dyp langs viker og knauser
falder de dunhvite fnug, men smelter i skvulpende bølger.
Alt det andet blir gjemt under Alfaders tyngende snefald —
saaledes fløi fra hær til hær utallige stener.
Somme blev slynget fra troernes haand mot akaiernes fylking,
andre mot troernes hær, mens kamplarmen drønet om muren.

Dog, den straalende Hektor og troernes mænd hadde endnu
ei kunnet bryte op ringmurens port og den vældige tverbom,
(292–328) hvis ikke Zevs hadde egget sin søn, den sterke Sarpédon,
frem mot akaiernes hær som en løve mot hornede okser.
Høvdingen dækket sig straks med det herlige kredsrunde malmskjold,
hamret med kunst i drevet metal av den kyndige skjoldsmed.
Indenfor fæstet han lag paa lag av oksernes huder,
naglet til kanten med stifter av guld i skinnende række.
Holdende foran sig skjoldet til vern og svingende tvende
vældige kastespyd stormet han frem som løven paa fjeldet,
naar den for længe har stundet paa kjøt, og dens modige hjerte
driver den frem mot det sterkeste skur paa rov efter smaafæ.
Selv om den der skulde finde de kraftigste jægere samlet,
holdende vakt over sauenes flok med spyd og med hunder,
lar den sig ei, før et sprang er forsøkt, fordrive fra skuret.
Enten gjør dyret et sprang og griper sit rov eller rammes
selv av spydet som gjæterne rapt lar flyve fra haanden.
Saaledes egget det freidige mod den kjække Sarpédon
nu til at storme mot ringmuren frem og sprænge dens brystvern.
Talte han da til Hippólokos’ søn, den mandige Glavkos:
«Glavkos, min ven! Hvad er det som gjør at man hædrer os høiest,
bænker os øverst med rikelig kjøt og bredfulde bægre
hjemme i Lykiens land og ser paa os begge som guder?
Der har vi begge i eie ved Ksantos’ bredder en herlig
landgaard hvor rankerne gror og markerne bugner av hvete.
Derfor kan ventes av os, at vi staar blandt Lykiens kjæmper
fremme i forreste rad og slaas hvor striden er hetest.
Da kan det kanske bli sagt blandt Lykiens pansrede helter:
«Sandelig, hæder og ry fortjener forvisst vore konger,
de som er herrer i Lykiens land. De nyter det fete
kjøt av faar og den ædleste vin; men saa eier de ogsaa
herlige kræfter; ti forrest blandt lykier gaar de i kampen.»
Kjæreste ven, saafremt vi to, naar vi flygtet fra striden,
altid fik nyte vor ungdom og ei skulde dø eller ældes,
vel, da kjæmpet nu hverken jeg selv i forreste række,
eller lot dig gaa frem til en dyst i hædrende kampe.
Dog, vore veier er stængt overalt av dødens gudinder.
Talløse er de, og ei kan en dødelig fly eller frelses.
La os da øke en fiendes ry eller selv vinde hæder.»

(329–66) Saa han talte, og ei var Glavkos sen til at lyde.
Fremad førte de kjækt den vældige lykiske fylking.
Ræd blev Menestevs, Peteos’ søn, da han saa at de stevnet
truende frem mot det mægtige taarn, som han selv skulde verne.
Langsmed akaiernes mur gled høvdingens blik, om han kunde
øine en fører som trygt kunde verne hans stridsmænd i nøden.
Saa han da begge Aianter, som aldrig blev mætte av kampen,
staaende sammen med Tevkros som nylig var kommet fra teltet.
Nær ham stod de; men rope saa høit at det hørtes var uraad,
midt under kampenes larm; ti himmelhøit braket de sterke
slag imot hjelmer og skjold og mot porthvælvets mægtige fløier.
Begge var stængt; men troernes mænd, som stillet sig mot dem,
fristet at bryte op porten med magt og storme igjennem.
Sendte han da til Aias i hast herolden Tootes.
«Skynd dig, kjække Tootes, avsted for at kalde paa Aias.
Helst bør du kalde dem begge til hjælp; ti det var det bedste,
saasom vi her maa vente os snart et frygtelig blodbad.
Lykiske førere trykker os haardt, de helter som altid
stormer imot os med knusende kraft i slagenes tummel.
Men hvis ogsaa de selv maa kjæmpe med ytterste møie,
la da ialfald Telamons søn, den vældige Aias,
komme til hjælp og Tevkros, hin mester med buen, slaa følge.»

Saaledes lød hans bud, og herolden var villig og lystret.
Langsmed akaiernes mægtige mur han ilte og stanset
foran de tvende Aianter og meldte dem hastig sit budskap:
«Hør mig, Aianter, I drotter for pansrede helter fra Argos.
Helten, den mandige søn av den høibaarne Peteos, ber jer
skynde jer til ham og møte en stund de sværeste stormløp.
Helst vil han ha jer begge til hjælp; ti det var det bedste,
saasom de hist maa vente sig snart et frygtelig blodbad.
Lykiske førere trykker dem haardt, de helter som altid
stormer imot os med knusende kraft i slagenes tummel.
Men hvis I ogsaa hos jer maa kjæmpe og stride med møie,
la da ialfald Telamons søn, den vældige Aias,
komme til hjælp, og Tevkros, den navngjetne skytter, slaa følge.»

Saa han talte, og kjæmpen, den vældige Aias, var villig.
Straks til Oïlevs’ søn med vingede ord han sig vendte:
«Aias, ja nu maa du selv og den kraftige helt Lykomedes
(367–404) bli hvor I staar og egge danaernes mænd til at kjæmpe.
Selv vil jeg skynde mig dit for at møte de sværeste stormløp.
Hit skal jeg komme tilbake, saasnart jeg har frelst dem fra faren.»

Saa lød budet fra Telamons søn, den vældige Aias.
Derefter gik han med Tevkros, sin bror paa fædrene side.
Væbneren Pandion fulgte og bar paa Tevkros’ bue.
Indenfor murene gik de, og just da de kom til den kjække
høvding Menestevs’ taarn, var hans mænd i den ytterste vaande.
Op imot brystvernet steg som et natmørkt truende uveir
Lykiens tapreste mænd, de første i kamp og i raadet.
Kjæmperne møttes i drabelig kamp med rungende hærskrik.

Aias, Telamons søn, var den første som fældte en høvding,
helten Epikles, Sarpedons ven. Han kastet en vældig
skarpkantet sten som laa ved brystvernet indenfor muren
øverst av alle. En dødelig mand, som de findes for tiden,
var han end aldrig saa ung, han løftet den neppe med begge
hænder fra jord; men let svang Aias den høit, og ved kastet
brast den firdobbelt skjermede hjelm, og han knuste til splinter
hvert et ben i hans hode, og høvdingen faldt som en dykker
ned fra det kneisende taarn, og livet forsvandt fra hans knokler.
Glavkos, Hippolokos’ kraftige søn, fôr frem for at storme
op paa den kneisende mur; men Tevkros traf helten med pilen
midt i hans arm, hvor han saa den var bar, og stagget hans kamplyst.
Ned fra ringmuren sprang han i løn, forat ingen akaier
skulde faa se hans saar og pralende haane hans vanheld.
Men da Sarpedon fik se at Glavkos gik hastig tilbake,
svulmet hans hjerte av harm. Dog glemte han ikke at kjæmpe.
Stak han da Testors søn, den gjæve Alkmaion, med lansen,
og da han rykket den ut, maatte helten slaa følge og tumlet
hodekulds om, saa det braket om bryst i rustningens plater.
Derefter grep Sarpedon med vældige næver om murens
brystvern og trak, og det fulgte hans haand fra ende til anden.
Oventil blottedes muren, og veien blev banet for mange.
Aias og Tevkros gik straks imot ham side om side.
Tevkros’ pil traf remmen saa blank som holdt over brystet
fast det dækkende skjold; men Zevs jog dødens gudinder
bort, forat ikke hans søn skulde falde ved skibenes bakstavn.
Frem for Aias og stak med den vældige lanse; men odden
(405–41) trængte ei gjennem hans skjold; men han stanset ham dog i hans stormløp.
Bort fra brystvernet tumlet han brat; men vike tilbake
vilde han ei; ti han haabet jo trygt paa seierens hæder.
Høvdingen vendte sig raskt og skrek til de lykiske kjæmper:
«Lykiske mænd, hvi ræddes I saa for at vaage et stormløp?
Vanskelig er det for mig, om jeg end har vældige kræfter,
ene at bryte os vei til danaernes hurtige snekker.
Alle maa følge! Jo flere vi er, des bedre det lykkes.»

Saa han talte, og skræmt av herskerens straffende tilrop
trængte de sterkere paa og fylket sig tæt om sin fyrste.
Ogsaa argeierne styrket paany de vaklende rækker
inde bak ringmurens vern; ti en frygtelig kamp var i vente.
Hverken var Lykiens kraftige mænd istand til at sprænge
muren og bryte sig vei til danaernes snekker; ei heller
magtet med hvæssede spyd danaernes helter at trænge
Lykiens krigere bort, da de først hadde nærmet sig muren.
Likesom naar to grander paa eng som de sammen har eiet,
trætter med landmaalerstangen i haand om delingens grænser
— hver vil ha likelig maal, og de tvistes om smaleste strimmel —
saaledes skiltes de nu av ringmurens brystvern og flænget
over dets rand de kredsrunde oksehudsskjolde som skjermet
krigernes bryst, og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Mangen en kjæmpe fik merket sin krop av det grusomme kobber;
somme, saasnart de vendte sig om, saa ryggen blev blottet
midt under kampen, men andre naar spyd fôr tvers gjennem skjoldet.
Begge de kjæmpende fylkingers blod, akaiers og troers,
farvet med rødmende stænk de kneisende taarne og brystvern.
Troerne jaget dog ei akaiernes rækker; men like
stod de som skaalvegtens stang, naar redelig spinderske lægger
lodder og uld paa hver sin skaal, til begge staar like,
fristende livet for sig og de smaa med kummerlig vinding.
Saaledes stod i den voldsomme strid de kjæmpende like,
indtil omsider den vældige Zevs gav seiren til Hektor,
Priamos’ søn, som først brøt ind gjennem fiendens ringmur.
Rungende lød hans røst, da han ropte til troernes stridsmænd:
«Fremad, troiske kjæmper, og spræng argeiernes ringmur!
Kast den fortærende ild mot fiendens stavnhøie snekker!»

(442–71) Saaledes lød hans eggende rop, og de hørte det alle.
Like mot ringmuren stormet de frem tilhobe og svang sig
op paa dens øverste kant med hvæssede lanser i hænde.
Selv grep Hektor og løftet en sten som var stillet ved porten,
nedentil mægtig og svær; men oventil spids som en kegle.
Ei vilde to av de kraftigste mænd, som de findes for tiden,
let kunne velte saa vældig en sten med stænger fra jorden
op paa en vogn; men han løftet den let og svang den alene,
eftersom Kronos’ søn lot stenen bli let i hans hænder.
Likesom gjæteren tar og bærer med lethet en væders
uld i den ledige haand, og ulddotten tynger ham litet,
saa tok Hektor og bar den vældige sten mot de svære
planker som lukket den tømrede port med dobbelte fløier,
høie og sterke. Paa indsiden møttes de mægtige bommer,
tvende i tallet; en eneste bolt gik tvers gjennem begge.
Nær til porthvælvet traadte han hen, og av ytterste evne
kastet han, støttet paa skrævende ben for at øke sin svingkraft,
stenen mot midten, saa hængslerne brast, og indenfor porten
faldt den med knusende vegt. Høit braket det drønende porthvælv.
Bommene sprang, og plankerne fløi i stumper og stykker,
splintret ved kastet. Ind stormet i hast den straalende Hektor.
Mørkt som den ilende nat var hans blik; men truende lyste
kobberets glans som han bar om sit bryst. To hvæssede lanser
svang han, og bare en gud hadde nu kunnet møte og stanse
helten som stolt med flammende blik sprang ind gjennem porten.
Ropende vendte han sig mot troernes skare og bød dem
straks at gaa over muren, og krigerne lystret hans tilrop.
Stormet da somme i hast over ringmuren; alle de andre
sprang gjennem selve den hvælvede port; men akaierne flygtet
hen til de stavnhøie snekker, mens larmen ustanselig gjaldet.

Nu da Zevs hadde hjulpet de kjæmpende troer og Hektor
frem til skibene, lot han dem der ustanselig døie
trængsel og nød. Selv vendte han bort de straalende øine
fjernt til de trakiske vognkjæmpers land og de stridbare mysers.
Derefter mønstret hans blik hippomolgernes folk, som i armod
lever av hoppernes melk, det retfærdigste folk under himlen.
Ei mot Ilios vendte han mer de straalende øine,
saasom han trodde forvisst at ingen udødelig guddom
vaaget at hjælpe danaernes mænd eller troernes kjæmper.

Dog, han sat ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon.
Høit paa den øverste tind av det skogrike trakiske Samos
sat han og skuet med undrende blik paa de grufulde kampe.
Der laa Ida fra isse til fot for herskerens blikke;
derfra skuet han Priamos’ by og akaiernes snekker.
Dit steg han op fra sit hav, og han ynket de kjæmper som segnet
brat for troernes spyd, og paa Zevs var han saare forbitret.

Straks steg havguden ned fra fjeldryggens takkede tinder.
Føtterne flyttet han raskt, og skog og langstrakte aaser
skalv ved den mægtige gud Peseidons vældige fottrin.
Treganger tok han et skridt; ved det fjerde stod guden ved maalet,
Aigai, der hvor et gyldent palads er bygget for drotten,
straalende herlig paa havbugtens bund til evige tider.
Der steg han ned og spændte for karm det malmskodde tvespand,
gangere rappe som vinden med guldgule flagrende manker,
spændte saa selv om sit bryst den guldsmykte brynje og fattet
raskt om den prægtige svepe av guld og hoppet paa vognen.
(27–64) Hen over bølgerne rullet han let, og fra kløfter i dypet
dukket der havtroll frem overalt; ti de kjendte sin herre.
Havflaten smilte og jevnet hans vei, og gangerne ilte
frem som paa vinger. Ei vætet et stænk hans aksel av kobber.
Hestene trak ham i dansende trav til akaiernes snekker.

Nede paa havdypets bund har guden en rummelig grotte
midt mellem Tenedos’ ø og Imbros’ takkede tinder.
Der lot Poseidon, hin jordryster sterk, sine gangere stanse,
spændte dem begge fra karm og la den himmelske næring
for dem og bandt deres fot uløselig fast med de sterke
lænker av guld. Der skulde de staa, til den mægtige hersker
vendte tilbake. Selv ilte han hen til akaiernes snekker.

Troerne fulgte i flok med larm og rungende hærskrik
Hektor, Priamos’ søn, som en ild, naar den jages av stormen,
griske paa kamp; ti at vinde med vold akaiernes skibe
haabet de trygt og at fælde i strid de tapreste helter.

Dog, Poseidon som knuger i favn og ryster al jorden,
egget akaiernes mod, da han kom fra det kjølige havdyp.
Havguden lignet av stemme og vekst den fremsynte Kalkas.
Først til de tvende Aianter tok guden til orde og mælte:
«Hør mig, Aianter! I to kan frelse akaiernes fylking,
dersom I tænker paa kamp og ei paa den isnende rædsel.
Ellers forfærdes jeg ei for troernes kraftige hænder,
skjønt de i flok og følge har stormet vor mægtige ringmur.
Nei, ti akaiernes malmklædte mænd vil stanse dem alle.
Derimot ræddes jeg svart at der her er fare paa færde,
her hvor den rasende helt gaar frem som en herjende flamme,
Hektor som brautende kalder sig søn av selve Kronion.
Maatte saasandt en gud faa lagt eder begge paa sinde
selv at holde urokkelig stand og egge de andre,
visselig jog I ham da med skam fra de hurtige snekker,
er det end selve hin drot paa Olymp som vækker hans kampmod.»

Saaledes talte hin gud som favner og ryster al jorden,
rørte dem saa med sin stav og fyldte med mod deres hjerter.
Bøielig gjorde han hvert et lem, baade føtter og armer.
Selv fløi havguden bort lik en falk som paa pilsnare vinger
stiger fra svimlende stup paa den skyhøie tinde og svæver
hen over sletten i jagende fart efter flygtende smaafugl.
(65–102) Saaledes fôr den sterke Poseidon bort fra dem begge.
Helten Oïlevs’ fotrappe søn var den første som saa det.
Talte han da til Telamons søn, den vældige Aias:

«Aias, forvisst har en gud i spaamandens skikkelse steget
ned fra det høie Olymp og budt os at kjæmpe ved flaaten.
Ja, for det var ikke Kalkas, som tolker os gudernes varsler.
Tydelig saa jeg, nu da han gik og vendte os ryggen,
skikkelsens lægger og fotlag; ti guder er lette at kjende.
Desuten føler jeg selv i mit bryst langt mere end fordum
djerveste mod til at vaage en dyst i det blodige stevne.
Foten vil gaa av sig selv, og hænderne higer mot kampen.»

Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Ogsaa med mig er det saa. Med kjæmpekraft knuger de sterke
hænder mit spyd. Mit kampmod er vakt, og begge de raske
føtter vil frem. Nu ønsker jeg selv at møte i tvekamp
Priamos’ vildt fremstormende søn, den vældige Hektor.»

Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden,
glade ved lysten paa kamp som en gud hadde vakt hos dem begge.
Egget da guden Poseidon imens de bakerste stridsmænd,
helter som søkte et øiebliks hvil ved de hurtige snekker;
ti deres kraftige lemmer var brutt av lammende træthet,
mens de med sorgfuldt sind maatte se at troerne stormet
frem over selve den mægtige mur i talrike skarer.
Taarerne randt under bryn, da de saa sine fiender seire.
Fly fra dødsfaren haabet de ei. Da ilte Poseidon
hen til de slagne og egget paany de kraftige rækker.
Tevkros og Leïtos møtte han først og bød dem at kjæmpe.
Helten Penéleos traf han, Deipyros dernæst og Toas;
derefter Nestors søn og Meriones, stridbare kjæmper.
Manende lød hans vingede ord, da han egget dem alle:
«Skam jer, argeier! Jeg trodde saa visst, at I som er unge
kraftige mænd, skulde frelse i kamp vore hurtige snekker.
Men dersom I i den grufulde kamp skal svigte i slaphet,
da er den kommet den dag, da vi kues av troernes vælde.
Aa, for en skam! Hist skuer mit blik et merkelig under,
grufuldt tillike, et under jeg ei hadde trodd kunde hænde:
troerne nær vore skibe! de samme som hittil har lignet
flygtende hjorter som falder i skog som hjælpeløst bytte,
(103–40) enten for panter og graadig sjakal eller glubende ulver,
flakkende vildsomt omkring uten kraft eller mod til at kjæmpe.
Saaledes hadde jo aldrig tilforn de troiske stridsmænd
lyst til at staa for akaiernes kraft og farlige hænder.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de stavnhøie snekker
bare paa grund av førerens feil og krigernes slapnet;
ti i sin vrede mot ham har de slet ingen lyst til at verge
kjækt vore snekker, men myrdes i flok ved skibenes bakstavn.
Men om det end er sandt at skylden unegtelig ligger
ene hos Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
saasom han krænket fornys Peleiden, den raske Akillevs,
derfor har slet ikke vi nogen ret til at svigte i kampen.
Nei, la os bøte vor feil! En helt lar sig tale tilrette.
Ei er det rigtig av jer at glemme det stormende kampmod,
I som er gjævest i hele vor leir. Jeg vilde jo aldrig
refse en stymper, en mand som trak sig tilbake i feighet,
ræd for en kamp; men paa jer maa jeg harmes av inderste hjerte.
Aa, mine venner. I volder jo snart ved denne jer sløvhet
ulykker større end nu. Enhver maa dog føle i hjertet
blygsel for menneskers dom; ti frygtelig raser jo striden.
Hektor kjæmper med rungende rop helt fremme ved flaaten.
Nys har den vældige sprængt vor port og den mægtige tverbom.»

Saaledes talte Poseidon og egget akaiernes helter.
Mandjevnt stillet sig atter i flok om de tvende Aianter
kraftige rækker som krigsguden selv eller skjoldmøen Pallas
ei, om de kom, hadde lastet; ti utvalgte mænd av de bedste
ventet i række og rad paa Hektor og troernes stridsmænd,
holdende spyd ved spyd og skjold ved skjold som et gjærde.
Krigernes skjold var støttet til skjold og hjelmer til hjelmer.
Kjæmperne stod saa tæt, at de hestehaarsmykkede hjelmer
møttes med skjermenes straalende malm, naar de rørte sit hode.
Dirrende bøide sig lansernes skaft, naar modige hænder
svang dem med kraft. Frem higet de kjækt og brændte av kamplyst.

Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor.
Rasende stormet han frem lik en sten som den flommende fjeldbæk
velter fra ytterste skrænt, naar den svulmer i vinterens øsregn,
skyllende bort hvert fæste som bandt den herjende stenblok.
Høit den hopper i vældige byks og det braker i skogen.
(141–78) Støt og ustanselig farer den frem, til den kommer paa sletten.
Videre ruller den ei, hvor vild end farten har været.
Saaledes truet nu Hektor en stund med at storme med lethet
like til havdypets strand mellem fiendens telter og snekker,
dræpende vildt; men straks da han traf de sluttede rækker,
stanset han brat i sin fart; ti argeierne stormet imot ham.
Huggende til med sverd og dobbelthvæssede lanser
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han selv maatte vike.
Rungende lød hans røst da han ropte til troernes skarer:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Staa, hvor I staar. Ret længe vil ei akaiernes stridsmænd
trodse min kraft, hvor tæt de end har stillet sin fylking.
Nei, de viker nok snart for mit spyd, saasandt som mit kampmod
vaktes av gudernes drot, av Heras vidttordnende husbond.»

Saa han talte og vakte hos heltene kraften og modet.
Da skred Priamos’ søn Deïfobos, stolt av sin manddom,
fremad i skaren. Sit kredsrunde skjold bar helten paa armen.
Føtterne flyttet han let og dækket sig varlig med skjoldet.
Straks tok Meriones sigte og kastet sin blinkende lanse.
Spydet fôr ikke forbi, men rammet i oksehudsskjoldet.
Dog gjennem platerne drev han det ei; men fremme ved odden
brast det vældige spydskaft, da helten Deifobos lynsnart
løftet mot spydet sit oksehuds skjold; ti krigerens hjerte
bævet av gru for Meriones’ spyd. Den skuffede høvding
trak sig tilbake til vennernes flok i nagende harme,
baade for seiren som glap og for lansen som brast imot skjoldet.
Selv gik han hastig avsted til akaiernes telter og skibe
efter det mægtige spyd, som han hadde derhjemme i teltet.

Alle de øvrige kjæmpet imens med gjaldende hærskrik.
Først vog Telamons søn, den modige Tevkros, en stridsmand,
Imbrios, vældig med lansen, en søn av den hestrike Mentor.
Høvdingen bodde i Pedaions by, før akaierne landet,
gift med Medesikaste, kong Priamos’ barn med en frille.
Men da danaernes hær var kommet paa stavnhøie snekker,
drog han til Troja paany og var blandt de første i byen.
Priamos hædret ham høit som en søn; og han bodde hos drotten.
Ham traf Telamons søn med det vældige spyd under øret,
trak det saa atter tilbake, og Imbrios segnet lik asken,
(179–216) som paa den fjerntfra synlige top av en kneisende aasryg
falder for øksen og segner til jord med de skjælvende blade.
Saaledes faldt han til jord, og rustningen klirret om manden.
Frem fôr Tevkros paany for at røve hans rustning; men Hektor
sigtet med blinkende spyd paa høvdingen midt i hans stormløp.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes
selv av det malmhvasse spyd; men Amtimakos traf det i brystet,
Aktors sønnesøn, Kteatos’ søn, da han ilte til striden.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Hektor sprang frem for at rive i hast fra høvdingens hode
hjelmen som sluttet sig tæt til den kjække Antimakos’ tinding.
Strakte da Aias sig frem med den blinkende lanse og stanset
Hektor i løpet, men saaret ham ei; ti det bomfaste kobber
dækket ham helt; men like i skjoldbulen traf han og støtte
Hektor tilbake med frygtelig kraft. Fra begge de faldne
vek han i hast, og akaiernes høvdinger slæpte dem med sig;
ti atenernes fyrster, Menestevs og Stikios, bragte
helten Amtimakos’ blodige lik til akaiernes fylking,
medens de tapre Aianter bar Imbrios med sig fra valen.
Lik to løver som tar fra en flok hvastandede hunder
inde i tætteste skogholt en gjet og holder sit bytte
høit over marken og bærer det bort i de mægtige kjæver,
saaledes løftet Aianterne høit den faldne og røvet
hele hans rustning. Saa hugget Oïlevs’ søn, for at hevne
vennen Antimakos, hovedet løs fra halsen den bløte,
svang det i haanden og hvirvlet det hen som en bold gjennem skaren.
Like ved Hektors føtter det faldt og trillet i støvet.
Grepen i hjertet av bitreste harm blev guden Poseidon,
nu da hans sønnesøn segnet paa val i den grufulde tummel.
Hastig gik guden avsted til akaiernes telter og snekker,
eggende alle til kamp; men troerne voldte han kvaler.
Helten Idomenevs møtte ham først, hin mester med lansen,
hastende hjem fra en ven som nys var kommet fra kampen,
saaret i hasen av skjærende malm og baaret av landsmænd.
Ham lot Idomenevs pleie av kyndige læger og ilte
selv til sit telt; ti end stod hans hu til at stevne til kampen.
Havdypets mægtige drot Poseidon ropte til helten,
lignende Toas, Andraimons søn, av aasyn og stemme,
(217–54) han som i Plevron og Kalydons by paa den kneisende aasryg
styrte aitolernes folk og hædredes høit som en guddom:
«Si mig, Idomenevs, kreternes drot, hvor er nu de stolte
trusler mot troernes mænd som akaierne ofte lot høre?»

Straks tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Toas, saavidt jeg kan se, kan ei nogen stridsmand med rette
lastes for dette; ti hver av os gjør sit bedste i kampen.
Ingen gir tapt i sansesløs frygt eller holder sig lunkent
borte fra stridslarmens gru. Nei, nu maa det visselig være
Zevs, den almægtiges, vilje at alle akaier skal segne
her i sin grav uten hæder og ry, langt borte fra Argos.
Toas, du var jo tilforn en drabelig stridsmand og egget
ogsaa en anden til kamp, naar du saa at han slapt gav sig over.
Svigt da nu ikke selv og driv de andre til kampen.»

Nu tok Poseidon, hin jordryster sterk, til orde og svarte:
«Gjæve Idomenevs! Maatte en mand ei vende ilive
hjem fra Troja, men vorde til lek for graadige hunder,
hvis han idag med vilje er slap og nøler i kampen.
Hent nu du dine vaaben og kom! ti nu maa vi friste,
selv om vi bare er to, at stræve det bedste vi evner.
Endog de svake kan virke med kraft, naar de bruker den samlet.
Vi to skulde da trygt kunne slaas med de tapreste kjæmper.»

Saa han talte, og guden gik selv tilbake til kampen.
Men da Idomenevs kom til sit vel avstivede leirtelt.
spændte han rustningens plater om bryst og grep sine lanser,
fôr saa avsted lik et lyn som Kronos’ søn med sin høire
griper og slynger med kraft fra Olympos’ lysende tinde
menneskers slegt til et tegn, og straalerne skinner saa vide
saaledes skinnet den blinkende malm om hans bryst under løpet.
Høvdingens modige væbner Meriones kom ham i møte
nær ved hans telt; ti han kom for at hente en malmhvæsset lanse.
Straks tok den kraftige drot Idomenevs ordet og mælte:
«Raske Meriones, Molos’ søn, min kjæreste staldbror,
si mig, hvi stevner du hit fra kamp mot fiender grumme?
Fik du et saar, og pines du haardt av spydsoddens vunde,
eller har nogen nu sendt dig med bud? Det huer mig ikke
feigt at sitte i ro i mit telt. Min hu staar til kampen.»

Straks tok den kløktige helt Meriones ordet og svarte:
(255–92) «Gjæve Idomenevs, mægtige drot for de malmklædte kreter!
Nei, men dersom du har i dit telt en lanse tilovers,
kommer jeg nu for at hente mig én; ti jeg knækket min egen
nys da jeg rammet Deifobos’ skjold, den mandige krigers.»

Atter tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Vil du, saa finder du hist i mit telt av blinkende lanser
tyve saa sikkert som én; i rad staar de lænet til væggen,
bytte fra troiske mænd som jeg vog; ti det huer mig aldrig
lunkent at holde mig fjernt fra fienders fylking i kampen.
Derfor eier jeg her baade spyd og buklede skjolde,
hjelmer og brynjer av blinkende malm i straalende rækker.»

Straks tok den kløktige helt Meriones ordet og mælte:
«Selv har jeg hist i mit telt ved det tjærede langskib en mængde
troiske spyd; men det blir mig for langt at hente dem derfra.
Trygt tør jeg si om mig selv at jeg aldrig forglemmer min manddom;
men i de blodige slag, hvor helter har hæder at vinde,
staar jeg i forreste rad, hvor den heteste kamp er i vente.
Ventelig er der vel dem blandt akaiernes sønner som litet
kjender min færd i en kamp; men selv maa du kjende den nøie.»

Atter tok kreternes drot Idomenevs ordet og mælte:
«Ja, jeg kjender dit mod. Hvi nævner du det som er selvsagt?
Valgtes ved skibene her de gjæveste blandt os og sendtes
frem til et bakhold, hvor mændenes mod kommer lettest tilsyne,
kom det nok klart for en dag om en mand var feig eller tapper.
Uslingen røber sig straks. Han skifter ustanselig farve.
Aldrig har stymperen mod i sit bryst til at sitte urørlig.
Føtterne skifter han tidt, naar han huker sig ned i sin rædsel.
Hjertet slaar vildt i hans ængstede bryst; ti tankerne dvæler
stadig ved dødsstundens gru, og tænderne klaprer i munden.
Derimot skifter en helt saavisst ikke farve og aldrig
gruer han feigt, saasnart han med mænd har lagt sig i bakhold.
Ivrig han ønsker at styrte sig straks i rædsomme kampe.
Der skulde ingen faa laste dit mod og de kraftige arme.
Blev du i tummelen truffet av spyd eller saaret med sverdet,
aldrig rammet et vaaben dig da i ryg eller nakke.
Nei, men det traf dig i bryst eller buk, naar du styrtet dig modig
frem til den blodige lek i mændenes forreste række.
Dog, la os ikke bli staaende her og snakke bort tiden
(293–330) likesom barn, saa vi slipper for harmfulde ord fra de andre.
Gaa nu hen til mit telt og vælg dig en dugelig lanse.»

Saa han talte, og helten Meriones, kampglad som Ares,
hentet fra høvdingens telt i hast en malmhvæsset lanse,
løp saa efter sin ven og skyndte sig modig til kampen.
Likesom Ares, den mordlystne gud, til kampleken haster,
fulgt av sin sterke og frygtløse søn, den stivnende Rædsel,
han som kan fylde med isnende gru den modigste kjæmpe
— rustet gaar de fra Trakiens land til de gjæve efyrer
eller de mandige flegyers folk; men de hører ei begges
bønner om held, men ett av folkene skjænker de seier —
saaledes stevnet i skinnende malm til blodige kampe
helten Meriones frem og Idomenevs, folkenes fyrster.
Da tok svenden Meriones først til orde og spurte:
«Søn av Devkalion! hvor vil du helst vi skal stevne i tumlen?
Er det til høire du vil eller hen til de midterste rækker,
eller til venstre?; ti der maa akaiernes haarfagre sønner
visselig trænge den kraftigste hjælp og støtte i kampen.»

Straks tok kreternes drot Idomenevs ordet og svarte:
«Hist ved skibenes midterste rad er der andre som kjæmper,
begge Aianter og Tevkros, som bedst av alle akaier
skyter med bue og likesaa kjækt tør staa i en nærkamp.
Disse vil visselig trænge ham nok, den hidsige kjæmpe,
Hektor, Priamos’ søn, om han end er aldrig saa kraftig.
Er han end lysten paa kamp, for svært vil det bli ham at seire
først over heltenes kraft og farlige hænder og siden
stikke vor flaate i brand, saafremt ikke Zevs i sin vrede
selv vil slynge sin flammende ild mot de hurtige snekker.
Aias, Telamons søn, den vældige, viker nok aldrig
feigt for en dødelig mand som næres av Demeters gaver,
dersom hans krop kan brytes av malm eller vældige stener.
Var det en nærkamp, vek han nok ei for selve Akillevs,
helten som knuser sin mand; men i løp er Akillevs hans mester.
Vel, la os styre til venstre vor gang, saa vi begge kan vite
snart om vi selv skal vinde os ry eller øke en andens.»

Saa han talte, og helten Meriones, kampglad som Ares,
skyndte sig foran sin ven, til de kom hvor han bød ham at kjæmpe.
Men da nu troerne saa Idomenevs, sterk som en flamme,
(331–68) rustet i skinnende malm, ham selv og hans kraftige væbner,
stormet de mot ham, alle i flok, med eggende hærskrik.
Alle kom med i den vildeste strid ved skibenes bakstavn.
Som naar en storm med susende vindstøt farer med vælde
hen over vei og sti en dag naar de dækkes av støvet
— sammen hvirvler de veistøvet op i mægtige skyer —
saaledes tørnet de sammen i strid, og heltene higet
efter at fælde med kobberets odd hverandre i striden.
Truende strittet i kjæmpernes haand paa den dødssvangre valplads
vældige lanser med flængende odd, og da rækkerne møttes,
blendedes blikket av kobberets glans fra funklende hjelmer,
speilblanke brynjer om heltenes bryst og skinnende skjolde.
Visselig maatte en mand ha frygtløst hjerte i barmen,
dersom han glad kunde se paa kampene uten at skjælve.
Kronos’ sønner, de vældige to, forvoldte i bitter
tvist med hinanden de kjæmpende folk unævnelig jammer.
Zevs vilde unde de troiske mænd og Hektor at seire,
saasom han agtet at øke Akillevs’ ry; men at fælde
alle akaier ved Ilions mur var ikke hans vilje.
Tetis og sønnen, den modige helt, vilde herskeren hædre.
Men for at egge argeiernes mod var den sterke Poseidon
steget i løn fra det graalige hav; ti at troerne vog dem
voldte ham nagende harm, og paa Zevs var han vældig forbitret.
Begge var rundet av selvsamme rot, og i byrd var de like;
dog, det var Zevs som var ældst av aar og den største i visdom.
Aapenlyst vaaget da ei den sterke Poseidon at hjælpe;
men i det skjulte og skapt som en dødelig egget han hæren.
Nu slog disse den vældige kamps og den blodige feides
baand om de kjæmpende folk og snørte det skiftevis sammen
haardt og uløselig fast, saa krigerne segnet i mængde.

Nu sprang Idomenevs frem, den graasprængte kjæmpe, og vakte
rædsel blandt troernes mænd; mens han egget danaernes fylking.
Ti med sin lanse han vog Otryonevs, helten som nylig
stevnet til Troja fra Kábesos’ by ved rygtet om krigen.
Uten al brudeskat beilet han nu til den skjønne Kassandra,
Priamos’ fagreste datter; men lovet det vældige storverk
hjem fra Troja med magt at jage akaiernes sønner.
Oldingen Priamos gav ham sit ord og lovet at skjænke
(369–405) helten sin datter til brud, og han kjæmpet i lit til hans løfte.
Men med det blinkende spyd tok Idomenevs sigte og rammet
just som han stolt skred frem, og høvdingens brynje av kobber
vernet ham ei mot fald; men spydsodden traf ham i buken.
Drønende faldt han til jord, og Idomenevs ropte i jubel:
«Gjæve Otryonevs! høit over alle av dødelig stamme
priser jeg dig, hvis du holder dit ord til Dardanos’ ætling
Priamos, han som lovet dig nys sin datter til egte.
Nu kan det hænde at vi er tilsinds at gi dig det samme
hellige løfte og holde vort ord og hente fra Argos
hit og gi dig som brud Agamemnons fagreste datter,
dersom du hjælper os kjækt med at øde det velbygde Troja.
Følg mig villig, saa enes vi nok ved de hurtige snekker
snart om dit bryllup. Vi knusler jo ei med rundelig medgift.»

Saaledes talte den mandige helt og trak ham ved foten
ut av det vældige slag; men Asios kom som hans hevner,
skridende foran sin vogn, mens væbneren styrte hans hester,
nær saa de pustet i høvdingens ryg. Selv vilde han ramme
kreternes mægtige drot; men Idomenevs jog ham sin lanse
ind under haken i strupen saa malmen fôr ut gjennem nakken.
Tungt han faldt som den mægtige ek eller poppelen falder
eller en rankvokset gran som huggeren oppe i aasen
fælder med nyslepet øks til kjøl for det toftede langskib.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Grepet av sansesløs skræk blev hestenes styrer og vaaget
ikke engang at vende de vælige dyr for at flygte
bort fra fiendens haand; men helten Antilokos boret
raskt sin lanse gjennem hans krop, og brynjen av kobber
vernet ham ei, ti han rammet ham midt i buken med lansen.
Rallende segnet han om og faldt fra den prægtige stridsvogn.
Nestors mandhaftige søn Antilokos kjørte hans hester
bort fra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.

Helten Deïfobos gik i sorg over Asios’ skjæbne
kjækt paa Idomenevs løs og slynget den lynende lanse.
Dog, da Idomenevs rettet sit blik mot odden av kobber,
slap han at rammes og gjemte sig raskt bak skjoldet som altid
(406–42) hang paa hans arm og var formet av rundskaarne oksehudsplater,
dækket med skinnende malm. To bøiler var fæstet til platen.
Ned bak skjoldplaten dukket han helt, og lansen fløi over.
Malmskjoldet klirret med brakende skrald, da den mægtige spydstang
streifet dets rand; men han slynget den ei av haanden forgjæves.
Like i leveren traf han den mægtige høvding Hypsenor,
Hippasos’ søn, ret under hans bryst og lammet hans lemmer.
Pralende ropte Deifobos stolt med rungende stemme:
«Uhevnet ligger ei Asios mer. Nei, selv naar han vandrer
ned til Hades’ port med den mægtige bom, vil han frydes,
tror jeg, av hele sin sjæl; ti nu fik han følge paa færden.»

Saaledes pralte han stolt og vakte akaiernes harme.
Helten Antilokos krympet sig mest av sorg i sit hjerte.
Dog i sin græmmelse glemte han ei sin fældede landsmand.
Rundt om kjæmpen han gik og dækket ham varlig med skjoldet.
To av hans staldbrødre bøide sig ned og grep om den faldne,
helten Mekistevs, Ekios’ søn, og den kjække Alastor.
Sorgfulde bar de den stønnende helt til de stavnhøie snekker.

Drotten Idomenevs kjæmpet med rastløs kraft; ti han søkte
altid at sænke i dødsmørkets nat en kjæmpende troer
eller at frelse akaiernes mænd, om han selv skulde falde.
Straks han fældte en søn av den høibaarne drot Aisyetes,
helten Alkátoos. Kjæmpen var maag av den gjæve Ankises,
gift med Hippodameia, den ældste av høvdingens døtre.
Ungmøens far og værdige mor i de hjemlige haller
elsket av hjerte sin datter; ti høit over alle veninder
stod hun i kvindelig syssel, i kløkt og i skjønnet, og derfor
kaaret den gjæveste troiske helt hin mø til sin hustru.
Selve Poseidon kuet ham nu med Idomenevs’ lanse,
blendet hans straalende blik og lænket de herlige lemmer.
Hverken formaadde han længer at fly eller vike tilside;
men som en støtte av sten eller træet med løvrike grener
stod han urørlig, da helten Idomenevs støtte den skarpe
lansespids midt i hans bryst og sprængte om barmen den sterke
brynje av malm, som vernet tilforn sin eier mot døden.
Klirrende braket den dumpt, da den brast for høvdingens lanse.
Drønende faldt han til jord, og lansen stod fast i hans hjerte.
(443–80) Skjælvende slog det dog endnu og rystet det dirrende spydskaft,
indtil den vældige krigsgud selv lot livskraften svinde.
Pralende ropte Idomenevs stolt med rungende stemme:
«Gjæve Deifobos! mon vi kan si at vor regning er opgjort?
Tre har jeg fældet for én. Du pralte nok nys som en daare.
Kom nu, min pralende ven, og stil dig imot mig i tvekamp,
saa du kan se at en ætling av Zevs er kommet til striden.
Zevs blev Minos’ far, hin mægtige herskers paa Kreta.
Minos blev far til en søn saa gjæv, Devkalion kaldet.
Mig har Devkalion avlet som drot over talrike stridsmænd
hist paa det vidtstrakte Kreta, og hit har jeg stevnet paa skibe
dig til fordærv og din far og troernes kjæmper til vanheld.»

Saa han talte. Deifobos stod med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde fly til de modige troer og finde
der en hjælpende ven, eller friste en tvekamp alene.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at hente
helten Aineias til hjælp, og han fandt ham staaende ledig
bakerst i hæren; ti vred paa Priamos var han som tiest,
eftersom drotten ei hædret ham nok for hans manddom i striden.
Gik han da nær og talte med vingede ord til Aineias:
«Gjæve Aineias, troernes drot! Nu maa du tilvisse
hevne din svoger, saasandt nogen sorg kan ramme dit hjerte.
Kom, la os hevne din maag Alkatoos, helten som fordum
fostret dig hist paa sin hjemlige borg fra din spædeste barndom.
Nu har den navngjetne helt Idomenevs dræpt ham paa valen.»

Saa han talte og rørte Aineias’ hjerte i barmen.
Frem mot Idomenevs løp han og skyndte sig ivrig til kampen.
Dog, Idomenevs følte ei frygt som en vergeløs smaagut.
Helten holdt stand lik et vildsvin paa fjeld, som i lit til sin styrke
trodser de larmende jægeres flok som stormer imot det,
fjernt i den ødslige skog, og reiser de strittende børster;
— øinene lyser av flammende ild og det hvæsser sin hugtand,
lysten paa kamp mot jægernes flok og hundenes kobbel —
saaledes holdt den kjække Idomenevs stand mot Aineias,
nu da han stormet til kamp; men til vennerne ropte han høilydt,
da han Askalafos saa og Deipyros hist og Afárevs,
vennen Meriones selv og Antilokos, vældige kjæmper.
Manende lød de vingede ord, da han kaldte dem til sig:
(481–517) «Venner, aa kom mig til hjælp! Her staar jeg alene og gruer
svart for Aineias, den fotrappe helt som stormer imot mig.
Kjæmpen er sterk og rask til at fælde en kriger paa valen.
Endnu staar helten i ungdommens blomst, i sin kraftigste alder.
Var vi saasandt saa like av aar som vi er det i manddom,
da skulde han eller jeg snart vinde en straalende seier.»

Saa han talte, og alle som én med modige hjerter
stillet sig hen til sin ven med skjoldene støttet mot skuldren.
Kaldte da ogsaa Aineias til hjælp sine trofaste venner,
da han Deifobos saa og Paris og helten Agenor.
Førere var de som høvdingen selv, og menige troer
fulgte i flok lik faar som følger en væder til vanding
hjem fra de frodige beiter, og gjæteren glæder sig saare.
Saaledes banket i jublende fryd Aineias’ hjerte,
nu da han fylkingen saa, som fulgte ham freidig i striden.
Rasende stormet de nu med vældige lanser i hænde
frem til en kamp om den faldne Alkátoos. Frygtelig braket
malmen om heltenes bryst naar de rammet hverandre i tumlen.
Fremfor de øvrige higet dog to av de tapreste kjæmper,
helten Aineias og drotten Idomenevs, sterke som Ares,
efter at flænge hinanden tilblods med det grusomme kobber.
Ret mot Idomenevs slynget nu først Aineias sin lanse.
Lynsnart saa han sig for og slap for den malmhvasse spydsodd.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Men da Idomenevs traf Oinómaos like i buken,
sprængtes den hvælvede brynje, saa spydet fôr ind hans indvold.
Høvdingen segnet i støvet og grep med sin næve i jorden.
Helten Idomenevs rykket med kraft den vældige lanse
ut av hans krop; dog magtet han ei at rive det skjønne
malmpanser løs fra hans skuldre; ti haardt han trængtes med spydkast.
Ei var han længer i løp saa let paa foten som fordum,
hverken til hastig at hente et spyd eller vike til siden.
Kjækt i en nærkamp verget han sig mot dødsdagens jammer;
men til at flygte i hast fra en kamp var hans føtter for tunge.
Da han nu langsomt vek, tok Deifobos sigte og slynget
raskt sit blinkende spyd; ti forbitrelsen naget ham stadig.
(518–55) Dog, han feilet som før; men Askálafos traf han i stedet,
Ares’ søn, og det vældige spyd fôr gjennem hans lever.
Høvdingen segnet i støvet og grep med sin næve i jorden.
Endnu hadde dog ei den vældige, brølende krigsgud
merket at sønnen var dræpt i stridslarmens grufulde tummel
ti paa Olympos’ høieste tind under skyernes guldglans
sat han, tvungen ved Alfaders bud, hvor ogsaa de andre
guder var nødt til i ro at holde sig borte fra kampen.

Frem til strid om den faldne Askálafos gik de i stormskridt.
Helten Deifobos rev fra Askálafos’ hode den blanke
kobberhjelm løs; men Meríones, rask som den stormende Ares,
kastet sig frem med sit spyd og rammet hans arm, saa den tunge,
gitrede hjelm faldt klirrende ned fra hans næve til jorden.
Rap som en høk fôr atter Meríones mot ham og rykket
ut av hans arm bak albuens led den vældige lanse.
Derefter vek han tilbake til vennernes flok; men Polítes,
bror av Deifobos, slog sine armer omkring ham og førte
høvdingen ut av den larmende strid, til de kom til de rappe
gangeres par som bak den brakende tummel paa valen
stod med den prægtige vogn, mens styreren holdt deres tøiler.
Henimot hjembyen kjørte de ham, og pint av sin vunde
stønnet han høit, mens blodstrømmen randt fra hans saarede høire.

Kjæmpet da alle de andre imens med rungende hærskrik.
Frem mot Afarevs, en søn av Kalétor, stormet Aineias,
just som han vendte sig mot ham, og støtte ham spydet i strupen.
Hodet sank over til siden, og skjold og skinnende malmhjelm
fulgte i faldet, og døden, den lammende, sænket sig om ham.

Men da Antílokos saa, at Toon vendte ham ryggen,
styrtet han frem og flænget med skarpslepen lanse den lange
aare som løper langs lænder og ryg helt op under nakken.
Tvers gjennem aaren han skar, og bakover faldt han i støvet,
rækkende armene frem i bøn mot de elskede venner.
Straks fôr Antílokos frem og rev ham av kroppen hans rustning,
speidende rundt; ti troernes flok som sanket sig om ham,
rammet hans skinnende skjold, men magtet dog ikke at flænge
bakenfor skjoldet Antílokos’ hud med det grusomme kobber,
saasom den vældige jordryster selv, den sterke Poseidon,
verget sin yndling, Nestors søn, i den tætteste spydregn.
(556–93) Troerne undte ham aldrig en hvil. Til høire og venstre
vendte han sig. Ei hvilte hans spyd, men svingedes altid
raskt til lynsnare støt; ti utrøttelig higet hans hjerte
efter at ramme en kjæmpe med spyd eller gaa ham paa livet.

Adamas, Asios’ søn, blev var at han sigtet i flokken.
Straks fôr han rasende frem og traf med det hvæssede kobber
midt i hans skjold; men havguden selv med de kulsorte lokker
undte ham ikke at røve hans liv, men knækket hans lanse.
Halvten av spydskaftet stod, lik en pæl som ilden har hærdet,
fast i Antílokos’ skjold, og halvten laa splintret i støvet.
Hen til vennerne vek han i gru og flygtet for døden.
Dog, Meríones fulgte ham straks og traf ham med spydet
midt mellem lysken og navlen, et sted hvor de sværeste smerter
voldes en dødelig mand, naar han rammes av krigsgudens vunder.
Der blev det sittende fast, og sprællende fulgte han spydet.
Likesom oksen paa vildsomme fjeld, naar gjæterne binder
repene om den og trækker den med, saa nødig den følger,
saaledes sprællet et øieblik nu den saarede kjæmpe,
indtil Meríones traadte ham nær og rykket den skarpe
lansespids ut av hans krop og dødsmørket slørte hans øine.

Hélenos gik paa Deipyros løs og rammet hans tinding
haardt med sit trakiske sverd, saa malmhjelmen føk fra hans hode.
Hvirvlende faldt den til jord, og en av akaiernes sønner
grep den i hast, da den trillet avsted mellem kjæmpernes føtter.
Sortnende dødsnat sænket sig brat over høvdingens øine.

Harm blev Atrevs’ søn, den høimælte helt Menelaos.
Truende gik han paa Hélenos løs og svinget sit skarpe
spyd mot den høibaarne drot, som lynsnart spændte sin bue.
Begge fôr frem i selvsamme stund for at ramme hinanden,
én med det hvæssede spyd, den anden med pilen fra strengen.
Først skjøt Priamos’ søn og traf ham med pilen i brystet.
Dog, mot panserets hvælv glap pilen, den bitre, til siden.
Likesom naar paa den vidtstrakte plads, hvor kornet blir renset,
erter og sortbrune bønner fra skovlen blir slynget saa vide
baade av susende vind og av treskerens kraftige næve,
saaledes fløi fra den herlige helt Menelaos’ panser
pilen, den bitre, tilside i hast, og fjernt blev den slynget.
Rammet da Atrevs’ søn, den høimælte helt Menelaos,
(694–631) haanden som høvdingen holdt om den glattede bue, og spydet
trængte med odden av malm gjennem næven og ind i hans bue.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden.
Haanden hang mat ved hans side, og efter sig slæpte han spydet.
Helten Agenor fik rykket det ut av hans næve og viklet
varlig om saaret et velflettet baand av fineste uldgarn,
tat fra en slynge som væbneren holdt for den mægtige høvding.

Helten Peisandros gik frem mot den herlige drot Menelaos.
Skjæbnen, den grufulde, grep ham og førte ham like i døden;
ti i en frygtelig strid blev han kuet av dig, Menelaos!
Da de var kommet paa nærmeste hold i det blodige møte,
glap det for Atrevs’ søn, og forbi fôr spydet det skarpe.
Helten Peisandros, som traf Menelaos’ skjold med sin lanse,
magtet dog ei at drive den hvæssede malm gjennem platen.
Skjoldet, det mægtige, stanset hans spyd, og skaftet blev knækket
like ved malmodden just da han selv hadde haabet at seire.
Straks drog Atrevs’ søn sit sverd med de sølvblanke nagler,
stormet saa løs paa Peisandros, som gjemt bak skjoldet fik grepet
øksen av haardeste malm med oliventræs skaftet det lange,
glattet med kunst, og i selvsamme stund gik de løs paa hinanden.
Traf da Peisándros hans hjelm helt oppe ved hestehaarsbusken.
Men da han nærmet sig, hugg Menelaos helten i panden
ret over næsen saa benene brast og de blodige øine
faldt for hans føtter i støvet. Han vred sig i kval da han segnet.
Men med sin hæl paa høvdingens bryst rev straks Menelaos
rustningen løs fra hans krop og ropte i haanende jubel:
«Slik skal vi sagtens faa jaget jer væk fra danaernes skibe,
pralende troer, som aldrig faar nok av de grufulde kampe.
Ei har det manglet jer frækhetens mod til skammelig udaad,
slik som I øvet mot mig, I skamløse hunder! og aldrig
gruet I selv for den tordnende Zevs som i straffende vrede
hevner en vert. Eders kneisende by skal han visselig engang
styrte i grus; ti min elskede viv og talrike skatte
røvet I frækt, skjønt hun selv i sit hjem hadde huset jer gjestmildt.
Nu staar hele jer hu til at slynge de flammende brande
mot vore hurtige snekker og dræpe akaiernes helter.
Dog, hvor lystne I er, saa maa I nok stanse med kampen.
Alfader Zevs! det er sagt at du staar høit over alle
(632–68) mænd og guder i visdom, og dog er det dig, som har gjort det,
du som har skjænket din naadige hjælp til de grummeste voldsmænd,
lovløse troiske mænd som i frækkeste overmod aldrig
mættes av voldsdaad i krig og av grufuldt herjende kampe.
Alt blir en dødelig mæt av til slut, av søvn og av elskov,
selv av den søteste sang og av frydefuld dans over tilje,
glæder som hjertet maa ønske sig mer end krig og tilfulde
attraa at nyte; men aldrig blir troerne mætte av kampen.»

Saaledes talte den herlige helt Menelaos og spændte
rustningen løs fra hans krop og rakte den til sine svende.
Selv fôr han ind paany i de kjæmpendes forreste rækker.
Der gik drotten Pylaimenes’ søn Harpalion mot ham.
Høvdingen fulgte sin far, da han stevnet i leding til Troja;
men til det elskede fædrenehjem kom han aldrig tilbake.
Kjækt gik han løs paa Atrevs’ søn og slynget sin lanse
midt i hans skjold, men magtet dog ei at drive den gjennem.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden,
speidende rundt for at slippe for saar av det flængende kobber.
Men da han vek, tok helten Meríones sigte og rammet
haardt med den malmhvasse pil i sætet til høire, og pilen
boret sig like ved blæren igjennem hans krop under hoften.
Bakover segnet han om hvor han stod, og i vennernes arme
aandet han ut og laa som en orm i hele sin længde
utstrakt paa jorden og vætet dens muld med en sortnende blodstrøm.
Men om den fældede samlet sig straks paflagoniske kjæmper,
løftet ham op i hans vogn og sørgende kjørte de helten
hen til det hellige Troja. Hans far gik graatende efter.
Ei fik han bot for den elskede søn som var segnet i døden.

Vred blev Paris i hu da han faldt; ti hans gjesteven trofast
var han fra fordums tid blandt paflagonernes skarer.
Harmfuld sendte han ut en malmhvæsset pil fra sin bue.
Fjernt fra Korintos var kommet en helt, den gjæve Evkénor,
rik og høibaaren, en søn av den fremsynte drot Polyïdos.
Selv var han viss paa en sørgelig død, da han steg paa sit langskib;
ti Polyïdos, hans graanede far, hadde spaadd ham saa ofte
at han av pinefuld sott skulde dø i de hjemlige haller
eller bli dræpt av troiske mænd ved akaiernes snekker.
Derfor skydde han nu baade landsmænds straffende domme
(669–707) og den usalige sott for at spare sit hjerte for kvaler.
Paris fik rammet ham haardt under kjæven og øret, og livet
flygtet fra lemmerne brat, og mørket, det grufulde, tok ham.

Saaledes raste den hidsige kamp som luende flammer.
Ei blev der bragt noget bud til Hektor, Alfaders yndling.
Endnu visste han ei at hist ved flaaten til venstre
dræptes hans folk av akaiernes mænd og at seierens hæder
vinket dem snart; ti den mægtige gud som ryster al jorden,
egget dem ivrig og skjermet dem selv med sin vældige styrke.
Hektor stod hvor han først sprang ind gjennem porten og muren
dengang han sprængte med kraft danaernes skjoddækte rækker.
Der laa Aias’ skibe og Protesilaos’ snekker
trukket paa land ved det graalige hav, og der var den sterke
ringmur, som vernet dem, lavest, og mænd og vælige hester
stormet nu løs paa hverandre just der i de heteste kampe.
Kjække boioter og ioner i slæpende fotside kjortler,
gjæve epeier i skinnende malm og lokrer og ftier
verget sig der med nød mot Hektor som stormet mot flaaten
sterk som en ild; men de hadde ei kraft til at slaa ham tilbake.
Der stod atenernes utvalgte mænd med sin høibaarne fører
helten Menestevs, Peteos’ søn. Ham fulgte den kjække
Stikios, Feidas og Bias. Epeiernes fyrster var Meges,
Fylevs’ søn, og Amfion, mens Drakios kom som den tredje.
Ftiernes drotter var Medon og helten den djerve Podarkes.
Medon var drotten Oilevs’ søn. Hans mor var en frille.
Halvbror var han av Aias. I Fylake var han til huse,
fjernt fra sit land og sit fædrenehjem, fordi han i vrede
dræpte en bror av Oilevs’ viv Eriopis, hans stedmor.
Helten Podarkes var søn av Ifiklos, Fylakos’ ætling.
Rustet gik disse til kamp i spidsen for modige ftier
nærmest boioternes hær for at verne de stavnhøie snekker.
Ikke et skridt vilde Aias, den fotrappe søn av Oilevs,
vike paa valen fra Telamons søn, den vældige Aias;
men som de rødbrune okser, hvis tvespand med selvsamme iver
trækker paa marken den tømrede plog, mens sveden i strømme
silrer fra hornenes rot og rinder dem ned over panden —
— bare av trækaakets glattede træ er de skilt, naar de skrider
furerne langs med den skjærende plog til akerens grænse —
(708–45) saaledes stillet de to sig nær ved hinanden i striden.
Dog med Telamons kraftige søn gik rækker av tapre
svende som fulgte sin drot og bar paa hans mægtige malmskjold,
hvergang av træthet og sved hans spænstige knær vilde segne;
men med Oilevs’ søn gik ei de lokriske kjæmper.
Lokrernes krigere hadde ei mod paa staaende kampe,
saasom de ei hadde hjelmer av malm med vaiende hjelmbusk,
eller var rustet med vernende skjold og asketræs lanser.
Bare til spænstige buer og slynger av flettede uldbaand
satte de alle sin lit, da de fulgte sin fører til Troja.
Dermed rammet de kjapt og sprængte de troiske rækker.
Saaledes kjæmpet nu hine med kraft i skinnende rustning
forrest i slaget mot troernes mænd og den malmklædte Hektor.
Bak laa disse og skjøt fra sit skjul, saa troernes rækker
vaklet i pilenes regn og glemte sin lyst til at kjæmpe.

Nu hadde troerne flygtet med skam fra snekker og telter,
drevet tilbake med vold til det stormomsusede Troja,
dersom Polydamas ei hadde talt til den modige Hektor:
«Hektor, det falder dig tungt at lyde et raad fra en anden.
Saasom i krigeres dont en gud har gjort dig til mester,
vil du tillike i raadsnar kløkt være bedre end andre.
Aldrig vil du dog selv kunne vælge dig alt hvad du ønsker.
Én har guderne git de herligste kræfter i kampen,
andre den yndige dans eller sang til citarens toner;
men hos en anden har Zevs, den tordnende hersker, i brystet
plantet den fremsynte kløkt, som kommer saa mange tilgode.
Byer endog har den frelst; selv vet han dog bedst hvad han evner.
Vel, saa vil jeg da si hvad jeg tror maa være det bedste.
Nu er du kringsat og stængt overalt av krigsluens flammer,
og av de troiske mænd som stormet saa kjækt over muren,
holder nu somme med vaaben i haand sig borte; men andre
kjæmper ved skibene spredt, skjønt færre i tal mot de mange.
Gaa nu tilbake og kald vore gjæveste helter til møte,
saa vi i fuldtallig raad av al vor evne kan drøfte
om vi, saasandt en gud vil unde os seier, skal styrte
frem mot de toftede snekker paany, eller om vi skal vende
uskadt fra skibene hjem; ti jeg frygter at Argos’ helter
snart vil betale sin gjæld fra igaar med blodige renter.
(746–83) Hist ved skibene sitter jo nu en utrættelig kriger,
en som forvisst ikke længer vil holde sig borte fra kampen.»

Saaledes lød hans gavnlige raad, og Hektor var enig.
Straks sprang han ned fra vognen til jord i straalende rustning.
Bydende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Gjæve Polydamas! hold vore tapreste helter tilbake.
Selv vil jeg skynde mig dit for at møte de sværeste stormløp.
Hit skal jeg komme tilbake, saasnart jeg har meldt dem mit budskap.»

Saa han talte og fôr som et skred fra snedækket tinde
frem under rungende rop mellem troers og hjælperes skarer.
Hen til Polydamas, Pántoos’ søn, den mandige høvding,
strømmet de alle i hast, da de hørte hint hærskrik fra Hektor.
Frem til de forreste rækker han gik og søkte at finde
helten Deifobos først og Hélenos, drotten saa kraftig,
Adamas, Asios’ søn, og Asios, Hyrtakos’ ætling.
Uskadt fandt han dem dog ikke mer eller alle i live.
Somme laa dræpt ved den bakerste stavn av akaiernes skibe.
Der hadde heltene mistet sit liv for argeiernes hænder.
Saaret med skud eller stik laa andre bak hjembyens mure.
Dog paa den grufulde val til venstre i stridstumlen fandt han
snart Aleksandros, sin bror, den haarfagre Hélenas husbond.
Svendenes mod han styrket og egget dem ivrig til kampen.
Traadte da Hektor ham nær, og haanende talte han til ham:
«Uykkes-Paris, du kvindernes lyst, du fagre forfører!
Hvor er Deifobos nu og Hélenos, drotten saa vældig,
Adamas, Asios’ søn, og Asios, Hyrtakos ætling?
Hvor er Otryonevs? Svar! Nu ligger det kneisende Troja
styrtet i grus. Forvisst maa vi vente os døden den bratte.»

Svarte da straks Aleksandros, hin helt saa skjøn som en guddom:
«Hektor! du laster en skyldløs mand i din brændende ildhu.
Ellers det kunde vel hænde jeg holdt mig tilbake fra kampen.
Dog, som en usselryg fødte min mor mig ikke til verden;
ti fra den stund du egget vor hær til at kjæmpe ved flaaten,
færdes vi her i den blodige strid med danaernes helter
uten et øiebliks hvil. De venner du spør om er faldne.
Bare Deifobos frelstes og Hélenos, drotten saa kraftig.
Herfra ilte de bort; ti begge blev saaret i haanden
nylig med vældige spyd; men Zevs har frelst dem fra døden.
(784–821) Før os nu dit, hvor det tykkes dig bedst i dit sind og dit hjerte.
Vi skal følge dig freidig til kamp, og det tør jeg love:
Ei skal det mangle paa manddom og mod, saa langt som vi evner.
Verge sig mer end han evner, er uraad selv for den tapre.»

Saaledes svarte han freidig sin bror og mildnet hans hjerte.
Skyndte da begge sig dit hvor kampen og striden var hetest,
der hvor Kebríones stod og Polydamas, helten saa mandig,
Falkes, Ortaíos og Palmys og drotten saa gjæv Polyfetes,
og hvor Askanios kjæmpet og Morys, Hippótions sønner.
Dagen tilforn ved det tidligste gry var de kommet med stridsmænd
fjernt fra Askaniens land, og nu drev Zevs dem til kampen.

Heltene styrtet nu frem lik stormens ustyrlige byger
naar de med Alfaders brakende skrald slaar nedover marken. —
— Havdypet røres med frygtelig larm og talløse bølger
velter sig vide i brott og brand med skumhvite kammer
rullende hen over brusende sjø i endeløs række.—
Saaledes fulgte i skinnende malm de fylkede troer,
somme i spidsen, mens andre gik bak, sine drotter til kampen.
Forrest gik Hektor, Priamos’ søn, saa kampgrisk som Ares.
Foran sig holdt han det kredsrunde skjold av talrike tætte
oksehudslag og dækket av kobberets hamrede plate.
Truende nikket den straalende hjelm om høvdingens tinding.
Frygtløs stormet han frem langs fiendens fylking og fristet
om de maaske vilde fly, naar han møtte dem dækket av skjoldet.
Dog, han rokket ei manddom og mod i akaiernes hjerter.
Aias gik frem med vældige skridt og æsket til tvekamp:
«Kom mig dog nær, min ven! Hvi søker du faafængt at skræmme
Argos’ mænd. Vær tryg! vi er slet ikke ukjendt med krigen;
men det er Zevs som har tugtet os nu med sin sviende svepe.
Nu har du sagtens et haab om at herje med ild vore snekker.
Dog, du skal føle at ogsaa hos os er der hænder til forsvar.
Nei, langt før kan det ske at byen, hvor selv I er hjemme,
tages av os med stormende haand og jevnes med jorden.
Trygt tør jeg si at stunden er nær, da du selv i din rædsel
flygter og ber til Zevs og alle de evige guder,
at dine hester maa ile forbi de vingede falker,
naar de i hvirvlende støv skal føre dig hjem over sletten.»

Neppe var ordene talt, da svævet til høire for helten
(822–37) ned fra det høie en ørn, og akaierne jublet av glæde,
styrket ved tegnet; men Hektor, den straalende helt, tok til orde:
«Aias, hvad var det du kom til at si, du brautende mundhelt?
Gid jeg saasandt var udødelig selv og en søn av den høie
aigissvingende Zevs, og min mor var den værdige Hera!
Gid jeg saasandt var hædret saa høit som Apollon og Pallas,
som det er sikkert at dagen idag skal bringe jer vanheld,
alle som én, og selv skal du dø saasandt som du dristig
vaager at staa for mit spyd, som skal flænge dig huden den hvite.
Da skal troernes hunder og graadige rovfugler mættes
her ved akaiernes leir med fett og med kjøt av dit aatsel.»

Saaledes ropte han stolt, og selv gik han frem, og de andre
fulgte med frygtelig larm, og bak ham jublet hans svende.
Ogsaa argeierne skrek og mistet saavisst ikke modet.
Kjækt holdt fylkingen stand mot de stormende troiske helter.
Larmen fra begge steg op til Zevs i hans straalende æter.